I 2009 begyndte jeg mit eget læseprojekt, der handler om mytologi. Set i forhold til så veltrampede stier som myteforskning er det ikke noget forskningsprojekt, men det er et forsøg på at forstå mig på vores tid igennem de store og generelle fortællinger, vi fortæller hinanden. For vi fortæller ikke myterne for at underholde. Men fordi der ligger nogle opsparede kendskaber til, hvordan et menneske er skruet sammen, hvordan verden ser ud, og nogle opsparede råd til, hvordan man skal leve et liv. Filosofien blev ikke født af et brud med myten, men som en tankevirksomhed, der forsøgte at overtage mytens visdom og bringe den på begrebets form.

Jeg har særligt interesseret mig for den græske mytologi og forsøger stadig at få fod på den. I arbejdet med myterne er det vigtigste at holde sig for øje, hvad der er af sandt i det falske. Hvorfor dette fortælles lige sådan, og hvilken visdom der søges formidlet. Jeg vil gerne undgå at læse myterne allegorisk, dvs. at reducere dem til en bestemt betydning. Men det udgør en større fare blot at bortsortere dem som røverhistorier. For os, der tror på sandheden i myten, er mytomani ikke lystløgneri, det er livskunstens historie.

I sommeren 2011 påbegyndte jeg at læse op på kærlighedens historie. Det, der særligt interesserer mig, er, hvilke billeder vi gør os af kærligheden, hvor disse billeder kommer fra, og hvordan de virker. Det er virkninger, jeg har mærket i mit eget liv, men også i mit arbejde som parterapeut er jeg stødt på billeder, der virker.