Spørgsmål

Hej Anders. Mener du godt man kan melde sig ud af demokratiet, hvis man ikke kan stå ind for denne i vores samfund i dag? Og hvordan (ved ikke at deltage till afstemningerne)? Hvis man for eksempel ikke mener at vi i dag har en frihed, men blot en økonomisk frihed. Ikke en lighed men blot en illusion om denne. Hvilke valg har man så, når man samtidig ingen alternativ til såkaldte ”demokratiet”.

– Martin

Svar

Kære Martin

Man kan vel lige så lidt melde sig ud af demokratiet, som man kan melde sig ud af vores kristne kultur eller vores kapitalisme. Det er noget, vi lever i, og må få det bedste ud af, eller bearbejde og masere for at nedtone. Men ikke noget, vi kan træde ud af.
Når dit spørgsmål alligevel giver mening, så er det vel fordi det deltagelsen i sig selv kan virke som en støtte til det bestående. Ved at stemme giver man ikke bare sin støtte til et parti, men til hele demokratiet, og derfor fejres valgaftenen rundt omkring i de små hjem og i partierne. Jeg tror, at vi med fordel kan skelne mellem det demokratiske ideal (der ikke kun indbefatter flertalsbeslutning, men også hensyn til mindretallet) og den faktiske måde, det fungerer på. Anledningen til demokratiets små fester er, at man mener at sidstnævnte er i rimelig overensstemmelse med førstnævnte. Og tilsvarende kunne man også forestille sig to måder at være udemokratisk indstillet på: Man kan være fjendtligt indstillet overfor førstnævnte og mene, at demokrati er en dårlig, urimelig, uretfærdig eller ineffektiv styreform. Og man kan mene, at de faktiske styreformer er en hån mod demokratiets idé og principper, fordi det giver sig ud for at stemme overens med demokratiets idé uden at leve op til det; at styreformerne pryder sig med lånte fjer. Aristoteles var af den første udemokratiske type: Enevælden er at foretrække frem for demokratiet, men da begge slår over i perverterede former – despoti og pøbelvælde – er demokrati (dvs. de facto pøbelvælde) at foretrække. Som jeg forstår dit spørgsmål er du af den anden type, og spørgsmålet stiller sig nu som følger: Hvorledes afviser man vores de facto-styreform, der præsenterer sig som demokrati, uden at afvise de demokratiske idealer?
Jeg er bange for at det ikke er tilfredsstillende blot at lade være med at røre ved demokratiet med sin stemme. At afstå fra at stemme er selvfølgelig et signal om utilfredshed. Man kunne gøre tre andre ting: Man kunne nedsætte sine forventninger til de faktiske styreformer og i stedet prøve at fremmande det gode og det fornuftige i det konkrete; med andre ord trække følerne væk fra det offentlige rum og lægge dem ud mellem de konkrete mennesker. Det bliver verden ikke mere demokratisk af, men måske bedre; og man slipper for den evindelige skuffelse, der tærer på kræfterne. Man kunne beholde følerne ude i det offentlige og insistere på at kritisere, sige imod, og holde på principper udenom spin og valglefleri; man kunne så passende mobilisere begrebet ’ideologi’ igen, og – det ville jeg synes var på sin plads – hævde, at den politiske fremtræden, der vil ses som ideologiløs, ikke bare er farlig, men også utroværdig. Endelige kunne man forsøge at destruere de såkaldte demokratiske institutioner og begivenheder med sabotage og deslignende. Det ville formentlig ribbe nogle fortidige sår op og forårsage nogle blødninger, som man måtte tage ansvaret for. Foreløbig prøver jeg at holde mig til ind i mellem at trække følerne ud af det offentlige og genplacere dem mellem de konkrete mennesker, for dér i det ademokratiske at hente energi til at vende tilbage til det udemokratisk demokratiske.
– Anders Fogh Jensen, 9. februar 2007