Alexandre Koyré : “De l’influence des conceptions philosophiques sur l’évolution des théories scientifiques”
in Koyré: Etudes de l’histoire de la pensée philosophique, pp.231-246.

Læsning v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

“DK”: Henviser til sidenumrene i den danske oversættelse “Filosofiske strømningers indflydelse på udviklingen af videnskabelige teorier” in Koyré: Tankens enhed.

Resumé:
Koyrés essay kan deles op i tre dele:

1. En opridsning af fejltagelser omkring videnskabens autonomi (pp.231-236 / DK pp.78-83).
2. En argumentation – med baggrund i det 17. århundredes videnskabelige revolution – for at det er ved tankens – og ikke ved sansernes – hjælp at den videnskabelige revolution har kunnet foregå; det er ved at matematisere rummet og i det hele taget gøre matematikken og ikke fysikken til grundvidenskab, at den moderne fysik er skredet frem. Dette kalder Koyré ”matematisk realisme”, og beskriver det som ”Platons revanche” (pp.236-246 / DK pp.83-94).
3. En opsummering af hvad videnskabshistorien kan lære os om videnskab, i modsætning til den i pkt. beskrevne ’kirkegårdsopfattelse. (p.244 / DK p.91)

1.Del Anti-Tese: Den autonome videnskab og fortiden som fejltagelse (231-236 (DK 78-83))

Den autonome videnskab

Anti-Tese 1(Philip Frank og videnskabsteoretikerne (les historiens d’obédience positiviste)):

1.Filosofien spiller ingen rolle for udviklingen af videnskabelige teorier. Det er snarere videnskaben, der lærer filosofien. (Det vil Koyré også godt gå med til, se f.eks. på Descartes, Leibniz og Kant). (232)

2.Det videnskabelige gennembrud skyldes, at videnskaben har frigjort sig fra filosofien, via Bacon, Auguste Comte, Ernst Mach og Wienerkredsen. (232 / DK 79).

Det indtryk kan man få, fordi det kun er videnskabens resultater, og ikke dens tilgrundliggende verdensbilleder, der fremstår. Men man må kigge på de verdensbilleder, hvor inden for videnskaben formulerer sig.

3. (Burt): Filosofi udgør kun stilladser:

– Admettons donc avec M. Burtt que les considérations philosophiques ne sont que des échafaudages… Or comme on voit rarement les maisons se construire sans ceux-ci, la comparaison de Burrt pourrait nous amener à une conclusion diamétralement opposée à la sienne, à savoir celle de la nécessité absolue de ces échafaudages qui soutiennent la construction et la rendent possible. (233)
– Lad os da give M.Burtt ret i at de filosofiske betragtninger blot er stilladser… Men eftersom man sjældent ser huse bygget uden disse, så kunne Burtts sammenligning lige så godt føre os til den diametralt modsatte konklusion, nemlig den, at disse stilladser som understøtter og muliggør konstruktionen er absolut nødvendig. (DK80)

Koyrés analogi: Ligesom en sprogbruger der er styret af grammatiske regler glemmer dem, netop når han er styret allermest af dem. (233)

Den tese, som Koyré vil forsvare i det følgende (2.del) er:

Tese 1: Det ”filosofiske grundlag” spiller en betydelig rolle i videnskabens udvikling.

– Je suis, en effet, profondément convaincu que le rôle de cette « substructure philosophique » a été d’une très grande importance, et que l’influence des conceptions philosophiques sur le développement de la science a été aussi grande que celle des conceptions scientifiques sur le développement de la philosophie. (232)
– Jeg er faktisk dybt overbevidst om, at et sådant ”filosofisk grundlag” spiller en overordentlig betydelig rolle, og at filosofiske strømningers indflydelse på videnskabens udvikling har været lige så stor som de videnskabelige strømningers på filosofiens udvikling. (DK 78)

Koyrés billede: Filosofien er matematikkens rod. Fysikken er matematikkens frugter (246 / DK 94)

= Fysikken sidder i matematikken, der næres af filosofiske overvejelser.

De videnskabelige valg
Videnskaber er valg mellem – eller af styret af – herskende filosofier.

Det kan være valg:
– mellem flere metafysikker
– mellem at tro på sansningen eller teoretisk spekulation (231).

Francis Bacon afviser faktisk Copernicus med sansningen som argument. Det er et (ubevidst) metafysisk valg.

Anti-Tese: Fortiden som fejltagelse

Anti-Tese 2(teknikeren): Fortiden er en kirkegård af fejltagelser.

– Un cimitière d’erreurs, ou même une collection de monstra justement relégués au cabinet de débarras et bons seulement pour un chantier de démolition. A graveyard of forgotten theories ou même un chapitre de la Geschichte der menschlichen Dummheit. (235)
– En fejltagelsernes kirkegård, eller en samling misfostre, der med rette er forvist til pulterkammeret og kun er er egnet til skrot. A graveyard of forgotten theories eller et kapitel I Die Geschichte der menschlichen Dummheit. (DK82)

Det er fordi teknikeren møder historien der hvor den allerede er død. Han ser ikke – som historikeren på den i sin ungdom, der hvor den rummer en skabende kraft.

– C’est l’historien seulement qui la retrouve dans sa prime et glorieuse jeunesse, dans tout l’éclat de sa beauté, c’est l’historien seulement qui, en re-faisant, et en re-suivant l’évolution de la science saisit les théories du passé à leur naissance et vit, avec elles, l’élan créateur de la pensée. (236)
– Det er kun historikeren, som genfinder den i dens første strålende ungdom, i dens fulde skønhed; det er alene historikeren, som i kraft af gengivelsen og rekonstruktionen af videnskabens udvikling får fat i fortidens teorier i deres fødsel og liv, og dermed i tænkningens skabende kraft. (DK83)

2. Del: Den videnskabelige revolution i det 17. årh. som eksempel på metafysisk omkalfatring (236-246 (DK 83-94))

Den videnskabelige revolution.

Koyré går nu over til den videnskabelige revolution i det 17. årh. for at redegøre for de metafysiske dimensioner heraf (236). Den betyder (236):

a) Nedbrydning af det aristoteliske hierarkiske kosmos til fordel for et uendeligt univers.

b) Geometrisering af rummet: Det aristoteliske rum, der har kvalitativt forskellige steder erstattes med den euklidiske geometris abstrakte rum, som fra nu af betragtes som virkeligt.

b) –> c) Bevægelse holder op med at være en proces, og bliver en tilstand – fordi det at være et andet sted ikke er værre, bedre eller anderledes.

b) –> a): Geometriseringen/matematiseringen af rummet betyder dets uendeliggørelse: Den er uendelig som talrækken.

Når Aristoteles har så dårligt et omdømme – når han latterliggøres for at tale om cirkelbevægelser, den spontane bevægelse og rummets endelighed – så skyldes det at den moderne fysik er født i kamp med Aristoteles’ metafysik.

Men, mener Koyré, den post-einsteinske videnskab giver faktisk Aristoteles ret (237ø / DK84):

Cirklen er meget udbredt i verden.
Spontane bevægelser kan iflg. Einstein opstå ved lokale krumninger af rummet.
Rummet er ikke uendeligt iflg. den post-einsteinske fysik, selv om det ikke har nogen grænser.

At revolutionen er filosofisk / metafysisk
Anti-Tese 1,2(empirisme): Den videnskabelige revolution skyldes at videnskaben har forladt sanseerfaringen og begynder at se efter.

Con 1: Den videnskabelige omvæltning skyldes ikke sanseerfaring. De metafysiske omkalfatringer, som lå til grund for dem – f.eks. intertialbevægelsen og rummets uendelighed – er ikke erfaringskendsgerninger.

– Le mouvement inertial n’est certainement pas un fait d’expérience, qui, en fait le contredit tous les jours.
– Quant à l’infinité de l’espace, elle ne peut, de toute évidence, être un objet d’expérience. (238)

Inertialbevægelse er afgjort ikke en erfaringskendsgerning. Erfaringen modsiger den faktisk hver eneste dag.

Hvad angår rummets uendelighed, så kan det helt indlysende ikke gøres til genstand for erfaringen. (DK86)

Faktisk er sanseperceptionen mere i overensstemmelse med Aristoteles’ verdensbillede: Tunge legemer falder naturligt nedad, ilden bevæger sig naturligt opad, solen står op og går ned, kastede legemer fortsætter ikke deres bevægelser.

Con 2: Det 17. århundredes eksperimenter er slet ikke i stand til at bevise noget (239 / DK86)

De var i deres udførelse så upræcise, at man ikke kan sige noget ud fra det. [Galilei havde f.eks. kun et vandur til sin rådighed.]
Deres gyldighed kræver generalisering (induktionsproblemet).
De foregiver at bevise eksistensen af noget, som ingen nogensinde vil kunne se, f.eks. inertialbevægelsen. (=Con 1).
(jf. Bachelard om den klassiske rationalisme: Det er paradoksalt, at ville bevise det tænkte i den umiddelbare sansning. (La formation de l’esprit scientifique, Discours préliminaire.)

Tese 2: Overgangen til den moderne fysik bunder ikke i mere ”righoldig” erfaring, men i at man forlader erfaringen.

– Il me paraît parfaitement évident que cette révolution, qui a substitué au monde qualitatif du sens commun et de la vie quotidienne le monde archimédien de la géométrie réifiée, ne peut pas s’expliquer par l’influence d’une expérience plus riche ou plus large que celle que les anciens – Aristote – avait à sa disposition. (238)
– Det forekommer mig fuldstændig indlysende, at denne revolution, som erstattede hverdagslivets og den almindeloige sunde fornufts kvalitative verden med den tingsliggjorte geometris arkimediske verden, ikke lader sig forklare ved indflydelsen fra en erfaring, som var mere omfattende og mere righoldig end den, de gamle – Aristoteles – rådede over (DK85)

Tese 3: Overgangen er tværtimod en overgang fra:

Fysik som grunddisciplin –>  Matematik som grunddisciplin

Sanseperception –> Geometrisk spekulation

Kosmisk (kvalitativ) orden –> Geometriseret rum

Det er det, Bachelard karakteriserer som overgangen til rationalisme.

– La perception et non la spéculation mathématique, l’expérience et non le raisonnement géométrique a priori, voilà ce qui formait pour lui le fondement de la science véritable du monde réel. (238)
– Sanseperceptionen og ikke den matematiske spekulation, erfaringen og ikke det geometriserede ræsonnement a priori var dét, der for Aristoteles udgjorde grundlaget for den sande videnskab om den virkelige verden. (DK85)

– La naissance de la science moderne est concomitante d’une transformation – mutation – de l’attitude philosophique, d’un renversement de la valeur attribué à la connaissance intellectuelle comparée à l’expérience sensible, de la découverte du caractère positif de la notion de l’infini. (239)
– Den moderne videnskabs fødsel ledsages af en omformning og en ændring i den filosofiske indstilling, af en opvurdering af forstandserkendelsen i forhold til sanseerfaringen […] (DK86)

= ”La revanche de Platon” (239 / DK87)

Alliancen mellem Platon og Demokrit = Demokrits atomer i Platons eller Euklids rum (240).

Det er ikke underligt, at den positivistiske beskrivelse af videnskabens fremskridt (Anti-T) er herskende, for Galilei og Newton fremstiller det selv som om de har observeret.

De siger, at de ikke vil gå ind på at diskutere hvad (hvorfor) tyngde er, men blot notere hvordan det virker. Og den selvfremstilling – ”Videnskabens positivistiske selvfortolkning og selvbegrænsning” (243 / DK 90) – lapper positivisterne i sig.

Hertil indvender Koyré (242):

C: Det er ikke legemer som almindelige erfaringsgenstande, men tværtimod abstrakte legemer (noeta), der knyttes sammen i videnskabens matematiske relationer hos Newton (242).

–> Tese: Det er ikke den positivistiske videnskabsopfattelse, men den matematiske realisme, som er oprindelsen til fysikken.

Også Einsteins relativitetsteori er skabt af en filosofi, en matematisk realisering: Her indsættes blot nye konstanter såsom lyshastigheden eller universets totale energi (245 / DK93)

(Aristoteles og Einstein: Tid og rum er i universet >< Newton: Universet er i tid og rum (245/ DK93).

3. Hvad historien lærer os (244 / DK92)

Historien lærer os (244 / DK92):

”Que le renoncement – la résignation – positiviste n’est qu’une position de retraite qui ne dure qu’un temps” – ”At den positivistiske opgivenhed – resignationen – kun er en midlertidig retræteposition”. Før eller siden vender menneskeånden tilbage til en søgen efter et svar på de spørgsmål, der ikke tjener til noget, de umulige problemer, der er erklæret meningsløse. (244 / DK92)
At det frugtbare standpunkt i længden ikke er positivismen, men den matematiske realisme:
.Que l’attitude philosophique qui à la longue s’avère bonne n’est pas celle de l’empirisme positiviste ou pragmatiste, mais, au contraire, celle de réalisme mathématique. En bref, non pas celle de Bacon ou de Comte, mais celle de Descartes, Galilée et Platon. (244)

At det filosofiske standpunkt, som i længdenviser sig at være et gode ikke er den positivistiske eller pragmatiske empirisme, men tværtimod den matematiske realisme. Kort sagt: ikke Bacons eller Comtes standpunkt, men Descartes’, Galileis og Platons. (DK 92)