BAGSIDETEKST

Alle mennesker har projekter – og det har de altid haft. Det særlige ved vores tid er, at det projektære er trængt ind i samfundets grundlæggende måder at styre på og præger alle livets områder. Denne bog er en samtidsdiagnose, der beskriver, hvordan vi organiserer vores liv, vores aktiviteter og vores relationer i projektsamfundet.

Gennem studier i epidemibekæmpelse, dans, virksomhedsledelse, arkitektur, sport, pædagogik, singleliv, socialforvaltning, krigsførelse og fodbold viser filosoffen Anders Fogh Jensen, at den projektære livsførelse ikke bare er et kaos, men en særlig måde at omgås rum, tid, handlinger og relationer på. Det er en måde replica rolex, der bygger på og samtidig overskrider ældre samfundsformer, særligt hvad den franske filosof Michel Foucault beskrev som disciplinsamfundet.

Vores liv er præget af ad hoc-løsninger, udsættelser, aflysninger, midlertidighed, uvidenhed, utryghed, uophørlig begejstring og fravær af klare forventninger. Det kan for den enkelte virke ustabilt, tilfældigt og ulogisk – men bogen viser, at projektsamfundet har sin egen logik.

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord 7

Indledning 9
Det postdisciplinære 12
Projekt og aktivitet 17
Bogens opbygning 21

1. Systematik i aktiviteterne 27
System og samfund 29
Teknik og teknologi 31
System og uforudsigelighed 32
Historie og system 33

2. Lovsystemet 35
Fra natur til lov 35
Udelukkelse og indespærring 36

3. Socialforvaltning – fra lov til projekt 39
Dobbelt individualisering: hensyn og ansvarliggørelse
Den kompetente klient 41
Kritikkens indløsning som projekt 42
Fra forvaltning til kontrakt 43
Fra lovens gensidighed til projektets fremdrift 44
Ja­ og nej­systemer 45
Selvet, linjen og punktet 46

4. Disciplinsystemet 49
Rummet og tiden 50 Rummets differentiering i tiden 51 Tidens differentiering i indlæringen 51 Arrangementet 52 Normering 52 Overvågning og rum 54 Institutioner 54

5. Dans – fra disciplin til projekt 56
Selskabsdansen – fra figur til disciplin 56
Adelige og aristokratiske selskabsdanse 56
De borgerlige danse 59
Balkortet 60
Selskabsdansen – fra disciplin til projekt 60
Den disciplinære pardans 60
Opbrud fra den disciplinære struktur 61
Disciplinært opbrud fra syd 62
Grebet slippes 62
Danseskolernes overlevelse 64
Drengenes projektære revanche 65
Disciplinstrukturens revanche 66

6. Sikkerhedssystemet 67
Det virkelige er det risikable 71
Population 72
Påvirkning af det faktiske, det mulige og det normale 73
Spil­ og miljøpåvirkning 74
Det liberale 74
Kritik af styringen 75
Markedet 75
Produktion og sikring af friheden 76
Samfundet 77
Neoliberalisme 78
Det principielles ophævelse 78

7. Epidemibekæmpelse – fra lov, disciplin og sikkerhed til projekt 81
Spedalskheden og lovsystemets forvisningsteknologi 82
Pest og disciplinens parcellering og fiksering 84
Kolera og disciplinær cirkulationsparcellering 88
Antitaktil teknologi 90
Kopper og sikkerhedssystemets berøring med det syge 91
Tilegnet immunitet (vaccine) 92
Sandsynlighedspåvirkning 93
Bekæmpelse af kopper i det 20. århundrede: taktilitet og antitaktilitet 94
Aids og projektsystemet 94
Kondomet 97

8. Tendenser til projektsystemet: individualisering og passage 99
Fra sikring til forsikring 100
En ny socialfysik: det levende korpus med dets steder 101
Redifferentiering af det sociale 103
Styresystemer: lov, disciplin, sikkerhed og projekt 103
Genintroduktionen af et gammelt bånd: det kristne styresystem 105
Hyrdebilledet 105
Den kristne hyrde 107
Selvdisciplinering 108
Selvledelse i statsregi 108
Kristendom i projektsystemet 109

9. Virksomhed 111
Virksomhedens historie 113
Gerrighedens omstrukturering 113
Fra industriridder til direktør 114
Rummets omstrukturering 115
Human Ressource Managements historie 116
Rengøring af hierarkiet 117
Managementlitteratur i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede 118
Arbejdsformerne 120
Udlicitering af kontrollen 120
Slankning af organisationen: Lean Production 122
Fra Lean til projektorganisering: Kontingensen tages ind 126
Kritik af kapitalisme og disciplin 127
Virksomhedens inkorporering af den æstetiske kritik 128
Sikkerhed 129
Projektorganiseringen 130
Kontakt 131
Sikkerhedsbegrebets omstrukturering 131
Valget af projekt 132
Besparelser 133
Kunst 134
Deinstitutionalisering 134
Projekt og teknik 134
Sikkerhed og netværk 136
Outsourcing 138
Selvet 139
Projektlederne 140
Passageledere 141
Selvdannelse og passage 142
Kulturledelse 144
Eksistensledelse (supervisor, coach, mentor) 144
Den kristne hyrde i virksomheden 146
Åndelig ledelse: værdi og fortælling 147

10. Projektsystemet 149
Projektsystem og projektsamfund 149
Rum 151
Aktivitet og tilhørsforhold 151
Rumbaserede mål vs. aktivitetsbaserede mål 152
Aktivitetsbaserede mål: immanens 153
Aktivitet og tryk 153
Aktivitet og pragmatik 154
Kanal 155
Territorium og handling 156
Projektet som konsistensplan 157
Projektmaskiner 158
Overskridelse, bestemmelse og bevægelse 159
Tid 161
Aposteriori 163
Fortællingens afmatning: sammenhæng 164
Metafysik og antropologi 166
Midlertidighed og kontingens 168
Handling 169
Passage 170
Selektion 174
Konneksioner 174
Selektionskampe 175
Konneksionsforvaltning 176
Mulige måder at tale eller ikke tale om projektforhold
Repetition – permanens og midlertidighed 180
Netværk og fleksibilitet 182
Kommunikation 184
Frihed og sikkerhed 186
Udnyttelse 189
Projekt og eksistens 191
Lethed og tyngde 195
Projektsamfundets sociale patologier 196
Passageledere 198 Projekt og disciplin 199
Projektsamfundets dimensioner 200
Relation, handling og rum 200
Handling og tid 200
Handling og relation 201
Passage 201
Deterritorialiseringer 202
Dømmekraft og stil 203

11. Dans i projektsamfundet  207
Rum 207
Handling og bevægelse 208
Tid, konneksion, passage 209
Følelsesstil 211

12. Sport 213
Sportstypologi 213
Sport og styresystemer 215
Konkurrence og regulering 215
Polaritet 217
Projektsamfundets onduleringssport 218
Teknik, kraft og fleksibilitet 219

13. Fodbold 223
Fodbolden er mere rund 223
System og stil 224
Klump og rund 225
Fodbold og styresystemer 226
Disciplinær struktur: rum, funktion, kæde 227
Første opbrud fra disciplinær struktur: mand og zone adskilles 228
Gradvise de­ og reterritorialiseringer af den disciplinære struktur 229
Deterritorialisering af zone, reterritorialisering af bevægelsen 230
Amalgam: libero 231
Den systemorienterede disciplins reterritorialisering 231
Totalfodbolden i projektsamfundet: bevægelsesfodbold 233
Bevægelse og system 234
Projektær systematik 235
Konstitutive vilkår 236
Passage (aflevering) konstitutivt 237
Passage (aflevering) historisk 238
Fra transport til bevægelse 239
Fleksibilitet og hastighed 240
Rum 241
Kontingens konstitutivt 242
Kontingens historisk: rum og bevægelse 243
Passage 243
Tid – konstitutivt 244
Tid – historisk 244
Det projektorganiserede samfunds fodbold 245
Bosmansagen og projektsamfundet 246
Vikariater 247
Projektsystem og stil 248

14. Pardannelse 251
Single: begreb og funktion 252
Disciplinært pres på singlen 252
Den enlige 254
Singlekonneksioner 257
Dating 258
Tre generationer af feminisme 259
Singlerepræsentationer i tv­serier 261
Singleserier 262
Sex and the City 264
Persontypologi 266
Forfører­beskytterkomplekset 268
Homoseksualitet og metroseksualitet 269
Tid 271
Netværk 272
Overskridelse og disciplinære reterritorialiseringer 272
Konneksionstypologi 273
Passage 275
Dating­ og profilsystemet 275
Tid, selektion, polykontakt 278
Speedkonneksion og polyprofilær konneksion 279
Paradokser 280

15. Arkitektur 281
Det glatte og det stribede 281
Det faktisk byggede 285
Disciplinære parcelleringer og kontrolniveauer 287
Arkitektur og byggeri 288
Projektsamfundets byggerier 289
Form og territorium 291
Forholdet mellem form og territorium 291
Territoriel dybde 292
Porte 295
Det glatte rums stratificering 296

16. Pædagogik 301
Disciplinær pædagogik: formation 302
Kritik af disciplinen: demokrati 304
Projektpædagogik: kompetence 305
Kommunikation og spil 306
Pubertet i projektsamfundet 308
Fremadretning og grænsesætning ifht. tid og rum 309
Familien i projektsamfundet: selvværd og selvtillid 310
Pædagogiseringen af ledelsen 311
Skolens historie 311
Landsbyskolen 312
Den disciplinære skole 312
Opbrud fra den disciplinære skole 313
Projektet 313
Åben­plan­skoler 314
Disciplinær reterritorialisering af skolerne 315
Projektsamfundets skole 315
Organisering 317
Arbejde og produktion – singularitet 317
Tid 319
Kommunikation 319
Styring 320
Skolens arkitektur 321
Hesteskoen 323
Projektskolens arkitektur

17. Krig 327
Krig og system 327
Undtagelseskrigene 328
Nye krige 329
Politik og krig 331
Politik bliver krig 331
Krig bliver politik 332
Krigenes organisering 333
Outsourcing af krig 334
Mandskabsorganiseringer 335

Konklusion 339
Fra disciplinsystem til projektsystem 341
Fra systembaseret system til stilbaseret system 345

Kilder 351
Litteratur 351
Film 360

Noter 363
Indeks 379
Udførlig indholdsfortegnelse 385

INDLEDNING

Midt i mængden kan man føle sig forvirret. Man drejer sig halvt rundt, kaster et blik på hende, der står lidt væk. Man går lidt ned i knæ og drejer atter rundt i en halvcirkel, mens man kaster hovedet nedefter. Man er med igen. Det grønne lys tændes og blænder, men man er med igen. Rytmen forstyrres af en anden rytme, der kommer langsomt fra baggrunden og toner frem. Et nyt nummer er allerede i gang, og folk bliver stående. Stående dansende. De står på deres hæle. Én drejer hofterne, og en anden sænker sin skulder og trækker sin bøjede arm bagud. 

   Nu står jeg sammen med to andre. Han bevæger sig næsten ikke. Men hun gør. Hendes hofter cirkulerer i ottetaler i det lys, der nu er blåt, men hendes fødder står helt stille. Jeg prøver at gøre lidt det samme. Hun vender ansigtet mod loftet, og jeg kan se, at hun knapt har åbne øjne. Jeg bøjer mit hoved til siden og nedefter. Vender mig lidt mod fyren til venstre og står nu side om side med hende. Jeg er med igen.

   Efter et ubestemmeligt antal numre – vel mellem tre og fem – har jeg ikke længere energien. Jeg går ud til de andre. Lidt ubekvem ved situationen.

– De har ingen stil, siger hun.

– Nej, tænker jeg, de har ikke noget system.

Ingen af os har ret. Men begge føler vi os ubekvemme. Vi siger ’de’ om os.

Når hun fornemmer, at de mangler stil, og når jeg synes, de mangler system, tænker vi i virkeligheden det samme: Dansen afspiller ikke et program. De forskellige dansere er ikke synkroniseret af nogen bestemte sekvenser. De vugger frem og tilbage, de lukker øjnene og udtrykker energiudladning eller indadvendt nydelse. Spørgsmålet om, hvem der danser med hvem, synes forkert stillet: Set fra dét spørgsmåls perspektiv kan man blive forvirret, fordi det hele tiden i dansen kan skifte, hvem man danser med. Det afgøres af de faktiske udfoldelser. Det handler om, hvilke bevægelser man gør, hvor man vender sig hen, og hvem man skuler til. Set ovenfra ligner det alles dans med sig selv. Pludselig opdager man, at to, der stod langt fra hinanden, nærmer sig hinanden og nu danser sammen. Der er ikke noget mønster, men der er alligevel en logik på spil. En måde, det gøres på.

Det er projektsamfundets dans. Den er sådan, fordi dansen er en del af projektsamfundet. Ikke bare en allegori over eller en metafor for det. Projektsamfundet er karakteriseret ved, at et stort antal af midlertidige forbindelser opstår og forgår hurtigt igen. Individer forbinder sig, lægger energi i noget sammen, udfolder et projekt og skilles igen. Forbindelser og projekter kan være skrøbelige og midlertidige. Men det system, hvori projekterne foregår, er det ikke. Det er et stabilt system for det midlertidige. Den enkelte dans kan også virke skrøbelig, men systemet, der organiserer det, er det ikke.

   Længe før projektsamfundet har folk forbundet sig med hinanden, danset og adskilt sig igen. Det særligt ’projektære’ ligger i, at folk forbinder sig til hinanden ved hjælp af deres bevægelser og energiudtryk, at dansen opretholdes, så længe disse udtryk får energi, og at det dermed ikke er fast definerbart, hvem der danser med hvem. Forbindelsen ophæves ikke ved, at musikken stopper, men ved at nogen gradvist overgår til en anden dans, nøjagtig som musiknumrene er samplet ind over hinanden. Det lidt akavede spørgsmål om, hvem der danser med hvem, kan ikke besvares ud fra, hvem der afspiller hvilket system med hvem, men ud fra en stilafklaring: Hvem der gennem en kontinuitet igennem variationer interfererer med hvem. Det foregår efter et system, der baserer sig på stil og udtryk.

Et sådant system, hvorefter individernes aktivitet organiseres og distribueres, kalder jeg et styresystem. Der findes flere forskellige styresystemer. Det tilsyneladende kaotiske dansegulv har sine systematiske måder at fungere på – det afvikles og organiseres efter ét styresystem (projektsystemet). Det dansegulv, hvor man dansede parvis i dansefatning og afspillede et program, som f.eks. i en vals, var organiseret efter et andet system (disciplinsystemet). Det er da muligt at skrive en historie om disse systemer: styresystemernes historie.

   Hvis man foretager et snit i historien, ser det ud, som om træk af den samme systematik går igen på tværs i en lang række af aktiviteter: Måderne, hvorpå  man producerer varer, dyrker sport, danner par, holder sig sund, fører krig, tager sig af fattige, tegner bygninger og opdrager børn, har tilsyneladende udviklet sig nogenlunde synkront i al deres forskellighed. Et styresystem viser sig da at være mere end bare et organiseringssystem i dansens verden. Og styresystemernes historie viser sig at være en langt bredere historie end blot dansens historie. Et valsetrin og en bestemt måde at lade et gevær på tilhører måske samme periode i styresystemernes historie, men de er forskellige måder at gennemføre et program på: De artikulerer på hver sin måde det samme styresystem. Både valsetrinnet og geværladningen var bevægelser, der var indlært igennem disciplinering.

   Historien om den moderne festdans kan altså nok beskrives med dansens historie, men den er indlejret i en mere generel historie for organisering og styring af mennesker, styresystemernes historie. Hvis man skrev en række forskellige aktiviteters styringshistorie, måtte man i hver histories sidste kapitel skrive: ’styring gennem projekter’. Disse kapitler ville på hver sin måde handle om det, jeg her vil nå frem til at beskrive: projektsamfundet.

   Projektsamfundet faldt ikke ned fra himlen. Det brød langsomt frem ved, at den disciplinerede, ordnede og regelstyrede adfærd omdannede sig til projekt. Projektsamfundet viser sig stort set altid som blandinger af de samfund, det er udviklet af, og det lader sig ikke forstå uden dem. For at forklare projektsamfundet må vi derfor både forstå de andre styresystemer, som det har udviklet sig af og stadig blander sig med, ogforstå, hvor bredt det sætter sig igennem. Projektsystemet findes overalt i samfundet, men på forskellig vis og i forskellig grad. Der skal derfor mange forskelligartede oplevelser og erfaringer til at beskrive, hvori projektsamfundets systematik består, og mange forskellige historier til at fortælle, hvorledes det sætter sig igennem. Dansen er kun én udfoldelse.

Menneskene holder ikke længere om hinanden i dansen. De strejker også så sjældent efterhånden. De stresser eller bliver deprimerede. Det er blot to erfaringer af, at noget har forandret sig. I vidt forskellige sammenhænge kan man opleve, at nogle former for energiudladning og kraftudfoldelse er blevet erstattet af andre eller måske helt er forsvundet. Modstanden mod det politiske system og de sociale organiseringsformer, der holdt individet fast, blev i sidste tredjedel af det 20. århundrede først varm og kølede siden af[i]. Samtidig med denne afkøling talte man om, at mennesket hele tiden løb hurtigere for at nå sine mål og indfri sine forventninger. Energien blev kanaliseret andre steder hen. Ofte kan man høre en forklaring, der lyder, at det er en stigende individualisme. Menneskene samles ikke længere, men er individualister – eventuelt egoister – der bare har nok i sig selv, plejer deres egne interesserer og søger deres egen lykke. De bånd, der bandt mennesket sammen om noget, og som fik dem til at stimle sammen i masser, er nu løsnet, og individet svæver frit. En anden type samtidsdiagnose genspiller Marx og Engels’ prognogstik om at alt fast og solidt fordufter[ii], og at mennesket derfor er sat ud i et tomrum eller i det mindste i noget flydende[iii].

Spørgsmålet stiller sig da, hvad det er for forandringer af de sociale magt- og organiseringsformer, der er foregået, og hvad de er mundet ud i. Det individ, Nietzsche proklamerede ville komme, som ikke var afhængigt af de sociale strukturer og ikke havde andre herrer end sig selv[iv], er både indløst og langtfra indløst. Dets gradvise indløsning falder mere end sammen med den gradvise opløsning af en bestemt form for social styring af mennesket, der gennem mere end to århundreder havde sørget, for at individet kunne frigøres fra en suveræn magt og agere forudsigeligt, fornuftigt og frit som individer i en social sammenhæng, nemlig disciplineringen.

Når Nietzsches drøm ikke er en realitet, så er det, fordi mennesket stadig befinder sig i en række systemer, der bestemmer det, udfolder det og styrer det. Et af disse systemer er den disciplinære ordning af det menneskelige. Når Nietzsches drøm ikke er realiseret, skyldes det ikke blot, at disciplinen stadig fungerer. Det skyldes også, at der, hvor det disciplinære system er forsvundet, har det ikke efterladt et styringsmæssigt tomrum. Det har efterladt et rum, hvor andre former for styring og regulering har kunnet opstå og træde i stedet.

I denne forandringsproces af styresystemer bliver Nietzsches nye menneske ikke bare det, der træder ud af styresystemet, men målestokken i et nyt system. Kravet om at adskille systemet og sammensætte det på nye måder, som Nietzsche omtalte som det frie intellekts omgang med begrebssystemet[v], fremsættes nu inden for et andet system, hvor individet ikke længere kan henholde sig til regler, sådan som grammatikbogen kunne foreskrive den rette bøjning af ordet. Individet må nu af egen kraft bøje reglerne. Når Nietzsches drøm ikke er en realitet, så er det, fordi denne kraft indgår i et system. Spørgsmålet er, hvorledes dette system er beskaffent: Hvori består systemets indre logik og praktiske former? Denne bog beskriver den postdisciplinære logik, der på individplanet kan virke ustabil og usystematisk, men som på et overordnet plan udviser stabile og systematiske træk.

Det postdisciplinære

Overgangen fra strejke til stress og depression kan forstås på baggrund af styresystemerne, ligesom det lader sig gøre at forstå dansen på denne baggrund. Det er ikke en overgang mellem modstandsformer, det er en overgang fra modstand til patologi. Den modstand, som individerne før leverede, var en kraft der rettede sig mod begrænsninger og fordelinger – mod den formatering af det sociale, som vi nu forstår ved begrebet ’disciplin’, efter den franske filosof Michel Foucault prægede dette begreb afgørende fra og med sit skelsættende værk Surveiller et punir[vi]. Analysen af de postdisciplinære former for styring og organisering kan finde fundament og et eksemplarisk forbillede i Foucaults analyse af disciplinen – og det er min ambition her at skrive en Surveiller et punir for det postdisciplinære samfund.

Disciplineringen måtte rette kraftudfoldelserne i systemets planlagte retning, og den måtte virke så stærkt, at oprøret ikke rettedes mod selve disciplinen. Når dette ikke lykkedes, mundede det ud i en modstand mod overmagten. Strejken var det industrielt-disciplinære kompleks’ specifikke form af en sådan kraft. Når strejken kigger frem i dag, er det ofte fra en industriel branche, der gør opmærksom på sig selv: transportsektoren.

Disciplinens patologiske form var neurosen og hysteriet. Eller rettere: Den måde, som det disciplinære styresystems negative virkninger blev opsamlet på i medicinen og siden psykiatrien, var først hysteriet og siden neurosen. Hysteriet var beslægtet med strejken som en frustration forårsaget af en disciplinær undertrykkelse, som gav sig udslag i et perverteret udfald. Hysteriet var gejserens kraftudfoldelse. Når disciplinen indbyggede sine regler i selvdisciplineringen, eller når den overknægtede individet, kunne det munde ud i nervesvækkelse, som en konstant ydre eller indre dom opretholdt. Neurosen var samfundets jordskælv, dets lokale underjordiske sammenstød.

Det individ, der delvist og gradvist fritages fra et styresystem, der regulerer ved at indordne det i et overordnet regelsæt, kan nu ikke længere se frem til indordningens patologier, men står i stedet i fare for at udvikle patologier, der modsvarer et andet vilkår.

Med den nyere tids videnskab lagde koordinatsystemet sig ud i rummet, og disciplinen lagde sig oven på som styresystem. Den kunne individualisere opgaver og krav til hvert rum og koordinere dem i en samlet plan. Koordinatsystemets gradvise forsvinden er en overordnet koordinerings gradvise forsvinden, hvor individet tilsyneladende er frit til at gøre alt, men ikke kan gøre alt. De patologier, der udvikles i det postdisciplinære, kan næppe blot forklares som udslag af at disciplinens fordringer er forsvundne. De må forklares af de forventninger, der er kommet i stedet. At erklære det postdisciplinære for flydende er at overse det postdisciplinæres indretning. Her er det ikke længere disciplinens skyld, men ansvaret, og ikke længere disciplinens pligt, men initiativet, der belaster mennesket. Derfor ligger det søvnløst om natten, falder sammen i udmattelse uden specifik årsag, går ned med stress eller – i den mest brede medicinske opsamling af disse udfald – udvikler en depression[vii].

Depressionen er det postdisciplinære styresystems perversion. Den er alt det, der ikke kræves: mangel på initiativ, modløshed, sociofobi, altings gråhed og mangel på lyst til lyst. Depressionen er ikke, som det indimellem hævdes, melankoli. Den er en falden ud af verden.

Det er ikke den deprimerede eller de sociale patologier, der tages i behandling her, men de sociale omgangsformer i forhold til hvilke, de er dysfunktioner. Den, der ville undersøge de disciplinære organiseringsformer, kunne tage fat i de disciplinære regelsæt for rum, tid, bevægelse og handling og fremvise dem. Hvis det postdisciplinære derimod ikke består i, at en magt sætter en forudbestemt regel igennem, men består i fraværet af sådanne regler, så kan man ikke analysere det system, hvori depressionerne udvikles, på samme måde som det, der genererer neuroserne.

Det bliver da nødvendigt at gå anderledes til værks. I stedet for at analysere regulerede forhold mellem rum og tid, f.eks. hvilke handlinger der må foregå hvornår med hvilke bevægelser, må man se på hvilke funktioner og sammensætninger, det er, der sættes i spil. I stedet for at analysere planlægning og skandering må man undersøge, hvilke andre aktiviteter det er, der befordrer det aktuelle samfunds organiseringsformer.

Hvorledes organiserer menneskene sig, når de ikke længere kan henholde sig til formelle bestemmelser og regler? Ja, det viser sig da, at det ikke resulterer i et organiseringsmæssigt kaos, men at der danner sig en orden, en systematik. Modsat de disciplinære systematikker, er denne sjældent ekspliciteret for de omfattede, måske fordi den ikke lader sig eksplicitere med samme klarhed. Det er et system, der ikke er baseret på programmers gentagelser, men kun på gentagelse gennem forskel, dvs. systemet er i højere grad baseret på stil. Ikke desto mindre er der som i enhver stil en systematik, der virker genererende og normerende for handlingerne.

Idet mennesket i stigende grad kan forvente, at det disciplinære ikke slår til, holder det op med at forvente sig disciplinens forudsigelighed og tilregnelighed og vender sig mod den logik, som det kan forvente udspiller sig der, hvor man ikke kan forvente noget bestemt. Der er tale om et postdisciplinært system, hvor mennesker ikke længere blokerer bygninger, men blokerer inden i. De nye former for kontrol og magt, der ikke bare er maskeret disciplin og indirekte overvågning, men har udsondret sig fra den i en selvstændig systematik, der baserer sig på individets ikke bare frivillige, men selvinitierede aktiviteter og forbindelser, kan ikke reduceres til intensiveret disciplinering. Det er noget andet.

Spørgsmålet stiller sig nu, hvordan man kan beskrive dette postdisciplinære kompleks. Hvis vi vender os mod disciplinen, så ser vi, at dens vel nok mest belysende og gennemgribende analyse foretages i Surveiller et punir. Her demonstreres, hvorledes disciplinen fra midten af det 18. og frem i det 19. århundrede satte sig igennem som en gennemgribende organiseringsform, der kom til at præge alle samfundets institutioner.

Hvordan kan det være, at alle samfundets institutioner pludselig begyndte at ligne hinanden, dvs. at være organiseret efter samme princip? Foucaults svar var ikke, at alle samfundets institutioner blev til fængsler, men at fængslet var den institution, der mest klart og systematisk udsondrede et styresystem, disciplinen, som andre institutioner tog bestik af. Efterlods kan vi se, at fængslet har kunnet agere forbillede for andre institutioner, uden at de dermed er fængslets opfindelse. Med fængslet arkitekturerede man sig ud af et styringsmæssigt problem, nemlig at få mere magtanvendelse for færre midler. Det var en eksemplarisk model for en forvaltning af en omkodning i magtformerne, der var ved at slå igennem. Derfor kunne fængslet passende være Foucaults master case, da han skulle studere disciplinen.

Fængslet var særligt, derved at det udgjorde en model for håndteringen af frisatte individer, som det fremviste for individer, der ikke var frisatte, men indespærrede. Det viste i et slags styringssikkert laboratorium, hvor individerne ikke kunne slippe fri, hvorledes man kunne forberede sig på individers frisættelse ved at inkorporere styringen i dem. Man formaterede fangerne til at følge regler – efterhånden for at genoprette en karakter, der kunne følge et system uden at systemet var til stede. Mere generelt: Disciplinering er en formatering af frie individer til at tage de rationelle beslutninger af egen fri vilje.

Overgangen fra det disciplinære til det postdisciplinære er derfor ikke en overgang fra ufrihed til frihed. Disciplinering var frisættelse. I det postdisciplinære er friheden en forudsætning, men det er ikke dets nøglebegreb.

Liberalismen tog del i kampen for individets frisættelse på et tidspunkt, hvor det var på vej til at blive frisat, og foreslog en styring af det. Neoliberalismens styringsteknikker er svaret på, at liberalismens kamp er indløst, nemlig at individerne er blevet frie. Den foreslår da, hvorledes man bør styre et samfund af allerede frigjorte individer på en anden måde end disciplinen. Disciplinen vil indspore det rette eller det optimale i individet som en vane eller en rationalitet; neoliberalismen forudsætter allerede denne rationalitet som en økonomisk rationalitet og giver sig i stedet til at anvende interessen som interface for styring, dvs. at påvirke det miljø, hvori individet handler. Men hvis man gav sig til at forsøge at beskrive det postdisciplinære styresystem med udgangspunkt i frihedsbegrebet, så ville man i bedste fald ramme ned i en af dets historiske forudsætninger og i værste fald genbeskrive det disciplinære system. Friheden er en efterhånden banal forudsætning, det er ikke der, systemet snerrer, men der, det fungerer. Det postdisciplinære er noget andet end skjult eller selvforvaltet disciplinering.

Det betyder også, at en kritik af styresystemet, der vil være en frihedskritik, agiterer mod et disciplinært og ikke et postdisciplinært system. Den, der forbliver ved begrebsparret undertrykkelse-frihed, trykker fingeren ind i det fedt i styresystemets nav, der muliggør dets rotationer, men det mærker ikke dets snurren. I det hele taget må selve det gammeldags kritikbegreb, der tager udgangspunkt i en afstand til systemet og bebrejder det dets funktionsmåde, siges at være en typisk disciplinær kritik, fordi det gentager systemets korrektive logik. Det var den type af normativ kritik, der foreslog strejken, udbruddet og omfordelingen, som var mulige over for det disciplinære system. Den kritik er for længst inkorporeret i en postdisciplinær logik som en produktivkraft. Kritikken kan ikke længere tage afstand på samme måde, men må kritisere ved at fremvise. Den kan f.eks. ikke længere råbe an til strejke ved at henvise til urimelige, ufornuftige eller overskredne regler, men må nøjes med at fremvise den logik, hvor folk stresser og går ned med depression. Kritikken kan beskrive det system, der gør de depressive og stressede sandsynlige.

Over for disciplinen kunne man skelne mellem modstand og patologi. I det postdisciplinære samfund er disse ikke længere skelnelige, fordi system og kraft ikke står over for hinanden, men falder sammen. Magten og lysten eller kraften er ikke uden for hinanden, som det var tilfældet i den verden, hvor det disciplinære system kunne ordne kraften. Modstanden og kritikken, som vi kender dem, er fostret inden for det disciplinære system; en kritik af det postdisciplinære må bære sig anderledes ad.

Genstanden for analysen og kritikken af den hænger sammen. Netop fordi friheden ikke kan mobiliseres som afstand til systemet, men fungerer inden for systemet, som noget man forudsættes at have og kunne forvalte, lader en kritik sig kun gøre som en beskrivelse af systemet. Det er mere i Marx’ end i marxismens ånd. Det er Kants undersøgende kritik, ikke af erkendelsens, men af styringens betingelser og former. Kritikken er blevet lagt ind i historien som en undersøgelse af styringbetingelsernes og styringsformers udvikling – herunder den rolle, som friheden spiller i styringen. I dag må vi sige, at det frie tilsyneladende har fået så selvfølgelig en funktion i styresystemet, at det ikke længere lader sig gøre at kritisere ved at påpege, at det virkelige er det ufrie, og det frie er det fornuftige. Kritik kommer af krinein, at skelne. Den kritiske opgave i denne sammenhæng er at skelne det disciplinære fra det postdisciplinære og beskrive det.

En sådan beskrivelse kan være meget mere end et stykke arbejdssociologi eller en singlelivsfænomenologi. Man kan beskrive en langt mere grundlæggende transformation i de vestlige samfunds måder at ordne, organisere og udføre operationer på, f.eks. hvorledes måden at fægte, danse, lære børn at læse eller føre krig på undergår en nogenlunde ensartet forvandling til at være artikulationer af det samme underliggende postdisciplinære styresystem. En sådan systematik er væsentlig at beskrive, fordi den forskyder de politiske beslutninger, de retslige indgreb og de sociale, psykologiske og medicinske behandlinger til overfladebehandlinger. Derfor kan de godt have en virkning, men deres virkning på det system, der betinger dem, er begrænset. En beskrivelse af systemet er en vilkårsbeskrivelse, der ikke lover, at det står mennesket til rådighed at ændre det. Man kunne disciplinært organisere sig ud af nogle problemer, men ikke ud af disciplinen. Og det samme gælder formentlig for de postdisciplinære styreformer.

Projekt og aktivitet

Den disciplinære formatering af handlingen var en foruddiskontering af den ønskede handling gennem reglen, der forudsatte friheden. Individet var frit til at handle anderledes, derfor måtte det reguleres. Hvis frihed var disciplinens og reglens omdrejningspunkt, hvad er da det postdisciplinæres omdrejningspunkt? Det er selve handlingen, eller aktiviteten om man vil. Det postdisciplinære organiserer sig omkring de faktiske aktiviteter og lader dem definere, hvad der dernæst skal foregå.

Det disciplinære system behandlede også handlingen, men det gjorde det gennem reglen. Det satte regler for handlingens udførelse med henblik på et mål. Reglen var det gentagelige princip, der inkorporeredes gennem repetitionen for derefter at kunne gentage sig i den frie handling.

I stedet for at vurdere, selektere og optimere aktiviteten gennem en regel lader det postdisciplinære styresystem aktiviteten skabe situationen for sin egen bedømmelse. Hermed sættes aktiviteten fri fra repetitionen og fra det at være en kalkuleret proces. Den aktivitet, der ikke udføres med henblik på gentagelse, men netop kun foregår en gang og derfor heller ikke kan basere sig på regler, er projektet.

En analyse af det postdisciplinære samfund får da til opgave at udrede, hvorledes en systematik i menneskenes aktiviteter fungerer omkring etableringen, udførelsen og passagen mellem forskellige projekter.

Det vilkår, at projektet er midlertidigt, ikke gentager sig og ikke garanteres af nogen eksplicit eller kendt styreramme, sætter etableringen og udførelsen af projektet i forhold til passagen: At skulle opfinde et nyt projekt eller gøre sig tiltrækkende for nye projekter er et vilkår, der virker strukturerende på aktiviteten. Passagen, der i de gamle samfund spillede en rolle som den sjældne, men farlige overgang mellem forskellige positioner, f.eks. overgangen fra pige til kvinde eller fra dreng til mand, er nu rykket ind i selve systemet, således at det bliver et genkommende vilkår for enhver pige, dreng, kvinde og mand at måtte håndtere passager. Da aktiviteter nu udfoldes i projekter og ikke som regulerede repetitioner i en proces, bliver det prekære – passagen – en modus, som enhver aktivitet må foregå i. Passagens uophørlige vilkår er ikke repetitionen, fordi det ikke er en genkomst eller lovning af det samme, men en overgang til noget, der endnu ikke er der.

Disciplinen holdt aktiviteten sammen af plan og koordinering. Når projektet erstatter planen, betyder det, at man ikke længere kan gå frem efter manualen eller reglen, men må gå frem i et førstegangsforetagende. Man må, sagt lidt forslidt, opfinde forfra hver gang. Den overordnede koordinerings forsvinden betyder, at individerne ikke sammensættes i enheder, men selv må forbinde sig med hinanden i projekter. Projekter adskiller sig fra opgaver ved, at målet, vejen og holdet ikke er defineret, men afgøres af aktiviteterne i projektet. Det system, der må beskrives, er altså ikke en form, der sættes ned ovenfra, men snarere en systematik i organiseringerne, der virker som skitse og norm for fremtidige organiseringer.

Det kan umiddelbart lyde, som om det postdisciplinære er uorganiseret. Det er det ikke, men det kan virke udisciplineret. Det udarter sin egen systematik, når hver gang er en første gang, når hver gang ophører, når planen ikke udstikkes, og når individerne selv må forbinde sig. Og individerne bliver erfarne med denne systematik, de bliver projekterfarne, passageerfarne og socialt erfarne. De bliver erfarne med et system, der ikke baserer sig på gentagelse af det samme, men på at en stil går igen igennem det forskellige.

Når vi ser på overgangen fra disciplin til projekt, er det ikke længere fængslet, der mest passende byder sig til som master case, selv om problemer med kriminelle i stigende grad forvaltes ved at individerne påtager sig projekter. Fængslet er på mange måder et disciplinært spor i de postdisciplinære samfund, selv i sine mere moderne udgaver som f.eks. den elektroniske fodlænke. Snarere er det områder som pardannelsen, pædagogikken og virksomheden, der fremviser de tydeligste udkrystalliseringer af et underliggende projektbaseret styresystem, der er ved at sætte sig stadig mere igennem som organiseringsform. Men projektbaserede organiseringsformer kommer ikke bare herfra – de er, som vi skal se, måder at omgås rum og tid på, måder at udfolde aktivitet og danne forbindelser på, og de er tydelige i såvel fodboldspillets og dansens udvikling. Forskellige aspekter af projektsamfundet viser sig tydeligt i forskellige domæner, der alle synes at bidrage til projektsamfundet med andet end at være et eksempel på noget, der kommer et andet sted fra.

Når vi vil have et greb om, hvorledes projektsamfundet er organiseret, kan vi derfor ikke henholde os til en slags aktivitet og studere denne. Vi kan heller ikke udrede et system uden at se på de faktiske artikuleringer. Projektsamfundet har ingen regelsamling, vi kan kigge i, men det har en regelmæssighed, som vi kan studere igennem forskellige aktiviteter og udlede en fælles systematik fra. En systematik, der ikke bare kommer efter, men også foreskriver fremtidige hændelser. Denne systematik er ikke pludselig dukket op fra intet, den er resultatet af nogle historiske ombrydninger, og den dannes i spillet op imod andre systemer. F.eks. er det genkomne mantra om tværfaglighed ikke muligt uden fagtraditioner. Derfor vil vi i det følgende bevæge os frem på to måder: dels pendulere mellem faktiske aktiviteters ombrydninger og generelle systematikker for projektsamfundet, dels pendulere mellem systemer, der er ældre end projektsamfundet, og hvad jeg vil kalde projektsystemet. I begyndelsen af bogen vil vi først se på de ældre systemer, herunder disciplinen, for at nærme os projektsystemet. Men skiftevis vil vi besøge faktiske aktiviteter som forvaltningen, dansen, epidemibekæmpelsen og virksomheden for at se, hvorledes projektsamfundets systematik udvikler sig som en forbedring eller forandring af disse systemer. F.eks. hvorledes projektet opstår i en socialforvaltning, der ellers er sat til at sørge for noget, borgeren har ret til.

Det handler altså om gradvist at rekonstruere en postdisciplinær systematik igennem disse bevægelser frem og tilbage mellem aktivitet og systematik og frem og tilbage i historien.

Når aktiviteternes systematik er rekonstrueret som det, jeg kalder projektsystemet, lader det sig derefter gør at vende tilbage til forskellige andre organiseringer og vise, hvorledes de på hver sin måde har undergået en forskelligeartet forandring fra en disciplinær organisering til, hvad jeg vil kalde en projektær organisering. Forskelligartet, fordi de forskellige aktiviteter har deres materielle egenart, deres måde at være disciplinerede eller regulerede på, og deres måde at ombrydes på. Disciplin er f.eks. ikke det samme i fodbold, familieliv og pædagogik, om end der er mange lighedstræk. Ikke desto mindre lader det sig gøre at påvise, at de undergik en nogenlunde synkron forandring som henholdsvis hollandsk totalfodbold, bollerum og demokratisk pædagogik, og at de opbrud endte med en ombrydning til nogle projektære egenskaber som udfoldelse, initiativ og passageduelighed. Det lader sig herved gøre at mobilisere et både konkret og systematisk svar på spørgsmålet om, hvad der kommer efter det disciplinære, et svar, som ikke bare kalder det ’intet’, ’kaos’, ’flydende’ eller ’udisciplineret’, men som beskriver dets indretning og virkemåde.

Når spørgsmålet om det postdisciplinære rejses, er det af langt bredere karakter og interesse end spørgsmålet om, hvad der kom efter en disciplinær organisering. Det er et forsøg på en samtidsdiagnose. Selv om jeg tager afsæt i Foucaults analyser, har jeg set det som min opgave at tilbyde mine egne analyser af så forskellige aktiviteter som dans, sport, fodbold, pardannelse, socialforvaltning, arkitektur, pædagogik, krigsførelse, virksomheder og epidemibekæmpelse. Herved er det kommet til en samtidsdiagnose, der ikke er kongruent med nogen af de eksisterende samtidsdiagnoser, heller ikke Foucaults.

Foucault mente, at ud af disciplinen kom sikkerheden. Hermed mente han, at det sikkerhedsskabende hensyn i disciplinen efterhånden – dvs. i løbet af det 19. og især i det 20. århundrede – havde udsondret sig som et selvstændigt system, der ikke foruddiskonterede handlingen, men indsatte en styring, der tilpassede sig handlingen, og søgte at påvirke den. I samråd med liberalismen skulle et sådant system fungere ved at miljøpåvirke og sandsynlighedspåvirke udviklingerne snarere end ved at diktere dem.

En sådan samtidsdiagnose skal ikke afvises, ligesom en række andre diagnoser af den vestlige kulturs særtræk ikke skal bortrives deres eksistensberettigelse. Problemet ved sikkerhedssystemet er imidlertid, at det stadig opererer med en styring fra oven, der påvirker udviklingen fra neden. Givet, f.eks., at cirkulationen er ukontrollabel, så må vi påvirke den ved at lægge indsatser ind her og der. Disciplinen arrangerede kræfterne i en form; sikkerheden arrangerer dem i et spil.

Tredive år efter disse analyser kan vi imidlertid se, at der foregår en langt mindre overordnet og koordineret arrangering af de menneskelige udvekslinger. Den følger et system, der mere adækvat beskrives med projektbegrebet end med sikkerhedsbegrebet. Ja, vi kan tilmed give sikkerheden en plads inden for det, vi kunne kalde projektsystemet: Sikkerhedsmæssige problemer løses i projektsystemet gennem midlertidigheden, dvs. gennem opløsning af bindinger, der presser sikkerhedsproblemer nedad i styresystemet og foreslår en anderledes forvaltning af dem. Sikkerhed får at gøre med muligheder for at kunne passere mellem projekter.

Det er i virkeligheden også svaret på, hvorfor vi ikke kan nøjes med alle de andre samfundsdiagnoser, vi allerede har til rådighed: risikosamfundet, det lærende samfund, videnssamfundet, skuespilsamfundet, det personlige samfund, netværkssamfundet, kontrolsamfundet osv. De anlægger hvert deres perspektiv, som ikke her skal borttages deres værdi. Men de overser, negligerer eller har i det mindste ikke i fokus, hvor nærværende og allestedsnærværende projektet nu er i menneskers liv. Denne bog drejer kaleidoskopet og sætter projektbegrebet i centrum og ser så på de konfigurationer, det giver rundet omkring projektet. Det viser sig da, at en række begreber samler sig omkring projektbegrebet, som har stor betydning for mennesket: passage, konneksion, dekonneksion, aktivitet, prekaritet, overskridelse, netværk, kommunikation, midlertidighed, profil m.m. Og det viser sig at indbefatte andre måder for tidens menneske at gå til rummet, tiden, relationerne og aktiviteterne på.

I mine analyser skelner jeg, som det måske fremgår, mellem system og samfund. Projektsystemet er den genererende systematik, som vi kan udlede af de faktiske organiseringer. Det er på samme tid en regelmæssighed i de faktiske organiseringer, der netop, fordi den er regelmæssig, virker formende på fremtidige organiseringsformer. Som sådan kan vi tale om, at en systematik fungerer som et system. Når projektsystemet artikulerer sig, er det aldrig som projektsystem, men altid i en materiel variant, som vi kalder projektsamfundet. Det lader sig ikke gøre at applikere systemet direkte på et materiale – f.eks. på et nyt kontorlandskab, en epidemitruet befolkning eller et fodboldhold – fordi materialet har sin egenart, sine traditioner, sine forestillinger og sine oplagte logikker, der altid former den måde, som styresystemet sættes i anvendelse på. Ikke desto mindre lader det sig som sagt gøre at finde en systematik i de faktiske organiseringer, der ligner hinanden på tværs. Nærværende bog kan i den forstand siges at have et forehavende parallelt med Foucaults Les Mots et les choses, der skulle kortlægge en synkron systematik over tankesystemerne[viii]. Her er det derimod styresystemerne, der er i fokus. Formålet er da at nå frem til at beskrive, hvorledes samfundets aktiviteter nu organiseres efter et projektært styresystem. Forholdet mellem system og samfund, mellem forestillinger om aktiviteter og faktiske aktiviteter tager jeg vare på i bogens første kapitel.

Ved et projektsamfund skal man ikke forstå et samfund renset for lov, disciplin og andre systemer. Ligesom Foucault kunne kalde et samfund, der i stigende grad blev disciplinært organiseret, for carcéral, uden at disciplinen dermed var enerådende, eller at institutionerne var fængsler[ix], taler jeg nu om samfundet som et stadig mere prægnant projektsystematisk organiseret samfund, som projektsamfundet. Disciplinen voksede ud af loven, som en optimering af både det ekskluderede og inkluderede, og den inddrog loven som del af sit styresystem, f.eks. som regelsæt. På samme måde lader det sig også vise, at disciplinen i nogle af de tilfælde, hvor den findes, er inddraget som funktion i et projektsystem. Disciplinens familieliv anvendes f.eks. som bande eller skranke, der skal overskrides for den single, der kaster sig ud i projektær promoskuiøsitet. Undertiden kan det virke, som om det er drømmen om det samme disciplinære familieliv, der driver hende videre ud på næste date. Som sådan eksisterer disciplinen videre ind i projektet. Projektsamfundet er, sagt i et hegelsk øjeblik, udisciplineret.

Bogens opbygning

Projektsystemet bærer altså på mere end sin egen systematik, og vi kan derfor ikke forudsætningsløst give os til at udlægge projektsamfundet. For at kunne forstå samtiden må man forstå det, den har bragt med ind. Uden denne vil det ikke være muligt at vise, hvorledes et projektsystem gradvist installerer sig, et system, som overskrider, spiller op imod og inddrager disciplinen i sit virke inden for en lang række af forskellige områder. Man må altså kende til styresystemernes historie for at kunne forstå deres omkonfigureringer i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Igennem de første ni kapitler skal vi se, hvorledes projektsystemet vinder frem inden for eller ved at overskride de ældre styresystemer, lov (kapitel 2), disciplin (kapitel 4) og sikkerhed (kapitel 6). Ofte er det som forbedringer af disse styresystemer, at projektet opstår. Jeg vil tage fire forskellige aktiviteter frem til belysningen af dette: projektets fremkomst inden for en lovstyret aktivitet, socialforvaltningen (kapitel 3), hvor det efterhånden viser sig at blive en opgave for socialrådgiveren ikke at rekurrere til loven, men at bringe klienten til selv at skabe sig projekter, der løfter ham ud af hans situation. Det er opgaver, der er analoge til virksomhedsledernes og pædagogernes forventninger til sig selv om at kunne skabe projektsamfundsduelige borgere. Dernæst den gradvise ombrydning af en disciplinær aktivitet, dansen (kapitel 5). Og endelig er epidemiernes historie et godt materiale til at fremvise, hvorledes loven, disciplinen, sikkerheden og projektet konsekutivt er på spil historisk, fordi epidemierne altid har været en udfordring til befolkningerne, en trussel, der krævede, at de organiserede sig, og som dermed fik deres måde at tænke styring på til at træde klart frem (kapitel 7).

Herefter diskuteres tre tendenser, der fører frem til projektsystemet. Dels individualisering og decentraliseringen af ansvar og styring, dels individets udlevering til konstant at skulle være i passage og behovet for hjælp som bevægelseshjælp (kapitel 8).

I kapitel 9 udrulles først virksomhedens omdannelse fra disciplinær til projektær organisering og dernæst gennemgås de logikker, som den projektære organisering af produktionen sætter i spil. Endelig diskuteres introduktionen af den kristne pastors lederfunktioner som passageleder i de moderne organisationer og den generelle bølge af ledelse af inderlighed, som er fulgt sammen med de ydre rammers opløsning.

Herefter følger bogens centrale kapitel, det tiende, der abstraherer de omkonfigureringer af rum, tid, handling og relationer, som projektorganiseringen afstedkommer, og sætter dem på plads som et selvstændigt system. Projektsystemet bryder med den disciplinære-newtonske organisering af rum og tid som beholdere eller rammer, hvor inden for noget foregår. Idet projektet ikke er opretholdt af en bestemmelsesramme, men af sin aktivitet, udspænder det tid og rum med sin aktivitet. Heri – og ikke i de moderne kommunikationsmidler – søges forklaringen på, at tidslige og rumlige afstande ikke længere er så afgørende. I det disciplinære system er transport og kommunikation forbindelser. I det projektære udspænder de. Det fører til, at bevægelsen ikke længere er en transport mellem stationer, men en tilstand i projektet – et vilkår af midlertidighed i projekter og passage mellem projekter, der virker strukturerende på aktiviteten i projekter.

Foruden at der redegøres for disse overordnede vilkår, præsenteres også i kapitel 10 de begreber, der grupperer sig rundt om projektet: passage, konneksion, dekonneksion, aktivitet, territorialisering, prekaritet, overskridelse, netværk, kommunikation, frihed, sikkerhed, udnyttelse, eksistens, lethed og tyngde.

Herefter går vi med projektsystemet ombord i de forskellige aktiviteter for at genbeskrive dem som projektsamfund. Her viser jeg over syv kapitler, hvorledes dansen, sporten, fodbolden, pardannelsen, arkitekturen, pædagogikken og krigsførelsen har fulgt en nogenlunde parallel overgang fra et disciplinært system til projektsystemet. De forskellige områder accentuerer forskellige træk ved lovsystemet, disciplinsystemet og projektsystemet, ligesom de har hver deres føromtalte materialitet. Ikke desto mindre synes projektbegrebet at åbne for afdækningen af en nogenlunde synkron omdannelse fra det disciplinære til det projektære.

For dansens vedkommende handler dette om en overgang først fra den kollektive figur til den kodificerede pardans, der er opretholdt af rumlig nærhed, kode og berøring, og som fremvises i danseskolernes eksercits, afdansningsballet. Overgangen til de projektære danse foregår op igennem det 20. århundredes danse som en stigende rumlig afstand, der fra og med twisten løsgør partner fra berøring og koder. Denne ombrydning tager vi allerede fat på i kapitel 5 og i kapitel 11 genoptager vi analysen af de projektære danse – her kaldet ’energidans’ – som accentuerer følelsen og bevægelsen snarere end rummet og tiden.

Kapitel 12 omhandler sportens opdeling i på den ene side typisk disciplinære sportsgrene, der måler kraftudfoldelse fra egenkroppen eller foregår på baner med regler, og på den anden side projektære sportsgrene – her kaldet ’onduleringssport’ – der konkurrerer på timing i forhold til eksterne kræfter, der ikke betvinges, men udnyttes i egenbevægelsen.

Dette leder videre til en analyse af fodboldsystemernes historie. Fodbolden er særlig i forhold til så mange sportsgrene, derved at bolden ikke kan besiddes, fordi foden ikke kan gribe, og derfor altid ligger for modstandernes fødder. Dette gør fodbold mindre egnet til afspilning af programmerede systemer, hvilket langt fra betyder, at man ikke har forsøgt at organisere holdet. Fodboldens disciplinærsystemer kommer i stand, idet man opretter positioner på banen og tildeler dem til bestemte spillere. Da modstanderen gjorde det samme, fik man noget, der lignede en mandsopdækning. Senere overgik man til zoneopdækning, hvor den egentlige opgave var rummet og ikke manden. Dette udfordres i 1960’erne i den hollandske totalfodbold, der flytter konkurrencen over på bevægelse. Det bliver da ikke længere nok at kunne spille sin position, man må i princippet kunne spille alle pladser. I praksis var dette ikke gennemførligt, og man gik da tilbage til et amalgam mellem disciplinær-rumlig fodbold og totalfodbold, som jeg her kalder ’bevægelsesfodbold’.

Herefter kaster vi os over pardannelsens vilkår i projektsamfundet. Overgangen fra den disciplinære til den projektære pardannelse spores som overgangen fra enlig til single. Det lader sig her gøre at fravriste singlelivet en konneksionstypologi, der lader sig generalisere til en mere generel konneksionstypologi for projektsystemets funktioner. Tv-serien Sex and the City kommer til at udgøre et stykke projektær fænomenologi, der skal fremvise de generelle udfoldelser af projektsystemet i pardannelsen. Endelig giver kontaktannoncens genfødsel som internettets kontaktsider anledning til at studere, hvorledes konneksionsspillet foregår inden for samme område.

Når jeg ovenfor påstod, at projektet ikke foregår i rummet, men udspænder rummet, så er det naturligvis ikke en påstand om, at det ikke foregår i det tredimensionale rum, men om at aktiviteten kan omgøre ethvert rum til sted for projektet. Ikke desto mindre er visse rum bedre til at befordre forskelligartede udfoldelser af projekter end andre. Det disciplinære rum – det stribede rum – bliver i nogle tilfælde en forhindring for det projektæres udfoldelse og i andre tilfælde blot et sted, som det projektære må bebo. Det femtende kapitel beskæftiger sig med, hvorledes arkitekturen har planlagt først disciplinære og siden projektære rum, samt i hvilket omfang det lader sig gøre at ombygge det disciplinære til projektorganisering.

Det skulle gerne blive tydeligt i sammenhængen med pædagogikkens historie, fordi skolerne opbygning, der har været arkitekturerede til en disciplinær pædagogik, virker som en træghed, når eleverne skal forberedes til projektsamfundet. Denne konflikt forberedes af en analyse af pædagogikkens blik fra disciplinær indlæring til udviklingen af projektære kompetencer.

Endelig behandler kapitel 18 projektsystemets indlejring i noget, der kunne ligne et endnu ældre styresystem, nemlig krigens. Det vises, at tendensen til at håndtere krigsopgaver som store politiaktioner foregår ved, at hærene omstruktureres som den moderne projektorganiserede virksomhed, hvor soldaten gøres til mellemleder med initiativpligt. De krigsførende enheder former sig i stigende grad som netværksbaserede og kommunikationsinteresserede enheder, rettet mod civile, fordi den kamp, der før foregik på slagmarken, nu er engangsprojekter. For eksempel er terror projektbaseret modstand, der kan foregå alle steder, og det må terrorbekæmpelsen forme sig efter.

Analyserne af de forskellige aktiviteter udforsker ikke nye dybder af projektsystemet, men forskellige rum inden for det. De elleve kapitler, der dækker de ti områder, er bygget op, så de kan læses i vilkårlig rækkefølge. Hvor der trækkes på andre kapitler, fremgår det, som i bogen i øvrigt, af sidehenvisninger.

Den første og den sidste analyse (socialforvaltningen og krigen) angår i højere grad staten og retten end de øvrige. De skulle gerne tage hånd om det forhold, at staten og retten ikke er behandlet under særlige hensyn i forhold til projektsamfundet. Det synes almindeligt anerkendt, at politikken, retten og forvaltningen reguleres af et bureaukratisk lovsystem, hvilket kunne afføde den opfattelse, at så har de ikke noget med projektsamfundet at gøre. Men med en sådan opfattelse af politik og magt tager man fejl. Man rammer nemlig lige ned i det, der er ved at ske med samfundet under omdannelsen til et projektsamfund: at det politiske ikke længere kan holdes inden for de politiske institutioner, samtidig med at det øvrige samfunds organiseringsformer trænger ind i loven og retten. De foregår ikke bare uden om staten som en kultur, staten regulerer, men genererer en type handlingsmønstre, der går ind i de allerede etablerede offentlige strukturer, som ret og forvaltning, og medvirker til deres omkodning, f.eks. til at domstolen og forvaltningen skal vise deres berettigelse gennem deres aktivitet. Projektsamfundet må fremfindes i alt det, der er imellem reglerne, fordi det er her, styringen i stigende grad genereres. Holdt man sig til reglerne, ville projektsamfundet løbe ud mellem fingrene. Eller som franskmændene ville sige, det er ikke længere la politique, men le politique, der er samfundets politik. Og påstanden er, at denne i stigende grad omformer sig fra en disciplinær politik til en projektær politik.

[i] Sloterdijk Die Verachtung der Massen 2000 kap. 1.

[ii] ”Alles Ständlische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen” Marx & Engels Manifest der Kommunitischen Partei 1848 I 23.

[iii] F.eks. Sennett The Corrosion of Character 1998, Bauman Liquid Love 2003.

[iv] Ikke underlagt en ”disciplina voluntatis” (Die Fröhliche Wissenschaft 1882  § 353), men udfoldelsen af en ”Teufelslärm aller freien Geister” (Götzen-Dämmerung 1882 s. 963). Nietzsche taler om denne ufrihed som menneskets selvunderlagte disciplin: ”Wir haben eine disciplina voluntatis vor unseren Mitmenschen voraus. Alle Kraft verwendet auf Entwicklung der Willenskraft, eine Kunst welche uns erlaubt, Masken zu tragen, eine Kunst des Verstehens” (Nachlass s. 450).

[v] Nietzsche Über Wahrheit und Lüge im aussermoralischen Sinn 1873 s. 321.

[vi] Foucault Surveiller et punir 1975.

[vii] Ehrenberg La Fatigue d’être soi 1998.

[viii] Foucault Les Mots et les choses 1966.

[ix] Foucault Surveiller et punir 1975 s. 300-315 (col.tel s. 343-360).