Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
En første bestemmelse af Empire
”Our basic hypothesis is that sovereignty has taken a new form, composed of a series of national and supranational organisms united under a single logic of rule. This new global form of sovereignty is what we call Empire.” (xii)
Hardt og Negris store fortælling bygger på følgende tese: Der er en verdensorden.
Det er muligt, at økonomiske relationer er blevet mere autonome i forhold til politisk kontrol, men en ny bio-politisk-økonomisk suverænitet har taget form. Denne suverænitet kaldes ”Empire”, og hvad den går ud på skal i det følgende forklares.
Empire som magtsuverænitet har intet center; det de-territorialiseres konstant. Empire er en magt hinsides nationalstater, også USA. Det er en transnational orden. I fremstillingen af Empires historie udgør nationalstaterne en rolle i den modernitet, der nu er forbi.
Empire præsenterer sig som ahistorisk, som noget der ikke har en opkomst og en afslutning. Hvad Hardt og Negri sætter sig for er imidlertid at vise Empires opkomst, tilstedeværelse og proklamere dets afslutning, når produktivkræfterne reapproprierer produktionsmidlerne.
Empire stræber hele tiden efter fred, og fungerer ved at producere og lokalisere kriser, som det med sine ´ædle hensigter’ ved indgreb skal omdanne til fred. Empire fremstår som en ahistorisk fred, mens dets reelle historie er badet i blod. Et eksempel herpå er de næppe overståede Irakkrige, hvor befolkninger skulle tilsøles i blod for at Empire kunne gøre det gode.
Et centralt narrativ i politiske diskussioner under og efter Golfkrigen er ”Bellum justum”, retfærdig krig. Krigen reduceres her til politisk handling (jf. Clausewitz). Det militære apparat legitimeres ved en etisk grund (jus ad bellum) og den militære indsats tager sig ikke blot ud som fredsskabende, den helliggøres ligefrem. Til at bringe det etiske apparat igang kræves dels en krisediagnose, og den såvel er NGO’ere som Medicins sans frontières og Amnesty International, som FN, IMF, Verdensbanken, Gatt m.v. særlig leveringsdygtig i. De, der vil det gode går altså Empires ærinde. Dels foretages en banalisering af fjenden (fjenden er blot en undertrykkelsesgenstand, der let kan fjernes) eller en absolutering af fjenden (fjenden er en absolut trussel mod den moralske verdensorden) (13). På den måde bliver selv vestlige interveneringer hellig krig.
Hardt og Negri bygger på Foucaults tese, at magten frygter og afskyr et vakuum, derfor producerer den. Den er en produktionsmaskine, en ”gouvernance” uden ”government”, der hele tiden producerer en kalden på autoritet. Empire fungerer nemlig udfra den tese, at magten endnu ikke har sat sig igennem, men efterlyses (14).
En væsentlig faktor her er ovennævnte undtagelsesfunktion: Der er undtagelse eller krise et sted, og magten må derfor træde til som det godes håndhæver. Moderne politiske kampe kommer derfor til at handle om 1) evnen til at definere undtagelse og nødvendigheden af intervention, og 2) evnen til at sætte kræfter og instrumenter i bevægelse i dette krisearrangement. Militær intervention bliver politiaktioner.
Empire fungerer ikke blot ved at udpege kriser, det er også selv i krise. Det kan når som helst blive overtaget af mængden ”the multitude”, der er drivkraften i Empire.
Et langt stykke af vejen fortæller Hardt og Negri den marxistiske historie om produktivkræfternes indespærring i produktionsforholdende. Resultatet af Marx´værditeori var, at ikke blot rummede kapitalismen et negativt aspekt – det skabende arbejdes værdisættelse og udbyttelse – men også et positivt aspekt – det skabende arbejdes mulighed for frigørelse fra det kapitalistiske produktionsmaskineri, der tæmmer det. Empire er som kapitalismen en snylter, der sidder på produktionskræfterne – mængden, the multitude – og suger blod af den (62).
Hardt og Negri bygger hele vejen igennem – og specielt i fjerde del af bogen – videre herpå, men de adskiller sig fra Marx’ materialistiske produktionsteori derved at de centrale produkter handler om noget immaterielt, nemlig (30):
1) Kommunikationsarbejde i industriel produktion
2) Symbolanalysens interaktive arbejde
3) Arbejdet med at producere og manipulere følelser (affects)
Det er ikke mindst i forhold til sidstnævnte, at Empires biopolitiske dimensioner tænkes at udfolde sig. Det kan være alt fra forsikring, omsorg og pleje til forbedring af såvel den enkelte krop som biomassen i det hele taget.
Hardt og Negri indlader sig på den deleuzianske fortolkning af Foucaults historiske diagnoser om et samfund, der har forskudt sig fra et disciplinsamfund til et kontrolsamfund. Hvor discplinsamfundet sætter en orden igennem via og udgår fra de samfundsmæssig institutioner, så er kontrolsamfundet karakteriseret ved at fungere gennem det ’demokratisk’ ’medvillende’, selvledelsen.
I min tilvirkning:
Fra disciplinærsamfund til kontrolsamfund (22-23):
| Totalitærregimer | Disciplinærregimer | Politistater / kontrolsamfund |
| Magt over døden | Magt over kroppen | Magt til livet. |
| Dispositivmagt | Positivmagt | |
| Institution | ’Demokratisk’ | |
| Styring | Ledelse gennem selvledelse | |
| Taylorisme | Incitering til eget initiativ | |
| Genstand: Krop i rum og tid | Genstand: LivetLivets incitering: Biopolitk | |
| Kvantitativ, regelbundet | Kvalitativ forandring, affektivMultiplicitet |
Denne passage foregår ikke kun gennem bevidsthed og ideologi, men også gennem kroppen.
”Pour la société capitaliste, c’est le bio-politique qui importait avant tout, la biologique, le somatique, le corporel. Le corps est une réalité bio-politique;” (Foucault, Dits et écrits, III, 210 / Empire, 27).
Et sted, hvor Empires positive vilje kan forene sig med produktionen er angående forbedringen af det biologiske. Empire bliver her en biomagt. Biomagt har at gøre med forbedring, optimering, kort sagt enhver slags politikker, der retter sig mod biomassen, både befolkningen som totalitet og den individuelle krop.
Cf. Foucault: Biopolitik
Det er ved at gøre optimering og kriseløsning til ret, at Empire kan legitimere sig selv som ret. Såvel Empire som Hardt og Negri reducerer politik til at handle om magt.
Det er ved konstant at producere store fortællinger, store ideologiske fortællinger, store lingvistiske realkonstruktioner om egen selvgyldighed, at Empoire legitimerer sig selv.
Det er ved at producere immaterialiteter – betydninger, sprog, kommunikation og ikke mindst subjekter, at produktionsmaskineriet udøver sin magt.
Det er ved på samme tid at fortælle historien om fremskridtet mod universelt borgerskab, at Empire på ægte postmoderne vis opløser identitet og historie (34)
”What has changed in the passage to the imperial world, however, is that this border place no longer exists, and thus the modern critical strategy tends no longer to be effective.” (183)
Magten er ikke længere det andet, for der er ikke noget sted udenfor. Empire omfavner det hele i sit krise- og optimeringsproduktionsmaskineri.
Hvor Deleuze og Guattari i produktion, transformation og deterritorialisering synes at se en mulighed for at overgå kapitalismen, da må Hardt og Negri være enige med Slavoj Zizek i, at denne strategi allerede er blevet kapitalismens egen.
Empire som fjende er mere en ideologisk trussel end en militær – jf. produktionen af legitimitet.
Man kan forklare forskellen mellem det moderne og Empire på følgende måde: Da man havde WP5.1 til dos, så virkede skidtet på en bestemt måde, og man havde kontrol over alt, hvad der foregik – ja, det viste endda sine koder. Det kunne ikke pludselig gøre ting for en, for det gjorde ikke andet end det, man bad det om (disciplinsamfundet). Med de nyere windowsprogrammer er der altid et eller andet, der arbejder i baggrunden. Hele tiden en optimeringslogik, der tager ressourcer, hele tiden en latent virus, der skal bearbejdes, flere programmer der skal installeres for at sikres og firewalls, der skal sættes op. Man er koblet meget mere op på noget, som man vil og som er kompatibelt, men som man ikke kan kontrollere. Styresystemet er altid sygt eller mangelfuldt, altid i krise og altid på vej et sted hen. Optimeringslogikken styrer det hele tiden.
Hardt og Negri anskuer Empire som Marx anskuer kapitalismen: Den er et skridt fremad, den vil det gode, men det betyder ikke at den er det gode (42-43).
Empire er godt i sig selv, men ikke for sig selv.
Venstrefløjens insistering på det lokale fremfor det globale hviler på en falsk dikotomi: Det lokale – og romantikken omkring det – er noget som Empire (det globale) har produceret. Venstrefløjen har ledet kampen mod globalisering, men det er ikke globaliseringen, der er fjenden, men Empire.
Hvad kan man gøre mod Empire? Hvad der først og fremmest kræves er en vilje til at være imod (210). Da der ikke kan gives noget sted udenfor Empire, er der ikke noget sted at flygte hen. Deleuze og Guattaris råd er at accelerere kapitalismen (Anti-Oeidupus p.239 / Empire p.206), og Hardt og Negris ligger lidt i tråd med, omend ikke i direkte forlængelse af: Hvad der må foregå er nemlig en produktion indenfor Empire, der tvister Empire. Modmagten kan ikke sættes ind på et sted, fordi Empire ikke har noget bestemt sted, men Empire som ikke-sted har globale hjerne, hjerte, torso og kanter. Modmagten må altså sættes ind tvistende, produktivt og globalt. Ikke udenfor, men på basis af (210). Hardt og Negri synes her at være inspireret af den sene Foucaults tanker om selvproduktion: Det er ved at skabe sig selv, tage magten over sig selv, at en modstand kan findes.
Hvor modmagten i disciplinens æra var sabotage, er den i Empires æra desertering – ikke direkte modstilling af kræfter (sabotage), men den skævvridende, diagonale produktion (211).
Det, der må til, er en antropologisk udvandring (“anthropological exodus”) (215-216). Hvad der ligger heri er endnu uklart, men det står klart, at vi må ændre vores kroppe og os selv. Piercing og tatovering er ikke yderliggående nok. Vi må have kroppe, der er ude af stand til at tilpasse sig familieliv, fabriksdisciplin, det traditionelle sexlivs forskrifter, osv. Som i Guattaris psykoanalyse gælder det, at hvis din krop afviser det normale, så fortvivl ikke, det er en gave.
”It needs a body that is incapable of adapting to family life, to factory discipline, to the regulations of a traditional sex life, an so forth. (If you find your body refusing these ”normal” modes of life, don’t despair – realize your gift!)” (216)
Empire er et politisk manifest. Deri skal man måske også læse en vis performativitet ind i udsagnende, og ikke kun et deskriptivt spørgsmål om sandhed. Når de beskriver , hvorledes Empire vil gå under, så er det efter min mening også for at få det til at gå under, nemlig ved at opfordre mængden til at tage den magt, som i virkeligheden er dens egen: At reappropriere produktionsmidlerne.
Ud over en reappropriation af produktionsmidlerne ønsker Hardt og Negri også at kæmpe for et universelt borgerskab – papiers pour tous – og en universel minimumborgerløn.
