Gennem århundreder har museet været menneskets fælles hukommelse. Her har vi indsamlet viden og historie og siden formidlet. Men museet er også et offentlig rum, som vi jævnligt bevæger os igennem på fod med rum og institutioner såsom biblioteket, parken, skolen og kirken. Museet er altså mødet med kunsten, men det er også et møde med os selv. Kunsten udfordrer vores selvbillede, vi kommer i kontakt med livets eksistentielle sider. Samtidig kan vi føle os meget små og måske endda glemme os selv i vores vandring gennem museets arkitektoniske og historiske miljø.