Burkapolitik og biopolitik

Spørgsmål:

Kære Anders I lyset af den verserende burkadebat – med udgangspunkt i Khaders lovforslag og den deraf følgende panegyrik, udmøntende sig i udarbejdelsen af en rapport vedrørende brug af burka og niqab af forskere fra KU – er jeg interesseret i at høre din mening om en gouvernementalité/biopolitik-vinkel på burkaens farlighed for velfærdssystemet. I den nys udkomne rapport giver de 7 interviewede niqabier udtryk for at de fravælger uddannelse, kontanthjælp, etc. fremfor at fravælge niqaben (direkte modsat den politiske italesættelse af dette). Hvis man skal se biopolitisk (for nu i en vild analyse at komme udenom den direkte værdipolitiske vinkel) på det, er statens disciplinære apparats funktion jo at sikre at staten optimale subjekter. Jeg mener imidlertid at man – udfra en magtanalytik – må konkludere at biopolitikken har til formål at sikre borgerne som klienter, fremfor som producenter. Det er jo ikke som deltagere i det kapitalistiske spil, men derimod netop i de livsfaser hvor de ikke er producenter, men klienter hos det offentlige og forbrugere i det private, at biopolitikken med sine forbud, oplysningskampagner og restriktioner sætter ind. Det er netop her jeg ser grunden til at burkaen er et problem for velfærdsstaten; hvis niqabien fravælger at være klient for at følge sin overbevisning, repræsenterer kvinden dermed en modideologi til velfærdsstatens bud på en fortolkning og befordring af alle livets sfærer. Ovenstående er blot en vild analyse, men hvad mener du om den tolkning?

Alt godt, Andreas

Svar:

Kære Andreas

Det er en vældig interessant analyse, synes jeg; at truslen ligger i en frasigelse af forbedring. Jeg kommer til at tænke på den liberalistiske biopolitik. For at kunne flytte sine individer og handle på dem har den liberalistiske biopolitik brug for ’interessen’ som interface mellem politik og individ. Men denne frasigelse af det, der almindeligvis anses for at være det interessante, er en trussel, fordi det styringsgreb, man bruger, ikke kan tage fat. På samme måde som strafferammen ikke virker overfor desperate narkomaner (uden sammenligning af opium og narkotika i øvrigt, for dette synes også at have sociologiske dimensioner), så nærmer disse kvinder sig kanten for biopolitisk rækkevidde.

-Anders Fogh Jensen

 12. januar 2010