Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders. Først vil jeg sige tusinde tak for en fremragende hjemmeside.
For det første har jeg et peronligt spørgsmål – “Hvordan kan det være, at du valgte at gå den filosofiske vej?”
Dernæst vil jeg gerne have en defination på begreberne “Krop, sind og ånd” og dernæst forskellene imellem dem – hvis der altså er nogle!
På forhånd mange tak for svaret Hilsen Suzanne Jensen.
Kære Suzanne
Først dernæst: Bestemmelserne af krop, sind og ånd hører til de tunge drenge i filosofihistorien. Faktisk afslører bestemmelserne af sådanne begreber, inden for hvilken historisk horisont, vi befinder os. Roden til mange slagsmål (der som regel foregår på skrift, fordi den man slås mod forlængst er død) er at finde i uenigheder om grundlæggende begreber som disse. At give sig til at definere dem vil derfor også være at levere noget, der er produkt af vor tid. Men det skal nu ikke afholde mig fra at mene noget.
Da dækket blev opfundet, fik det navnet ’pneumatisk ring’. Det var en ring med luft i. Det oldgræske ord for det, vi vil kalde ånd, var ’pneuma’. Luften har været en måde at afbillede ånden på – som når vi siger ’at ånde’. At udånde endeligt er at forlade kroppen, eller at lade kroppen blive til lig. Der ligger altså noget mere i ånd og pneuma end blot luft – det er så at sige luften, der er beåndet med person, med liv. Når luften anvendes som metafor skyldes det, at ånden sættes i modsætning til det materielle – til kroppen eller kødet.
Kroppen hedder på oldgræsk ’soma’ – som vi kender det fra ’somatisk’. Det begreb stammer fra ’sema’, der betyder fængsel. Vi har her den gamle bestemmelse af kroppen som sjælens fængsel, der senere skulle få stor betydning i Kristendommen. I vor tid – dvs. efter Nietzsche i 1870’erne – har filosoffer forsøgt at vende den bestemmelse på hovedet: Måske er det idéen om sjælen, der hindrer kroppen i at udfolde sig. ’Krop’ (samt ’legeme’ og ’kød’) står altså traditionelt overfor dine to andre begreber ’sind’ og ’ånd’ og tillige ’sjæl’.
Her bør jeg også nævne en skelnen mellem ’Cörper’ og ’Leib’ som fænomenologien (Husserl) gør et nummer ud af. ’Cörper’ er den objektiverede genstand og kan vel bedst oversættes med ’legeme’. ’Leib’ er det, der kan røre ved sig selv – hvad jeg oversætte med ’krop’.
Der er imidlertid også forskel på ånd og sjæl, ligesom der er forskel på krop og kød. Traditionelt bliver sjælen stillet overfor legemet eller kødet, mens ånd og krop opstilles som modsætninger. Sjælen er personen, det individuelle stykke skabning, der er det samme hele livet igennem også selv om kroppen ældes og personen får erfaringer. Det er personens essens. Ånden derimod er i højere grad at forstå som fornuft og evne til at forstå. Man kan mene, at dyr har en sjæl, men man kan næppe mene, at de har ånd. Den tese er imidlertid blev fremsat, at der er ånd i alt – det er en form for panteisme: I virkeligheden er alting den samme ånd, Gud. Men lad os holde fast i at ånd (Geist, spirit, esprit) er et begreb, der betegner et forstående, fornuftigt væsen.
Så spiller du begrebet ’sind’ på banen. Hvis jeg skulle dykke ned i antikken igen, ville jeg sige, at det svarede til ’psyché’ eller måske snarere ’hexis’. Sind har at gøre med stemning, med karakter, med måder at gå til tingene og gøre tingene på. Aristoteles’ begreb ’hexis’ bliver i den latinske oversættelse til ’habitus’, som Bourdieu tager op i sin sociologi: Det er måder, som det sociale har insporet sæder, vaner, handlemåder, bedømmelseskriterier osv. på i bevidstheden – ja, faktisk har indskrevet dem i kroppen som førrefleksive handlings- og klassifikationsskemata. Hertil har vi også begrebet ’karakter’, der på oldgræsk betyder ’stempel’. Sindet er præget.
Hvordan er så forholdet mellem krop, sind og ånd? Ja, det er også et stridsæble af de større. Lad os notere os, at man kan være ’åndssvag’ men ’sindssyg’. At være åndssvag er at kunne bruge sin ånd i ringe grad – sin fornuft og sin evne til at forstå. At være sindssyg er at lide. Noget overgår og går ud over sindet og gør det fremmed, lukket, hallucinatorisk, angst osv. Sindssyge er prægning, der er blevet afsporet (derfor heller ikke så underligt at filosofien ligner sindssygen: den er et forsøg på at afspore sig fra normalitetens prægning for at tænke denne prægning). Når sindet kan blive sygt, mens ånden bliver svag, så er det fordi sindet er mere krop end ånden og ånden er mere luft end sindet. Sindet kan også svækkes som kroppen, som når en skuespiller gennem årelang druk skyller sin karakter og sin karisma bort. Kroppen. Det er det sindige legeme, det der kan røre ved verden og som verden kan røre ved. Kroppen har sindets kraft til at lade sig påvirke. Når noget inkorporerer sig præger det sindet.
Dernæst først (filosofi som valg og vej): På en måde har jeg ikke valgt filosofien, jeg har gjort det, fordi jeg ikke kunne lade være. Kan man tale om et valg, hvis man ikke kan lade være? Ja, jeg kunne jo have bundet mig til rationalitetens mast, da jeg sejlede forbi åndens sirener, men jeg vidste ikke, hvor skønne de var, så jeg mente nok at kunne modstå dem. For advarsler var der nok af, og havde der ikke været den uimodståelige tiltrækningskraft, så havde min besætning nok nået at surre mig fast. Så hvordan tale om et valg, når der var et spil mellem kræfter, og hvordan tale om en vej, når jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til? Jeg lod mig flyde.
Ofte har det været kedeligt, meningsløst og omtåget, med en brødløs metier som eneste udsigt. Kommer man ind i filosofien for at få svar på nogle spørgsmål, så bliver man hurtigt forvirret. Spørgsmålene blev mangedoblede og synes endnu mere ubesvarlige, og det tog lang tid inden jeg opdagede, at det ikke gjalt om at finde ud af svarene, men om at finde ud af hvilke problemer, der var vigtige, og hvilke der ikke var, og så forsøge at sige noget kvalificeret om de vigtige. Man finder jo altid sine fyrtårn, og jeg fandt også mine.
Hvis det ikke var et valg at gå en vej, men et valg at give efter for en kraft, hvori bestod da denne kraft? Samtidig med at jeg ikke kunne begære alt det, jeg skulle kunne og burde begære, så var der her en kraft, der kunne bane en direkte korridor fra min hjerne til mit hjerte. Siden du nu spørger personligt: Jeg har taget mange valg på tvivlsomt grundlag, og en del af dem har ført til dårlige, middelmådige, lunkne eller farlige situationer. Men filosofien, den svigter mig ikke. Filosofi er det bedste, jeg har ladet mig gøre her i livet. Måske, fordi det ikke beror på et valg.
– Anders Fogh Jensen