Der er et punkt i ens liv hvor det pludselig går op for én, at man ikke længere er ung – eller teenager – og indser at nu er man voksen. En slags “midt i livet”, hvor man både tager afsked med og samtidig måske gerne vil fastholde noget af sin ungdoms vitalitet, eventyr, udsyn og nysgerrighed. Men også et tidspunkt hvor der indfinder sig et overblik og en ro – og nogle andre eventyr, som så bare udspiller sig andre steder. Duoen ’De Eneste To’s seneste udspil Dobbeltliv handler om netop det, og Peter Sommer og Simon Kvamm fortæller om deres oplevelse af at blive voksen – kommenteret på filosofisk vis af filosof Anders Fogh Jensen. Han taler bl.a. om hvorvidt man skal blive ældre med Nietzsche eller med Kant, og om hvordan man kan ældes med stil. Skal man brænde som en flamme eller skal man blive et større menneske?