Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Karl Marx: Varens fetichkarakter og dens hemmelighed
Kapitalen, bd. I, Kapitel 1, afsnit 4
Sidehenvisninger til den danske oversættelse Rhodos 1972; pp.170-185
v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
”En vare synes ved første øjekast at være en ganske simpel og triviel ting. Analysen af den viser, at den i virkeligheden er en meget kompliceret ting, der er fuld af metafysisk spidsfindighed og teologiske nykker.” (I,1,170)
Træets form ændrer sig når man laver et bord af det, men det forbliver at være træ, en ordinær sanselig ting. ”Men så snart det optræder som vare, forvandler det sig til noget sanseligt-oversanseligt. Det [bordet af træ] står ikke blot med sine ben på gulvet, men i forhold til alle andre varer stiller det sig på hovedet og frembringer af sin træhjerne griller, der er langt mere forunderlige, end hvis det af sig selv begyndte at danse.” (I,1,170)
Værdiformen er den forbrugte menneskelige arbejdskraft. Vareformen – i det værdiforhold mellem varerne, hvor den bearbejdede ting som vare kommer til udtryk – har intet med deres fysiske natur og relationerne mellem tingene at gøre.
”Det er udelukkende den bestemte sociale relation mellem menneskene selv, som her i deres indbildning tager form af en relation mellem ting.” (I,1,172)
Derfor er der hvad varen angår tale om en form for religiøsitet, en fetichisme.
Definition(fetichisme):
”For derfor at finde en analogi må vi søge den i den religiøse verdens tågesfære. Her synes produkter af den menneskelige hjerne at være selvstændige væsener, der er begavet med eget liv og har en relation til hinanden og til menneskene. Således er det i vareverdenen med produkterne af den menneskelig hånd. Dette kalder jeg den fetichisme, der klæber ved arbejdsprodukterne, så snart de produceres som varer, og som derfor er uadskillig fra vareproduktionen.” (I,1,172)
Fetichisme er en behandling af de menneskelige relationer som ting og omvendt en personificering af tingene:
”Disse [producenterne] opfatter derfor de sociale relationer mellem deres privatarbejder sådan som de fremtræder, dvs. ikke som direkte sociale relationer mellem personer i selve deres arbejder, men tværtimod som tingslige relationer mellem personer og sociale relationer mellem ting.” (I,1,172)
Det er ikke først menneskene, der i deres arbejde forstår deres arbejde og produkter som bytteværdier, som de så derefter kan gå på et marked med. Omvendt er det udvekslingen, der skaber en ækvivalens, der sætter det forskelligartede arbejde lig hinanden. Det er altså udvekslingen, der skaber tingsligheden i de menneskelige relationer. Denne tingsliggørelse er et samfundsmæssigt produkt.
”Menneskene bringer altså ikke deres arbejdsprodukter i relationer til hinanden som værdier, fordi de regner disse ting for at være blotte tingslige hylstre om ensartet menneskeligt arbejde. Omvendt: Idet de i produktudvekslingen sætter deres forskelligartede produkter lig hinanden som værdier, sætter de deres forskellige arbejder lig hinanden som menneskeligt arbejde. De ved det ikke, men de gør det. Det står altså ikke skrevet uden på værdien, hvad den er. Værdien forvandler tværtimod ethvert arbejdsprodukt til en social hieroglyf. Senere forsøger menneskene at tyde hieroglyffen, at afsløre hemmeligheden ved deres eget samfundsmæssige produkt; for fastlæggelsen af brugsgenstandene som værdier er lige så vel som sproget menneskenes samfundsmæssige produkt.” (I,1,173-174)
”Så snart disse proportioner [mellem produkterne som varer] har fået en vis sædvanemæssig fasthed, synes de at udspring af arbejdsprodukternes natur […]” (I,1,174).
Jævnfør Nietzsche: Vanen skaber en fasthed i begreberne, så man glemmer at de er menneskeskabte, og betragter dem som natur.
For producenten er produktionen blot et tingsligt anliggende, og ikke et menneskeligt. Dette system af tingslige forhold bliver til systemer for produktion, der ”voldeligt sætter sig igennem som en regulerende naturlov midt i de tilfældige og stadigt skiftende udvekslingsforhold af produkterne, ligesom tyngedeloven sætter sig igennem når et hus braser sammen over ens hoved.” (I,1,175)
Desværre fører indsigten i loven ikke til en ophævelse af tingsligheden:
”Afsløringen af denne hemmelighed ophæver den illusion, at bestemmelsen af arbejdsprodukternes værdistørrelser foregår rent tilfældigt, men ophæver på ingen måde værdistørrelsernes tinglige form.” (I,1,175).
Når man (som Marx) forholder varer til ”abstrakt menneskeligt arbejde” kan man se forryktheden i sammenligningerne. Men når man sætter varer i forhold til hinanden skjuler forryktheden sig.
Borgerlighed er på samfundsplan netop naturaliseringen af det forrykte.
”Den slags former udgør netop den borgerlige økonomis kategorier.” (I,1,176)
Den betjener sig af den [liberalistiske] abstraktion: robinsonaden.
Marx nævner nu nogle forskellige samkvemsformer:
Eksempel 1: Robinsonade
Robinson producerer tilsyneladende direkte med henblik på brugsværdi, men de bytteværdimæssige, som han kender fra samfundet, trækker han med ind i sin robinsonade, idet han økonomiserer med sin tid, materialer, kræfter osv, han “begynder snart som god englænder at føre bog over sig selv.” (I,1,177).
Eksempel 2: Middelalder: Social basis for produktion
Marx mener imidlertid at middelalderen er et bedre eksempel på menneskelighed; her er alle afhængige af hinanden – livegne, jordbesiddere, vasaller, lensherrer, lægfolk og klerikale. Imidlertid: Netop fordi der er personlige afhængighedsforhold, der danner en social basis, behøver arbejde og produkt ikke at antage en fra deres realitet forskellig fantastisk skikkelse. De indgår som naturaltjenester og -ydelser i samfundet.
”Hvad man end vil mene om de karaktermasker, som menneskene her bærer over for hinanden, så fremtræder de sociale relationer mellem personerne i deres arbejde her i hvert fald som deres egne personlige forhold og er ikke forklædt som sociale relationer mellem ting, mellem arbejdsprodukter.” (I,1,178)
Eksempel 3: Bondefamilie: Social basis for produktion
Det samme gør sig gældende i bondefamilien. Der er nok tale om arbejdsdeling, men ikke om produktion af varer med henblik på udveksling med hinanden. ”De forskellige ting er, set fra familiens synspunkt, forskellige produkter af deres familiearbejde, men de forholder sig ikke til hinanden som varer.” (I,1,178)
De forskellige slags arbejde er i deres naturalform socialt arbejde fordi de er funktioner af en spontan arbejdsdeling udfra køn, alder, sæson, naturbetingelser osv. ”Men de enkelte individers forbrug af arbejdskraft, som måles ved arbejdets varighed, fremtræder her som et på forhånd givet socialt træk ved de forskellige arbejder selv, fordi de enkelte individers arbejdskraft på forhånd kun virker som organer for familiens fælles arbejdskraft.
Eksempel 4: Fælles produktionsmidler
Er en robinsonade på samfundsniveau: Det, der produceres, forbruges. Noget går til produktionsmidler, andet fordeles.
Vareproduktion passer til kristendom
”For et samfund af vareproducenter, hvis almindelige sociale produktionsrelation består i, at de betragter deres produkter som varer, altså som værdier, og som i denne tingslige form bringer deres individuelle arbejder i relation til andre producenters individuelle arbejde som ensartet menneskeligt arbejde – for et sådant samfund er kristendommen med sin kultus af det abstrakte menneske den mest adækvate religionsform, navnlig i sin borgerlige udvikling som protestantisme, deisme osv.” (I,1,180)
Sådan tænkte man ikke i de oldasiatiske og antikke samfund; her spillede forvandlingen af arbejdet til vare end underordnet rolle.
Den religiøse refleks, som varesamfundet er indspundet i, kan først ophæves, når relationerne mellem mennesker og natur bliver fornuftige:
”Den religiøse refleks af den virkelige verden kan overhovedet først forsvinde, når forholdene i det praktiske hverdagsliv dag ud og dag ind giver sig udtryk i gennemsigtige og fornuftige relationer mellem menneskenes indbyrdes og mellem menneskene og naturen.” (I,1,180)
Den politiske økonomi (Smith og Ricardo blandt andre) analyserer udfuldkomment: Den spørger ikke, hvorfor arbejdet giver sig udtryk i arbejdsproduktets værdi. Den jonglerer med formler, der hører en samfundsformation til, ”hvor produktionsprocessen behersker menneskene.” (I,1,182)
D(politisk økonomi og vulgærøkonomi): ”For at sige det én gang for alle, forstår jeg ved klassisk politisk økonomi al økonomi side W. Petty, der udforsker den indre sammenhæng i de borgerlige produktonsrelationer, i modsætning til vulgærøkonomien, der kun sysler med tilsyneladende sammenhænge, tygger drøv på allerede foreliggende materialer fra den videnskabelige økonomi for at finde en plausibel fortolkning af de så at sige groveste fænomener og tilfredsstille det borgerlige husbehov og i øvrigt indskrænke sig til at systematisere og pendantisere brorgerlige produkslederes banale og selvbehagelige forestillinger om deres egen verden som den bedste af alle og proklamere dem som evige sandheder.” (I,1,182 note 32).
Bytteværdi er ikke noget naturligt, men noget socialt. At se den som naturlig er netop udtryk for fetichdyrkelse, men: ”Da bytteværdi er et bestemt socialt udtryk for, at en vis mængde arbejde er anvendt på en ting, kan den ikke indeholde mere naturstof end f.eks. vekselkursen.” (I,1,183)
”Når en tænkningens kæmpe som Aristoteles kunne tage fejl i sin bedømmelse af slavearbejdet, hvorfor skulle en dværgøkonom, som Bastiat så komme rigtig af sted i sin bedømmelse af lønarbejdet?” (I,1,183, note 33)
Fysiokraterne tager fejl mht. værdiens oprindelse, de ligger under for den ”fysiokratiske illusion […] at jordrenten vokser op af jorden, ikke af samfundet.” (I,1,184)
Bytteværdi er forhold mellem ting. Brugsværdi er forhold mellem menneske og ting:
”Hvis varerne kunne tale, så ville de sige: vor brugsværdi er en ting, der muligvis interesserer mennesket, men den er ikke en del af os som ting. Det, som imidlertid tilhører os som ting, er vor værdi. Vort eget samkvem som vareting beviser det. Det forhold, vi har til hinanden har vi udelukkende som bytteværdier. Hør nu blot, hvorledes disse varer taler gennem økonomens mund:
Her anføres S. Baileys modargument: ”Værdi” (bytteværdi) ”er en egenskab ved tingene, rigdom” (brugsværdi) ”er en egenskab ved mennesket. Værdi forudsætter i denne betydning nødvendigvis udveksling eller bytte, rigdom ikke.” ”Rigdom er et attribut til mennesket, værdi et attribut til varerne. Et menneske eller et samfund er rigt, en perle eller en diamant er værdifuld … En perle eller en diamant har værdi som perle eller diamant.” (I,1,184-185)
Og hertil svarer Marx: “Hidtil har ingen kemiker opdaget nogen bytteværdi i en perle eller en diamant.” (I,1,185)
