Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Kære Anders,
Mange tak for utrolig spændende læsning.
Jeg har ofte reflekteret over om der er en løsning på enhver konflikt, hvis bare de rigtige omstændigheder gør sig gældende. Omstændigheder ment som velvilje, muligheder og motivation. Det være sig både storpolitiske som hverdags konflikter til mere komplicerede parkonflikter. Jeg er mest interesseret i det almene, i hverdagens kedelig form og de komplekse problemer den formår at afføde, kun fordi det er den vi skal leve med hver dag. Hvis de omtalte omstændigheder fjernes (eller bare en af dem) og man ser sig stående overfor et bjerg, der ikke kan bestiges, hvor langt skal man så klatre før man er nødsaget (ekstentielt) til at hjemvende til base-camp? Spurgt anderledes; er det værd at kæmpe for en sag der på forhånd er tabt? Jeg sætter stor pris på din tid.
Venligste hilsner Rune T.
Kære Rune
Jeg tror, at en væsentlig del af erfaring er at vide, hvilke konflikter man skal gå ind i og hvilke man skal holde sig ude af. Ungdommelighed er på den anden side at vade ind i alle mulige konflikter med den forestilling, at de lader sig løse. Den idé, som særligt synes at præge pædagogiske væsner, og som ofte henføres til Habermas, at hvis bare vi taler om tingene, så løser konflikterne sig til sidst, finder jeg slørende, destruktiv og overgribende overfor den indsigt, at visse konflikter ikke lader sig løse. Måske kan vi bruge ’Mellemøsten’ som metafor. Opgaven bliver da i hverdagen at finde ud af, hvornår der er gået ’Mellemøsten’ i den.
Og apropos Mellemøsten, så har jeg derfra hørt om en metafor for problemet, der måske bedre beskriver det problem med konflikter, du opridser: Et problem eller en konflikt er som en overmættet opløsning. Man kan røre i den og skabe opløsning, men på et tidspunkt bundfælder det sig igen. Snarere end at løse konflikter må man derfor tale om at omrøre dem.
For mig har det været en svær, men givtig erfaring for mig at finde ud af, at det ikke var alle rum der kunne rydes op i, og at nogle måtte forlades. Men evnen til at forlade kan også være en styrke. Evnen til at glemme er, som Nietzsche siger, en plastisk kraft, der heler.
Inden vi går til dit spørgsmål, kan vi altså tage med, at der findes andre to andre måder at håndtere konflikter på end at affinde sig (med base camp som du siger) og at løse: At omrøre jævnligt eller at forlade.
Dit spørgsmål lyder om det er værd at kæmpe for en sag, der på forhånd er tabt, at kæmpe for at løse en konflikt, der ikke lader sig løse. Det lette svar ville selvfølgelig være ’nej, det er det ikke’. Men dermed overser man, at selve det at kæmpe, kan være vigtigt både for hvorledes man forvalter sit liv, for selvfølelsen og for det at komme videre. Man kunne jo blive stærkere af at kæmpe. Og i øvrigt, så ved man jo heller ikke hvor uløselige tingene er, før man har prøvet. At have kæmpet mod det man ikke kunne vinde over, det have arbejdet med at løse det, man ikke kunne løse, kan være en trøstende faktor, fordi det forsikrer. Som det så smukt hedder i en sørgelig sang af Moby: ”At least we tried”.
Alternativer til at vende tilbage til base camp: At omrøre jævnligt. At kæmpe for at løse (bestige) – og hvis ikke at blive forsikret. Eller at forlade. … – Og derefter at kende forskel på konflikter på afstand.
– Anders Fogh Jensen
Kære Anders,
Tak for dit svar. Jeg har læst det mange gange og er blevet inspireret til at tømme lidt ud af lommerne. Jeg er helt enig i din indgang til den ’uløselige konflikt’ ift. at komme videre etc., dog mener jeg det i ligeså høj grad handler om (selv)respekt, nemlig respekt for den anden, det man kan have sammen og den – som du nævner – selvforvaltningsrespekt, der gør sig gældende for den enkelte. Det kommer nemt til at lyde som en ensidig, platonisk kærligheds konfliktsløsningsmodel, men i virkeligheden gør den sig meget bredere; specielt når det handler om det, man kan have sammen (bare for alle andre der også læser med). Der er blot én ting jeg ikke helt forstår. Du nævner, at Habermas diskurs er blevet misbrugt til at legitimere ’at vi skal snakke os ud af tingene’, og at denne snakken kan være destruerende etc., men at vi derimod skal ’omrøre’ en evt mættet opløsning for at arbejde med konflikten. Men hvad er forskellen på at omrøre i en mættet opløsning og tale om en svær konflikt?
Venligste hilsner Rune T.
Kære Rune
Der er en ambition til forskel på at ville løse gennem tale og at omrøre: At løse eller at opløse. Vel kan forsøg på at løse konflikter også være et forsøg på at indrette sig på en måde, så man selv og andre kan leve med konflikten. Men i den diskurs om diskursen jeg hentyder til, forekommer der mig at være ambitioner om noget mere, om at omdanne konflikten til en misforståelse. Det hviler som oftest på to præmisser: 1) Hvis bare vi forstår hinanden, så kan vi se, at vi i virkeligheden vil det samme. Og 2) hvis bare vi taler, kan vi komme til at forstå hinanden. Vi må derfor i gang med at udveksle følelser og ønsker, og snakke om, ikke magte hinanden men tale sammen … og så er det jeg trækker seksløberen og skyder på diskursen for at den skal fjerne sit omklamrende bedrevidende greb fra min hals.
Spørgsmålet stiller sig så: Hvordan omrøre? Ja, du taler jo selv om at ”fjerne omstændigheder”. Man kunne i hvert fald begynde med at ændre på dem, for at se, hvad det hele så bliver til. Måske falder det hele efterhånden tilbage i den gamle bundfældning, men så må man prøve at ændre på omstændighederne igen. Ikke lukke øjnene for konfliktens uløselighed, diskursive overgreb, smerte og urimelighed i et naivt håb om at alting løser sig. Ikke gøre sig til offer – for den der gør sig til offer gør andre til bøddel. Finde noget, man kan gøre noget ved. Forsøge at indrette sin verden, så man kan leve med den … først da begynder tiden at skylle ind. Det er en kraftanstrengelse at åbne dæmningen for tidevandets omrøring. Indrette sin verden, så tiden kan få mulighed for at gøre såret til ar.
– Anders Fogh Jensen