Peter Sloterdijk:
Die Verachtung der Massen

Versuch über Kulturkämpfe in der modernen Gesellschaft.
Suhrkamp, Frankfurt am Main, 2000

Dansk oversættelse:
Masse og foragt
Det lille Forlag, 2003.

Læsning v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

D: Henviser til den tyske originaludgave (Den tyske undertitel er nok så vigtig: Det her handler om at turde tage kulturkampen op. At turde foragte.)
DK: Henviser til den danske oversættelse.

Indhold:
Resume (AFJ)
I Menneskesorthed
II Foragt som begreb
III Dobbelte sår
IV Om antropologisk differens
V Massens identitet: indifferens

Resume

I bogen Die Verachtung der Massen, Versuch über die Kulturkämpfe in der modernen Gesellschaft søger Peter Sloterdijk at redegøre for, hvorledes en moderne kold og indifferent masse har kunnet opstå. Der er uden tvivl mange paralleler mellem Sloterdijks begreb om den kolde masse og Baudrillards begreb om massernes implosion (bl.a. Baudrillard: ”I det tavse flertals skygge”). Nok så vigtig er den tyske undertitel: Det her handler om at turde tage kulturkampen op, og det kan man kun hvis man kan foragte det indifferente, også i én selv. Vigtig er også den tyske titels dobbeltbetydning: Foragten for masserne og massernes foragt. Det meste af bogen handler om sidstnævnte.

I første kapitel bestemmer Sloterdijk den kolde masse til forskel fra en varm masse, en masse i bevægelse. Den moderne, kolde masse er karakteriseret ved, at den kun er bundet sammen af fjernsynskabler; det er en masse uden potentiale, karakteriseret ved en vilje til underholdning. Her rummede den varme masse – der havde sit ophav i middelmådigheden, og sit paradigmeeksempel i den tyske befolkning op til anden verdenskrig – dog en politiske vilje og et handlingspotentiale. Den kolde masse er derimod mediemassen.

Andet kapitel er en historisk gennemgang af det ophøjedes nedskrivning. Først fra arveadel til fortjenstadel og videre til en nivellering af også dens priviligum i borgeren. Med identificeringen af mennesket med borgeren – alle er lige, hvis blot man er født – og med massens opkomst som den, der har fortjent privilegier, alle som én, er grundlaget for også en moderne kold masse skabt. Den gruppe af bedre mennesker, der er tilbage, nedværdiger sig nu til en forargelse, nemlig til forargelsen over den store masse forargelse af dem. Men snart skulle også forargelsen gå neden om og hjem.

Tredje kapitel skitserer, hvorledes der nu ikke længere er forargelse tilbage. Menneskehedens dobbelte sår består i den totale nivellering af forskelle og dens nedpakning i forargelsens tabu: Selv det at forarges er nu en krænkelse.

Fjerde kapitel skitserer de normativiteter, der nu knyttes til den kolde masse: Masse forpligter. Forpligtelsen består i at ingen forskel må gøre nogen forskel. Der skal kun være ligegyldige differenser, der alle er udskiftelige, ellers gjorde de en forskel. Forskellene mellem de bedre mennesker og de mindre gode, mellem det hellige og det profane, mellem de vise og de almindelige, mellem de begavede og de ubegavede er nu totalt nivelleret. De hellige er erstattet med sportsstjernerne og de syndige med tilskuerne. Det uinteressante er blevet gjort interessant.

Men: Mennesket er fordømt til forskel. Det kan kun orientere sig ved at nedsætte forskelle. Bogens sidste kapitel skitserer, hvorledes massen fungerer gennem en anti-nietzscheansk nietzscheanisme: Det, der rager op, det vertikale, må lægges ned. Massen indfører forskelle, der altid er til fordel for den selv, det hader det kreative og det uerstattelige.

Hvad vil Sloterdijk gøre ved det? På sidste side nævne han tre øvelser:

– Øvelsen i at beundre (indføre det vertikale igen),
– Øvelsen i at provokere – kun derved kan en yderligere synken i indifferens sikres – og
– Øvelsen i at bekæmpe massen i én selv.

Nietzsche er på mange måder et skjult forbillede for Sloterdijks beundrings-, provokations- og bekæmpelsesøvelser.

I. Menneskesorthed /Menschenschwärze

Tese 1: Massen er blevet subjekt, og det er en fuldførelse af Hegels drøm: Alle gyldige udtryksformer udgår fra de mange (DK 19) = “flertallets opstigen til suverænitet” (DK 20)

Tese 2: Der findes to slags masser: Den varme masse, heltmassen, som Canetti beskrev (Masse og magt) (DK 20-21) og den kolde masse, programmassen, der er forbundet af fjernsynskabler. Man er “i dag mere end nogensinde en masse, også uden at forsamle sig som en sådan.” (DK25). Imidlertid må man “skelne mellem de forskellige måder at blive revet med på”.

Metaforologik: Massen som en malstrøm, hvis bane fører nedad og ind mod midten (DK22).

Fællestræk ved masserne
Betingelsen for begge masser – og for totalitære regimer – er med Hannah Arendts ord: “Organiseret forladthed”.

Tese 3: Massens beundring for Hitler rummede kimen til nutidens stjernebeundring; de er begge “den liderlige middelmådigheds selvtilbedelse” (DK30).

Pro: Den sorte masse holdt aldrig op med at drømme; den er massens heltedyrkelse, der i den mediale (postmoderne) modus bliver til massenarcissimen, der underordner sansningen under projektionen. Det lykkejagende kobles med det konsensusjagende og det horisontale (magtbalancen er lagt ned –> kun horisontale forskelle) – hvoraf opstår drømmen om sig selv – det samme – som helt (DK30).

“Førerens hemmelighed dengang og stjernernes hemmelighed i dag består i, at de netop ligner deres mest sløve beundrere mere, end nogen deltager vover at forestille sig.” (DK31)

II. Foragt som begreb /Verachtung als Begriff

Kapitlet handler om foragtens historie. Det opsummeres således i begyndelse af kapitel III:

”Ser man sammenfattende tilbage på udviklingen af den moderne mépris og dens lejlighedsvise opflammen i filosofiske, publicistiske og poetiske taler, er det umiskendeligt, at de generaliserede kampe om anerkendelse vikler det mobiliserede massesamfund ind i permanente processer af vild gruppedynamik.” (DK61)
Denne bog er altså en bog om anerkendelsen; ikke mindst om hvorledes den arvede og senere erhvervede adel langsomt, men sikkert, foragtes mere og mere, og hvorledes foragten af adelen selv får adelen til at foragte den masse, der foragter den (DK56-58).

Pragmatismen, med Rorty i spidsen, er talsmand for den masse, der foragter adelen (DK56-57).

Hos Heidegger, og hans berygtede man-analyse i §27 af Sein und Zeit, bliver i alle til en man og dermed til den masse. Filosoffen privilegium – at skue i eksistensen – bliver den eneste form for hævdelse, der er mulig.

Den, der vil udvikle nedværdiger. For at undgå denne prekære situation siger man om massen, at den allerede er ved målet (D30 / DK 35). Mennesket er allerede ved målet.

Tese 4: ”De moderne diskurser om mennesket som et mål i sig selv bevæger sig i alternativet mellem udvikling og forkælelse.” (DK 35)
Det moderne er en konflikt mellem evolutionisterne, der stiller en udvikling i sigt og forførerne, der siger, at vi allerede er udviklede (DK 35).

Sloterdijk skelner nu mellem:
– vertikalkommunikation (fornærmelse)
– horisontalkommunikation (smiger)

Det moderne er en kamp om anerkendelse. Men hvis alle skal anerkendes falder anerkendelsen, fordi anerkendelse afhænger af dens knaphed, det betyder: massen kan ikke virkelig anerkendes uden at anerkendelsen bliver et problem, der betyder:

Tese 5: Foragten er epidemisk i moderne samfund: Vi kan ikke tale om den. (Men det vil Sloterdijk, for det er nødvendigt for at kunne føre kulturkamp) (DK36).

Starten til værdighed for alle og dermed foragttabu: Hovedet hugges af adelen
Hobbes: Lighed større end forskel

Starter i det 17. århundrede (DK38) med Hobbes, ”en sti, som i første omgang snarere synes at føre nedad end opad”. Naturen har dannet mennesker så ens, mener Hobbes, at deres forskelle er mindre end deres ligheder (DK40).

Mit dem Hobbesianismus setzt die theoretische Abschaffung des Adels ein. Mehr als hundert Jahre bevor die terreur der Französischen Revolution den Willen ausdrückte, alle Köpfe abzuschalgen, die höher aufragen wollten als die von bürgerlichem Wuchs, bringt die beginnende politische Anthropologie die Idee der vornehmheit überhaupt zu Fall, indem sie mit psychologischen Argumenten aus der Natur den Nachweis führt, das all Menschen ihr Leben über denselben Affektgrundlagen fristen und dass sämtliche politischen oder ständischen Unterschiede zwischen ihnen nahezu belanglos sind angesichts der massiven Ähnlichkeiten hinsichtlicht ihrer inneren Antriebe.

”Med hobbesianismen sætter den teoretiske afskaffelse af adelen ind. Mere end hundrede år før den franske revolutions terreur udtrykt viljen til at hugge hover af, som ragede højere op end de borgerlige, bringer den politiske antropologi ideen om fornemhed overhovedet til fald, idet den med psykologiske argumenter hentet fra naturen fører bevis for, at alle mennesker lever deres liv i kraft af de samme affektgrundlag, og at de samtlige politiske eller standsmæssige forskelle mellem dem nærmest er uden betydning i betragtning af de massive ligheder i henseende til deres indre impulser.” (DK43-44)

Spinoza: Objektet, der ikke kan trænge igennem til ånden.

Spinoza regnes som opdageren af det politiske problem om mængden. Mængdens problem – Sloterdijk tolker Spinozas taler om objektets problem som applicerbart på massen – er at få agtelse. Objektets problem er at få åndens agtelse, massens at få åndens agtelse. Foragtelse (Contemptus) er nå objektet (mængden) ikke magter at røre ånden mere, end at ånden forestiller sig det, der er ikke er i tingen/objektet, i stedet for det, der er i den (DK46-47).
Opdagelsen af massen
Tese 6: Opdagelsen af massen ® det uinteressante gøres interessant.

“Die Entdeckung der Masse bringt die Erhebung des Uinteressanten in den Range des Interessanten mit sich.” (D46).
“Opdagelsen af massen betyder, at det uinteressante løftes op i det interessantes sfære.” (DK47)

Tese 7: Massekulturen har til alle tiden været forsøget på at udfolde det uinteressante (D46/DK47) –  massekulturen er henvist til ”strategier for opmærksomhedspåtvingelse”, fordi den ikke i sig selv har noget interessant at byde på, men netop skal gøre det uinteressante interessant.

“In der Verlängerung dieser Überlegung findet sich die Evidenz, warum die Massenkultur für alle Zeit an den Versuch gebunden sein wird, das Uninteresssante als das Auffälligste zu entfalten. Sie bleibt auf Strategien der Aufmerksamkeitserzwingung angewiesen, weil sie vorhat, trviale Gegenstände und Personen in die vorderste Sichtlinie zu stellen – mithin Objekte, von denen Spinozas Bemerkung gilt, dass wir an ihnen nichts bemerken, was wir nicht vorher auch an anderen Objekten gesehen haben, fehlt nur der Zusatz: bis zum Überdruss gesehen haben. Merken wir an dass hier auch Personen noch im Schema der Ding-Theorien aufgefasst werden. Kein Zufall, dass Massenkultur überall, wo sie sich geltend macht, auf die Verbindung von Trivialität mit Spezialeffekten setzen wird.” (D46)

“I forlængelse af denne overbevisning er det indlysende hvorfor massekulturen til alle tider har været bundet til forsøget på at udfolde det uinteressante som det mest opsigtsvækkende. Den er henvist til strategier for opmærksomhedspåtvingelse, fordi dens projekt består i at stille trivielle genstande og personer i forreste sigtlinje, altså objekter om hvilke Spinoza bemærkede, at vi intet bemærker ved dem, som vi ikke også har set ved andre objekter, og der mangler blot tilføjelsen: at vi har set dem til lede. Man bemærke, at personer her indregnes i tingsteoriernes skema. Det er ikke nogen tilfældighed, at massekulturen overalt, hvor den gør sig gældende, vil satse på forbindelsen mellem trivialitet og specialeffekter.” (DK47-48)
Hegel
Hegel vil med sin anerkendelsesdialektik vise, hvorledes den undertrykte og foragtede del kan blive til herskende og selvagtende. Ved det nødvendige udskydelse af sit begær lærer han at forme, mens herren lukker sig inde i impotent nydelse (D48/DK49). Det er fordi slaven ikke kan nyde i første drag at arbejdets historie og historiens arbejde begynder og udvikler sig (D50/DK50).
Det er denne dialektik, der er grundlaget for at alle kan træde op i uinteressanthedens lys.

Marx
Ifølge Marx bliver flertallet foragtet på to måder i de traditionelle klassesamfund:
– politisk: Det undertrykkende herredømmes ordninger, hvis resultat er det servile menneske
– samfundsmæssigt: Det indholdstømmende arbejde, hvis resultat er den proletariske psyke (DK52)

Marx diagnoser af flertallets fangenskab havde dog i flg. Sloterdijk det problem, at den ikke kunne redegøre for om det var bedst at mildne eller skærpe proletarernes lidelse. Marx hører til smigrerne: De, der siger at alle mennesker har værdigheder (jf. III).

Spørgsmål: Hvad nu hvis Marx og Maos vilje til forandring kun var foragtelighedens strukturforandring? (DK 54) Her kommer Nietzsche ind i billedet.

Nietzsche: Foragtens frigører
Det sidste menneske (i Zarathustra) er fri for foragt. Han er selvtilfreds.
Det, der derimod er foragteligt er det at stille selvtilfredshedens begrænsning til skue.

Nietzsche bliver snarere den, som de faldne overlegne kan bruge til at foragte med. De foragtes over massernes foragtelse af dem (DK56-57).

Massernes fortalere er mange; fra Rorty til mødeetikerne (f.eks. Habermas). Med Heidegger bliver massen, das Man, os alle (Sein und Zeit, §27). Den sidste fortjenesteadel bliver indsigten i forfaldenheden og den lille mulighed for oprigtighed.

Af den dobbelte foragtelse kommer menneskehedens dobbelte sår: Tabuet. Foragtelsen lukkes nu ned i et tabu.

III Dobbelte sår / Doppelte Wunden

Det bliver ikke længere tilladt at foragte. Foragt bliver et tabu, og overhovedet det at tale om ”agtelses- og foragtelsesproblemer i de nuværende samfund” (DK61) bliver betragtet ”en krænkelsen af en almindelig aftale om at tie, og som om det at minde om en forlegenhed allerede er en krænkelse, der kræver revanche.” Lidelsen er dobbelt: Nedlæggelse af vertikaldifferens og tabu.

Overfor dette ømfindige punkt kommer alle former for socialfilosofi til kort. Men, Sloterdijk vil i stedet sætte retten til at agte:

Tese 8:

“Die Philosophen haben den Gesellschaften nur verschieden geschmeichelt; es kommt darauf an, sie zu provozieren.” (D62-63)

“Filosofferne har blot smigret samfundene forskelligt, det, det drejer sig om, er at provokere dem.” (DK61)

IV Om antropologisk differens / Von anthropologischer Differenz

Kapitlet behandler nivelleringen af de differenser mellem mennesker, som var betingelsen for højkultur. Borgerne er lige, og nu skal menneske og borger være det samme, så menneskene bliver lige.

1. Skelnen mellem mennesker og gudemennesker/bedre mennesker ophæves (DK74)

Ved blot at lade sig føde mellem lort og urin – inter faeces et urinam nascimus (DK 70) – tildrager man sig rettigheder (DK69-70). ”Alt, hvad det drejer sig m, er at komme ud.” (DK70). Den vertikale differens er nu kun i mennesket selv: Alle har ret til at se op til alle.

”At være menneske vil sige at opsige tjenesten, og med tjeneste den forefundne differens.” (DK71). At være født menneske er at opsige pligten og sætte sig til at vente på ligheden. Menneskerettighederne af 1948 indfører privillegier for alle.

Alle meninger bliver lige gode, thi de handler jo om synsvinklen; det hele er socialt konstrukt.

2. Forskellen mellem det hellige og det profane ophæves; intet er længere helligt. Derfor erstatter det moderne konsekvent de hellige med elitesportsfolk – og de syndige flertal erstattes med tilskuere (DK74).

“Das Jenseits ist in der Moderne bis zur Unkenntlichkeit diskret geworden: Gott verzichtet jetzt nicht nur auf seine Fähigkeit, sich in einem singulären Menschen zu verkörpern, er verliert offenbar auch das Interesse daran, durch gewisse Einzelne hindurchzuleuchten.” (D79)

“Det hinsides er i det moderne blevet diskret indtil det ukendelige: Gud giver nu ikke blot afkald på sin evne til at legemliggøre sig i et enkelt menneske, han mister tydeligvis også interessen for at lyse gennem visse enkelte.” (DK75)

3. Forskellen mellem de vise og mængden nivelleres ved:

a. Evolutionisme: Menneskets viden er noget det er født til: Det kalder menneske for homo sapiens, ja ennda hom sapiens sapiens, hvorved evolutionismen spytter to gange for filosoffernes fødder (DK75).
b. Den vise erstattes med den intellektuelle. Demokrati og rettigheder frem for visdom (DK75-76).

4. Forskellem mellem de begavede og de ubegavede nivelleres.

De begavede får succes gennem værker der er ubegavede: Marcel Duchamp, Andy Warhol, Joseph Beuys.

“Wie die religiöse Metaphusik von der Frage beunruhigt wurde, woher das Böse stamme, so die säkulare Gesellschaft von der Frage, woher sie ihre Unterschiede nehmen soll.” (D84)

“Ligesom den religiøse mystik blev foruroligt af spørgsmålet om, hvor det onde stammede fra, således foruroliges det sekulære samfund af spørgsmålet om, hvor det skal tage sine forskelle fra.” (DK79)

V Massens identitet: indifferens / Identität in der Masse: die Indifferenz

Der er imidlertid et lod, at mennesket altid må skelne. Massen skelner også:
– Massen skelner altid til sin egen fordel
– Massen delegitimerer sprogspil, som den ikke vinder (DK81), ”Den knuser alle spejle, som ikke forsikrer den om, at den er den smukkeste i hele riget.” (DK81)

Tese 9: Massens projekt er anti-nietzscheansk nietzscheanisme: Den omvurderer alle værdier, således at vertikaldifferens omformuleres til horisontaldifferens (DK81).

Men da skelnen altid foregår på baggrund af de etablerede ligheder, bliver den skelnen, der foretages altid truet af indifferens (DK82).

Definition (masse):
“Differenz, die keinen Unterschied macht, ist der logische Titel der Masse. Von nun an müssen Identität und Indifferenz als Synonyme verstanden werden.” (D86)
“Differens som ikke gør nogen forskel, det er den logiske titel på masssen. Fra nu af skal identitet og indifferens opfattes som synonyme.” (DK82)

Nøgleord: Total midte.

Indifferensens norm
Tese 10: Masse forpligter: Forpligtelsen til det indifferente, på at forskellene ikke gør nogen forskel (DK83).

Efter at Gud er død og naturen afsløret som konstrukt, falder de instanser væk, som kunne have udgjort en forskel.

I kølvandet på denne ligegyldighed opstår på samme tid
– en tendens til at alle vil være herrer uden at skabe: Kulturreprotere, studieværter, anmeldere, managere osv. der uden at have skabt lader sig hylde som skabere.
– et had til det kreative, mod det, der ikke kan erstattes. Det ligger nemlig i indifferensens norm, at det hele skal være indifferent, dvs. kunne udskiftes.

Spørgsmål: ”Hvem kan det efter den her foretagne analyseunder, at den beslutsomt fremrykkende enhedskultur, som kun anerkender vilkårlige differenser på baggrund af ubeslutsomhed, nu træffer foranstaltninger til sine næste slag i det tidsubegrænsede finale felttog mod det overordentlige?” (DK89).
Sloterdijks mål
Spørgsmål: Hvad er så Sloterdijks mål?

1) Beundringsøvelser. At øve sig i at det beundringsværdige ikke har mistet højde (D95/DK89)
2) Provokationsøvelser: ”Alene gennem udfordringer opstår der anleninger til ikke at lade sig synke yderligere.”
3) At udfordre massen i os selv, at beslutte sig mod sig selv, til fordel for en differens til det bedre:

“Kultur in dem normativen Sinn, an den zu erinnern nötig ist wie nie zuvor, umfasst den Inbegriff von Versuchen, die Masse in uns selber herauszufordern, sich gegen sich selbst zu entscheiden. Sie ist eine Differenz zum Besseren, die es, wie alle relevanten Unterscheidungen, nu gibt, sooft und solange sie gemacht wird.” (D95)

“Kultur i den normative forstand, som det er nødvendigt at minde om som aldrig før, omfatter indbegrebet af forsøg på at udfordre massen i os selv, at beslutte sig mod sig selv. Den er en differens til det bedre, der ligesom alle relevante forskelle kun findes så ofte og så længe den bliver gjort.” (DK89)