Tanken rettet mod noget

Hej Anders

Jeg prøver lige at formulere spørgsmålet: Er der ikke noget teoretisk (muligvis fra et videnskabsteoris pensum) der på en eller anden måde gør rede for at tanken altid vil være rettet mod noget, fordi mennesket konstant tænker, og at det derfor bliver faktisk umuligt at opgive sig selv helt, også fordi man er orienteret mod tid, rum, jeg og omverden på et eller andet plan? Min roman person starter med ikke at gå til eksamen, svarer ikke på vennernes opråb eller aftaler, bliver som et dyr, spiser det samme, vender op og ned på nat og dag, vandrer vileløst rundt, venter på tiden skal gå, lægger fx kabaler uden at ønske at de skal gå op, begære intet, og føler sig som konge af anonymitetenmen han lytter ved væggen og forestiller sig naboens liv, han lytter til de andre på trappen og han ender med at gå fra følelsesløs til at blive bange. Har du et bud?

Lisa.

 

  1. Filosoffen
    15. May 2006 kl. 14:04

    Kære Lisa

    Jo, der er to problematikker, du berører i første del af dit spørgsmål. På den ene side den fænomenologiske tese, at bevidstheden altid har noget som sin genstand: Det er rettet mod noget. Det kalder man ’intentionalitet’ – intentio. Genstanden (der ikke er at forveksle med en ting, men er et bevidsthedsindhold) kalder man intentum. Eller med Husserls begreber: noema og noesis.

    Det andet, du tangerer, er umuligheden af at tænke intet. Det er muligt, at man kan lade være med at tænke – derpå går påstanden, f.eks. Sartres, ikke – men det er umuligt at tænke intet. Man må altid tænke noget, dersom man tænker. Intet bliver da en abstrakt negation, som formallogikerne har haft deres hyr med: Jeg kan tænke at jeg har en bil, og jeg kan negere det og tænke min havende en bil ikke er tilfældet. Men at tænke ikke noget bliver da hele tiden afhængig af noget. Rent intet gives ikke i tanken, hævder man.

    Og dog – og her nærmer vi os måske sidste del af dit indlæg – for intet giver sig i angsten (Kierkegaard, Heidegger, Sartre). I frygten frygter jeg noget, f.eks. en bjørn eller en sygdom. Angsten melder sig som intet. Men det er næppe en tanke i samme forstand som tanken om bjørnes, sygdommens eller bilens fravær. Og dog kan den fremprovokeres af tanken, nemlig når jeg tænker på muligheden for at alting kunne være anderledes, at jeg kunne forstå alting anderledes, at jeg kunne leve på alle mulige andre måder. Og når jeg tænker på at jeg skal dø, uden at give indhold til dette som andet end min indholdsfulde eksistens’ ophør.

    Din romanperson kender jeg (endnu) ikke, men din beskrivelse lyder som den nihilisme der kan følge heraf, og som den vestlige kultur i nu 150 år har været præget af. Hvis alting kan være anderledes, og hvis der ikke er nogen særlig grund til at det skulle være sådan her, hvorfor så overhovedet anstrenge sig for at det skal blive ved med at være sådan her? Det moralske forfald der følger nihilismen kender du måske fra Camus’ Faldet og Den fremmede.

    Jeg tror jeg ville lade min person genvinde selvrespekten. Hvorfor skal jeg rede min seng? Hvorfor skal jeg lave mad i stedet for at spise dåsetomater? Hvorfor skal jeg tage pænt tøj på? Hvorfor skal jeg barbere mig? Hvorfor skal jeg ikke melde eksaminer fra, når det befrier mig for anstrengelser, og der alligevel ikke er nogen job at få bagefter? Fordi ellers mister jeg respekten for mig selv. Hvis en anden ikke har repekt for mig, frygter jeg hvad han vil gøre ved mig. Og hvad kan jeg dog ikke gøre ved mig selv, dersom jeg ikke har respekt for mig selv.

    – Anders Fogh Jensen

  2. Lisa
    16. May 2012 kl. 14:06

    Hej Anders
    Tak skal du have. De ting du nævner var præcis de ting, jeg tænkte på. Romanen jeg foralte om, var Perecs ‘Un homme qui dort’, og den er fantastisk. Den indledes med et Kafkacitat. Restes a ton lit, attends, attends mëme pas, le monde viendra soffrir a toi pour que tu le demasques. Dette citat vedes om helt til slut, hvor der står: tu attends place Clichy que la pluie arrete et tu as peur. Det med at du’et er bange er det eneste bevis på, at der er sket noget. Romanen er fra 67, og altså samtidig med Camus, som du også nævner. Der er både noget kafkas over personen, han minder om insektmanden, er det ikke Samsa Gregor han hedder og utvivlsomt også Mersault. Litterært er det jo en klassisk efterkrigstidsstemning, hvor absurditeten spiller ind. det at Perec anvender det personlige pronomen ‘tu’ gør at man ligesom inkluderes. Ikke fordi jeg har noget imod metaforer, men Perecs styrke er den intensitet han forstår at skabe, med et enkelt transparent sprog. En overset roman, du burde læse: ‘En mand der sover’. Det intertekstuelle spiller ind i både direkte og indirekte form. Den er smuk. Nogle gange, når jeg synes mine spørgsmål er for dumme, skriver jeg dem under et andet navn, men det er mig der er Eva. Tak fordi du, igen, har hjulpet mig.
    Hilsen: Lisa