Spørgsmål
Hej Anders
Kan en forklaring være en analogi og en allegori på samme tid
Mvh. Thomas
Svar
Kære Thomas
Det er jo et definitionsspørgsmål om analogi og allegori kan lappe ind over hinanden. Om deres eventuelle fællesmængde også kan rumme forklaringer er en anden sag.
Som en simpel forskel vil jeg sige, at forskellen på analogien og allegorien er, at allegorien har et narrativt forløb. Dernæst kan man tilføje, at allegorien også oftes fortælles, uden at trådene trækkes tilbage til en eventuel virkelighed, som den skal afspejle, hvorimod en analogi angiver, at den er en parallel. En analogi kunne godt indlede en (dårlig) allegori: ”En præst er som en hyrde. Nu skal du høre: Ude på engen…”. Men de bedre fortællingers allegoriske niveau er ikke bare en parallel. Kafkas Processen og Slottet handler for eksempel ikke blot om en dommer, en samvittighed, et faderkompleks, en Gud, nogle skrantende institutioner osv. – eller det handler om det hele på en gang. På den måde er det allegoriske niveau noget, der ikke kan reduceres til et bestemt træk ved en ikke-allegorisk virkelighed. Og det er mit indtryk, at det oftest hensigten med en analogi at fremhæve ét træk ved virkeligheden. Hertil kommer så allegoriens narrative forløb som endnu en forskel.
Alligevel har jeg svært ved at svare ’nej’ til dit spørgsmål om en forkalring kan være en analogi og en allegori på samme tid. Forklarer Kafkas Processen for eksempel ikke en hungren efter faderautoritet igennem en allegori, samtidig med at domstolen er en allegori på autoritetens dom? Er Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed ikke på samme tid en forklaring af hvad der sker med et menneske, når det løsnes fra gentagelsens nødvendighed gennem en allegorisk fortælling om et kærlighedsforhold og en eksplicit analogisk fremstilling af Nietzsches problem om den evige genkomst? Jo, jeg vil mene, at de tre – forklaring, analogi og allegori – godt kan konvergere, hvis man er villig til at forstå forklaring lidt bredere end som en påpegning af causa efficiens.
– Anders Fogh Jensen, 15. maj 2007