Balladen i Buenos Aires

”Kedsomheden er drømmefuglen, der udklækker erfaringens æg”, fortæller Walter Benjamin os. Jeg er taget til Buenos Aires for at udruge nogle erfaringsæg. Ikke fordi jeg keder mig så voldsomt, men fordi tidens længde (kedsomhed: Langweile) er godt for mig. Og det kommer bag på mig, hvordan tiden ikke er et problem.

”Raslen i løvet fordriver den” – drømmefuglen at forstå – fortsætter Walther Benjamin. Igennem fire år har jeg haft så travlt med at lære terapi og tjene penge til andre, at jeg ikke har haft tid til at læse. Sådan fungerer den branche. Men heri består to farer: Dels at man aldrig får fordøjet sine oplevelser til erfaringer. Dels at man ikke møder tanker, der er mere fremmede end det miljø, man bevæger sig i.

Nu er raslen i løvet fordrevet og jeg er uden arbejde i fire måneder. Jeg har sagt min lejlighed op, opmagasineret alt og er draget af sted. Det er aldrig roligt at tage et sted hen, som man ikke kender, men det er beroligende at være i et land, hvor tiden er så lang. Mit liv består stort set kun af fem ting: filosofi, spansktimer, tangotimer, oksekød og søvn. De fylder mere og mere hver især uden at kæmpe.

Mest overraskende for mig er det, hvor meget kroppen har taget over. Jeg har 1-2 tangotimer om dagen, og det føles pludseligt meget vigtigere end alt det andet. At lære min krop at kende, at lære at være med og på forkant med musikken, at blive bedre til at føre og være helt tæt på en kvindekrop, der forventer intention. Der er så mange floskler nedskrevet om dette, som jeg ikke vil reproducere og så meget argentinsk marketing, der har trukket veksler på dette lands folkedans. Livet og tangoen er for smuk til marketing og ord spolerer bare oplevelsen.

Men jeg er i den paradoksale situation, at jeg ikke bryder mig om tangomusik, men holder meget af tangoens dynamik og bevægelser. Så jeg må leje mit eget lokale for at danse til det musik jeg holder af midt i dette konservative inferno af antikverede lirekasselyde. Tangomusikken har så meget uudnyttet at byde på, men man lader til stadighed som om der ikke er sket noget siden 1970.  Det er der heldigvis musikere, der har forstået. Mere end danserne.

En anden væsentlig udfordring er den ustoppelige bekymring om kvindens velvære i tangoen. At hun må føle sig tryg. Javist, men det er ikke mit mål. Det er mit middel. Middel til hvad? Til at have det sjovt. Derfor har jeg fundet de mandlige lærere, som også vil have det sjovt. De lærer mig at have det sjovt. Og de lærer mig rytmik. Og så øver jeg en helt masse med de kvindelige lærere, som fortsat taler om kvindens tryghed og velvære, som om det var mandens mål. Men for mig er det kun et middel. Ligesom i så mange andre af livets affærer. Uden tryghed ikke så mange åbninger. Men hvorfor stoppe ved trygheden? Det er der heldigvis kvinder, der også har forstået.

En særlig stor oplevelse har min lærer Jonny (Sjåni) været. En amerikaner, der er mindst lige så stor som mig, og noget af det mest charmerende staterne nogensinde har sendt os. Han er fræk som en slagterhund og når lige at lave de trin, jeg ikke havde set komme. Han flår mine 1,95m  rundt og lærer mig, at man godt må være høj selv om de andre er små, og bliver ved med igen og igen at bekræfte mig i at tango skal være sjovt, ikke bare trygt. Trygheden og intimiteten har sin genre, som jeg også gerne vil lege med. Men jeg vil hellere lege ballade. Og vi skal ikke glemme, at ballade kommer af spansk bailar, italiensk balare og latin ballare: at danse. Og de kommer igen af de græske ord: ballizein, at danse og ballein: At kaste. Må vi få kastet tilbage i dansen! Hvis ballade er dans, så handler det for mig om igen at gøre dansen til den ballade, den havde glemt, at den var.

Dette fører os vel også ind på endnu en veltrådt sti, nemlig omkring dem om spillet mellem kønnene. Jeg synes, det er så befriende at kunne komplimentere end kvinde for hendes skønhed uden at føle antydninger af, at jeg fornærmer hende, men blot se hende blive umiddelbar glad for det. Og at jeg ikke som en selvfølge behøver at sige, at det, hun siger, er klogt, spændende eller interessant at høre på. Det er jo ikke altid formålet med tale, at vi skal blive klogere. Ofte er det vel blot at være sammen. Så jeg studerer feminiteten og eksperimenterer med forholdet til den. Og med forholdet til min egen maskulintet, der først engang i trediverne blev nogenlunde stabil. Det forekommer mig, at alle europæere, der kommer til Sydamerika, eksperimenter med den slags. Eller i værste fald studerer den. Og det er dejligt at se, hvad der sker med ellers kønsløse danske kvinder, når de ankommer her. Tak.

En ting, vi bliver enige om her, er at Europa er på vej ned. Al den snak om krise fortsætter i en uendelighed og bliver en selvopfyldende profeti. Her i Argentina har man selvsagt et andet forhold til det. Efter at pesoen i 2001 på fire dage faldt til en trettendel, har man ikke så ondt af resten af verden. Man har lært at leve med krise. Og med en lavere velfærd af et quasieuropæisk land at være. Så vi ser på, hvordan Europa bare synker. Og jeg er spændt på, hvordan det er at vende tilbage til al den besparelsessnak, der er i Danmark. Jeg frygter ikke nedgangen i rigdom i vesten, jeg frygter kun farten. Hvis bare det går langsomt skal det nok gå. Det kan vi lære af argentinerne.

En verificeret tese om Buenos Aires er, at den er den by i verden med flest psykoanalytikere pr indbygger. Det er spændende, hvorfor. Jeg tror, at viljen til Europa og uddannelsesbelønninger samtidig med skuffelserne over den manglende indløsning af løfter om disse spiller en væsentlig rolle. Jeg synes jeg møder mange eksempler derpå. Veluddannede mennesker, der vil være noget og bruges af sit land, men ikke kan blive brugt, det er kontradiktorisk. Mennesker, som elsker ydre skønhed og er berørt af europæerens tale om inderlighed – og det er også kontradiktorisk. Byens kontradiktioner sætter sig som en individuel kontradiktioner. Heri psykoanalysens gode muld.

Også min rejse er kontradiktorisk. At tage af sted uden formål når man har mistet sit job i stedet for at kæmpe for at finde et sted at tjene penge, det strider mod mit protestantiske opdrag. Men det virker.

Noget af interessen for psykoanalysen er de seneste ti år muteret til mysticisme. Nu har teorier fjernere fra surrealismen bedre vilkår: astrologi er stort, numerologi, tarokkort og you name it. Jeg er bare glad for at møde psykiatre, der uden at blinke kan sige, at de er lacanianere. Skuden synes at stikke dybere end i Norden. Hos min vaskemand ligger der reklamer for både freudiansk og lacanianske psykoanalyse.

Filosofisk er jeg meget optaget af subindividuelle og supraindividuelle sammenhænge. Af håndens møde med ryggen, og med maven, af indfaldets møde med omgivelserne. Ikke af viljens frihed eller af personligt ansvar og alt det filosofibras. Af supraindividuelle størrelser – som jeg længe har været optaget af myten.  Jeg har fundet mig en spansklærer, der er filosof. Vi læser Spinozas Etik i spansk oversættelse – og jeg er stadig forfærdelig til spansk, men jeg nyder at læse med en filosof. Og så læser jeg Deleuzes Nietzschebog. Det er en forfriskning af både Nietzsche og Deleuze.

Så er der kødet. Kreaturhandlerens søn bliver sat til dørs. 450 gram uspoleret ren oksekød kan overmande selv den gladeste køddreng.

…Og søvnen. Mere end nogensinde.

Nu skal jeg snart hjem og nu er det kroppens oplevelser, der skal have tid til at udruges. På torsdag begynder jeg som højskolelærer på Borups Højskole, hvor jeg skal opstarte en filosofilinje. Jeg glæder mig vildt meget til at arbejde med unge mennesker igen, som stadig fanges af drømmen om, hvordan livet kan være og undren over, hvordan det allerede er. Jeg vil have min tangolærer Jonny med i min undervisning. Hans ånd vil være der. Og det betyder: at gøre de svære ting lette og konstant insistere på ballade.

Anders Fogh Jensen
Buenos Aires, 2. marts 2012