Spørgsmål

Jeg skriver en opgave i en socialkonstruktionistisk ramme og vil i den sammenhæng gerne høre, hvordan det kan hænge sammen med semiotik… Så vidt jeg pt. er orienteret, arbejder de begge med fokus på sproget og i og for sig også begge i den situationelle kontekst – men hvordan med socialkonstruktionismens anti-essentialistiske tro på, at der ingen endegyldig sandhed er – harmonerer det med semiotikken ??

– Louise

Svar

Kære Louise

Her må vi lige have nogle niveauer på plads. Semiotikken og hhv. socialkonstruktionismen og socialkonstruktivismen står ikke overfor eller ved siden af hinanden. Semiotikken (eller semiologien) er en tegnteori. I den pierceske variant er det en teori om tegntyper, om hvordan og på hvilke måder tegn kan referere og betyde mm. I den strukturalistiske variant (oprindeligt semiologien, senere også kaldet semiotikken) har det at gøre med, hvordan tegn får betydning, hvordan forholdet er mellem et system eller reservoir af tegn og så den faktiske tale mm.
Når teorier om det sociale af konstruktivt tilsnit går i tegnmode, så kan de drage nytte af semiotikken. Det er som regel for at vise, at de tegn og betydninger, vi finder betydningsfulde, ikke har en referent i en bestemt genstand i verden, men at de får deres betydning via andre tegn, der igen får deres betydning via andre tegn osv. (såkaldte ’signifiantkæder’). Heri hentes dermed hjemmel til den dom, at verden som vi oplever den ikke er naturlig, men er kulturlig, dvs. konstrueret i den menneskelige historie. Og somme tider overtrækkes denne hjemmel, idet det hævdes, at hvis noget er kulturligt, så lader det sig også ombygge.
Semiotikere er som regel mere forsigtige på det punkt: Hvis tegn lader sig forandre er det gennem praksis, ikke gennem bevidste handlinger på tegnsystemet. Andre, som f.eks. Umberto Eco (f.eks. i ”Kant og næbdyret”) hælder tilbage til naturen (og Kant), for at forsøge at genforankre kategorierne i naturen.

– Anders Fogh Jensen, 15. august 2006