Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
En fremstilling af Odo Marquards “Über die Unvermeidlichkeit der Geisteswissenschaften” (1985) (in Apologie des Zufälligen, 1986, pp.98-116) efterfulgt af en fremstilling af Marquards egen replik på kritikken af sine synspunkter i “Verspätete Moralistik” (in Glück im Unglück. Philosophische Bemerkungen, 1995, pp. 108-114).
I Über die Unvermeidlichkeit der Geisteswissenschaften
1. Dementi af en fordom
2. Åndsvidenskaberne kompensationsrolle
3. Lovprisning af flertydigheden
4. Antropologiens nye chance – filosoffernes brugbarhed
5. Marquards overensstemmelse med Nietzsche og Lyotard
II Verspätete Moralistik. Bemerkungen zur Unvermeidlichkeit der Geisteswissenschaften
6. Teserne om åndsvidenskaberne
7. Diskussion af indvendinger
8.Besværligheder med at sige ‘ja’
9. Forsinket moralvidenskab
I Om åndsvidenskabernes uundgåelighed
Det er tilsyneladende med åndsvidenskaberne som med hestesko, når de siges at have en virkning, selv om man ikke tror på dem. Man tror at videnskaberne er kommet sig over såvel åndsvidenskaber som hestesko. Med andre ord: Åndsvidenskaberne virker, og de kan være mere end hesteskosovertro.
Tese 1: Jo mere moderne verden bliver, jo mere uundværlig bliver åndsvidenskaberne.
Denne værdi vil Marquard gerne have kredit for.
”Je moderner die moderne Welt wird, desto unvermeidlicher werden die Geisteswissenschaften. Ich plädiere dafür, dem – von der Schatzung bis zu Finanzierung – Rechnung zu tragen.“ (98)
Fordommen lyder: Naturvidenskaberne kom efter åndsvidenskaberne, og har gradvist gjort åndsvidenskaberne overflødige.
Con 1: Nej, åndsvidenskaberne er kommet efter naturvidenskaberne som et svar på disse.
– Descartes’ Discours de la methode udkom i 1637, svarende herpå kom Vicos Scienza Nouva udkom i 1725.
– Kants Kritik der reinen Vernunft udkom i 1781, svarende herpå kom Diltheys Einleitung i 1883.
– Begrebet ”naturvidenskab” opstod i 1703, mens ”åndsvidenskab” opstod i 1847/49.
Derfor kan det ikke passe, at naturvidenskaberne er kommet bagefter og har overfløddiggjort humanvidenskaberne. Tværtimod har åndsvidenskaberne begyndt sin karriere 100 år senere.
Con 2: Det virker mere passende at forstå åndsvidenskaberne som et svar på naturvidenskaberne, der udfordrer. Naturvidenskaben er ikke åndsvidenskabernes dødsårsag, men deres eksistensbetingelse.
Con 3: På verdensplan er der flere åndsvidenskabsmænd end naturvidenskabsmænd. [Dette er måske ikke et vandtæt argument, men problemet for åndsvidenskaben synes snarere at være:] Åndsvidenskaberne kan ikke følge med behovet for dem i moderniseringen.
Definition (modernisering): Teknificeret og objektiveret.
Således: Jo mere moderne i formen teknificeret og objektiveret verden bliver, jo mere bliver der brug for humanvidenskabernes fortællinger.
Spørgsmål: Hvorfor bliver åndsvidenskaberne mere nødvendige, jo mere verden invaderes af de hårde videnskaber? (102)
Svar:
a) Behovet for det individuelle
For at et eksperiment skal gælde, må man udskifte den eksperimenterende (faldloven er for eksempel indifferent overfor den eksperimenterendes særlige karakteristika). Denne individualitetsudrensning går fint nok i forskningen og arbejdet, men ikke i livet, fordi der gives mennesker for hvem arbejdet er en stor del af livet. Derfor må det kompensere for denne udrensning af livsverdensmæssige særegenheder ® behovet for de fortællende og idiografiske videnskaber opstår.
b) Udholdeliggørelse
I den objektiverede verden bliver både mennesker og omverden stadig hurtigere til sagforhold: til eksakte objekter, tekniske instrumenter og økonomisk kalkulerbare varer, hvor livsverdenerne bliver uniformiserede i en globaliseret verden [Coca-coloniseret, McDonaliseret, etc.] Med Herman Lübbe: I den moderne verden bliver alting hurtigere til ’Sache’. Det betyder mere hvad fremtiden kan blive til, end hvad den livsverdensmæssigt differentierede fortid var. Det er imidlertid uudholdeligt for mennesket, hvorfor der opstår et kompensationsbehov.
c) Humanvidenskabernes kompensationsfortællinger
Det tab kalder på kompensation. Hvis alle traditioner var sultet bort, ville humanvidenskaben være kommet for sent. Heldigvis kommer humanvidenskaben ikke for sent: Den hjælper mennesket med at udholde moderniseringen; som kompensation for de skader, der er hændt – aflivningen af meningsbringende instanser – må den gøre mennesket fortrolig med verden igen gennem fortællinger. Dette er den hermeneutiske kunst, fortolkningen. Jo mere verden gøres til et objektivt sagforhold, jo mere må åndsvidenskaberne fortælle, ellers dør mennesket af narrativ atrofi [fortællingsmæssig udsultning].
”sie [die Geisteswissenschaften] kompensieren Moderniserungsschäden, indem sie erzählen; und je mehr versachlicht wird, desto mehr – kompensatorisch – muss erzählt werden: sonst sterben die Menschen an narrativer Atrophie.“ (105)
Derfor er humanvidenskaberne ikke moderniseringsfjendtlig, men netop det, der muliggør – ved at udholdeliggøre – moderniseringen:
”Die Geisteswissenschaften helfen den Traditionen, damit die Menschen die Modernisierungen aushalten können: sie sind […] nicht modernisierungsfeindlich, sonderne – als Kompensation der Modernisierungsschäden – gerade modernisierungsmöglichend.“ (105)
c1) Sensibilitetsfortællinger
I denne udvikling (modernisering) bliver verden stadig mere farveløs, den bliver affortryllet (Weber: Entzauberung). Affortryllingen kompenseres der for ved erstatningsfortryllelse gennem de æstetiske. Æstetisk autonom kunst fandtes ikke før det moderne (Baumgarten, 1750). Humanvidenskaberne bliver dem, der skærper sensibliteten for det æstetiske, det skønne og det smukke som erstatningsfortryllelse for tabt mening.
c2) Bevaringshistorie
I en verden der bliver stadig mere fremmed og ubekendt, har mennesket brug for bevaringshistorier. Med modernitetetens ”Artefizialisierung”, dvs. genstandsgørelse, afhistoriseres også bevaringshistorierne. Dette kompenseres for i åndsvidenskaberne gennem udvikling af en sans for naturen og for historien: Opdagelsen af landskabet, naturbeskyttelsen, slægtshistorien osv. Ingen tidsepoke har destrueret så meget som moderniteten, og ingen epoke har gemt så meget.
c3) Orienteringsfortællinger
Den menneskelige livsverden udtømmes for mening i den ’kolde’ objektiverede verden; mennesket fremmedgøres og bliver orienteringsløs. Dette kalder på behovet for orienteringsfortællinger: Opmuntring til en tradition udfra hvilken man kan orientere sig: Kristendomshistorie, humanismens tradition, oplysningstraditionen, litterære klassikere – sansen for traditionen. Dette tager åndsvidenskaberne sig af.
Definition (modernisering): Fremmedgørende.
S: Jo mere moderne verden bliver jo mere uundværlig bliver åndsvidenskaberne som fortællende. Men betyder det, at videnskaberne skal fortælle? (107)
Videnskabsteorien plejer at anklage åndsvidenskaberne for at fortælle i stedet for at være eksperimentelle. Men dette er snarere end at være et argument mod åndsvidenskaberne et argument mod videnskabsteorien. Hvad åndsvidenskaberne har brug for er ikke en videnskabsteoretisk skønhedsoperation, men mere mod til at være sig selv.
Men fortællingen afføder flertydighed og ikke entydighed, vil man indvende. Her er problemet igen indvenderens og ikke åndsvidenskaben: Bortset fra visse entydigheder såsom data, kilde mm. er det åndsvidenskabernes opgave at fremmane flertydigheden. Det er åndsvidenskabernes landvinding, at have opdaget at bøger og historier har flere meninger, og at der i det hele taget ikke blot er én historie. Entydighed er snarere det, der skaber borgerkrige, hvorfor åndsvidenskaben har et sundt humanistisk ærinde: At fremmane tolerance gennem påpegning af flertydighed. Åndsvidenskaberne replicerer på de hermeneutiske borgerkrige om entydighed i betydning.
Derfor må åndsvidenskaberne også fortælle om at fortælle. Filologiens og historicismens opvækst er skridt på vejen væk fra entydigheden [men ikke helt væk derfra], og det er disse veje, humanvidenskaberne må lede mennesket ud af.
Moderniseringens afhistorisering fører til at en fortælling for patent på fortælling: Fortællingen om fremskridtets aflivning af historien.
Dette er imidlertid umenneskeligt, for mennesket har brug for mange fortællinger, bøger og historier. Flertydighedens vej er skepsis, og skepsis befordrer muligheden for at være forskellig (familiært, historisk, religiøst, kulturelt). Skepsis er sans for magtfordeling: Sansen for flertydighed, mangfoldighed og anderledeshed.
Åndsvidenskaberne befordrer en vej ud af videnskabens kolonialisering via dannelsen. Thi dannelse er sikringen af emigrationsmuligheder/-evner.
Definition (dannelse): ”Bildung ist die Sicherung der Emigrationsfähigkeit.” (110)
Definition (modernisering): Afhistorisering.
”Alle Geisteswissenschaften sind Wissenschaften vom Menschen. Aber nicht alle Wissenschaften vom Menschen sind Geisteswissenschaften.“ (110)
Der findes også menneskevidenskaber, der ikke er åndsvidenskaber, f.eks. humanmedicin og biologi. Antropologi skal her forstås som filosofisk antropologi.
Intentionen om at ville tale om det hele menneske er gammel – det har antropologien traditionelt taget sig af [i den tyske forståelse af ’antropologi’]. Med Darwin ophører mennesket imidlertid med at være en undtagelse fra dyret, og antropologien erstattes af biologien. 1859 udkom Darwins The Origin of Species og i 1871 Descent of Man. 1883 kom Diltheys Einleitung in die Geisteswissenschaften, hvorved det stadfæstedes at antropologiens indlemning under åndsvidenskaberne var mislykket. Men samtidig bliver nogle naturvidenskaber til fortællende videnskaber, f.eks. evolutionsbiologien og kosmologien, hvilket Marquard omtaler som ”Vergeisteswissenschaftlichgung” (112).
Filosoffernes brugbarhed
i)
Konsensus er ikke det vigtigste, langt vigtigere er den produktive misforståelse og simpelthen fornuft. Her er filosoffens ældgamle metier særlig brugbar, idet filosoffen har lært at leve med aporier og dissonanserfaringer.
”Konsens nähmlich ist keineswegs immer nötig: wichtigsten ist das produktive Missverständnis; und am wichtigsten ist schlichtweg Vernunft: der Verzicht auf die Anstrengung dumm zu bleiben.“ (113)
[Jf. Bachelard: « Deux hommes, s’ils veulent s’entrendre vraiment, ont dû d’abord se contredire. La vérité est fille de la discussion, non pas fille de la sympathie »]
ii)
Filosofiens gamle dyd – at leve med konsensusdeficit – viser sig at være en højmoderne interdisciplinær dyd: Den færdighed uden at gå ned, at få overstået samtaleforvirring.
”Offenbar bringen sie [die Philosophen] aus ihrer Fachtradition – einer zweieinhalbtausendjährigen Tradition der Nichteinigung über Grundsatzpositionen – etwas mit, was interdisziplinär nützlich ist: nämlich leben zu können mit offenen Aporien und Dissensüberschüssen. Das uralte fachliche Laster de Philosophen – ihr chronisches Konsensdefizit – erweist sich als hochmoderne interdisziplinäre Tugend: vor allem als Fertigkeit, Gesprächskonfusionen unentmutigt zu überstehen.“ (113)
iii)
Men filosofferne er også nyttige og moderne på andre måder, thi de har intet jagtreservat, men et universelt jagttegn.
”Auch sonst sind Philosophen einschlägig nützlich; denn – was ihre Sachzuständigkeit betrifft – sie haben kein festes Jagdrevier, sondern eine allgemeine Wildererlizenz.“ (113)
iv)
Filosoffen er ikke ekspert, men eksperternes stand in: En stuntman i faretruende situationer, hvor humanvidenskaberne kun har én chance.
”Der Philosoph ist nicht der Experte, sondern der Stuntman des Experten: sein Double fürs Gefährliche. Seine interdisziplinäre Nützlichkeit als Gesprächskatalysator hängt mit diesen philosophischen Tauglichkeiten zusammen, Experten – die ja kostbarer sind als Philosophen – zu doubeln in Situationen, die jenen Riskanzgrad erreichen, den humanwissenschaftlich interdisziplinäre Gespräche nun einmal haben.“ (113)
Konklusion:
Der hvor humanvidenskaberne skal kompensere er ikke at samles i en disciplin, men i interdisciplinaritet.
Desto mere moderne verden bliver, desto mere er der brug for humanvidenskaberne. (114)
Bemærk:
Ligheden med
– Nietzsches Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben (1874): Nødvendigheden af ikke at mumificere historien, men at opretholde levende fortællinger til gavn for livet.
– og Lyotards konklusion i La condition postmoderne (1979): Det moralsk gode i tolerancen af de mange små fortællinger (sprogspil).
II Forsinket moralistik. Bemærkninger om åndsvidenskabernes uundgåelighed, 1995
Marquard repeterer sine teser fra 10 år tidligere: Jo mere moderne den moderne verden bliver, desto mere uundgåelig bliver åndsvidenskaberne. Åndsvidenskaberne er ikke et offer for moderniseringen, men et produkt af den; det der gør moderniseringen tålelig.
| Det moderne er: | Åndsvidenskaberne kompenserer ved fortælling: |
| Affortryllelse | Æstetiske sensibilitetshistorier |
| Afhistorisering | Kontinuitets- og traditionsbevarelse |
| Kompleksitetsforøgelse og orienteringskrise | Orienteringsfortællinger |
| Monomyte (videnskabens fortælling) | Flertydighed |
Humanvidenskaberne skal snarere transcendere faggrænserne end samles i et fag.
Con 1: Der må have været noget, der gik forud for åndsvidenskaberne, som handlede om mennesket.
Marquard: Ja, det var filosofi, teologi og retorik.
Con 2: Åndsvidenskaber som blot kompensation er en underbestemmelse som ren funktional. Åndsvidenskaberne har mere for.
Marquard: Blot fordi det funktionelle er det substantielle ved åndsvidenskaberne betyder det ikke, at åndsvidenskaberne er døde.
Con 3: Hvis åndsvidenskaberne blot er fortællende, mister de deres evne til at udsige sandheder (110).
Marquard: Fortællinger kan godt være sandhedsbærende. Det er let at sige og svært at gøre.
Det gælder også i forhold til fremtiden: Orienteringsfortællinger kan – idet de er halvt fortid og halvt fremtid – ikke blot orientere om, hvor vi er, men også hvor vi skal hen i fremtiden. De kan give alderens bevidsthed til de, der ikke har alder og orientere de forvirrede. Og i den tachogene verden, med den accelererede forandringshastighed er vi alle børn, og har derfor alle brug for orienteringsfortællinger som erstatningsvoksenhed:
”Geisteswissenschaften sind Lebenserfahrung für die, die noch keine haben, Altersweisheit der noch nicht Alten, was – als Orientierungspotential – wachsend wichtig wird in einer Zeit, in der, durch ihre Dauerveränderung, die Welt auch für den Ältesten noch so fremd bleibt wie einst nu für Kinder: Die von Herman Lübbe beschriebene moderne Infantilisierung braucht die Geisteswissenschaften als Kompensation der Lebenserfahrung, als Orientierungshilfe: Dauerverkindlichung braucht die Kompensation durch eine Art Ersatzerwachsensein.“ (111)
I stedet for et universalistisk imperativ à la „vær kun et, som også alle andre kan være”, vil Marquard sætte Max Müllers historiske imperativ:
Sei das, was nur du sein kannst, und lass auch die anderen das sein, was nur sie sein können. (111)
Vær det, hvad kun du kan, og lad også de andre være, hvad kun de kan være.
Åndsvidenskaberne kan være det utrendy ’ja’, der gør dem ”acceptvidenskaber”, som negerer sin tids negativitetskonformisme overfor det moderne, og siger ’ja’ til en borgerlig verden.
”Für meinen Geschamack sind sie dann – und müssen sich dafür den Namen „Akzeptanzwissenschaften“ vielleicht hin und wieder gefallen lassen – besonders kritisch: Sie negieren den heutigen Negationskonformismus, das Mitläufertum beim grossen Nein zur modernen, zur bürgerlichen Welt.“ (111-112)
Marquards teser om det moderne er:
Tese 1: Overforventninger har negativiseringsvirkninger.
Tese 2: Velstandsverdenens dårligdomsnostalgi.
Tese 3: Efterfølgende ulydighed i det moderne.
I stedet sætter Marquard:
Kompensationsfilosofien
Kompensationsfilosofien stammer fra teodicéen: Guderne kompenserede for det onde.
Canguilhemeleven, Jean Svagelski, har i sin bog L’idée de compensation en France 1750-1850 vist, at fremskridtstanken i Frankrig i denne periode har fortrængt kompensationstanken.
Marquard ser nu negativitetsfilosofiens som sprængende ud af en fremskridtstanke, der ikke kan indfri alle forventninger.
”Seit dem achtzehnten Jahrhundert sind wir es gewöhnt, das Ja zur modernen Welt durch die Überzeugung ihrer Fortgeschrittenheit zu stützen; wo wir – weil der Glaube an den Fortschritt wankt – dies nicht mehr schaffen, kippt unser fortschrittsphilosophisch emphatisches Ja zur modernen Welt um: in den Hang zum Nein.“ (112)
Det moderne udarter sig til at være en nej-krise.
Tese 4: Det moderne er en ikke en krise, men en nej-krise (113)
I stedet for den bør man sætte et balancekoncept og en kompensationsfilosofi, der siger ja til den borgerlige verden.
”War die Welt fortschrittsphilosophisch die absolute Nichtkrise, ist die moderne Welt nur verfallsphilosophisch die absolute Krise. Was wir demgegenüber brauchen, ist eine Nichtkrisentheorie der Moderne, die von der Fortschrittstheorie verschieden ist: Und genau das ist die Philosophie der Kompensation. Sie erlaubt das unemphatische – auf nüchterne Weise kritikfähige – Ja zur modernen Welt, weil sie zu begreifen vermag: Die moderne Welt ist mehr Nichtkrise als Krise, weil in ihr Störungen kompensiert sind[.]“ (112-113)
Åndsvidenskaberne kan i det forsinkede Tyskland være den forsinkede „Moralistik“, som man fik længe før i Frankrig og England, f.eks. manifesteret ved Montesquieus magtdelingsprincip. (”Skepsis ist der Sinn für Gewaltenteilung” (113)).
Nu er moralitet ikke at misforstå som den forfladigelse det er blevet i det overmoraliserede klima, vi har nu til dags, men at forstå som Nietzsche mente det i traditionen fra Montaigne, La Rochefoucauld og andre: Studiet af menneskenes sæder, skik og brug, deres mores. Herfor har man i Frankrig en tidlig tradition, ligesom i England, hvor åndsvidenskaberne hedder ”The Moral Sciences”. I Tyskland sker der imidlertid det, at der fra ca. 1600 udvikler sig en filosofisk antropologi, der fortrænger muligheden for at en moral science kan udvikle sig.
Åndsvidenskaberne er nu endelig blevet muligheden for en moralitet i en forsinket nation, Tyskland.
”Die deutschen Geisteswissenschaften sind die verspätete Moralistik der verspäteten Nation.“ (114)
