Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Læsning v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
En læsning af Bourdieu med særlig skelen til artiklen
Espace social et espace symbolique / Socialt rum og symbolsk rum i Raisons pratiques / Af praktiske grunde
– hvortil sidenumre henfører, hvis ikke andet er angivet.
Mennesket er et handlende og kæmpende væsen, der er disponeret til at søge at vinde andre menneskers (især mænds) anerkendelse og dominere dem.
Den sociale verden er ikke bare struktureret, men også hierarkiseret. Forskelle er værdiforskelle: Differenser er distinktioner.
Bourdieu skriver sig op imod illusionen om gennemsigtighed: At den sociale aktør skulle kunne gennemskue de sociale mekanismer, han eller hun er indspundet i:
“L’ethnologue est quelqu’un qui reconstitue une espèce de partition non écrite selon laquelle s’organisent les actions des agents qui croient improviser chacun leur mélodie […]” (Questions de sociologie, 89)
“Sociologen rekonstruerer det uskrevne partitur, der styrer individernes udfoldelser, alt mens de tror, at de improviserer hver deres melodi.” (Men hvem skabte skaberne)
Sociologien skal afdække de mekanismer, der får mennesker til at handle, som de gør. Mennesker handler i høj grad som de gør, fordi de ikke ved hvad de gør. Mennesker styres gennem forestillinger om virkeligheden, forestillinger om hvordan den sociale verden er bygget op, hvad man er og ikke er, hvad man kan og ikke kan, hvad man bør og ikke bør osv. I en vis forstand er det derfor i sidste ende sociologens opgave at være frisættende: At vise, at de kognitive bånd, der binder folk, ikke er nødvendige, men historiske bånd, der kan ændres, om end det tager lang tid.
Tese: Virkeligheden er relationel:
“Le réel est relationel” (f17)
“Virkeligheden er relationel.” (d17)
I Bourdieus ontologi er alt relationelt bestemt. Det betyder, at ingenting har sin værdi i sig selv, men altid kun ved sine relationer til alt andet. Et standpunkt, der (mere end) minder om strukturalismen, men også om Marx, der i Die Grundrisse (p.71) siger, at “samfundet består ikke af individer; det udtrykker summen af de forbindelser og relationer, hvori individerne er placeret”.
Bourdieu trækker da også eksplicit på strukturalismen, når han henviser til systemet af goder som et sprogsystem:
“Mais l’essentiel est que, lorsqu’elles sont percues à travers de ces catégories sociales de perception, de ces principes de vision et de division, les différences dans les pratiques, les biens possédés, les opinions exprimées deviennent des différences symboliques et constituent un véritable langage.”
“Les différences associées aux différentes positions, c’est-à-dire les biens, les pratiques et surtout les manières, fonctionnent, dans chaque société, à la facon des différences constitutives de systèmes symboliques, comme l’ensemble des phonèmes d’une langue ou l’ensemble des traits distinctifs et des écarts différentiels qui sont constitutifs d’un système mythique, c’est-à-dire comme des signes distinctifs.” (f24)
“Men det væsentlige er at de forskelle der kommer til udtryk i ens praktik, i de goder man besidder, og i de holdninger man giver udtryk for, bliver til symbolske forskelle og konstituerer sig som et egentligt sprogsystem når de opfattes igennem disse sociale forståelseskategorier og disse principper for hvordan verden skal anskues og opdeles.”
“De forskelle der knytter sig til de forskellige positioner, dvs. agenternes goder, praktikker og især livsstil, fungerer i ethvert samfund på samme måde som de forskelle der er konstituerende for symbolske systemer. De fungerer ligesom fx sættet af fonemer i et sprog eller sættet af distinktive træk og differentielle forskelle der er konstituerende for et mytisk system, dvs. som distinktive tegn.” (d24)
For det første består ligheden i at fordelingen af positioner og goder i det sociale er bygget op ligesom et system af fonemer.
For det andet er det værd at bemærke en vis lighed med strukturalisten Roland Barthes, idet systemet af goder og positioner betegnes som et mytisk system. På mange måder har Bourdieu og Barthes det til fælles, at de søger at afdække myter ved at rehistorisere det afhistoriserede og kulturliggøre det naturliggjorte.
For det tredje består ligheden med sprogsystemet deri, at det sociale ikke blot er en materiel fordeling af goder og positioner, men at disse også forstås og klassificeres, hvorved fordelingerne på en måde fordobles. . Mennesker lever ikke blot i en verden af fordelinger, det forstår sig også på disse fordelinger og handler i forhold til disse forståelsesformer. Dette indfører det symbolske i menneskers verden. Hvor Lévi-Strauss vil genindsætte kulturen i naturen (vise at det såkaldte naturlige er symbolske udvekslinger), vil Bourdieu genindsætte det kulturelle i kulturen endnu en gang. Han udtrykker det derved, at det sociale eksisterer to gange: Som materielle fordelinger og som klassifikationer/handlinger. De første kalder han positioner, de andre positioneringer.
Position og positionering
En position er en placering i det sociale rum af forskelle, f.eks. en adelstitel, en status af landmand, et job som journalist etc.
En positionering er dels handlinger og dels klassifikationer af sociale handlinger. F.eks.
Adelstitel (position) og hvem man omgiver sig med (positionering), at arbejde på en bestemt avis (position) og en måde at skrive på (positionering), at være kandidat (position) og at gå til en bestemt koncert (positionering).
Habitus
Det er nu Bourdieus tese, at der er meget tæt forbindelse mellem position og positionering. Positionen er ikke blot at forstå som en bestemt placering i det sociale rum, men også som et synspunkt. Bourdieu illustrer det med et citat fra Pascal:
“Le monde me comprend et m’engloutit comme un point, mais je le comprends. Verden omfatter og opsluger mig som et punkt, men jeg omfatter (forstår) verden.” (d30)
“Den sociale verden omfatter mig og gør mig til et lille punkt i denne. Men fordi dette punkt er et synspunkt, omfatter jeg på den anden side den sociale verden gennem dette punkt.”
Position, disposition og positionering
De forskellige positioner har forskellige verdensanskuelser: Hvad der er godt, smukt, rationelt, ‘logisk at gøre’, hvad man bør her i livet, hvad der er værdifuldt, hvad der er meningsfuldt etc. Pointen er nu, at positionen indskriver sig i det enkelte menneske som en disposition til at artikulere de bestemte positioneringer, der passer til positionen. For eksempel til at dyrke bestemte former for sport, og gøre det på bestemte måder (f.eks. fysisk betonet eller teknisk betonet), at spise en bestemt type mad på bestemte måder, til at tale om bestemte ting og tale på bestemte måder etc. Den inkorporerede disposition til at gøre noget bestemt på bestemte måder, kalder Bourdieu for “habitus”:
“A chaque classe de positions correspond une classe d’habitus (ou de goûts) produits par le conditionnements sociaux associés à la condition correspondante et, par l’intermédiaire de ces habitus et de leurs capacités génératives, un ensemble systématique de biens et de propriétés, unis entre eux par une affinité de style.”
“Une des fonctions de la notion d’habitus est de rendre compte de l’unité de style qui unit les pratiques et les biens d’un agent singulier ou d’une classe d’agents […]” (f23)
Til hver klasse af positioner svarer dels en klasse af habitus (eller af smagspræferencer) der er produktet af de sociale betingelser den tilsvarende position har præget den med, dels – ved disse habitus og deres generative evners mellemkomst – et systematisk sæt af goder og egenskaber der indbyrdes holdes sammen af en tilbøjelighed til at have samme livsstil.
En af de funktioner habitusbegrebet har, er at gøre rede for den ensartede livsstil der gør at praktikkerne og goderne hos en enkelt agent eller en hel klasse af agenter udgør et sammenhængende hele. (d23)
Habitus er en inkorporering af positionens system, der giver mening og sammenhæng til den sociale praksis. For eksempel giver det mening at arbejde meget, hvis man har en given habitus, eller at være meget sammen med familien, hvis man har en anden habitus. Habitus giver den illusio – det mytiske indbildning om hvad der er godt, fornuftigt, noget værd etc. – der får de forskellige områder i det sociale rum til at hænge sammen.
Inkoporeret
Som inkorporeret strukturerende struktur kan habitus sammenlignes med sportsmandens evne til at foregribe spillet og fornemme det rigtige, uden at reflektere over det. Habitus er en praktisk sans:
“[…] un sens pratique […] système acquis de préférences, de princips de vision et de division (ce que l’on appelle d’ordinaire un goût), de structures cognitives durables (qui sont pour l’essentiel le produit de l’incorporation des structures objectives) et de schèmes d’action qui orientent la perception de la situation et la réponse adaptée. L’habitus est cette sorte de sens pratique de ce qui est à faire dans une situation donnée – ce que l’on appelle, en sport, le sens du jeu, art d’anticiper l’avenir du jeu qui est inscrit en pointillé dans l’état présent du jeu.” (Raisons pratiques, 45)
“En praktisk sans er et erhvervet system af præferencer, af principper for hvordan verden skal anskues og opdeles (dvs. det man sædvanligvis kalder en smag), af varige kognitive strukturer (der i alt væsentligt er resultatet af kropsliggørelsen af objektiver strukturer) og af handlingsskemata som orienterer opfattelsen af den givne situation og vurdering af hvilket svar der passer til denne situation. Habitus er denne form for praktisk sans for hvad der skal gøres i en given situation – det som man i sportens verden kalder en sans for spillet, kunsten at forudane hvordan spillet vil udvikle sig, hvilket er indskrevet i en slags skitseform i spillets gældende tilstand.” (Af praktiske grunde, 44).
Habitus er struktureret struktur og strukturerende struktur
Disse forestillinger om hvad der er det rette, smarte, gode, skønne, rationelle, logiske osv. at gøre, kan fra andre (syns)punkter i det sociale virke kejtede. Habitus er ikke bare en nedlagt disposition, men også noget, der genererer klassifikationer og handlinger:
“Les Habitus sont des principes générateurs de pratiques distinctes et distinctives – ce que mange l’ouvrier et surtout sa manière de le mange, le sport qu’il pratique et sa manière de le pratique, les opinions politiques qui sont les siennes et sa manière de les exprimer diffèrent systématiquement des consommations ou des activités correspondantes du patron d’industrie ; mais ce sont aussi des schèmes classificatoires, des principes de classement, des principes de vision et de division, des goûts, différents. Ils [les habitus] font des différences entre ce qui est bon et ce qui est mauvais, entre ce qui est bien et ce qui est mal, entre ce qui est dinstingué et ce qui est vulgaire etc., mais ce ne sont pas les mêmes.” (f23)
“Agenternes habitus er de generative principper bag praktikker der på én gang er distinkte og distinktive. Den mad arbejderen spiser og især den måde han spiser den på, hans politiske meninger og måden han giver udtryk for dem på, adskiller sig systematisk fra den mad og de aktiviteter man finder hos direktøren i industrien. Men habitus handler også om forskellige klassifikationsskemata, klassifikationsprincipper, principper for hvordan man skal anskue og opdele verden, forskellige former for smag. Agenternes habitus sklener mellem det gode og det dårlige, det rigtige og det forkerte, det fine og det vulgære etc. Men alle skelner ikke på samme måde.” (d24)
Habitus er en struktureret struktur og en strukturerende struktur, dvs. en nedlagt disposition til at artikulere bestemte positioner gennem sine positioneringer, der samtidig strukturerer andre strukturer og sin egen struktur. Bourdieu vil ikke forstås, som han forstår strukturalismen, dvs. som en determinisme. Der er altid mulighed for social mobilitet, men hvad Bourdieu vil vise, er, at denne bevægen sig rundt i det sociale er meget mere træg end det i første omgang virker, fordi det at have en bestemt habitus altid er forbundet med sanktioner i positiv eller negativ retning. Disse sanktioner virker konserverende på det sociale system, og er med til at opretholde det magtfuldes magt.
De motiverede frie valg
Bourdieu vil hverken være med til Sartres og de liberalistiske rational choice økonomers idé om menneskelig frihed til at vælge hvad som helst, eller sin (misforståede) version af strukturalismen som en determisme, der fratager mennesket valget. Sagt med andre ord: Hverken Pinocchios selvopfattelse af at der ingen bånd er, der binder ham, eller idéen om Pinocchio som marionet tiltaler Bourdieu. Man må tænke i elastikker.
At vide er at kunne
Bourdieus habitusbegreb er beslægtet med den franske fænomenolog, Merleau-Ponty, for hvem viden først og fremmest er en inkorporeret kunnen-håndtere; denne kunnen er da også mere bevaret i det franske ‘savoir’ end i det danske ‘viden’. Ligeledes kan den kunnen, der ligger i habitusen, sammenlignes med den sene Wittgensteins begreb om ‘regel': At kende en regel er at kunne følge den, at vide hvad et ord betyder er at kunne bruge det. Sociale spilleregler kan ikke ekspliciteres, men man kender et socialt segment, når man kan finde ud af at begå sig i det. En tanke man også genfinder i juraens og teologiens hermeneutik: At kende en lov er at anvende den på konkrete tilfælde, at forstå bibelen er at applikere den. Den sociale viden, der inkorporeres i habitus er altså en ‘kunnen begå sig’.
Kapital er en social ressource til at sætte en dagsorden. Kapital er det at kunne noget, der er noget værd. Som inkorporeret kunnen er habitus en social kapital:
“Et de fait, l’habitus est un capital, mais qui, étant incorporé, se présente sous le dehors l’innéité.” (Questions de sociologie, 134)
“Og habitus er ganske rigtigt en kapital, men vel at mærke en kapital der er kropsliggjort, og som derfor fremstår som medfødt.” (Men hvem skabte skaberne, 136).
Der findes i Bourdieus univers flere former for kapital
Økonomisk kapital: Groft sagt penge eller andre former for finansielle midler.
Kulturel kapital: F.eks. uddannelse, det at kunne tale for sig, at kende sine klassikere, at kende til kunst etc.
Symbolsk kapital: Kapital, der i særlig grad genereres af sin anerkendelsesværdi, f.eks. en uddannelsestitel, en adelstitel eller en jobtitel.
Social kapital: Det sociale netværk.
Alle former for kapital kræver anerkendelse, også den økonomiske. I en vis forstand kan man sige, at Bourdieu anskuer det sociale som et marked, hvor man har bestemte former for evner, som man går ud på markedet med, og som så har en bestemt værdi, alt efter hvordan det sociales relationer til et givet tidspunkt er stykket sammen. I den forstand kan man også sige, at anerkendelseskampen er en kamp om vekselkurser mellem kapitalerne. For eksempel vil de, der kan latin, kæmpe for vigtigheden af latin i dag, mens de, der f.eks. kun kan engelsk som fremmedsprog, vil tale for at al kommunikation bør foregå på ét bestemt fremmedsprog, og da det herskende i øjeblikket er engelsk, så må det være det.
Det er også vigtigt at påpege, at det her bliver særlig relevant med Bourdieus forståelse af magten som en kognitiv magt: Hvad et menneske kan og ikke kan afhænger i høj grad af hvordan dennes kapital (evner, kunnen, dispositioner, erhvervede anerkendelser) anerkendes. Og disse anerkendelser er altid – i Bourdieus relationelle univers – relationelle. Hvis f.eks.flere får en studentereksamen, så falder denne uddannelseskapital i værdi, og man kan opnå mindre med sin studentereksamen. Da både kulturel og økonomisk kapital i de vestlige samfund i øjeblikket øges hele tiden, må man derfor øge sin arvede kapital for at forblive. Er man vokset op i en familie, der har studentereksamen, må man i dag have mindst en bachelor for at have bevaret den kulturelle kapital.
En kapital kan også de- eller revalueres på andre måder. Hvis et samfund bliver mere fokuseret på nytte og mindre på form stiger de former for kapital, der mere direkte nytter. I maskulint dominerede samfund mister en kapital værdi, hvis det er noget kvinder får; således kan humanioras feminisering forklare en del af den devaluering der er sket af den humanistiske kapital de seneste 50 år. Men det er formentlig ikke hele forklaringen.
Bourdieu hævder, at det for de vestlige samfund hovedsageligt er to former for kapital – den kulturelle og den økonomiske – der er de dominerende, og at man ud fra en statistisk metode, der hedder korrespondensanalysen, kan tegne et kort over det sociale rum med disse to poler udgørende x-aksen og den samlede kapitalmængde udgørende y-aksen. Man vil i så fald have et kort, hvor den rumlige afstand på papiret afspejler den sociale afstand. (Se f.eks. La distinction p.140-141, Raisons pratiques p.21 eller Af praktiske grunde p.22).
Folk, der er tæt på hinanden i det sociale, vil ikke blot have en større tendens til at mødes og til at finde fælles interesser, men også have tendenser mod samme former for positionering. Parallelt med kortet over positionerne kan derfor også tegnes et kort over positioneringerne (klassifikationerne og det kulturelle forbrug) (med små bogstaver eller orange i ovennævnte kort).
Bourdieu taler ikke om samfundet, men om sociale rum. ‘Samfundet’ er forbundet med en idé om en beholder, der indeholder individer, og dermed om en mulig modsætning mellem et individ og dets samfund. Men det sociale er ikke andre steder end i de mennesker, der hele tiden er gennempenetrerede af det. Bourdieu taler derfor i stedet om det sociale rum, som det, der er udspændt af positionernes forskelle.
“Cette idée de différence, d’écart, est au fondement de la notion même d’espace, ensemble de positions distinctes et coexistants, extérieures les unes aux autres, définies les unes par rapport aux autres, par leur extériorité mutuelle et par des relations de proximité, de voisinage ou d’éloignement et aussi par des relations d’ordre, comme au-dessus, au-dessous et entre ; (f20) Denne idé om forskel eller afstand ligger til grund for selve begrebet rum. Rummet er et sæt af distinkte og sameksisterende positioner, der er adskilt fra hinanden. Positionerne defineres i forhold til hinanden i kraft af deres gensidige exteioritet og i kraft af typen af relationer de indgår i: de kan befinde sig tæt på, ved siden af eller fjernt fra hinanden, eller de kan indgå i en bestemt orden og befinde sig enten oven over, under eller mellem hinanden.” (d20-d21)
“Mennesker har ikke blot en vilje til at efterligne bestemte grupper (prætention), men også en vilje til at adskille sig fra bestemte grupper (distinktion). Positioneringer skal derfor ses som adskillende klassifikationer eller forbrug. At køre i en bestemt bil, at abonnere på en bestemt avis, at tale på en bestemt måde, at gå og danse på en bestemt måde er adskillende akter, hvormed man ikke blot abonnerer på bestemte positioner (og dermed er medskabere af dem), men også adskiller sig fra andre. Disse differerende positioneringer skal dog langtfra forstås som bevidste. Bourdieu taler om noget, der ligger langt ‘dybere’ end bevidste grupperinger, nemlig om den inkorporerede forståelse af hvordan man gebærder sig, og den varierer alt efter hvor i samfundet man er. At ville flytte sig socialt kræver derfor også andre positioneringer (f.eks. at man begynder at tale på en anden måde), men det kan være svært fordi det at kunne (habitus) ikke blot er et regelsæt, man har udenpå, men er en del af en selv som forstående krop. Dette er med til at gøre, at mennesker ikke er lige. For eksempel skaber man ikke lige muligheder for at få en længerevarende uddannelse ved at sikre SU til alle. At studere kræver bestemte evner, og dem er alle ikke udstyret lige godt med.”
Hvis Bourdieu ikke gør sig forhåbninger om at gøre folk lige, så gør han sig i hvert fald forhåbninger om at påpege, at det, der kalder sig lighed, tjener til at dysse uroen ned, og få folk til at føle sig lige. Det kan meget vel være at der er lavet positive og velmente tiltag for ligheden, men det er langtfra nok.
Det legitime
Nogle former for positioneringer (smag) er mere legitime end andre. Også selv om hvert menneske i enhver position af egen smag foretrækker bestemte ting. At noget er illegitimt betyder ikke at folk ikke har smagspræferencer i den retning. Men selv om nogen synes at Birthe Kjær er det bedste musik, der findes, så ved de godt at det socialt set er bedre at lytte til Bach. Det legitime er det, som det er forbundet med negative sanktioner ikke at overholde. Det legitime indlægger således et dominansforhold i det sociale rum.
Når filosoffer som Immanuel Kant og David Favrholdt forsøger at opstille en universel etik, så udøver de i virkeligheden en symbolsk vold på nogle samfundsgrupper, idet de kalder én smag – de dominerendes – for standarden. Den, der har en illegitim smag må følgelig føle ikke at leve op til denne standard.
Prætention og distinktion
På én måde er der kun forskelle, differenser. Men i kraft af menneskers anerkendelser af at noget er legitimt og andet ikke er, bliver disse differenser til distinktioner. En distinktion er en forskel, hvor den ene side er bedre end den anden. Bourdieu anvender ordet ‘distinktion’ i sit hovedværk, La distinction, for at minde om, at de dominerendes adskillelse fra de dominerede minder om adelen, der i gamle dag talte om en naturlig distinktion (f.eks. er udtrykket ‘blåt blod i årerne’ også et forsøg på at naturalisere kulturelle forskelle):
“Le titre même de l’ouvrage [La distinction] est là pour rappeler que ce que l’on appelle communément distinction, c’est-à-dire une certaine qualité, le plus souvent considérée comme innée (on parle de « distintiction naturelle »), du maintien et des manières, n’est en fait que différence, écart, trait distinctif, bref propriété relationelle qui n’existe que dans et par la relation avec d’autres propriétés.” (f20)
“Bogens titel [La distinction] er netop valgt for at minde om at det man normalt kalder distinktion, dvs. en særlig evne til at vide hvordan man skal opføre sig og forholde sig, der oftest anses for at være medfødt (man taler om ”naturlig distinktion”), rent faktisk ikke er andet end en forskel [différence], en afstand, et distinktivt træk – kort sagt: en relationel egenskab der kun eksisterer i kraft af relationen til andre egenskaber.” (d20)
Det, der gør differensen til en distinktion er anerkendelsen af differensen som en værdiforskel; det er nogle gruppers prætention, der gør differensen distinktiv. En prætention er en villen være noget andet, end det, man er: En kierkegaardsk svaghedens fortvivlelse på et kollektivt plan.
Diakroni
På trods af visse strukturelle træk, binder Bourdieu sig ikke til det synkrone blik. Han har i høj grad blik for at de diakrone egenskaber – de sociale aktørers bane – er en egenskab ved den nuværende situation. Hvor man kommer fra er en del af, hvem man er nu.
Bourdieu forsøger også at vise, hvorledes hele grupperinger kan have en diakron bane; f.eks. synker de butiksdrivende ned i det sociale rum, og vil man bevare sin arvede kapital, er det ikke nok at gå i fars fodspor; man må forandre for at forblive.
Som nævnt er det et konsekvens af den relationelle værdi og af den øgede uddannelse og pengemængde i det sociale rum, at man må forøge for at forblive. Vores forældre havde med de samme formelle papirer en anden materiel (dvs. relationel) kapital.
Ofte fremhæves modsætningen mellem struktur og historie. Har man struktur, kan man ikke forklare udvikling, for det kræver at strukturen ikke bestemmer. Dette er en falsk dikotomi. Strukturen er netop historien: Den er udfaldet af de historiske anerkendelseskampe: Hvem der dominerer nu, er et produkt af historien.
Et felt ligner på mange måder det sociale rum, men det er et tematisk rum inden for det sociale, som ikke nødvendigvis kan lokaliseres noget bestemt sted, men ofte angives at have koncentrationer visse steder. Et felt er kendetegnet ved at en gruppe deler nogle grundlæggende værdier om hvad der er værd at beskæftige sig med, hvad det gælder om, hvordan man taler om det etc. Denne fælles værdi kalder Bourdieu ‘illusio’. Illusio er det, der binder feltet sammen. Eksempler på felter kan være litteraturfeltet, kunstfeltet, juristfeltet, sygeplejerfeltet, landbrugsfeltet, videnskabsfeltet etc. Der er også felter, som alle sociale aktører indgår i, som f.eks. indkøbsfeltet eller turistfeltet.
Den utematiserede baggrundsviden, som alle adlyder, men som ikke ekspliciteres, kalder Bourdieu ‘doxa’. Doxa er en tavs, levet verdensanskuelse. Der kan være uenighed inden for et felt, men ikke om doxisk viden. For eksempel er kunstfeltet uenige om hvad der er god kunst, men de er ikke uenige om at der er nogen, der har forstand på kunst, og andre, der ikke har.
Inden for hvert felt positionerer folk sig, ligesom de indtager positioner. Man kan derfor genfinde de samme akser af kapitalformer. For eksempel kan man inden for litteraturfeltet finde de ‘kulturelle’ (kultforfatterne) og de ‘økonomiske’ (bestsellerne). Inden for landbrugsfeltet kan man finde de ‘kulturelle’ (økologerne) og de ‘økonomiske’ (storbrugene).
Kampene i feltet står mellem de, der vil bevare, og de der vil forandre feltet. For eksempel kan der inden for kunstfeltet være de, der er tilhængere af klassisk kunst som god kunst, og de, der vil forandre og forny kunstbegrebet. Sådanne kampe har for Bourdieu altid også sociale motiver.
Felterne har nok forskelligt indhold, men de har samme logik: Anerkendelse, position, positionering, prætention, distinktion osv. I sidste ende kan man sige, at det sociale rum er overfeltet for alle felterne.
Teoriens genstande
Som Marx siger, så må man ikke forveksle logikkens ting med tingenes logik. Det mener Bourdieu dog at Marx selv gjorde, når han regnede sine teoretiske klasser for virkelighedens klasser. Nu er der dog det specielle ved Marx, at hans teoretiske klasser blev virkelige, blandt andet på grund af teorien. Men generelt må man ikke forveksle de teoretiske genstande med virkelighedens genstande. Teori er konstruktion af genstande, der muliggør, at man kan se dem i virkeligheden; teori er konstruktionen af en prisme gennem hvilken den teoretiske genstand kan give sig for erfaringen. På dette punkt er Bourdieu helt på linje med sine epistemologiske forfædre, ikke mindst Bachelard.
Det epistemologiske brud
Bourdieu kan siges at være en forlængelse af Bachelard på flere punkter, ikke også mindst hvad angår det epistemologiske brud: Sociologien står under stor fare for at repetere sin kulturs meninger, og ikke bedrive videnskab, hvis den blot ser på verden gennem de begreber, der er til rådighed i kulturen. Hvis den vil unddrage sig blot at reproducere de almene meninger, må den derfor foretage et brud med common sense.
Et grundlæggende træk ved common sense, er at vi til dagligt tænker i substanser eller essenser: At ting kan isoleres fra andre, og at de er, hvad de er i kraft af en iboende essens. En sådan tænkemåde, common sense-tænkemåden, er også den, der afføder racismen og sexismen, fordi den tænker det andet som radikalt og uforanderligt andet:
“Le mode de pensée substantialiste qui est celui du sens commun – et du racisme […]” (f18)
“Den substantialistiske måde at tænke på er den sunde fornufts [sens commun] – og racismens – måde at tænke på.” (d19)
I stedet må man, som Bachelard siger, tænke i relationer. Man må tænke ethvert fænomen som frembragt og eksisterende i kraft af sin for-skelsættende relation til alt andet. Gør man det, forstår man bedre hvorfor det andet er anderledes. Hvis man leder efter essensen, så misser man det essentielle.
Refleksiv sociologi
Ligesom det i epistemologien gælder, at en videnskabsmand er historisk placeret, så må det for en sociolog også gælde at denne er socialt placeret. Hvis det gælder for enhver i det sociale rum, at hans eller hendes synspunkt er motiveret af positionen, så gælder det også for sociologen. Det stiller sociologen overfor et videnskabsteoretisk problem, som bedst løses ved at man forsøger at eksplicitere og medreflektere sin egen socialitet i den sociale analyse.
