Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
I forhold til mine forelæsninger om den franske epistemologis teser, diskuterer jeg her med baggrund i Foucaults værker fra 1961-76 (i særlig grad Les mots et les choses) i hvilken udstrækning, man kan tale om at Foucault viderefører den epistemologiske tradition. Værkerne forkortes således:
HF = Histoire de la folie (Galskabens historie), 1961/1972.
NC = Naissance de la clinique (Klinikkens fødsel), 1963.
MC = Les mots et les choses (Ordene og tingene), 1966.
SP = Surveiller et punir (Overvågning og straf), 1975.
VS = Histoire de la sexualité I, La volonté de savoir (Viljen til viden), 1976.
Indhold:
a) Emne og tilgang
b) Videnskab og kultur
c) Fornuft
d) Normativitet
e) Sedimentering
1. Epistemologiens emne: Videnskaben(s diskurs)
Foucault har som sit emne ikke tingen, som videnskaben, men diskursen, forestillingen eller tænkningen om tingen. Men han drejer sin epistemologi – diskursen om diskursen om tingen – mod menneskevidenskaberne: psykiatri og psykologi (HF, VS), “forbedringsvidenskaber” (SP), medicin (NC), økonomi, biologi og filologi (MC).
Epistemologiens adskillelse fra videnskabshistorie er, at den ikke er en historie om opdagelsen eller indførelsen af tingen, men en historie om tanken om tingen. Foucault er ikke så interesseret i hvornår man indførte skriftestolen, som hvad man ville og tænkte, da man indførte skriftestolen. Han er ikke så interesseret i hvornår man sagde “kend dig selv”, som hvad man mente til forskellige tidspunkter, da man sagde “kend dig selv”.
2. Epistemologiens blik: ‘Psykoanalyse’
Foucault bruger en anden videnskabsmetafor end Bachelard: arkæologien. Der er tale om en art strukturalistisk historieskrivning, der søger distancerende at reetablere det historiske vidensrum. Formålet er dog det samme: at forklare hvorfor man forstod som man forstod.
4. Videnskab er anvendt rationalisme
Videnskaben er nok rationalisme, dvs. at dens ordningsprincip og tanke om hvad den ser kommer før dens empiri. Med andre ord: der er indbygget en tanke i blikket.
“[…] faktisk findes der ikke, selv for den mest naive erfaring nogen ensartethed, nogen forskel, der ikke er resultatet af en nøjagtig operation og af anvendelsen af et forudbestemt kriterium”. (Ordene og tingene, p.29)
Men Foucault har ingen forestillinger om at være normativ og afkræve tanken at en dialog med laboratoriet.
3. Videnskab er konstruktiv
Videnskaben bygger grundlæggende på konstruktioner, men der er snarere tale om anonyme formationsbetingelser end om et videnskabeligt subjekt, der konstruerer, som det mere synes at være tilfældet hos Kuhn og Bachelard. Foucault er i 1960’erne tættere på strukturalismen.
14. Forskningssubjektet er historisk placeret
– er hovedtemaet i Les mots et les choses. Hvis man ser ud over dette værk, handler det i høj grad også om hvorledes mennesket er placeret midt i en række materielle begivenheder, der i sig bærer en fortolkning, som præger menneskets tanker (f.eks. HF og SP).
7. Epistemologiske brud
MC er et forsøg på at gengive epistemiske brud inden for kulturen i almindelighed og videnskaben i særdeleshed. Men også HF, SP, NC og VS søger at afdække, hvorledes man tænker galskab, straf, sygdom og seksualitet på nye måder.
Tese: Kontinuitet er overfladevirkning.
“[…] toute cette quasi-continuité au niveau des idées et des thèmes n’est sans doute qu’un effet de surface; au niveau archélogique on voit que le système des positivités a changé d’une façon massive au tournant du XVIIIe et du XIXe siècle. Non pas que la raison ait fait des progrès; mais c’est que le mode d’être des choses et de l’ordre qui en les répartisant les offre au savoir a été profondément altéré.” (Les mots et les choses, 14)
“[…] hele denne tilsyneladende kontinuitet på ideernes og temaernes niveau er uden tvivl ikke andet end en overfladevirkning; på det arkæologiske niveau ser man, at positiviteternes system har ændret sig på en massiv måde ved overgangen mellem det 18. og det 19. århundrede. Ikke at fornuften skulle have gjort fremskridt; men væremåden for tingene og for ordenen, der ved at inddele dem tilbyder dem til kundskaben, er blevet grundlæggende ændret.” (Ordene og tingene, 32)
Tese: I en kultur findes der kun ét episteme ad gangen:
“Dans une culture et à un moment donné, il n’y a jamais qu’une épistémè, qui définit les conditions de possibilité de tout savoir. Que ce soit celui qui se manifeste en une théorie ou celui qui est silencieusement investi dans une pratique.” (Les mots et les choses, 179)
“I en kultur finder der på et givet tidspunkt aldrig mere end ét episteme, der definerer mulighedsbetingelserne for al kundskab. Uanset om den manifesteres i en teori, eller om den investeres stille i en praksis.” (Ordene og tingene, 208)
Og dog: andre steder taler Foucault om overgangsfaser, om transformationer. Derfor må man formode, at han må mene, at det ikke kan lade sig gøre at adlyde flere epistemer på én gang.
Hvis det er tilladt at være urimelig mod et komplekst oeuvre, så kan man skitsere Foucaults epistemiske brud nogenlunde således:
| Sindssyge (HF) | Sygdom (NC) | Viden (MC) | Straf (SP) | ||
| Renæssance (-1650) | Den gales frie færden. | Legemet er stedet for sygdommen. | Lighed og sammenhæng. | Offentlig fysisk pinestraf, der mærkes på kroppen. | Mærke(Tegn på) |
LæseKlassicisme (1600-1825)Asylet: internering for at udelukke gennem indelukkelse.Klinikken: Legemet er det tilfældige sted som den bagvedliggende essens repræsenterer sig i.Identitet og forskel –> repræsentation i taksonomi.Humanistisk genopbyggende offentlig arbejdsstraf.Tegn(Tegn for)
OrdneModerneFrigørelse fra fysiske lænker til gengæld for sygdomsgørelse og moralske lænker.Døden i centrum. Eksperimenter og erfaring. Man skærer kadavere op for at få viden om det raske legeme ved at kigge i dybden på det syge.Historicitet og tid: det endelige menneske i centrum.Fængslet: Internering og disciplinering.SporSkrive20. århundredePseudodiskurs: de syge skal tale på videnskabens præmisser. ‘Menneskets’ forsvinden.
10. Videnskab gør fremskridt
Hvorvidt videnskaberne eller kulturerne gør fremskridt efter sådanne epistemologiske brud, vil Foucault ikke udtale sig om. Han noterer sig blot forandringen.
9. Videnskab siger “nej”
Der er hos Foucault ikke tale om nogen fremdrift gennem en sigen ‘nej’ til formodningen, som hos Bachelard og Popper. Snarere er der tale om anonyme transformationer, der gør det nye anderledes.
Idet Foucault hen mod 1970 begynder at optage Nietzsche mere i sin tænkning, bliver bruddet, forskellen, transformationen i højere grad til en magtovertagelse. Kampen om den sande udlægning bliver en magtkamp om retten til at udlægge. Således definerer Foucault i essayet “Nietzsche, genealogien, historien” fra 1971 begivenheden som et omslag i fortolkningsregler, og kroppen som overfladen for begivenhedernes indskrift (se pkt.18).
8. Tidligere videnskab er et “væv af fejltagelser”
Foucault støtter op omkring Bachelards tese, at tidligere videnskab ikke er et mørke, men et sammenhængende net af positiv viden, der muliggør, at man kan se noget, og forhindrer, at man kan se andet. Men eftersom han ikke tænker i fremskridt, vil han ikke kalde dette væv for et væv af fejltagelser. Vævets stædighed består deri, at teserne bekræfter hinanden (MC).
Eksempelvis: Linné observerede udvikling i naturen, men han så ikke med Darwins historiske blik. Derfor blev udviklingen forstået som variationer over en essens, og ikke som en selektionsmekanisme båret frem af en tilpasningskamp.
6. Videnskab støder imod epistemologiske forhindringer
Dette sammenhængende net af positiv viden kan også kaldes en epistemologisk forhindring i Bachelards forstand (obstacle epistemologique). Mere generelt bliver det i Foucaults filosofi epistemet, der muliggør og begrænser den positive viden, der er den epistemologiske forhindring, i hvert fald hvis vi holder os til Les mots et les choses.
5. Forståelse kræver bevægelse omkring konstruktionen
At forstå en teori kræver at man formår at placere sig i samme epistemologiske rum som teorien. Både hermeneutikken og epistemologien handler om besværlighederne ved at forstå det historiske. Gadamers pointe er, at det er umuligt at forstå det historiske på dets egne betingelser, men at dette ikke er noget problem, fordi “på egne betingelser” er et objektivistisk fantasifoster. Historien bliver således altid forstået et sted fra, og dette er sandheden. Epistemologien forsøger at vise, hvorledes det historiske er radikalt anderledes; historien er ikke vores tankemaskineri blot med færre tandhjul, men et helt andet maskineri. Når middelalderens Gudsbeviser kan forekomme os latterlige i dag, så er det måske mindre fordi vi er blevet så meget klogere på om der eksisterer en eller flere guder, og mere fordi vi har svært ved at sætte os ind i den middelalderlige tankegang og fornuft.
15. Relationernes primat
Bachelards tese om at videnskab må beskæftige sig med relationer får ingen betydning for Foucaults videnskabshistorie, idet han forsøger at unddrage sig det normative. Derimod har relationerne en stor betydning i Foucaults magtanalytiker, idet en grundlæggende tese er, at man går fejl af magten, hvis man studerer den som en ting. I stedet må magt analyseres som noget, der indgår i andre relationer. Se f.eks. essayet “Le sujet et le pouvoir”.
13. Videnskaberne er influeret af filosofiske strømninger
Les mots et les choses som videnskabsfilosofi (epistemologi) handler om hvorledes videnskaberne udspiller sig inden for et epistemologisk afgrænset rum, epistemet. Hvis man fortolkede epistemet som de filosofiske strømninger, kunne man sige at videnskaben var influeret af filosofien. Imidlertid må man nok snarere forstå epistemet således, at både videnskab og filosofi er underlagt det epistemiske rums begrænsninger.
11. Fornuften er historisk foranderlig og 12. Fornuften lærer af videnskaberne
Spørgsmålet stiller sig, hvad der egentlig forandrer rammerne for det fornuftige. Epistemet er ikke mere transcendent i forhold til videnskaberne, end samfundet er det i forhold til menneskene. Et menneske kan ikke forandre et samfund alene; på den anden side er det kun mennesker, der forandrer det. Ligeledes må man også formode at Foucault mener, at det i sidste ende er vidensformerne, der forandrer epistemet, omend det ikke er en videnskabsmand alene. Bachelards videnskabsmand synes noget mere slagkraftig i den henseende. Foucault ynder snarere at finde frem til den mindste lille detalje i en eller anden udørk, hvor han kan se videnshorisonten transformere sig. Som her i Surveiller et punir:
“J’aurais à fixer la date où s’achève la formation du système carcéral, je ne choisirais pas 1810 et le Code pénal, ni même 1844, avec la loi qui posait le principe de l’internement cellulaire; je ne choisirais peut-être pas 1838 où furent publiés pourtant les livres de Charles Lucas, de Moreau Christophe et de Faucher sur la réforme des prisons. Mais le 22 janvier 1840, date de l’ouverture officielle de Mettray. Ou peut-être mieux, ce jour, d’une gloire sans calendrier, où un enfant de Mettray agonisait en disant: “Quel dommage à quitter si tôt la colonie.”” (Surveiller et punir, 343)
“Hvis jeg skulle fastsætte den dato, hvor fængselssystemet er færdigudviklet, ville jeg ikke vælge 1810 og straffeloven, heller ikke 1844 med den lov, der knæsatte princippet om indespærring i celler. Jeg vælger nok heller ikke 1838, hvor Charles Lucas, Moreau-Christophe og Fauchers bøger om reformeringen af fængslerne udkom. Men den 22. januar 1840, som var Mettray-fængslets officielle åbningsdag, eller måske endnu bedre den dag med en tidløs ære, hvor et barn fra Mettray-fængslet beklagede sig, idet han sagde: “Hvor er det ærgerligt allerede at skulle forlade kolonien.”” (Overvågning og straf, 314)
En anden mulighed er, at epistemet indeholder sin egen kim til forandring. I forhold til Les mots et les choses kan man spørge, om ikke lighedens bagside er repræsentationen, og om ikke repræsentationens bagside er den repræsenterende. Således synes der, hvis vi holder os specifikt til dette værk, at være et vidensformernes usagte, som senere må siges. Denne pointe synes dog ikke at kunne generaliseres ud over dette værk. Snarere er det sammenrend af materialiteter, praksisformer og tænkemåder, som forbinder sig med hinanden på nye måder, der synes at være forandringens ophav. Det er blandt andet i erkendelsen af, at det ikke er diskursen alene at historien fornyer sig, men i et sammenrend af forskellige materialiteter, praksisformer og tænkemåder, der får Foucault til at forlade epistemebegrebet og adoptere begrebet ‘dispositiv’.
16. Epistemologiens normativitet i forhold til videnskaben
Foucault holder sig uden for diskussionen om videnskabens ‘bør’.
17. Epistemologiens normativitet i forhold til epistemologien
Det, der gør Foucault til epistemolog og ikke videnskabshistoriker er, at han ikke blot skriver historien om tingen, men historien om tanken om tingen. Det er ikke så vigtigt, hvornår man indførte fængselsceller, som hvad man tænkte og hvad man ville, da man indførte fængselsceller. I den forstand stemmer Foucault i med epistemologernes søgen efter brud i tanken bag tingen. Dette brud hedder hos Foucault med et udtryk fra Nietzsche “begivenheden” (“l’événement”), hvormed også antydes at det er et brud i måden at magte på.
18. Teknologi er sedimenteret teori
Sedimentering er et meget bredere begreb hos Foucault end hos epistemologerne. Man kan skitsere i hvert fald 5 områder, hvor tanken sedimenterer sig:
1. Kroppen: Kroppen er overfladen for begivenhedernes indskrift. Den bevidste og selvbevidste krop er et stykke modellerbart legeme, der kan bringes til styring gennem styring af bevidstheden. Dette er disciplinens basis. Men det er især via indbyggelse af ‘essenser’ i kroppen at mennesker styres – f.eks. bevidstheden om at være person, far, skatteborger, homoseksuel, kvinde, kontanthjælpsmodtager… med andre ord gennem subjektiveringer.
2. Arkitekturen: Arkitektur er materialiseret tanke, f.eks. måden at strukturere en by eller bygge fængsler på.
3. Institutionen: Sindsygeanstalten eller skatteforvaltningen er materialiseringer af tanker om hhv. sundhed og økonomisk kontrol.
4. Instrumentet: Som hos Koyré er instrumentet materialiseret teori. Overvågningskameraet er f.eks. en materialiseret idé om styring. Det samme materille instrument kan dog godt skifte tanke; f.eks. brugtes kolde brusebade først i en helbredende hensigt mod gale, og senere som en straf (HF).
5. Teknologien: I koblingen med de øvrige punkter er teknologier, forstået som materielle praksiser, sedimenteringer af idéer. Indelukkelsesteknologien, overvågningsteknologien, selvledelsesteknologien er eksempler på måder at bringe en idé i spil ved at bringe krop, arkitektur, institution og instrument sammen i en teknologi.
Se også Anders Fogh Jensen: Mellem ting. Foucaults filosofi, kapitel 2 og 3.
