Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Iscenesættelse, scenografi og lysdesign: Jon R. Skulberg
Medvirkende: Anders Fogh Jensen, Bertel Nygaard, Jakob Ladegaard
Tekst: Anders Fogh Jensen, Bertel Nygaard, Jakob Ladegaard
Manuskript: Astrid Hansen Holm, Jon R. Skulberg i samarbejde med de medvirkende.
Komponist: Kristian Hverring
Idé og koncept: Trine Bang, Århundredets Festival, Folkeuniversitetet Aarhus
Dramaturgi: Astrid Hansen Holm
Instuktørassistent: Liv Pflug
Teknisk produktion: Lumen
Godsbanen, Aarhus, 8.-12. marts 2014
Vinder af De historiske dages fornyelsespris, København 2015:
– “Forestillingen om en historie er edutainment på et nyt plan i historieformidlingen. Projektet er en spændende og ambitiøs leg med formater, der sætter forskning og forskere i spil på nye måder, ved at kombinere scenekunst, forskning og folkeoplysning. ”Forestillingen om en historie” blander det dramaturgiske med traditionel vidensformidling og udforsker på denne måde rammerne for både teater og formidling. Projektet har haft et højt ambitionsniveau ved at tage alle sammentænkte former alvorligt og har alligevel formået at skabe en succesfuld sammenblanding.
Kombinationen af faglighed og underholdning gør historie lokkende og legende for de fleste, og ”Forestillingen om en historie” kan desuden tjene som inspiration til en fornyelse af en gammelkendt, elsket og klassisk formidlingsform, nemlig foredraget.”
Følgende monologer er skrevet og fremført af Anders Fogh Jensen som del af stykket Forestillingen om en historie:
Virkeligheden har et problem.
Hvis virkeligheden ikke er fornuftig, så har den et problem.
Virkeligheden har ikke forstået sig selv. Endnu.
Der er problemer i virkeligheden.
– og de er af forståelsesmæssig karakter.
Virkeligheden vil komme til at forstå sig selv.
Økonomerne er forstandige.
Men de er ikke fornuftige.
De regner virkeligheden ud.
Men de er ikke fornuftige.
Kirurgerne er forstandige.
Men de er ikke fornuftige.
De skærer kroppe op.
Men de er ikke fornuftige.
Astronomerne er forstandige
Men de er ikke fornuftige
De kender til stjernerne
Men de er ikke fornuftige.
Fornuften findes.
I virkeligheden, når den forstår sig selv
– med mennesket som medium.
Hvis man lærer af fejltagelser
– er der ikke længere fejl
for fejl er fremskridt mod større klogskab
Det virkelige bliver fornuftigt og det fornuftige bliver virkeligt.
Indtil da har virkeligheden et problem
– som den retter op på.
For fornuften findes … i virkeligheden.
Sådan lukkede 1700-tallet sig i 1821.
Med Hegel der talte om det ene og det andet.
Resten af 1800-tallet gik med at grine af det.
Den største historie, der nogensinde var fortalt,
blev den største vittighed man nogensinde havde hørt.
At verden skulle blive fornuftig
Søren Kierkegaard skrev kærestebreve,
og Nietzsche tegnede galger,
mens de klaskede sig på lårene over fornuften
Fornuften findes,
Men kun som chokoladeovertræk
Virkeligheden har ikke forstået sig selv.
Mennesket har ikke engang forstået sig selv.
Der er så meget i mennesket, det ikke selv forstår.
KRONOLOG
Virkeligheden var dybere end oplysningen troede
Den kunne ikke længere være i et overfladeskema
Verdens hemmelighed måtte brækkes op
– med andet end øjet og tallet
Det lod sig i 1800-tallet gøre at forstå
At hemmeligheden om nutiden ligger i fortiden
Man udskiftede placeringen med historien
I 1800-tallet blev tiden et tema
Havde man da ikke før i tiden kendt til tiden?
Var det da ikke gået op for antikkens mennesker og middelalderens munke, at tiden gik?
Joh… men nu blev tiden til sorteringsmaskine
Tiden blev til kronologi
Darwin lærte os, at et dyr ikke bare er et dyr
Men en udvikling, hvor nogen en dag ikke længere kan fange maden
Mens andre liderligt laver unger på samlebånd
Verden er ikke intelligent design
Men sortering i tid
Hvor dem der er bedst til at tale naturen efter munden
… overlever variationerne
Botanikernes rumlige skemaer over blomster blev sprængt
Konverteret til linjer i tiden
– der beskrev, hvordan rosen fik torne
Og hvordan hugtænder blev udskiftet med moral
Man forsøgte at redde systemerne ud af fornuftens dødsbo
Med videnskaberne om det dynamiske
Og sådan fik alle en historie i stedet for en placering
Også muséerne tog kronologien til sig
De holdt intern flyttedag og rykkede rundt på møblerne
Ting af træ skulle ikke længere stå i hjørnet for ting af træ
Men i rummet for dette eller hint århundrede
Ordnet sirligt kronologisk
Oplysningsprojektet overlevede som udviklingsprincip
Ligesom barnet ville blive voksen
kunne orient blive occident
Og mytens undren til videnskabens eksperiment
Mens filosofferne lo
Og romantikerne led
Rev videnskaben mennesket løs fra sine koordinater
Og satte det i bevægelse ad linjer
1800-tallet arvede en splittelse.
Fremmedgjort
– det er, når man ikke er sig selv
Men tror man er sig selv
Og derfor ikke ved, at man ikke er sig selv
En fremmedgjort kan ikke vide, at han er sig selv fremmed
– uden at være på rette vej
Søren Kierkegaard kaldte det fortvivlelse
At du slet ikke ved
– at du er splittet mellem det, du er
– og det du tror, du er
Så når du bevidstløst tegner dig selv af
– efter tidens skabelon
Så skriver du dig længere ind i fortvivlelsen
Du ved det ikke
Men du kan mærke, at noget er galt
Du blev ellers lovet den lykke
Hvis du tegnede dig af efter tidens skabelon
Men nu vågner du som om natten badet i sved
Fortvivlet
Karl Marx kaldte splittelsen for fremmedgørelse
Fri er den, der former naturen i sit eget billede
Man laver en bænk af træ ud af ren lyst
– og måske én til og bytter den med en gris
Men hvis man sælger sin arbejdskraft
– og sliber den dims man får besked på
– har man ikke bare afhændet sin tid
– men mest af alt sig selv.
Det produkt arbejderen laver for penge
– udhuler hans frie liv
– for han giver sig selv væk
– og cirkulerer som bytteværdi
Marx lærte os
At man ikke kan blive lykkelig i et ulykkeligt samfund
Hvis man vil vikle mennesker ud
Må man først vikle samfund ud
Det stod ikke i avisen
Det måtte læses i dagens sod og nattens sved
1800-tallet arvede en splittelse
Det havde alle århundreder sådan set gjort
Det var gammelt kristent arvegods
Civilisationen som et bid af kundskabens træ
– der skilte mennesket ad
Oplysningen er den idé, at man må se at blive voksen.
– at blive menneskelig ved at hæve sig over naturen.
Romantik, det er den idé, at man må se at blive barn igen.
– at genfinde det uspolerede i legen,
eller i det havearbejde, der ikke er bestillingsarbejde
Zerrissenheit
Når splittelsen opføres som lidelsesdrama, kalder vi den romantik:
Drømmen om at blive hel igen.
Afspillet som moderne drama lød det hos Baudelaire,
at lykken kun var en passant
Romantikkens længsel løb gennem hele århundredet
Side om side med videnskabernes successer
1800-tallet var en lang kamp om, hvad naturen var:
Det store subjekt vi kommer fra
– eller de mange objekter vi kan bemestre
Mens romantikerne drømte om at blive ét med det glemte
Lagde videnskaberne deres kort hen over såret
Mens videnskaberne skilte sig ad fra tingene
Prøvede romantikerne at vriste sig løs fra tilværelsen
1800-tallet arvede en splittelse
– som det tyggede drøv på
Hen imod slutningen af århundredet handlede det ikke længere om at hele splittelsen
Men om at kaste sig den i vold
Med Nietzsche blev mennesket et bofællesskab i strid
En larm af viljer, der aldrig kan styres under fornuftens eller moralens diktatur
Spørgsmålet blev, om man usplittet kunne ville
– det som man faktisk ville
Eller om man var gjort af fornægtelse
Splittelse er, at ville noget andet end man vil
– at man gerne ville, at man ikke begærede sin næstes hustru
Det, der startede som bekymring over erektionen
Endte som det tamme menneske
Lige langt fra ”døende fægtere og smaskende svin”
Freud var den, der bar stafetten videre til os
Han tog bofællesskabet ind i klinikken
Og analyserede dets patologiske former
Videnskab og romantik kunne forenes
Med splittelsen som klinisk normaltilstand
Gud er død.
Renæssancen stak sværdet ind,
– oplysningen drejede det rundt
– og 1800-tallet skrev nekrologerne
Nietzsche blev ikke den første,
– men han skrev den største nekrolog over dem alle.
Gud havde jo faktisk ligget syg siden renæssancens videnskab
– og det vidste man godt.
Da mennesket kom til at stå overfor naturen
– og håndterede den som en ligegyldig ressource,
var det fremmede allerede blevet død natur.
Gegen-stand og matter in motion
I 1800-tallet faldt filosofferne over hinanden for at erklære Gud for død,
– religionen for opium
– og for at diagnosticere den voksende meningsløshed som nihilisme
– forårsaget af videnskabens mord på det gamle værdisystem
Men videnskaben var ligeglad
For der var så meget den skulle nå inden århundredet var omme
Den skulle også nå at have mikrobiologien på plads
Med Guds død forsvandt det kompas, vi navigerede efter
Videnskaben kunne nok være et erstatningskompas med sine årsagsforklaringer
Men det manglede én ting:
Det kunne ikke vise, hvor meningens land lå
Det ved vi stadig ikke
– men vi ved, at 1800-tallet var det første til rigtigt at mærke det
De kaldte det selv for nihilisme
Når tilværelsen smager af rustent jern
– på en søndag eftermiddag
1800-tallet arvede en splittelse.
I 1800 tallet hørte man efter sine egne stemmer
1800 tallet fostrede mistankens mestre, Marx, Nietzche og Freud.
Epidemierne blev kortlagt
Gud er død.
Wo es ist soll ich werden.
For hver dag, videnskaben vinder frem, vokser en følelse af skyld inde i os over, at vi har glemt noget i os selv.
Væk fra meningen og ind i meningsløsheden.
Nihilisme smager af rust.
Med Freud flyttede splittelsen ind i klinikken.
Virkeligheden har et problem.
1800-tallet har stillet os den opgave at leve med en splittelse
Indtil videre har vi kun formået at holde splittelsen ud i strakt arm
– og forholde os ironisk til den
– med et dækningsløst dollargrin
eller at male splittelsen over med healing og holisme.
Men opgaven med at leve med splittelsen har vi stadig ikke løst.
Og den romantiske drøm om igen at blive hel, har vi ikke glemt.
Dagens drømme viste sig at være dybere
– end nattens drømme lader forstå.
Splittelse har altid været et tema. Fra tidernes morgen og fra de mytologiske beskrivelser af tidernes morgen. I 1800-tallet blev det særligt et tema med romantikken. Og i dag er det stadig et tema. Filosoffen Anders Fogh Jensen fortæller og reciterer fra sin monolog i Forestillingen om en historie ved 1800-talsfestivallen i Aarhus.