Min forskning drejede sig i begyndelsen om sproget og dets grænser. Om det man ikke kunne sige, og det man kunne sige bedre med billeder. Herfra stammer min bog, Metaforens magt, Fantasiens fostre og fornuftens fødsler (2001).

Senere kom det til at handle mere om magt og organiseringsformer i grænsefeltet mellem sociologi og filosofi. Opgaven for mig var og er stadig at bedrive filosofi som samtidsdiagnose, det vil sige, at sige noget om vores tid, som ikke kan indeholdes i enkeltvidenskaberne. Filosofien har ikke sit eget jagtrevir, siger den tyske filosof Odo Marquard, den har derimod universelt jagttegn. Og som sådan går jeg også på de andres jord for at lave udtrække figurer, der siger noget om vores tid. Jeg prøver at aflæse ligheder mellem arkitektur, ledelsesformer, socialforvaltning, dans, fodboldsystemer, sygdomsbekæmpelse, krigsførelse, sportsformer, pædagogik, pardannelse, tv-serier og meget mere.
Herfra stammer mine bøger, Projektsamfundet (2009), Projektmennesket (2009), The Project Society (2012).
Som en udløber heraf skrev jeg en bog om organisering under epidemierne gennem tiden, der udsondrer forskellige ledelsesformer, der stadig gælder den dag i dag. Den kom til at hedde Epi-demos, En lille bog om store epidemier (2011).

Alt dette har kun været muligt på baggrund af en indgående studie af den franske filosof, Michel Foucault, som jeg foretog omkring årtusindskiftet. Dette mundede ud i bogen, Mellem ting, Foucaults filosofi (2005), der genudkom i 2013 i en 2. reviderede udgave, samt forord til Foucaults bøger på dansk, Galskabens historie og Overvågning og straf.
I 2006 udgav jeg i forlængelse af dette arbejde også en letlæselig introduktion til Foucault og hans landsmand Pierre Bourdieu, Magtens kartografi, Foucault og Bourdieu (2006). Den har som flere af mine andre bøger en lang række tegninger og malerier af Rasmus Svarre.

Om sproget, magten og vores måde at omgås hinanden på har jeg efterhånden skrevet en del. At bedrive magtkritik er en fuld legitim beskæftigelse, men det er ikke nok for mig, og jeg synes, at filosofien kan så meget mere. Jeg vil vide noget om mennesket og om kosmos. Jeg går ud fra min trosbekendelse, som jeg har læst hos den tyske filosof, Theodor Adorno, at mennesket altid er bedre end sin kultur. Og det jeg nu begiver mig rundt i, er en undersøgelse af hvordan man kan være et godt menneske, også efter at vi har brugt hele det 20. århundrede på at pege på såkaldte konstruktioner. Jeg betjener mig af de filosoffer, der for mig kan åbne øjnene for både filosofiens og myternes beskrivelser af, hvad et godt liv og et mere menneskeligt menneske består i.
Derfor kastede jeg mig over at spørge filosoffer, hvordan jeg skal leve mit liv. Det første svar har jeg prøvet at gengive i min bog, Hvordan skal jeg leve mit liv, Kierkegaard? (2013). Programmet med at opbygge mennesket ved at spørge filosoffer kan man i indledningen her.

Senest har jeg beskæftiget mig med det nutidige arbejdsmarked, og i selskab med antropolog Dennis Nørmark, undersøgt hvorledes det moderne arbejdsmarked fordrer det, som vi kalder Pseudoarbejde, hvilket er selvopfundne opgaver, meningsløs og tidskrævende kontrol af medarbejdere, unødvendige konsulentydelser og fluffy powerpoint-præsentationer. I vores interviewbog Pseudoarbejde, som er solgt i over 20.000 eksemplarer i Danmark, interviewer vi en bred vifte af ledere og medarbejdere, og graver dybt ned i fænomenet og klarlægger, hvordan pseudoarbejdet tager tid, penge og ressourcer fra vigtige kerneopgaver eller forhindrer at skabe mere tid og frihed i et samfund, som har stillet sig tilfreds med at arbejde unødvendigt meget i stedet for at indfri muligheden for at bruge mere tid på mere værdifulde aktiviteter.   

Institutionelt har min forskning tidligere primært foregået ved Université de Paris, Panthéon-Sorbonne og ved Københavns Universitet.
Jeg lever nu som selvstændig filosof af at holde foredrag, skrive bøger og tale med folk om deres liv. Det betyder, at jeg på den ene side ikke har statsautorisation for det, jeg laver. Til gengæld er jeg befriet for som alle forskere at skrive amerikanske journal-artikler, som ingen læser, men som universiteterne måles på. Det betyder, at jeg er fri til at kaste mig over de emner, som jeg finder vigtige og beskrive dem i det format, som filosofien næsten altid har gjort, nemlig i bogformen.

Her kan du læse nogle af resultaterne af mit arbejde, herunder også en lang række af artikler, som jeg ikke har beskrevet her.

– Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk

I 2009 begyndte jeg mit eget læseprojekt, der handler om mytologi. Set i forhold til så veltrampede stier som myteforskning er det ikke noget forskningsprojekt, men det er et forsøg på at forstå mig på vores tid igennem de store og generelle fortællinger, vi fortæller hinanden. For vi fortæller ikke myterne for at underholde. Men fordi der ligger nogle opsparede kendskaber til, hvordan et menneske er skruet sammen, hvordan verden ser ud, og nogle opsparede råd til, hvordan man skal leve et liv. Filosofien blev ikke født af et brud med myten, men som en tankevirksomhed, der forsøgte at overtage mytens visdom og bringe den på begrebets form.

Jeg har særligt interesseret mig for den græske mytologi og forsøger stadig at få fod på den. I arbejdet med myterne er det vigtigste at holde sig for øje, hvad der er af sandt i det falske. Hvorfor dette fortælles lige sådan, og hvilken visdom der søges formidlet. Jeg vil gerne undgå at læse myterne allegorisk, dvs. at reducere dem til en bestemt betydning. Men det udgør en større fare blot at bortsortere dem som røverhistorier. For os, der tror på sandheden i myten, er mytomani ikke lystløgneri, det er livskunstens historie.

I sommeren 2011 påbegyndte jeg at læse op på kærlighedens historie. Det, der særligt interesserer mig, er, hvilke billeder vi gør os af kærligheden, hvor disse billeder kommer fra, og hvordan de virker. Det er virkninger, jeg har mærket i mit eget liv, men også i mit arbejde som parterapeut er jeg stødt på billeder, der virker. 

Figurer, funktioner og styresystemer i moderne menneskeledelse

Et større forskningsprojekt for mig har været at se på samtidens organiseringsformer. Det har ført mig langt længere omkring end bøgerne Projektsamfundet og Projektmennesket (2009) giver indtryk af. Jeg har kigget på former for krigsførelse, danseformer, tv-serier, singleliv, virksomhedsdiagrammer, epidemibekæmpelse, forvaltning, arkitektur, spil og sport og meget andet. Det har været og er en stående udfordring for mig at forstå sammenhængen mellem de forskellige fænomener, der foregår lige nu i samfundet.

I efteråret 2011 udkom endnu en bog, der er produktet af denne forskning. Den hedder Epi-demos og er lavet i samarbejde med maleren Rasmus Svarre Hansen, som jeg lavede Magtens kartografi med. Den handler særligt om organiseringsformer under forskellige epidemier, og om hvordan epidemibegrebet nu har bredt sig fra de traditionelle smittekategorier til social adfærd.

Mit forskningsfelt ved Københavns Universitet og ved Université de Paris I, Panthéon-Sorbonne har omfattet samtidens styresystemer i meget bred forstand. Et styresystem definerer jeg funktionelt som en teknologi til at regulere, fordele og optimere det levende. For at lokalisere styresystemerne ser jeg på, hvilke problemer, de er opstillet for at løse.

Problematisering

Problemer iscenesættes omkring mennesker, såvel individuelle mennesker som menneskemassen som helhed, og såvel menneskekroppe som bevidstheder. Problematiseringerne anviser, hvad det er, der skal styres.

Styresystemer kan være organiseringer af epidemier, computerinformationer, krigsførelse, virksomheder, produkter, personale etc.

Risiko er et eksempel på problematisering. På- og afkobling i netværk, overinformation, markedsdifferenciering, økonomisk vækst er eksempler andre eksempler.

Risiko kan for eksempel problematiseres i fht. biomassen som helhed (f.eks. epidemien), i fht. den enkeltes risiko (f.eks. for at blive smittet), i fht. den enkelte krops sandsynlighedsfrekvenser, og i fht. valget af adfærd, der påvirker disse frekvenser. 

Formatering af rum 

Udgangspunktet er, at det sociale rum altid er formet, ladet, kodet, har tyngde, magnetiske effekter osv.

Problematisering af noget som et bestemt problem er med til at formatere rummet for styresystemet, på samme måde som formateringen af en computer forbereder installationen af et givent styresystem. At formatere det sociale rum vil sige at klargøre det til systemets intervention.

Janteloven er f.eks. en måde at formatere rummet på, der forbereder ledelsen af mennesker med pegefingre.

Statistikker over livet forbereder for eksempel en forsikringsrationalitet, der kan koble et risikostyresystem og et identitetsstyresystem – dvs. både fungere gennem problematisering af livet som farligt og gennem problematiseringen af livet som ubestemt. Valget af livsbanescenarium er både med til at gøre den enkelte ansvarlig for at have placeret sig i en bestemt uheldsfrekvensgruppe, og det er med til at danne identiteten ved dette valg. Et eksempel på dette kan være at fremskrive rygerscenariet overfor ikke-rygerscenariet og lade folk selv om at forsikre sig mod de skadelige konsekvenser samtidig med at de danner deres identitet som ryger eller ikke-ryger.

Styresystemer

Styresystemerne er håndteringsmodeller, der ikke altid er udformede som løsninger, der fjerner problemet, men nok som anerkendte løsninger. Det er min tese, at det i særlig grad gælder for samtidens styresystemer, at disse ikke fjerner problemer, men påvirker deres vækst og deres former. Således er samtidens styresystemer moduleringssystemer.

Håndteringen af hungersnød som noget, der ikke kan fjernes, men nok påvirkes er et eksempel på en styring som vækstpåvirkning. 

Funktion, produktion, dispositionelle løsninger

Styresystemerne må dernæst udfra deres funktion, det vil sige, der ses på: 

a) hvad de sammenpasser (deres såkaldte maskinfunktion)

b) hvad de producerer

Afgørende for disse styresystemer er, at

 – styresystemer ikke kan antages at have eksistens forud for deres funktion, men at det styrede og styresystemet generes samtidigt af styringsrelationen.

– at samtidens styresystemers er indbegrebet af en produktionsrationalitet, dvs. at de er særligt interesserede i ikke at bekæmpe det, de styrer, men i at omforme det. Den styring, der blot udsletter, er svagere end den, der skaber det styrede i sit eget billede.

– at samtidens styresystemer afføder såvel figurer som modfigurer for perfektion (jf. nedenfor),

 c) hvorledes det afkaster bestemte dispositioner for løsningsmodeller (såkaldte anordninger eller dispositiver).

Ledelsesrationaliteter

Som den videnskabelige teknologi bygger på en teknisk rationalitet bygger også sociale teknologier på ledelsesrationaliteter. 

I min forskning søger jeg at nå frem til en diagnose af samtidens ledelsesrationaliteter, dvs. de mentaliteter, der genererer bestemte sociale teknologier, hvis idealfunktioner er ensartede på trods af, at de fungerer på vidt forskellige områder.

Det greb, der lægges på det sociale sorterer det altså udfra dets ledelsesrationaliteter, og ikke udfra traditionelle discipliner som medicin, jura, militær, marked etc.

Figurer

I denne sortering fokuserer jeg på figurer og legitimeringer: 

En figur er en idealmodel, som de faktiske styresystemer forsøger at optimere sig selv til at ligne.

Det er min tese, at samtidens styresystemer fungerer som en spænding mellem en figur og en eller flere modfigurer, og at denne forskel udspænder en akse, hvorimellem menneskeledelsen oscillerer.

Legitimeringsformer

Et væsentligt element i styresystemers rationalitet, for så vidt samtidens styresystemer ikke blot er optaget af opretholdelse, men af udvidelser og modulering, er at pege på nødvendigheden af sin egen udvidelse. Det gøres ved spændingen mellem figur og modfigurer: Hvis ikke styresystemet hev i retning af den figur, den lover, ville vi få modfigurerne. 

Styresystemer

Jeg har især arbejdet med fem funktionssystemer, hvoraf (de)konneksionssystemet er blevet til min ph.d.afhandling, ‘Projektsamfundet’.:

Undtagelsessystemet

(De)konneksionssystemet

Risikosystemet

Feed-backsystemet

Identitetssystemet– som består af flere forskellige grene, herunder 

a) Identifikation

b) Selvskabelse og selvledelse

Metafor, normativitet og handling (metaforologik)
Et forskningsfelt
v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

I forskellige sammenhænge har jeg forsket i metaforen og bl.a. skrevet Metaforens magt, Fantasiens fostre og fornuftens fødsler (2001). Det, der særligt har interesseret mig, har været metaforens uomgængelighed og dens evne til at gribe det sansede bedre end begrebet.

Jeg har i forlængelse heraf forsket i de handlingsanvisninger som metaforen giver os. Begrebet “metaforologik” er en neologisme jeg har indført til at beskrive det væv af metafor og rationalitet, som en metafor anslår, når den frem-stiller et emne. Det handler om, at forskellige metaforer siger noget forskelligt om verden, gør nogle forskellige ting muligt, sandsynligt og værdifuldt. Jeg skelner mellem følgende elementer i en metaforologik:

– Verdensbillede: Hvad består verden af og hvorledes forholder verden sig. Man kunne kalde det metaforens spillebrikker.
– Rationalitet: Hvad kan lade sig gøre og hvad er sandsynligt? Hvorledes er metaforens funktionsmåde? Man kunne kalde det metaforens spilleregler.
– Normativitet: Hvad bør iflg. metaforen gøres? Hvad er godt? Man kunne  – i samme spilmetafor – sige, at det er metaforens beskrivelse af vundet spil og fair play.
Det er gammel visdom, at metaforen er et virksomt retorisk middel. Det er lidt nyere visdom, at metaforen er uomgængelig i forståelsen. At lede efter metaforologik i en argumentation kan hjælpe til at blotlægge præmisserne for argumentationen – fordi det ofte er præmisserne og ikke slutningen, man er uenige om. Er det f.eks. givet, at “tiden løber afsted”, at “udviklingen løber løbsk” og at “neoliberalismen breder sig som en løbeild”? Eller er det snarere måder at koncipere tiden på, der lægger op til visse slutninger og afskærer andre? Jeg holder på den sidste hest.

Man kan ikke opstille eksakte regler for hvorledes hvilke metaforer opfører sig i hvilke sammenhæng. Blot kan man pege på nogle slutninger, som metaforerne er svangre med. For eksempel:

Når man udanalyserer en argumentations metaforologik, kan et væsentligt spørgsmål at stille sig være: Hvilke andenordensmetaforer er der på spil? Dvs.: Med hvilke metaforer beskrives den metafor, der beskriver emnet? Et eksempel kan være at et emne, f.eks. en organisation eller et parforhold beskrives som noget politisk, og at politik beskrives ved krigsmetaforer rolex replicas, hvorved krigen af omveje føres med ind i afbildningen af organisationen eller parforholdet.