Spørgsmål

Hej Anders

Jeg er igang med forberedelse til eksamen i pædagogisk sociologisk videnskabsteori, hvor Luhmann og Foucault teori bruges til en analyse af evaluering som begreb. Min vejleder vil gerne have jeg inddrager forskellige videnskabsteoretiske optikker og herigennem viser hvordan Foucault kan ses som hermeneutiker eller fænomenolog og ikke epistemologisk konstruktivist, som Nils Åkerstrøm Andersen ellers foreslår. Jeg har dog noget svært ved denne manøvre og vil utrolig gerne have lidt input, der viser om det er muligt at se Foucault som hermeneutiker, fænomenolog eller andet.

Hilsen, Thomas Kring

Svar

Kære Thomas

Ordentlige hermeneutikere ville sige: At være hermeneutisk er ikke et valg, det er et vilkår. At gå fortolkende og meningssøgende til værks er ikke noget, man kan vælge, endsige vælge fra. Det er sådan, man er i verden. I den forstand er Foucault naturligvis også hermeneutiker. Og i den forstand er det lidt pudsigt at læse om, at nogen skulle mene de valgte en hermeneutisk metode.

Når man har haft travlt med at skelne Foucault fra den særligt tyske tradition (med Ricoeur som en af Frankrigs tyske filosoffer), så har det at gøre med, at det ikke er dannelsen af meningssasmmenhænge, broer over over forståelseskløfter, der har interesseret ham, men særligt kløfterne mellem forståelserne. For eksempel er Les mots et les choses en undersøgelse af, hvorledes noget, der var forståeligt til ét tidspunkt var fuldtstændig uforståeligt til et andet. Imidlertid kommer denne optagethed af forståelsens kløfter ikke uden om at sætte meningen centralt: Hvad gav mening for renæssancens videnskabsmand? Hvordan forstod han kosmos? Jo, han forstod det i ligheder, similier, analogier osv. Mening var for ham, at noget lignede noget andet, eller var tegn på noget andet. Langt fra en moderne opfattelse af verden. Gennem forståelseskløften bliver meningsbegrebet, der er så centralt for hermeneutikken, også centralt for Foucault.

Fænomenologien optog særligt Foucault i 1950’erne og 1960’erne. Begrebet ‘expérience’ (der på fransk både betyder ‘oplevelse’ og ‘forsøg’, men her ‘oplevelse’ eller det undertiden oversættes ‘erfaring’) er et nøgleord. To af Fouucaults spørgsmål i disse år var: Hvorledes opleves det at være gal? Hvorledes er oplevelsen af at være gal forskellig til forskellige tider? Svaret på ‘hvorfor opleves galskaben forskelligt af den gale og af den normale til forskellige tider?’ søgte han i organiseringen, omgangen med og behandlingen af galskaben. Med andre ord søgtes et svar i de sociale formateringer af galskaben, som kongerne, regeringerne, lægerne, bødlerne, jursiterne og alskens lægmænd udvirkede. Man kunne vel kalde det en slags strukturfænomenologi: Hvorledes betinger strukturen fænomenet til forskellige tider?

Overført på mere nutidige vilkår bliver det en undersøgelse af sociale programmeringer og formateringer (f.eks. diskursen eller arkitekturen) og deres strukturering af oplevelsen (af f.eks. at være kvinde, ung, lærer, mor, havende en køssygdom, være anklaget for tyveri eller hvad man nu undersøger). Og det hermeneutiske tillægsspørgsmål i samme dur: Hvorledes betinger disse strukturer meningstilskrivelsen? Hvad er meningsfuld for en anklaget, en patient, en kollega, en advokat, en nabo at gøre, når nu strukturerne spiller hende dette eller hint i hænde?

Det er sådan, jeg mener, at man kan forsvare tanken om, at også Foucault går hermeneutisk og fænomenologisk frem.

– Anders Fogh Jensen

21. januar 2009