Spørgsmål

Kære Anders

Håber du kan hjælpe mig!!!

Sidder og arbejder på et oplæg om Foucault og hans eksamensbegreb, og tænkte på om du ikke kunne hjælpe mig til en bredere forståelse af dette.

Mvh. Louise

Svar

Kære Louise

Hos Foucault optræder ”examen” som regel i forbindelse med disciplinen. Det, vi på dansk kalder eksamen er blot en delmængde af en bredere mængde ”undersøgelser”, som ”examen” bedst oversættes med.

Hvor disciplinen endnu ikke hersker, undersøger man noget med henblik på at vide, om det er acceptabelt, og hvis det er, lader man det ligge. Det er sådan loven fungerer; politiet stopper ideelt set kun én, dersom man gør noget ulovligt. Men i det øjeblik, de stopper for at kontrollere, f.eks. om man har spiritus i blodet eller har sin opholdstilladelse på sig, er de ikke lovens mænd, men disciplinens. Idet de trækker en for en dommer, bliver de igen lovens mænd; men undersøgelsen (”examen”) har til formål at disciplinere, f.eks. at sænke farten eller at tage bussen.

”Eksamen” er delmængde af undersøgelse (”examen”); undersøgelsen er igen en del af en disciplinær styremåde, der udbygges i løbet af det 18. århundrede. Hvor loven undersøger med henblik på at dømme binært, skyldig/ikke-skyldig, der undersøges der indenfor disciplinen med henblik på hierarkisering (f.eks. at skelne mellem bedre eller dårligere skytter indenfor militæret, eller bedre eller dårligere børn på børnehjemmet). Den disciplinære undersøgelse er del af, hvad Foucault kalder en analyse. En analyse er en pillen fra hinanden i dele for at se, hvad noget består af. Den disciplinære analyse går i deltaljen med de enkelte individer og lader dem i princippet aldrig ligge. De kan altid forbedres. Det er ligesom når man får stilkarakterer i gymnastik; der er ingen bevægelse, der ikke er relevant. Fodbolddommeren derimod analyserer ikke; han skrider kun ind når mennesker eller bolde går over stregen

Skolens eksamener – der som sagt er en delmængde af disciplinens analyserende undersøgelser – har på samme vis til formål at optegne en specifik tilstandsrapport for hver enkelt elev, der muliggør at det kan indrettes i et hierarki, udspændt mellem dem der er tættest på idealet, og dem, der er længst fra det.

Den analyserende undersøgelse har dog langt fra kun til formål at munde ud i et resultat. Den har for det første til formål at etablere en homogenitet, en fælles målestok, mellem alt det forskellige. Den har for det andet til formål at normalisere individet ved at gøre enhver til genstand for konstant overvågning; ikke mindst er det vigtigt for normaliseringsvirkningerne, at man gør individerne bevidste om deres overvågning, som når politiet proklamerer en razzia: Du kan blive set. For det tredje har undersøgelsen til formål at trække individet frem som noget synligt (undersøgbart) og etablere en sag, der fastholder individet i en ramme. For eksempel betyder socialrådgiverens spørgen til klientens tilstand og ønsker, at der udarbejdes en sag med dennes problemer og muligheder (kompetencer). Det fører til, at man altid kan vende tilbage til den bestemte sag med det personnummer – og det bevirker igen at individet føler sig som den samme person. For eksempel stødte jeg for nylig hos en tandlæge på den oplysning at jeg plejede at få bedøvelse – noget jeg fik som barn, men som stadig stod i min journal. Herved vil Foucault sige, at vi gennem undersøgelsen og udarbejdelsen af en sag (fra journal til karakterbog) fastholdes som de samme personer (subjekter).

Du kan læse mere om det i Surveiller et punir, pp.217-228 / Overvågning og straf, pp.201-210.

– Anders Fogh Jensen, 22. september 2002