Spørgsmål 

Kære Anders

Jeg skal venligst spørge dig om hvorvidt projekt og kontrolsamfundet har eller er i færd med at etablere et nyt (post)disciplinerende regime. Den føjelige krophjerne blev vel i vidt omfang reformeret og sat i ‘rundkreds’, i deltagelse – i social og demokratisk (selv)dannelse. Det lader nu til at ”man” arbejder på at disciplinere denne på ny via Selvfordoblingens nøgterne kunst. Et nyt mantra snurrer i den ellers så højtuddannede befolkning: Der er blevet beskrevet rammende som ”jeg-automaten”. Den konstant selvfordoblende bevægelse som et slags jerngreb om eget jeg, der ligner et slags indre pantoptikon, et internaliseret dobbeltblik (som en indre kompleksitetsreducerende luhmann). Der lokkes slesk med ’empowermentagtige’ ord som selvledelse, selvrealisering, selvskabelse, æstetisk livsværk, kreative projektforløb samt ikke mindst – de åh så klare mål. Den enkelte italesættes som arbejdskraft og guleroden samt sløringsmidlet er et “rigtigt liv”, hvori man endelig kan skrive en biografistisk biografi om en selvrealiseret realisering af sig selv. Eller måske en samtalebog derom, der igen demonstrer og netop synliggør de “sociale kompetencer”. Hvis ”projektsamfundet” beskriver den nye ‘bølgende’, ‘surfende’ udglattede situation, hvori den selvskabende krop bringes til udfoldelse, så kan man sige at det mantraagtige og nådesløse egetblik indstriber og fikserer det ellers foranderlige og udglattede nye rum som orienteret i projekt-på-projekt. Det internaliserede dobbeltblik skaber da et tunnelsyn i det ellers mangelinære projekt-passage-procesforløb. Selvsynliggørelsen gør staten en tjeneste. Projektsamfundet beskriver vel organiserings – og funktionsmåden i konkurrencenstaten, der igen producerer sig ved at disciplinere til et selvkontrollerende, konstant selvevaluerende subjekt: Tingsliggørelsen af ”hin enkelte” tager da form som en virksomhedsgørelse og en skolegørelse, der igen passer til et jovialt projektsamfund i passage og netværk. Frigørelse til selvkontrol som en indre autoritær instans: Man fikserer sig. (versus væren-i-tilblivelse, i begivenhed, hvor man netop modtager sig, dog med en skabende bevægelse) Pointen med ”komptenceprofilering, målsætning, strategiudredning” kan naturligvis være ligefremme praktiske midler, og selverkendelse en dyd, men finten er dog her, at de bliver kulturbærende i og med, at de æder sig ind på flere sfærer end det banalt planlægningsmæssige. Projektarbejde kan vel være reelt animerende og fyldt med begejstring, men det lader til at der foreligger en vis autoritær dimension som udfoldet af egetblik samt via de anerkendelsesblikke, der igen løber over samme skematiske skematik som beskrevet i ovenstående. Spørgsmål: Hvordan opfatter du projekt – og kontrolsamfundet og konkurrencenstatens nye disciplinerende regime, såfremt det giver mening at italesætte et sådant ?

Mange tak. Morten

Svar

Kære Morten

Det er gyldige og brugbare perspektiver til en beskrivelse af nutiden, der præsenteres som jeg-dyrkelse og subtil disciplinering. Det er jeg med på. Hvad jeg har villet præsentere er et lidt andet perspektiv, der ikke lader sig nøje med at forstå det, der kommer efter disciplineringen som ’neo-disciplin’. Man gentager jo her blot en analyse, der allerede er foretaget af fortiden, idet man genfinder dens elementer i nutiden, blot i mere subtil form (skjult disciplinering). I forhold til dine forslag har jeg fundet det mere frugtbart at lægge vægt på to ting. Det ene er, at projektet ikke er en fornyelse af disciplinen, men baserer sig på disciplinen og overskrider den; det kan være et væsentligt forhold ved projektet at referere til et disciplinært samfund (som f.eks. et vikariat, der henviser til en ansættelse, der er under afvikling), eller det kan være vigtigt for et projekt at vise, at det ikke respekterer disciplinen (som f.eks. alskens tværfaglige foretagender). Men jeg tror ikke, at man griber så godt om nutiden, hvis man forstår den som en subtil forlængelse af disciplinen.

Dit andet forslag er selvets helt centrale rolle i styring og organisering. Her vil jeg mene, at alle disse samtidsanalyser, der fortæller os at vi dyrker selvet, at vi investerer i selvet, at selvet er omdrejningspunkt for alle mulige værdier og patologier og identiteter, kun ser halvdelen. For samtidig gør projektsamfundet den modsatte bevægelse: Det flår selvet fra hinanden idet det slår gentagelsen i stykker. Det trækker selvet ud i en lang række af projekter uden sammenhæng. Derfor kan det være øjenlukkende at lytte så meget til disse selvtidsdiagnostikere og neodisciplinspåpegere.

– Anders Fogh Jensen

Spørgsmål 2 

Kære Anders,
Mange tak for dit præcise og opmærksomme svar. Jeg tilføjer dette udkast til at samtænke den post-disciplinære overskridelse og den neo-disciplinære fiksering via selvkontrol. En socio-kulturel dobbeltbevægelse af nomadisk og anti-nomadisk art. Og er nysgerrig efter din mening. Om tid og lyst haves. Projektorganiseringens logik fordrer en overskridende bevægelse i mulige muligheder: Altså virksomhedsgørelse. På den anden side fordrer ”kontrolsamfundet” en selvfordoblende bevægelse, hvor ”…mennesker skulle kunne se sig selv bestandig, opdrages til at have en dobbeltgænger og altid tænke strategisk…” (Fra bogen Jeg-automaten). Altså selvskematiserende skolegørelse. Hvor ”projektet” kalder på ydre synliggørelse som kommunikation af potent ”påkoblingsværdighed”, fordrer den neo-disciplinære eller kontrollerende dimension omvendt en selvsynliggørende praksis som egen positivering af sig selv i en fortsat selv-modulerende bearbejdning. Indre – og ydre synliggørelse. Hvor den ydre danner passage og den indre fastholder passageren på projektets spor. Det er en – den socio-kulturelle dobbeltbevægelse, der måske samvirker som sådan og hvis ekstreme negativitet kan være et tingsliggjort selvforhold i streng skematik og på den anden side en desintegration, der opløser vanen og stedet, og måske endelig personen. Tingsliggørelse og opløsning som mulige paradoksale negativiteter af denne rationalitet, eller ”anordede anordning”. Eller hvad ? Mange tak.
Venligst, Morten