Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
I anledning af at kunstgruppen A kassen hælder flydende bronze i Køge havn med henblik på at lade tilfældet danne bronzefigurer, causerer filosoffen Anders Fogh Jensen (Filosoffen.dk) på Kunstmuseet KØS over, hvad tilfældighed er. Han kommer blandet andet ind på forskellen mellem arbitraritet, kontingens og nødvendighed. Og på, hvad man mon kan forstå ved Nietzsches diktum om at ‘nødvendighedens jernhånd ryster tilfældighedens raflebæger’.
Filosoffen Anders Fogh Jensen (Filosoffen.dk), KØS, Køge 28. januar 2017
Tak for invitationen. Det første jeg tænkte på, da jeg fik invitationen til at tale her i dag var, om det var tilfældigt. Ligesom I måske tænker på, om det var tilfældigt, at I faldt over den. Her vil nogle måske sige: Jah, det var lidt tilfældigt. Jeg ledte ikke efter den. Og arrangørerne ville måske sige: det var lidt tilfældigt, at vi inviterede dig, men vi havde dog vores grunde.
Nå, så de havde deres grunde? Dette giver anledning til at præcisere en vigtig skelnen indenfor filosofien mellem tilfældigheder:
På filosofisk har vi to begreber for tilfældighed, som det kan være nyttigt her at holde adskilte. Først må man forstå, at for filosoffer, der betyder ’tilfældigt’ alt det, der ikke er nødvendigt. Dvs. det tilfældige er alt det, som godt kunne være anderledes. Det nødvendige er det, der ikke kunne være anderledes – f.eks. at en tante er en kvinde eller at den korteste vej mellem to punkter i det rum, vi ikke-fysikere opererer med, er en ret linje.
Det nødvendige har traditionelt også været forbundet med skæbne: det, der måtte ske, fordi en magt eller guddom af årsager, vi ikke kender eller har adgang til, har bestemt det.
Om meget af det, der hænder til dagligt, kan vi sige, at det var tilfældigt. At jeg fik den sidste lammekølle på tilbud i supermarkedet, det var tilfældigt – og derfor var jeg heldig. At jeg mødte min kæreste over køledisken i supermarkedet, det var tilfældigt – og derfor var jeg heldig.
Det kontingente er det, der er tilfældigt, men som der alligevel er grunde til. Jeg fik den sidste lammekølle på tilbud, fordi jeg havde hørt det fra en ven og skulle have gæster. Jeg mødte min kæreste, fordi jeg gik hjemmefra fire minutter før hende, og boede tilsvarende længere væk. Altså det var tilfældigt, men der var grunde til at det lige gik sådan. Det er det kontingente. Det arbitrære er det, der slet ikke har sine grunde. Som er fuldstændigt vilkårligt. Kvantespringet i atomerne er måske vilkårligt. Men at vi mødte hinanden i supermarkedet… jo, det var også lidt tilfældigt, men der var jo grunde.
Her skal man huske på, at meget af det, vi kalder tilfældigt ofte må regnes ind under det nødvendige. Når f.eks. der kastes med to terninger i raflebægeret, så er det ikke tilfældigt for den, der kender terningernes udgangsposition, deres hårdhed, kastes kraft og længde til bordet, bordets hårdhed raflebægerets størrelse og naturens love. Det er helt nødvendigt, at det måtte blive to 2ere.
Og der er det over tilfældigheden, at vi mennesker har svært ved at leve med den: Det er tilfældigt, at du mødte hende, du kunne lige så godt være blevet gift med 10.000 andre. Og værre: Hun kunne lige så godt være blevet gift med 10.000 andre.
Her kommer veninderne ind: I bryllupstalen er det venindernes opgave at fortælle nødvendigheden ind i tilfældigheden. At trække det tilfældige møde hen imod nødvendigheden, fremdrage hvad hun ellers har måttet gå igennem og hvorfor vi er særligt bestemte for hinanden. Bryllupstalen går ud på at indstifte nødvendighed i kontingensen, således at det virker alt andet end tilfældigt – og nødvendigt – at netop vi skulle møde hinanden over køledisken i supermarkedet.
Det er fordi, det tilfældige for sin vis er meningsløst. At fortælle årsag ind i tingene giver mere en følelse af mening, men ikke helt. ”Du blev fyret, fordi bestyrelsen slog med terninger, og det blev en femmer, og ud for fem stod dit navn.” Det giver ikke mening. Der må større nødvendigheder til. Grunde og ikke bare årsager; noget nogen har ville, ment, tænkt – en intention. Mening er at forstå grunde. Når vi har svært ved at udholde meningsløsheden i tilfældigheden, må vi fortælle grunde. Forståelsen af grunde giver os forklaringer.
Og det har præcis været mytens funktion at give grunde. Velkendt er forestillinger om skæbnen: Det måtte ske. Men hvad er skæbnen egentlig – er den nødvendig eller tilfældig? Det er en gammel diskussion.
I den tidlige antik var det gudinder som Ananke, der stod for nødvendigheden. Hun bar bronzesøm i hænderne, som hun slog nødvendigheden fast med. En anden var den frygiske gudinde Adrestia af a-dratos – vi kender det fra a-dræt og idræt – hende, man ikke kan løbe fra.
Senere i hellenistisk tid, hvor troen på guderne svækkedes og der skete store omvæltninger, havde man ikke tabt troen på skæbnen. Men skæbnen ændrede sig fra det forudbestemte hen imod tilfældigheden – altså det modsatte af bryllupstalens forhåbentlige retning.
Her trådte en gammel personage frem på scenen, Tyche, der var det ændrende moment i tragedien. Tyche blev på latin oversat til Fortuna – som vi kender fra ord som det engelske fortune, rigdom. Fortuna stod oven på en kugle, der symboliserede tilfældighed. I fodbold siger vi også, at så længe bolden er rund, kan alting ske. I den ene hånd har hun et ror og i den anden hånd et overflødighedshorn, som hun strør af. Fortunas rigdom er det, man får ved held – ved tilfældighed. Og når jeg tænker på Fortunas overflødighedshorn kan jeg ikke lade være med at tænke på den udhældning af bronze, vi skal bivåne senere i dag.
Fortuna bestemte altså, hvad der tilfaldt. Men hvad er et tilfælde? Et tilfælde er et fald. Noget, der tilfalder. Zu-fall på tysk. Faldet kommer fra det latinske casus, af verbet cadere, hvorfra vi også har det franske chance og det engelske chance.
Vi deler tilfældene op. Chance er det tilfældige, der falder godt ud. Accident er det tilfælde, der falder dårligt ud. På fransk bruger de så det neutrale overbegreb hasard, fra et arabisk spil, til at betegne alt det tilfældige. En gang hed et slogan fra Tipstjenesten, at dem der ikke spiller, det er dem, der ikke vinder – de glemte taberne. Vi kunne her sige, at hasard er at indgå i chancernes og accidenternes udfald.
Tilsvarende i dag, betyder risiko et accidentielt udfald, altså et udfald til den dårlige side. Og når vi står overfor havet, som vi gør i dag, kan jeg ikke lade være med at nævne, at risikobegrebet også kommer fra havet. Riscare var i renæssancens Italien betegnelsen for det, der kunne hænde et af de skibe, man sendte ud: pirateri, at det stødte på rev (riscare) eller gik ned med storm. Risikoen er forsøget på at kortlægge verdens udfald, der hvor vi ikke kan trænge ind i dens årsager.
På dansk siger vi ’i hvert fald’ eller ’i et hvert tilfælde’ om det, der må gælde med sikkerhed, dvs. ligegyldigt, hvordan tilfældigheden falder ud. ’I hvert fald’ er det så det nødvendige i en situation – angivende, at man ved, at man ikke ved alt. Men man ved noget. Noget er nødvendigt, inden det tilfældige udspiller sig.
Hvad ved vi i hvert fald om dette kunsteksperiment?
– I hvert fald skal bronzen i vandet.
– I hvert fald vil bronzen søge nedad, når den bliver hældt ud over vandet og derved ramme vandet.
– I hvert fald vil bronzen ikke blive ved med at være flydende, den vil størkne.
Det vi ved er ’i hvert fald’ for det er nødvendigt (eller hvis man er meget krakilsk: vi har aldrig set andet end at det skete – ’i hvert fald’ betyder ’i alle tidligere tilfælde’).
Sandsynlighedsregningen er ’ikke i hvert fald’. Det er forsøg på med vores viden alligevel at gennemtrænge, det hvis årsager vi ikke kan trænge ind i. Naturen lader sig ikke aflure en nødvendighed, men den falder ud, som om den fulgte fordelingsregler. Her må man huske på, at normalfordelingskurven ikke er en matematisk kurve, men en empirisk opdagelse: Den måde, mænd i den franske hær fordelte sig på, når de blev stillet op efter højde. Vi navigerer efter udfald.
Naturen regner vi overvejende for nødvendig.
Men mutationer og kvantespring har måske alligevel deres tilfældigheder. Hvorfor tænker nogle af os så, at det, der skal ske, når den flydende bronze bliver hældt i det kolde havvand fører til tilfældige former?
Et svar er, at det, hvis årsager vi ikke kan gennemskue, kalder vi tilfældigt.
Et andet svar er, at det er selv kastet, udhældningen, det menneskelige, der er tilfældig og at resten er bestemt af nødvendighed. Det er jo hele vores forudsætning for at have tale om moral, at vi ikke tænker, at det mennesker går rundt og gør, kunne de gøre anderledes; at det ikke er helt nødvendigt eller helt vilkårligt. Og alligevel kalder vi det nok tilfældigt, fordi heller ikke kunsterne ved, hvordan det ender.
I det vi skal se, bronze bliver hældt i havet, vil der nok både være nødvendighed og tilfældighed. Den tyske filosof, Friedrich Nietzsche, indfangede for mere end 140 år siden denne dobbelttydighed i historiens udfald, når han sagde, at både vilje og formål måske var indbildning. Og han tilføjede: ”Enhver nødvendighedens jernhånd, der ryster tilfældighedens raflebæger, spiller sit spil uendeligt i tid” – og derfor mente han, at der måtte komme ud-fald, der så både fornuftige og formålstjenlige ud, men som var tilfældige og nødvendige, uden mening, men sådan som de blev.[1]
Det, der ikke bare har udfald, men som har sine grunde, kalder vi ikke tilfældigt. Det var nok det, Albert Einstein ville have ment, hvis det da var rigtigt, at han havde sagt, at Gud ikke spiller med terninger, til en Niels Bohr, der hævdede at kvantespring var arbitrære.
Men naturen har sine nødvendigheder og tilfældigheder – og de har måske ikke mere mening end det. Hvad Nietzsche formulerede som nødvendighedens jernhånd, der ryster tilfældighedens raflebæger.
– Men måske er det omvendt: Det er kastet, det menneskelige, der er tilfældigt. Og naturen, der former med nødvendighed: At udhældningen er tilfældighedens kast, mens bronzen og havet er nødvendighedens bord. At det ikke er nødvendighedens jernhånd, der ryster tilfældighedens raflebæger, men tilfældighedens kast, der rammer nødvendighedens bord.
Jeg synes vi skal gå ned og se på tilfældigheden og nødvendigheden – og på bronzen og vandet.
Hvad kan vi a priori, dvs. inden da, sige ’i hvert tilfælde’?
– At noget vil forme sig, men at vi ikke ved hvordan. At i hvert tilfælde kender vi endnu ikke formen, men der bliver former. Havet bestemmer sig for noget.
[1] Nietzsche, Friedrich: Morgenröte, §130 (1873)
