Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Hej Anders,
Jeg skriver dig i håb om at du ikke stikker en finger i halsen men har lidt buffer plads tilbage ift. den altomkransende krise: Muhammed-tegningerne. Gennem en årrække har jeg fulgt dit arbejde dels pga studierelationer dels pga politiske og grundlæggende etisk vejede holdninger, som jeg tror vi deler. Mit spørgsmål går på, hvor du synes grænsen går mellem ytringsfriheden og religions respekt? og naturligt i den forbindelse hvordan du mener vi bør stille os overfor ‘respekt’ – hvad er det egentligt?
Masser af ‘respekt’ og taknemmelig for din tid Venligst -Christian
Kære Christian
Respekt har at gøre med værdighed. At vise noget respekt er at vise, at det er værdigt til anerkendelse. Omvendt påkalder den respektløse adfærd den følelse, at man ikke er respektabel.
Jeg har et problem med, at man skulle have krav på respekt, blot fordi man er født. Hvorfor skulle ens blotte eksistens have krav på respekt? Hvorfor skulle det være respektabelt at være i live? Fordi konsekvensen af ikke at indføre dette krav om respekt er værre. Uden det ville individet have samme respektabilitet som dyrene; og dem slagter vi som bekendt. Det, at skulle kæmpe for ikke at være slagteværdig, anser jeg for en værre konsekvens end det at respektabiliteten nivelleres i ’panrespektabilitet’. Hvis alle er ligeværdige, er alle lige værdige, og så er det ikke længere muligt at blive særligt anerkendt for sin gøren frem for sin væren. Men det er bedre, end at alle i udgangspunktet rangerer på niveau med dyr.
Det er måske denne værdinivellering, der ligger til grund for den politiske krise, du nævner. Hvordan kan man få den idé, at alt må siges? Fordi den principielle ligeværdighed abstraherer talens og tegningens konkrete indhold så meget, at det konkrete ikke længere har betydning (med mindre det refererer til ejendomsforhold).
Det typiske liberalistiske argument er, at prisen at betale i nedsat frihed er for høj. Hvad enten det drejer sig om lighed, sikkerhed, tryghed, velfærd, fordeling af arbejde eller respekt for tro, så er frihedens pris ubetalelig. Muslimerne ser sig således i disse dage udsat for en krænkelse, som bl.a. arbejdsløse jævnligt må lægge ryg til (uden sammenligning i øvrigt): At de ikke er respektable.
Der indsniger sig altså et paradoks i den liberale frihedsdyrkelse, som skyldes den altovervejende valorisering af et i øvrigt abstrakt frihedsbegreb: Alle har lige krav på respekt, men kun for deres frihed, ikke for deres oplevelser af sandhed.
(Jeg fristes her til at indføje Foucaults argument fra Histoire de la sexualité I: Frihedens ukrænkelighed skyldes en misforståelse af magten som undertrykkende; et fremskridt i frihed forstås da som en frigørelse fra undertrykkelsens lænker; det fører til en frihedsdyrkelse, der i sig selv er tvangspræget, og der indføres andre lænker bag om ryggen. For eksempel bliver Tomas’ frihedsdyrkelse i form af kvinder i Milan Kunderas Tilværelsens ulidelig lethed i sig selv tvangspræget. Denne pillen i liberalismens tvangskarakter er dog et andet argument, der ikke går på respekt, så vi lader det foreløbig ligge.)
Hvad jeg har forsøgt at svare er altså, at respekt først er blevet nivelleret gennem en respektering af alt (eller som Lars-Henrik Schmidt rammende udtrykker det, at alle verdensmester i deres egen liga) og at anerkendelsens kraft er forsvundet. Den forsvundne kraft er herefter blevet reartikuleret indenfor en liberal dagsorden som en måde at tryne de ikke-liberale på. Der er en træffende lighed mellem Verdensbankens politiske dagsordner der løber i økonomiens årer og så dette liberale felttog, der løber gennem talefrihedens årer. Det kræver et ret abstrakt frihedsbegreb at se, at det skulle være frihedsbringende.
– Anders Fogh Jensen