Spørgsmål

Noget nager mig. En bekendt studerer filosofi på KU, og fortalte mig engang om en underviser der mente at filosofien startede med Platon og sluttede ved Hegel.. en, for mig, enormt provokerende tese. Hans ærinde var, så vidt jeg har forstået, ikke at eliminere filosofien efter Hegel, men at denne altid tog udgangspunkt i Hegel. Det sætter imidlertid en grundig stopper for original tænkning, og underminerer det 19. og 20. århundredes store tænkeres status. Det har været et stort dilemma for mig; er systemtænkning filosofi? Kierkegaard, Nietzsche og Jaspers tog ellers alle direkte afstand fra systemtænkning. Det er vel ikke et enten-eller? En kløft synes nemlig at være for voldsom til at beskrive denne problemstilling, da eksempelvis du synes at forene forskellige filosoffers bidrag gennem tiderne. De tænkere som jeg kender nu, sætter jeg stor pris på, men de begænser sig dog til de sidste 200 år. Men det ville dog ærge mig at få bekræftet, at disses status i akademisk kontekst er lille i forhold til tidligere tiders systemtænkere!? Er det også i denne sammenhæng at man skal se Albert Camus som forfatter og ikke filosofi, da dette synes at være tilfældet mange steder, eksempelvis Politikens Filosofi Leksikon? De litterære aspekter synes også jævnligt at blive fremhævet hos netop Kierkegaard og Nietzsche, hvilket kan være anledning til spekulationer om deres rent filosofiske virke?! Jeg håber at mit problem stilles overskueligt op, og at der i så fald vil kunne gives en form for svar..

– Aske Teis

Svar

Kære Aske 

Tak for dit suk. Jeg er også stødt på den indstilling, og lad os lige repetere, hvori den består: En filosofi, hævdes det, er et verdensbillede, der forklarer, hvordan hele verden hænger sammen. Vigtigt er det her, at man skelner mellem det at bedrive filosofi, kritik, tænkning osv. og så én filosofi. Det, der hævdes, er, at fra Platon til Hegel (inklusive) havde filosofferne en filosofi. Derefter filosoferede filosofferne blot. Nærmeste tiltag til en filosofi i det 20. århundrede var Heidegger, men han var for åben og for ikke-altomfattende til virkelig at have en filosofi. Og han fremstillede i øvrigt sig selv som tænker, fordi filosofferne var dem, der lavede metafysik. Og på sin vis er det én måde at sige på, hvad én filosofi var: En metafysik. 

Hvis man stiller det sådan op, så er det vel rigtigt, at Kierkegaard, Jaspers, Nietzsche, Husserl, Heidegger, Habermas, Sloterdijk, Foucault, Deleuze, Derrida, Wittgenstein, Austin, Searle, Quine, Dummett og alle de andre, som vi kalder filosoffer, ikke har en filosofi. Hvad Camus angår, så tror jeg, at du roder to ting sammen: Han mangler både den korrekte form til at blive kaldt filosof af det faglige miljø, og den slags system, der skal til for at kvalificere sig til at have en filosofi ud fra ovenstående og nedenstående bestemmelser. 

Man kan spørge, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem dem, der havde en filosofi, og dem, der ikke længere har. For mig at se er der flere grunde til det, og de hænger sammen. For det første kan man med rimelighed sige, at der til og med Hegel var der en orden i verden, som lod sig forstå i tanken. En filosofi var med andre ord mere end blot et system i den socialkonstruktivistiske måde, som vi bruger det nu, hvor vi taler om et system som en måde at ordne eller opstille noget på, eller en måde hvorpå noget fungerer konsekvent eller mekanisk. En filosofi var verdens orden. Når man nu taler om, at ingen længere har en filosofi, er det fordi det ikke længere er muligt at opretholde troen på at opstillingen af systemet er kosmos, der igennem filosoffen, åbner øjnene og indser sig selv. Efter Hegel skød erkendelsens vilkår sig ind imellem mennesket og verden (det havde der været kvalificerede tilløb til længe) – og det system, der herefter måtte opstilles, blev en måde at forsøge at begribe verden på fra den menneskelige synsvinkel. Dette vilkår er stadig forholdsvis nyt, da Nietzsche gør nar af erkendelsen fordi den er menneskeerkendelse, der fremstiller sig som universel. Nu har vi vænnet os til perspektivet. Til dette tab hæfter der sig uden tvivl en melankoli, som stadig spøger. Og jeg tror, at den er grunden til, at man i visse faglige kredse stadig ynder at skelne mellem filosoffer, som vor mor lavede dem, og som dem, vi må nøjes med nu om dage.

– Anders Fogh Jensen, 12. april 2007