Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Læsning v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
“Le sujet et le pouvoir” og “Le pouvoir, comment s’exerce-t-il?” in Dreyfus & Rabinow: Michel Foucault Un parcours philosophique / Michel Foucault: Beyond Structuralism and Hermeneutics. Paris: Gallimard, 1984.
A Magten
1. Magtens hvorledes
2. Magt er en handling på andres handling
Mellem samtykke og vold
3. Conduite
Gouverner
Frihed
Modstand
B Subjektivering
1. Bestemmelse af problemfeltet
2. Metode til magtanalyse: Modstand
3. Subjektivering
Kamptyper
C Gouvernementalité
1. Staten
2. Pastoralmagt
Verdsliggørelse af pastoralmagten
Denne gennemgang starter med anden del af essayet, der hedder: “Le pouvoir, comment s’exerce-t-il?”, og derefter læses første halvdel.
Magtdefinitioner
Anti-Tese: Magten er en substans, der har en oprindelse, en natur og sine manifestationer. At undersøge magtens ’hvorledes’ er således at undersøge dens manifestationer.
Foucault har en anden opfattelse af magt, nemlig at magt kun er i handling, og derfor er hans spørgen til ’hvordan’ et andet spørgsmål:
“En termes brusques, je dirai qu’amorcer l’analyse par le ”comment”, c’est introduire le soupcon que le pouvoir, ca n’existe pas ; c’est se demander en tout cas quels contenus assignables on peut viser lorqu’on fait usage de ce terme majestueux, globalisant et substantificateur.” (232)
“Groft sagt, at begynde analysen med et ”hvordan”, det er at fremsætte den mistanke, at magten ikke eksisterer. Det er i hvert fald at spørge sig selv hvilket indhold man tænker på når man bruger dette store altomfavnende og substantiverende begreb.”
Foucault tænker her lidt som Nietzsche, der harcelerer mod sprogets Plumpheit: Sproget er ‘klumpet’, det lader os tro at verden består af substanser (ikke mindst gennem sine substantiver). Troen på grammatikken og mere generelt sproget vildleder os derfor. Foucaults pointe er: begrebet ‘magt’ lader os tro at magten er et noget, man kan have og kan anvende. Sådan er det ikke: Magt er kun i handling, kun i udførslen.
Hvis magten var en substans, kunne man efterfølge en undersøgelse af manifestationerne (hvorldes manifesterer magten sig?) med et hvad (et hvad er der bagved?). Når Foucault mener, at magt kun er i handling, så er hans ‘hvorledes’ ikke et ‘hvorledes manifesterer’, men et ‘hvorledes fungerer’? (“Comment ça se passe?” (233ø).
Magt kan identificeres som et aspekt ved evner (”capacités”) og som et aspekt ved kommunikation (233n). De er noget forskelligt. Men de adskiller sig ikke fra hinanden i praksis. Magt fungerer gennem kommunikation og gennem evnerne, for eksempel i skolesystemet (234um): Uddannelsen af evnerne foregår gennem en regelbunden kommunikation, f.eks. spørgsmål og svar, timer, karaktersystemet. Sådanne steder hvor kommunikation, evne og magt fungerer sammen kalder Foucault ”blocs”. (234).
Magtrelationerne er ikke nogle særegne relationer. De er internt i andre relationer. At studere magten er derfor at studere relationer (235um). At studere magtens ”comment” er at studere hvorledes relationer fungerer.
Magt er ikke bare en relation:
“L’exercice du pouvoir n’est pas simplement une relation entre des ”partenaires”, individuels ou collectifs; c’est un mode d’action de certains sur certains autres.” (235-236)
“Magtudøvelse er ikke simpelt en relation mellem individer eller grupper ; det er en måde nogle handler på nogle andre”
men det er ikke en handling direkte på andre, men på andres handling. Magt er altså en handling på handling:
“En fait, ce qui définit une relation de pouvoir, c’est un mode d’action qui n’agit pas directement et immédiatement sur les autres, mais qui agit sur leur action propre.” (236)
“Det, der definerer en magtrelation, det er ikke en handling direkte på andre, men på andres egen handling.”
En handling på de nuværende eller mulige handlinger:
“Une action sur l’action, sur des actions éventuelles, ou actuelles, futures ou présentes.” (236)
“En handling på eventuelle eller aktuelle handlinger, fremtidige eller nuværende handlinger.”
Magt er ikke det samme som vold:
“Une relation de violence agit sur un corps, sur des choses : elle force, elle plie, elle brise, elle detruit : elle referme toutes les possibilités ; elle n’a donc auprès d’elle d’autre pôle que celui de la passivité ; et si elle rencontre une résistance, elle n’a d’autre choix que d’entreprendre de la réduire.” (236)
“Volden handler på kroppen og tingene : Den tvinger, folder, smadrer, ødelægger: Den lukker mulighedsfeltet. Den står overfor passiviteten, og hvis den møder modstand har den ikke andet valg end at give sig i kast med at ødelægge den.”
Volden lukker, mens magten åbner et mulighedsfelt:
“Une relation de pouvoir, en revanche, s’articule sur deux éléments qui lui sont indispensables pour être justement une relation de pouvoir : que « l’autre » (celui sur lequel elle s’exerce) soit bien reconnu et maintenu jusqu’au bout comme sujet d’action ; et que s’ouvre devant la relation de pouvoir, tout un champ de réponses, réactions, effets, inventions possibles.” (236)
“Derimod er magtrelationen forbundet med to uomgængelige elementer, der gør den til netop magtrelation : 1) at « den anden » (på hvem magten udøves) er anerkendt som handlende subjekt, og 2) at der overfor magtrelationen åbners sig et mulighedsfelt af reaktioner, virkninger og indfald.”
Mellem samtykke og vold
Magten kan meget vel føre til konsensus eller vold, men den er i bund og grund ingen af dem. Den arbejder indenfor handlende subjekters mulighedsfelt: Den inciterer, fordrejer, letter eller besværliggør, begrænser eller udvider (236-237): Une action sur des actions (237).
Magt har altså at gøre med handlende subjekters adfærd. En vigtig pointe hos især den senere Foucault, er, at magt fungerer igennem menneskers selvforståelse: På hvilken måde de forstår sig selv som subjekt (handlende s., seksuelt s., videnskabeligt s., lærende s. osv.) (Se B Subjektivering.)
Foucault anvender termen conduite til at beskrive magtens dobbelthed. Conduite betyder
1) mener: At føre
2) se comporter: At op-føre sig (adfærd).
Conduite oversættes bedst med opførsel, og Foucaults pointe er at enhver op-førsel er en førsel, eller at enhver aktør er en konduktør. (Hos DSB hed det i mange år en konduktør. Nu hedder det en ‘togfører’). Enhver førsel er en livsførsel og en førsel af andre:
“L’exercice du pouvoir consiste à « conduire des conduites » et à aménager la probabilité.” (237)
“Magtudøvelsen består i at « føre opførslen » og i at tilrettelægge sandsynligheder.”
Gouverner
Ledelsen af adfærd indfanges også af begrebet ”gouverner” (Se C nedenfor: Gouvernementalité). Gouverner er:
“la manière de diriger la conduite d’individus ou de groupes.” (237)
“[…]Gouverner en ce sens, c’est structurer le champ d’action éventuel des autres.” (237)
måden at styre individers eller gruppers adfærd.
“[…] At gouvernere er at strukturere de andres mulige handlingsfelt.”
jf. på dansk: en ”gouvernante”.
Frihed
Endelig er foregår magt, hvor der er frihed ; den foregår mellem frie subjekter, hvor der en mulighed for at gøre andet:
“Le pouvoir ne s’exerce que sur des ”sujets libres”, et en tant qu’ils sont ”libres”.” (237)
“Magt udøves på ”fire subjekter”, og forsåvidt de er ”frie”.”
Anførselstegnene indikerer følgende: Subjekterne er ikke frie i forstanden de kan gøre hvad som helst (hvis det så er frihed?). Deres mulige handlingsfelt er netop struktureret, der er handlet på sandsynligheden for deres handling.
Omvendt er der ikke magt, hvor der er tvang. Man udøver ikke magt på en slave i lænker. Kun hvis han har muligheden for at gøre flytte sig og flygte, udøves der magt (237n-238ø).
Modstand
Men samtidig er der ikke magt uden modstand, for hvor der er magt er der altid et spil. Der er noget ubestemmelighed, noget uforudsigelighed over magt.
“il n’y pas de relation de pouvoir sans résistance” (242)
“der er ikke en magtrelation uden at der er modstand”
Derfor indbefatter magten også altid en form for strategi: Forsøg på at forudgribe, hvad den anden gør, et forsøg på at fratage hende kampmidlerne, et forsøg på sejr (241). Det er Foucaults grundlæggende forudsætning, at handling mellem mennesker altid indbefatter et spil.
Se også: magtdefinitioner
Foucault reflekterer over sin egen forskning, og siger, at det, den egentlig har drejet sig om, er subjektivering:
“J’ai cherché plutôt à produire une histoire des différents modes de subjectivation de l’être humain dans notre culture ; j’ai traité, dans cette optique, des trois modes d’objectivation qui transforment les êtres humains en sujets.” (222-223)
“Jeg har forsøgt at skrive en historie om forskellige former for subjektivering af mennesket i vores kultur ; i denne optik har jeg behandlet tre former for objektivering, der gør mennesker til subjekter.”
Altså objektiveringsformer, der gør mennesker til subjekter. Disse er:
1 Projektet i Les mots et les choses (223)
1.1 Det talende subjekt: Den generelle grammatik, filologien og lingvistikkens objektivering af det talende subjekt.
1.2 Det arbejdende subjekt: Rigdomsanalysens og økonomiens objektivering af det arbejdende subjekt.
1.3 Det levende subjekt: Naturhistoriens og biologiens objektivering af det levende subjekt.
Tese: Gennem videnskabeliggørelse gøres mennesket til et objekt. Det objekt, der er subjekt.
2 Projektet i Histoire de la Folie og Surveiller et Punir: Opdeling blandt mennesker og i mennesker.
2.1 Opdeling af mennesker: gal-normal, syg-rask, kriminel-”den gode dreng”, homoseksuel-heteroseksuel
2.2 Opdeling i mennesker: Fragmentering af kroppen og rummet. (Fordisme, fængslet, skolen).
3 Projektet i Histoire de la sexualité: Hvordan mennesket forvandler sig til et subjekt.
Derfor: Foucaults emne er ikke magten, men subjektet.
“Ce n’est donc pas le pouvoir, mais le sujet, qui constitue le thème général de mes recherches.” (223)
“Det generelle tema i min forskning er derfor ikke magten, men subjektet.”
Det, som Foucault mener er vigtigt, er forholdet mellem fornuft og magt. Hvordan magten kan betjene sig af en rationalisering (225m). Men da både ’magt’ og ’rationalitet’ som begreber er nogle abstrakte størrelser, kan de vildlede studierne. Man må derfor studere magten konkret, inden for eksempel galskab, sygdom, død, kriminalitet, seksualitet etc.
Metode: At studere magten gennem magtmodstanden (225n).
Ce nouveau mode d’investigation consiste à prendre les formes de résistance aux différents types de pouvoir comme point de départ. Ou pour utiliser une autre métaphore, il consiste à utiliser cette résistance comme un catalyseur chimique qaui permet de mettre en évidences les relations de pouvoir, de voir où elles s’inscrivent, de découvrir leurs points d’application et les méthodes qu’elles utilisent.Plutôt que d’analyser les relations du point de vue de sa rationalité interne, il s’agit d’analyser les relations du pouvoir à travers l’affrontement des stratégies. (225)
Den nye undersøgelsesmåde består i som udgangspunkt at tage de forskellige former for modstand mod forskellige former for magt. Eller, for at bruge en anden metafor, den består i at bruge modstanden som en kemisk katalysator for at bringe magtrelationerne frem i lyset, for at se hvor de indskriver sig, hvor de anvendes og de metoder de bruger. Snarere end at analysere magtrelationerne ud fra deres indre rationalitet, drejer det sig om at analyserer magtrelationerne gennem strategiernes sammenstød.
Foucault skriver sig op i mod den magtopfattelse, som han La volonté de savoir kalder juridico-discursive, ifølge hvilken magten er noget nogen har. Da magt ikke er noget nogen har, kan man ikke studere magten, som man kan studere ting, men man må studere den hvor den findes, nemlig i handling.
Magt har med kamp at gøre. Foucault bruger en krigsmetaforik for kampene: Strategien. Magt er, hvor strategier støder sammen.
Modstanden er den kemiske katalysator, der gør de muligt at se magtrelationerne.
Eksempel: Kønskampe, kamp for børnenes rettigheder, kamp for de sindssyge, kampen mod overvågning (administration) (226om).
Det, der karakteriserer kampene er (226-227), at de er:
1) Internationale
2) Ikke rettet mod bagvedliggende mulighedsbetingende faktorer, men direkte mod magtens effekter
3) Spontane.
a. gør sig ikke forhåbninger om nogen grundlæggende reform.
b. er anarkistiske i deres udformning
4) Drejer sig om individet
a. om retten til at være individuel
b. rettet mod det, der kan isolere individet fra andre
5) Rettet mod den måde viden cirkulerer på
a. vidensprivilegier
b. mystificering
6) Rettet mod identitetsproblematik: Hvem er vi?
Magtmodstanden er rettet mod det, der gør os til noget bestemt. Hvor den tidligere var rettet mod en frihed til at være noget bestemt, er den nu rettet mod ikke at være noget bestemt. Det tager Foucault som tegn på at magten presser os ned i nogle (subjekt)former.
Subjektivering er en magtform, der ikke bare gør os til subjekter, men også – jf. de to betydning af subjekt – underkaster os:
“C’est une forme de pouvoir qui transforme les individus en sujets. Il y a deux sens au mot « sujet » : sujet soumis à l’autre par le contrôle et dépendance, et sujet attaché à sa propre identité par la conscience ou la connaissance de soi. Dans les deux cas, ce mot [« sujet »] suggère une forme de pouvoir qui subjugue et assujettit.” (227)
“Det er en magtform, som gør individerne til subjekter. Der er to betydninger af ordet ”subjekt”: underordnet en anden med kontrol og afhængighed, og bundet til sin egen identitet med bevidsthed og viden om sig selv. I begge tilfælde antyder dette ord [”subjekt”] en form for magt der undertvinger og underkaster.”
Kamptyper
Foucault udpeger nu (227-228) tre former for magtkampe.
1. Kampen mod herredømmet – karakteristisk for feudaltiden
2. Kampen mod udnyttelsen – karakteristisk for det 19.århundrede
3. Kampen mod subjektiveringen – karakteristisk for vores samfund
Con: Subjektivering er blot et epifænomen til andre magtformer.
Foucault afviser at subjektiveringen skulle være endemål for andre magtformer, men medgiver, at den kan stå i komplekse forhold til andre magtformer (228um).
En væsentlig faktor i magtkampene siden det 16.århundrede er staten. Men staten spiller ikke den rolle, som mange tror, dvs. offrende individerne for staten eller for en bestemt klasse. Tværtimod er den på samme tid meget beskæftiget på samme tid med individualiserende og totaliserende teknikker (229ø). Magten udgør ikke fra staten (selv om mange magtrelationer henfører til staten). Højst kan man tale om at der er sket en étatisation af magtrelationerne (241om) – magtrelationerne er blevet statsliggjorte.
Gouvernementalité er Foucaults begreb for en måde at styre på, som er karakteristisk for magten i det moderne samfund. Gouvernementalité er et samlebegreb for en række ledelsesrationaliteter, og er på samme tid totaliserende og individualiserende. Det er nogle tanker, som Foucault udvikler omkring 1976-1979, men som ikke er beskrevet i noget værk. For at vide om dem, må man søge oplysninger i artikler og forelæsninger fra den tid. En del af de moderne ledelsesrationaliteter er pastoralmagten
Pastoralmagten er en individualiserende magtform, som kristendommen har afstedkommet. Den består i at bestemte personer er særligt egnede til at servicere andre i form af deres rolle som pastorer (229m). Det, der karakteriserer pastorens omsørgende magt er, at:
1) Pastoren skal sikre individets frelse i en anden verden
2) Pastoren skal ikke bare irettesætte, han skal også ofre sig for individet eller gruppen.
3) Pastoren skal ikke bare drage omsorg for gruppen, men også for det enkelte individ.
4) Pastoren kan kun gøre det, hvis han kender til individets bevidsthed. Derfor må der foregår en form for bekendelse:
Enfin, cette forme de pouvoir ne peut s’exercer sans connaître ce qui se passe dans la tête des gens, sans explorer leurs âmes, sans les forcer à révélers leurs secrets les plus intimes. Elle implique une connaissance de la conscience et une aptitude à la diriger. (229)
Endelig kan denne magtform ikke udøves uden at kende til hvad der foregår i menneskenes hoveder, uden at udforske deres sjæleliv, uden at afkræve dem at blotte deres mest intime hemmeligheder. Magtformen indbefatter et kendskab til bevidstheden og en evne til at lede den.
Pastoralmagten leder altså gennem bevidstheden. Dens form er omsorgen.
Denne magtform er ofrende i modsætning til fyrstens undertrykkende magt, og den er individualiserende i modsætning til den juridiske totaliserende magt (229n). Den er forbundet til en magt over livet, snarere end en magt til døden, som Foucault udtrykker det i La volonté de savoir. Kort sagt: Den er rettet mod en forbedring af individet gennem (selv)bevidstheden.
Verdsliggørelse af pastoralmagten
Con (230): Men pastoren eksisterer ikke mere.
Jo, hævder Foucault, som funktion. Og den moderne stat fungerer gennem denne.
Eksempel (AFJ): Socialrådgiveren og handlingsplanen.
Pastoralmagten har ændret sig på i hvert fald tre punkter (230-231):
I) Den handler om det dennesidige. Dvs. ”frelse” (1) betyder nu sundhed, sikkerhed, beskyttelse.
II) Pastoralmagtens administration er blevet overtaget af institutioner som politiet.
III) Multipliceringen af magtagenter (II) og mål (I) har betydet at viden om mennesket (4) centrer sig om:
a. mennesket som population
b. mennesket som individ
Der er ikke længere tale om en opdeling af kirkemagt og statsmagt, men ”tactique individualisante” der opererer gennem ”toute une série de pouvoirs multiples” (231).
Hvor Kant stiller spørgsmålet: ”Hvem er vi på dette tidspunkt af historien?”, og dermed bryder en tradition fra Descartes, hvor subjektet er universelt og ikke historisk, handler det i det moderne samfund mere om at afvise, hvem vi er (231-232). Det er fordi magten hele tiden presser os ned i nogle identitetsformer. Det er igennem subjektivitet, at vi magtes.
