Spørgsmål
Er pastoralmagt og selvteknikker to uafhængige begreber i følge Foucault? Eller er selvteknikker en del af den pastorale magt?
– Berit
Svar
Kære Berit
Det korte svar på dit spørgsmål er: ja, selvteknikker er del af den pastorale magt.
Det lidt længere svar er, at selvteknologier, dvs. bekymring for og omsorg for selvet som genstand for såvel opdragelsen som statsordenen, er noget der opstår i antikken og føres videre hos romerne. Hos førstnævnte som en opretholdelse af de ordener, der er i samfundet og som en administration og maksimering af nydelse. Hos sidstnævnte med en stadig større bekymring for selvet og dets indvirkning på omverdenen. Da selvteknologierne overtages af de kristne, betragtes selvet som en farlig størrelse, og den pastorale selvledelse kommer da til at handle om at forvalte den betænkelige størrelse med henblik på at administrere det i overensstemmelse med det gode og med henblik på passage til en anden verden. Selvteknologier – som f.eks. bekendelse og afståelse af lystige foretagender – er således en delmængde af pastoralmagten, men ikke en ægte delmængde, for der findes også selvteknologier, der ikke er indlullet i pastoralmagten.
– Anders Fogh Jensen