Spørgsmål

Hej Anders,

Jeg har et betydningsrelateret spørgsmål i forbindelse med læsningen af Ordene og tingene. I del 2 afsnit 5 “Ideologi og kritik” omtaler Foucault ‘Ideologien’ og ‘Ideologerne’. Mit spørgsmål er om der ligger en indforstået reference til specifikke tænkere eller om Foucault tænker på en almen forståelse af begrebet. Hvis det sidste er tilfældet hvordan vil du så definere begrebet?

Vh. Peter Holm Jacobsen

Svar

Kære Peter

Ideologien er et oplysningsprojekt, som kan sammenlignes med vor tids analytiske filosofi: At redegøre for begrebernes betydning og grænser, således at de fremstår klart. At forberede videnskabernes klare brug af begreberne – uden, som Foucault påpeger, at overskride repræsentationens skema. Hermed mener han: Ideologien er endnu ikke som moderne filosofi noget, der søger bagom videnskaberne (som f.eks. det sociale miljø eller de psykiske dybder, der betinger erkendelsen – eller som hos Kant, der i sin grænsesætten taler om selve disse grænser for erkendelsen og dermed må overskride dem, og som Foucault siger, bedrive metafysik.) Destutt de Tracy, som Foucault omtaler, er ham man plejer at kalde den første ideolog. Der går imidlertid ikke længe inden ideologerne kommer til at fremstå som nogen, hvis begrebsudredning filtrer dem ind i politik. Da Napoleon (efter sigende) udtalte sætningen, ”ce sont des idéologues”, skulle han have ment det nedsættende om selv samme Tracy og hans kolleger. Og hermed lagdes grunden til den moderne betydning af ideologi, som vi kender fra Marx og fremefter: Noget der forsøger at binde os en forfejlet verdensforståelse på ærmet. Men i virkeligheden handler det nok om at verden i stedet er blevet moderne, og dvs. at klarhed er blevet mistænkelig. For idet betingelserne for erkendelse blev dunkle (menneskets dyb, produktionsforholdene, de usynlige strukturer), blev talen om klarhed mistænkelig. Og dermed også ideologerne. (Jeg går ud fra, at du her er med på Foucaults tese: Det moderne er karakteriseret ved at repræsentationen ikke bare går op, men må gå omkring mennesket(s betingelser) for at gå op.) 

Når Foucault adskiller Kants kritik fra ideologernes begrebsudredning i slutningen af det 18. århundrede, så er det for at placere Kant som tærsklen til den moderne tænkning. Kant havde med andre ord sans for, at hvis man skal redegøre for tingenes orden, må man gå til betingelserne. Og hermed leverer han med sin kritik, anstødet til, hvad der også senere skal transformere sig sammen med ideologibegrebet: Kritik bliver til belysning af det dunkle. Men endnu på Kants tid var kritikbegrebet så oplysningsagtigt (og i forlængelsen af det græske kritikbegreb i øvrigt), at det kunne handle om at redegøre for grænser. Både kritikken og ideologien blev senere moderne.

– Anders Fogh Jensen