Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Strukturalismens arbejdsfelt: De humane videnskaber og deres genstandsfelt.
Mål(1): At finde frem til invariablerne bag variablerne.
Mål (2): At etablere en objektiv erkendelse.
Claude Lévi-Strauss: Anthropologie structurale (1958), Le cru et le cuit (1964), Mythologiques, tome I (1964).
Roland Barthes: Mythologies (1956).
Louis Althusser: Pour Marx (1965), Lire le capital I + II (1965).
Michel Foucault: Les mots et les choses (1966), L’archéologie du savoir (1969).
Lacan: Écrits (1966).
Hvad er en struktur?
Definition 1(Struktur, generelt): En række enheder, som står i et bestemt forhold til hinanden (>< relation).
Definition 2(Struktur, strukturalisme 1): Regler for den kulturelle virkeligheds sammenhænge.
Definition 3(Struktur, strukturalisme 2): Et realt forhold, der foreligger objektivt og som kan tilsløres subjektivt (i oplevelsen).
Definition 4(Struktur, matematisk): En samling af elementer, der ikke er defineret ud fra interne kriterier, men alene ud fra de relationer, der knytter dem sammen.
Struktur >< samling af atomer.
Struktur >< form: Form defineres adskilt fra sit indhold, og forstås traditionelt som en ramme omkring et indhold.
Struktur >< skelet: Struktur er et dynamisk sammenhængende system: Enhver forandring medfører en forandring i helheden.
Strukturalismen er et forsøg på at overføre det saussureske blik fra lingvistikken til de humane videnskaber. Når man i strukturalismen taler om “structure”, mener man nogenlunde det samme som Saussure gjorde med “système”. Denne overførsel hviler på følgende tese:
Tese: Andre områder end sproget udviser en sproglig kultur, og det er derfor rimeligt at betragte disse områder som semiologiske systemer.
Hvor Lacan udtrykker det analogisk, “Det ubevidste er struktureret som et sprog”, synes Lévi-Strauss at mene det bogstaveligt: Kulturel handlen er sprog.
Systemet prætenderes at være metodologisk, men der sker en glidning inden for strukturalismen i fht. Saussure, der synes at ontologisere strukturerne, således at de ikke længere opfattes som strukturer i forskerens bevidsthed, men i de artikulerende subjekter som strukturbærere.
De fleste strukturalister opererer med to niveauer af systemer:
a) Sekundært system: Det system der opleves kontinuert og meningsfuldt. Det får betydning fra et bagvedliggende system, der giver mening og kontinuitet til det sekundære system:
b) Primært system: Strukturerne: Mulighedsbetingende, begrænsende og meningsbetingende.
Med en parafrasering af Saussure kan man tale om et langueniveau (b) og et paroleniveau (a)
Strukturalistens mål er at kortlægge dette bagvedliggende mulighedsbetingende system, der åbner for kontinuitet, mening og mål på et oplevet niveau. Det primære system – man kunne kalde det “langueniveauet” – bliver indhold (signifié) i det system, som det styrer:
For eksempel:
Lévi-Strauss: Slægtskabshandlingernes indhold er slægtskabssystemet. Myters indhold er mytestrukturen.
Foucault: Videnskabernes indhold er på en måde epistemet.
Barthes: Myters indhold er mytestrukturen.
Althusser: Videnskabers indhold er ideologi.
For Barthes og Althusser bliver det strukturalistiske projekt at kortlægge det primære strukturniveau som et ideologisk niveau, der bliver omskrevet på et sekundært, oplevet niveau, men som i virkeligheden tjener til at legitimere en ideologi.
Enten i en freudiansk eller en kantiansk betydning, dvs. enten som endnu ikke bevidstgjort eller som transcendental betingelse (Foucault: Historisk a priori).
At strukturen formuleres som ubevidst motiverer strukturalismens kobling med psykoanalysen.
a) Struktur fremfor subjekt: Snarere strukturens manifestation gennem subjektet end omvendt. Der er tale om en decentralisering af subjektet, der reducerer det til at være bærer af eller artikulatør af strukturen.
b) Objekt fremfor subjekt: Det er ikke subjektet, der konstituerer objektet, men snarere subjektet, der konstitueres ved interioriseringen af en objektiv struktur. Dette muliggør at man kan studere objektive strukturer ved at studere subjekters strukturer.
c) Anti-humanisme: Mennesket hører noget ydre til. Humanisme er ikke at finde i menneskets indre, men snarere noget med at operere på strukturniveau.
d) La mort de l’auteur (Barthes, Foucault). At lade værket stå for sig selv. “Forfatteren” er en hermeneutisk tilbageføringsinstans, der bruges til at give mening og sammenhæng til et værk. Det er at overse tekstens strukturer.
a) At søge efter forskelle, helst modsætninger.
b) At søge bag om hermeneutikken: Strukturalismen går ud fra fænomenerne som forståede, og søger i stedet efter de strukturer, der mulighedsbetinger en sådan forståelse.
c) At undgå årsagsforklaringer. Hvis der er tale om kausalitet, så er det ikke mekanisk kausalitet, men strukturel kausalitet.
