Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Interview m. Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk
v. Niels Fastrup
Modkraft, Kontradoxa, 10. november 2007
I projektsamfundet er det friheden, ikke dens fravær, der gør folk syge. Ifølge filosoffen Anders Fogh Jensen skal venstrefløjen turde genintroducere forbudet.
Selvom venstrefløjen har oplevet en vis revitalisering siden slutningen af 1990’erne, kan der næppe herske tvivl om, at den sammenlignet med guldalderen i 1960’erne og 1970’erne befinder sig i en art grundlagskrise. Og et oplagt bud er, at krisens dybere årsager skal findes i kapitalismens spektakulære fornyelsesproces, der blev påbegyndt i midten af 1970’erne.
Det store spørgsmål er imidlertid: Hvad i processen er det nærmere bestemt, der skaber krisen? Og hvordan kan venstrefløjen igen bringe sig på højde med kapitalismen?
Kontradoxa har viderebragt spørgsmålene til Anders Fogh Jensen, en af Danmarks unge og mest nytænkende filosoffer, i øjeblikket tilknyttet Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.
Nyt samfund, nye patologier
Han kommer med et lidt overraskende svar: Det er endnu ikke gået op for venstrefløjen, at vi i dag er konfronteret med nogle helt nye sociale patologier i forhold til dem, der plagede individerne i det industrielle, disciplinære samfund.
Vejen til en fornyelse – eller rettere: en opdatering – af venstrefløjens politik kunne derfor oplagt gå over studiet af de nye menneskelige patologier, som skabes i projektsamfundet, Anders Fogh Jensens betegnelse for den nye kapitalisme, der er opstået ud af den industrielle modernitets ruiner.
I det gamle samfund, i det disciplinære samfund, forklarer han indledningsvist, handlede styringen typisk om at rette mennesket ind. De dominerende patologier var følgelig hysteriet og neurosen som reaktioner på inkorporeret overstyring.
Men så sker der noget:
– Den individualisering af arbejdsmarkedet og livets øvrige områder, der sker med overgangen til projektsamfundet, fører til nogle former for patologier, hvor det ikke er systemet, der holder dig nede.
I stedet rykker en slags træthed i centrum, forklarer han. En træthed, der udspringer af, at individerne konstant er tvungne til at præstere selv, tage initiativer, være under udvikling og i det hele taget blive en anden:
– Alle de her forhold, der kendetegner den postfordistiske arbejders liv, de afstedkommer, tror jeg, en anden type patologi. Problemet er ikke længere, at man rammer en grænse eller mødes af et forbud, at der er noget, man ikke må, som barnet, der gerne vil ud og lege, men som er tvunget til sidde på skolebænken.
– Overgangen kan også beskrives som en overgang fra en nej- til en ja-kultur. Hvor disciplinen hele tiden siger, »nej det må du ikke«, så har vi nu fået en kultur, hvor man hele tiden siger ja til det hele, prøver at netværke og tænker: »Det skal jeg også lige være med i, og det og det«, osv.
– Når individet ikke rammer de her grænser, så får det problemer med at mærke selvet og falder ud af ja-kulturen, periodisk i hvert fald. Udfald, der antager form af stress eller depression, hvor man bliver indelukket, initiativløs, sociofobisk. Man mangler lyst, inklusiv lyst til overhovedet at have lyst. Alt det, som man skal være i projektsamfundet, det er man ikke. Man falder simpelthen ud.
Fra frygt for at blive udnyttet til kamp om at blive det
Kan man sige, at venstrefløjens problem i dag bl.a. er, at den endnu ikke har fået øjnene op for den særlige form for »mishandling«, der kendetegner den immaterielle kapitalisme eller projektsamfundet, som du siger? Den taler meget om den målbare, økonomiske ulighed og elendighed, og selvom det også stadigvæk er vigtigt, så overser den, at vi nu befinder os i et nyt regime, hvor de belastninger, som kapitalismen påfører subjekterne, på mange måder er nogle andre?
– Det er i hvert fald rigtigt, at den hænger fast i en social kritik, hvor hovedproblemet antages at være ulighed og eksklusion. Det, man kunne foreslå venstrefløjen, var, at den var lidt mere up to date med udviklingen i udnyttelsesformerne.
– Et eksempel: I projektsamfundet foregår det meget på den måde, at individerne kæmper om at blive koblet på projekter. Man påtager sig gerne al muligt gratis arbejde i håbet om, at komme med i det næste projekt. Vi har således ikke længere så meget en frygt for at blive udnyttet, men snarere en hel masse individer, der kæmper om at blive udnyttet.
Hvordan kan venstrefløjen tage de her ting op politisk?
– Man kan sige, når nu arbejdsmarkedet og samfundets øvrige sociale institutioner antager projektets midlertidige, prekære og usikre grundform, så må der være en eller anden basis, som sikrer, at individerne kan leve nogenlunde og finde ud af at danne relationer. Jeg mener ikke, at man i kraft af politisk beslutninger kan få individerne til at danne gode relationer, men man kan skabe en eller anden basis, der muliggør det.
– Og en sådan basis, der kan beskytte individerne imod prekariteten og sikre, at de kan hænge sammen med sig selv og hinanden, kunne være borgerlønnen, som venstrefløjen seriøst burde overveje at genoptage som politisk program.
Genopfind forbudet
Ifølge Anders Fogh Jensen kan man beskrive projektsamfundet som en indløsning af friheden som ikke bare en mulighed for at blive sig selv, men også konstant som en forventning om at blive en anden. Identiteter og sociale relationer nærmest sitrer under det altgennemtrængende omstillings- og udviklingspres. Borgerlønnen kan hjælpe med at dæmpe denne sitren, men det er ikke det eneste radikale forslag, som han fremfører:
– Det handler om at skabe situationer for individerne, sådan at de ikke hele tiden er urolige. Og hvordan kan man gøre det? Borgerløn, ja, men det handler også om at tale til dem på en anden måde, gennem forbudets snarere end frihedens diskurs.
Ifølge Anders Fogh Jensen er der i virkeligheden sket det, at venstrefløjen er blevet liberal. Ganske som højrefløjen sværger man i stigende grad til en styringsform, der virker gennem frihed: Man regulerer folk på deres interesser, gennem differentieret moms eller gennem afgifter på udvalgte produkter som fly og biler, forbruget af hvilke man ønsker at minimere.
Kort sagt: I styringen af folk forsøger man for alt i verden at undgå forbudet, det direkte »nej«, hvor den styrende instans går ind og siger: »Du må ikke det og det!«
Men venstrefløjen skal turde at gå ind for forbudet, mener Anders Fogh Jensen:
– Hvis man mener, at det ikke er godt for mennesker at gøre noget bestemt, så skal man turde at sige: Det vil vi ikke have. Hvis man f.eks. mener, at økologien er vejen frem, så kunne man sige: Om syv år vil vi ikke se ikke-økologiske landbrug og ikke-økologiske produkter i butikkerne.
Frit valg er undertiden med til at gøre os syge
Behovet for at genoptage eller genopfinde en forbudsstyring er knyttet til den udvikling i patologibilledet, som Anders Fogh Jensen beskrev tidligere. Friheden kan så meget, men den kan også gøre os syge.
Eller som han selv udtrykker det:
– De patologier, vi ser i dag, fremmes af, at der er hele tiden er så mange valg: Vi kan hele tiden vælge om, hele tiden vælge ny kone, en anden karrierevej osv., alt sammen tegn på, at flere valgmuligheder ikke gør os friere, tværtimod.
– Det er også frihed, når der er nogen, der har styret noget for en. Jeg har en ven, der siger: »Det gode ved Systembolaget i Sverige er, at man har en stat, der har gjort sig ekspert i at købe god vin ind«. På samme måde ville det måske være godt, hvis der var nogen, der havde bestemt, hvilke grøntsager, jeg kunne indkøbe nede i supermarkedet. I stedet for at jeg kan vælge imellem alt muligt.
– På den måde kan man godt eksperimentere med at tænke i at begrænse individets frihed. Måske bliver de mere frie ved, at man forbyder dem nogle ting.
Forbud som forbud? Eller forbud som dybere frihed?
Men argumenterer du ikke bare for, at vi skal vende liberalismen på hovedet? At venstrefløjen skal gå ind for det modsatte. Bliver du ikke fanget ind af liberalismens værdikreds, hvor liberalismens overfokusering på frihed får dig til at gå ind for forbudet. Snarere end forbudet, er det så ikke en anden og dybere form for frihed end liberalismens, vi ønsker os?
– Jo. Det er på sin vis også det, som jeg ønsker. Den frihed, som venstrefløjen traditionelt har villet, og som jeg også mener, at vi skal holde fast i, det er den frihed, der ligger i de menneskelige relationer.
– Og det er også derfor, at fremmedgørelsesproblematikken igen er blevet relevant: Fordi de menneskelige relationer er blevet forvrængede, er menneskene blevet ufrie, også selvom de har alle mulige købemuligheder.
– Og jeg synes ærligt talt, at det er på tide at genintroducere fremmedgørelsesbegrebet. Der er grænser for, hvor meget vi kan stole på folks evne til at gennemskue sig selv og deres valgmuligheder. Her ligger et muligt brud med den liberalisme, der efterhånden er blevet »almindelig sund fornuft«, også på venstrefløjen.
