v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Epistemologien er betegnelsen for en fransk, videnskabsfilosofisk og videnshistorisk tilgang til filosofien, der studerer videnskabens historie for at undersøge, hvorledes fornuften har lært at den, og hvorledes videnskaben omvendt lærer af både fornuften og fantasien. Den ‘klassiske franske epistemologi’ (dvs. videnskabsfilosofi) kan karakteriseres ved nedenstående teser. Ingen epistemolog vil skrive under på dem alle, men de fleste vil skrive under på de fleste. Under hvert punkt fremgår det, hvem der mener hvad.
Her har jeg listet synspunkterne op i teseform. For en mere prosaisk form, se kapitel 2, “Tanken i blikket” i min bog, Mellem ting, Foucaults filosofi.
Teserne:
1. Epistemologiens emne: Videnskaben(s diskurs)
2. Epistemologiens blik: ‘Psykoanalyse’
3. Videnskab er konstruktiv
4. Videnskab er anvendt rationalisme
5. Forståelse kræver bevægelse omkring konstruktionen
6. Videnskab støder imod epistemologiske forhindringer
7. Epistemologiske brud
8. Tidligere videnskab er et “væv af fejltagelser”
9. Videnskab siger “nej”
10. Videnskab gør fremskridt
11. Fornuften er historisk foranderlig
12. Fornuften lærer af videnskaberne
13. Videnskaberne er influeret af filosofiske strømninger
14. Forskningssubjektet er historisk placeret
15. Relationernes primat
16. Epistemologiens normativitet i forhold til videnskaben
17. Epistemologiens normativitet i forhold til epistemologien
18. Teknologi er sedimenteret teori
Den epistemologiske traditions studieobjekt er videnskaben. Videnskaben er en diskurs om en genstand. Epistemologien er således en diskurs om diskursen om genstanden.
Epistemologernes genstandsområde fordeler sig nogenlunde således:
Duhem, Bachelard, Koyré: Fysikkens epistemologi.
Koyré: Hovedsageligt perioden fra Galilei til Newton.
Bachelard: Hovedsageligt perioden fra Newton til midten af det 20. århundrede.
Cavaillès: Matematikkens og logikkens epistemologi.
Canguilhem: Biologiens og medicinens epistemologi.
Foucault: Medicinens (i en ikke-fysisk forstand) og humanvidenskabernes epistemologi.
Althusser, Lecourt: Epistemologien i en marxistisk doktrin.
Parientie, Gragner: Lingvistikkens epistemologi.
Bourdieu: Sociologiens epistemologi.
Bachelard vil foretage hvad han kalder en psykoanalyse af de videnskabelige begreber, dvs. han vil trænge ned i de betydningslag, der ligger i dem, for at undersøge hvorfor nogle af dem hænger fast og udgør såkaldte epistemologiske forhindringer.
En definition af epistemologien er simpelthen at det er en psykoanalyse af det videnskabelige intellekt. Ikke af den enkelte videnskabsmand og hans personlighed, men af det generaliserede videnskabelige intellekt. Materialet (det, Foucault kalder “arkivet”) for denne psykoanalyse er de videnskabelige ytringer.
Bachelard skriver i La philosophie du non:
“Nous commencerons en posant aux savants des questions d’apparence psychologique et peu à peu nous lui prouverons que toute psychologie est solidaire de postulats métaphysiques.
L’esprit peut changer de métaphysique; il ne peut se passer de métaphysique.
Nous demanderons donc aux savants : comment pensez-vous, quels sont vos tâtonnements, vos essais, vos erreurs ?
Sous quelle impulsion changez-vous d’avis? Pourquoi restez-vous si succincts quand vous parlez des conditions psychologiques d’une nouvelle recherche?
Donnez-nous surtout vos idées vagues, vos contradictions, vos idées fixes, vos convictions sans preuve.
On fait de vous de réalistes. Est-il bien sûr que cette philosophie massive, sans articulations, sans dualité, sans hiérarchie, corresponde à la variété de vos pensées, à la liberté de vos hypothèses?
Dites-nous ce que vous pensez, non pas en sortant du laboratoire, mais aux heures où vous quittez la vie commune pour entrer dans la vie scientifique.
Donnez-nous, non pas votre empirisme du soir, mais votre vigoureux rationalisme du matin, l’a priori de votre rêverie mathématique, la fougue de vos projets, vos intuitions inavouées.”
(Bachelard, La philosophie du non, 13).
“Vi vil begynde med at stille videnskabsmændene spørgsmål, som tilsyneladende er psykologiske, og vi vil lidt efter lidt fortsætte med at vise dem, at enhver psykologi er forbundet med metafysiske postulater.
Intellektet kan skifte metafysik, men kan ikke sætte sig ud over den.
Vi spørger derfor videnskabsmændene: Hvordan tænker I? Hvordan er jeres famlerier, jeres undersøgelser, jeres fejltagelser?
Under hvilke indskydelser skifter I mening? Hvorfor vedbliver I at være så kortfattede, når I taler om de psykologiske betingelser for en ny undersøgelse?
Giv os først og fremmest jeres vage forestillinger, jeres selvmodsigelser, jeres fikse idéer og jeres ubeviselige formodninger.
Man kalder jer realister. Er det så sikkert at denne massive/kompakte uartikulerede filosofi, som er blottet for dualitet og hierarki, svarer til jeres tankers mangfoldighed og til jeres hypotesers frihed/ubundethed?
Sig os, hvad I tænker, ikke når I forlader laboratoriet, men i løbet af de timer hvor i forlader den daglige tilværelse for at gå ind i det videnskabelige liv.
Giv os ikke jeres trætte (aften) empirisme, men jeres friske (morgen) rationalisme, jeres a priori matematiske drømmerier, den drift/opbrusen der ligger bag jeres projekter og jeres utilståede forudanelser/intuitioner.”
Grunden til at Bachelard vil have fat i videnskabens drømmerier er, at det er her, den er produktiv. Når første nydannelserne bliver etablerede bliver de repeteret mekanisk, og videnskaben bliver til en doven empirisme, der blot ser efter.
Epistemologien skriver sig op imod 2 indbyrdes sammenhængende teser:
Anti-Tese 1: Empirisme.
Empirismen er den tese, at videnskaben skrider frem gennem observation, den hævder :
a) at objektet er givet forud for bevidstheden om den (= realisme)
b) at det videnskabelige arbejde er mentalt passivt, dvs. at det primært består i modtagelse af sanseindtryk.
c) at videnskabelige fremskridt er akkumulation af observationer, og at videnskaben er kommenteringen af disse observationer.
Anti-Tese 2: Realisme
Realisme er en filosofi, der hævder, at det videnskabelige objekt er beskaffent således som vi opfatter det.
Realisme og empirisme er således to sider af samme sag. Realismen er en teori om objektets beskaffenhed og empirismen en teori om hvorledes vi kan opnår erkendelse om objektet.
Heroverfor indvender epistemologerne:
Con 1: Naturen svarer kun hvis den bliver spurgt. Den giver sig ikke bare til at tale. Og for at spørge den, må man spørge inden for en teori:
“Pour un esprit scientifique, toute connaissance est une réponse à une question. S’il n’y a pas eu de question, il ne peut y avoir connaissance scientifique. Rien ne va de soi. Rien n’est donné. Tout est construit.” (Bachelard : La formation de l’esprit scientifique, 14)
“For en videnskabelig ånd, er enhver erkendelse et svar på et spørgsmål. Hvis der ikke er noget spørgsmål, kan der ikke være nogen videnskabelig erkendelse. Intet kommer af sig selv. Intet er givet. Alt er konstrueret.”
Man kan også formulere det sådan, at den menneskelige erkendelse fungerer i forhold til naturen som et ekkolod: Man må sende noget ud for at få noget tilbage. Og hvilken frekvens man sender af sted afgør hvilken frekvens man får tilbage.
Con 2: ”Les données ne sont pas données.” – ”Data er ikke givne”.
Data er kun noget, der findes inden for en teori. Man må altså først konstruere en teori om hvad der er at se, for at kunne se data.
“On ne regarde pas tant que l’on ne sait pas qu’il y a quelque chose à voir, et surtout tant que l’on sait qu’il n’y a rien à voir.” (Koyré, Études de l’historie de la pensée philosophique, p.351, note 2)
“Man ser ikke efter, hvis ikke man ved at der er noget at se, og især ikke hvis man ved, at der ikke er noget at se.”
At man altid ser med en idé om hvad man ser er, hvad jeg kalder tanken i blikket. Empirismen er således den påstand, at der ingen tanke er i blikket: At noget ikke behøver at konstrueres før det kan ses.
Realisering:
Derfor taler epistemologerne også om en realisering af det videnskabelige fænomen: Det konstruktive arbejde er en realisering af det, der kan gives for erfaringen.
På den måde kan man sige, at realiseringen går forud for realiteten.
“Ainsi la réalisation prime la réalité. Cette primauté de la réalisation déclasse la réalité. Un physicien ne connaît vraiment une réalité que lorsqu’il l’a réalisée […]” (Bachelard : La philosophie du non, 36)
“Således går virkeliggørelsen forud for virkeligheden. Ved at besidde dette fortrin, degraderer virkeliggørelsen virkeligheden. En fysiker kender først virkeligheden rigtigt, når han har virkeliggjort den […]”
Dette kalder Bachelard for en realisme construit, en konstrueret realisme. Han formulerer denne konstruktionisme således at den videnskabelige kendsgerning er conquis, construit, constaté: Først må man tilegne sig et felt ved at gribe videnskaben på fersk gerning, når den ikke siger hvad den tænker. Derefter må man gå ind og reformulere begreberne, konstruere dem, og endelig kan de så konstateres. Det er i dialog med laboratoriet, at begreberne må justeres, og det er derfor den er en rationalisme appliqué.
Koyré, der primært beskæftiger sig med fysikken frem til Newton, taler om en matematisk realisme: Naturen må konstrueres som en bog skrevet i matematikkens sprog for at kunne læses i dette sprog. Sagt med Koyré: ”Et eksperiment er et spørgsmål stillet til naturen”, og for at få svar, må man stille spørgsmålet ”i naturens egent sprog”, dvs. i matematikkens. Man må først konstruere naturen matematisk for at konstatere den matematisk.
On fonde en construisant
(Bachelard, Le rationalisme appliqué, p.121).
En videnskab grundlægges ved at man konstruerer dens metafysik. Man hævder med andre ord noget, som muliggør videnskaben, og denne hævdelse er ikke et stykke videnskab, men en metafysisk påstand. I den forstand er videnskaben filosof når han grundlægger.
For eksempel hævder Galilei følgende:
“La filosofia è scritta in questo grandissimo libro che continuamente ci sta aperto innanzi a gli occhi (io dico l’universo), ma non si può intendere se prima non s’impara a intender la lingua, e conoscer i caratteri, ne’ quali è scritto. Egli è scritto in lingua matematica, e i caratteri son triangoli, cerchi, ed aldre figure geometriche […]”
(Galilei, Il saggiatore, 1623,600)
“Videnskaben er skrevet i denne store bog (dvs. universet) som bestandigt ligger opslået for øjnene, men man kan ikke forstå den, hvis ikke man først lærer at forstå det sprog og kende de bogstaver, i hvilke den er skrevet. Den er skrevet i matematikkens sprog, og bogstaverne er trekanter, cirkler og andre geometriske figurer […]”
Dette er ikke en empirisk observation, men en metafysisk påstand, en realisering, der muliggør at det matematiske i det fysiske kan gives for erfaringen.
Andre eksempler på teoretiske funderinger er Saussures fundering af den synkrone lingvistik gennem det postulat, at sprogsystemet er et system af forskelle, eller Wattson og Cricks fundering af en biologi om Dna’et ved påstanden at genet er en kode.
Tanken i blikket
Bachelard udtrykker det sådan, at det er det teoretiske apparat, der må rettes til, før øjet kan se klart:
“La pensée empirique est claire, après coup, quand l’appareil des raisons a été mis au point.” (Bachelard, La formation de l’esprit scientifique, 13)
“Den empiriske tanke er klar bagefter, når fornuftens apparat er indstillet.”
Og det er et vilkår for det teoretiske øje, at det aldrig kan se alt:
“La connaissance du réel est une lumière qui projette toujours quelque part des ombres.” (Bachelard: La formation de l’esprit scientifique, 13)
“Viden om det virkelige er et lys, som altid kaster en skygge et eller andet sted.”
Bachelard vil placere sig i feltet mellem videnskabsmanden og filosoffen.
På den ene side afviser han videnskabsmændenes rene empirisme, der ikke tillægger tanken i blikket nogen vægt:
“Pour eux, l’heure de la philosophie ne sonne qu’après le travail effectif; ils conçoivent donc la philosophie des sciences comme un bilan de résultats généraux de la pensée scientifique, comme une collection de faits importants.” (Bachelard, La philosophie du non, 2)
“For dem ringer det ikke ind til filosofitime før efter arbejdet. De anser derfor videnskabsfilosofien for en sum af den videnskabelige tænknings almene resultater, som en samling af vigtige kendsgerninger.”
På den anden side afviser han filosofferne, der i videnskaben blot ser en illustration af den evige fornuft:
“Autrement dit, le philosophe demande simplement à la science des exemples pour prouver l’activité harmonieuse des fonctions spirituelles, mail il croit avoir sans la science, avant la science, le pouvoir d’analyser cette activité harmonieuse. (Bachelard: La philosophie du non, 3)”
“Med andre ord, filosoffen uddrager kun eksempler af videnskaben for at bevise de mentale funktioners samstemmende aktivitet, men han tror, at han uden videnskabsmandens hjælp har kapacitet til at analysere denne samstemmende aktivitet.”
Rationalisme
Og dog er der hos Bachelard én retning af de to, som har prioritet, nemlig rationalismen.
“Nous devons ajouter qu’à notre avis une des deux directions métaphysiques doit être majorée : c’est celle qui va du rationalisme à l’expérience.” (Bachelard, La philosophie du non, 6)
“Jeg må tilføje at efter min mening må den ene af de to metafysiske retninger tillægges større vægt: Den der går fra rationalisme til eksperimentet.”
Hvorfor? Fordi det er i tanken, at videnskaben er produktiv. Tanken kommer før blikket.
Anvendt
Dog er det sådan, at tanken ikke kan stå alene. Den har behov for at blive korrigeret i dialog med empirien. Hvis tanken står alene finder den på tankespind (og det er hvad der sker i Hegels dialektik). Omvendt må empirien forstås for at være empiri. Tanke og blik har således gensidigt brug for hinanden:
“[…] l’empirisme a besoin d’être compris ; le rationalisme a besoin d’être appliqué.” (Bachelard, La philosophie du non, 5)
“Penser scientifiquement, c’est se placer dans le champ épistémologique intermédiaire entre théorie et pratique, entre mathématiques et expérience.” (Bachelard, La philosophie du non, 5)
“[…] empirismen må forstås ; rationalismen må applikeres.”
“At tænke videnskabeligt, det er at placere sig i det mellemliggende vidensfelt mellem teori og praktik, mellem matematik og eksperiment.”
“For eksempel er det ufrugtbart at behandle begrebet ’induktion’ i de store principielle filosofiske a priori diskussioner. I stedet må vi se, hvad induktion kan give os, når den anvendes.”
Jeg ser en lighed med den sene Wittgensteins vending bort fra idealsprogsfilosofien her: I stedet for at kræve af sproget hhv. videnskaben, at den skal leve op til en a priori logik, må den studeres i praksis. Det er ikke længere praksis der må leve op til en logik, men logikken der må blive praksislogik.
Bachelards ”on fonde en construisant” betyder, at videnskab altid bygger på en metafysik. I modsætning til hvad en positivisme eller en empirisme tror, så kan man ikke frigøre sig fra dette metafysiske grundlag. Forsøget på at løsrive sig fra den gældende metafysik vil altid være fastsættelsen af en ny.
“L’esprit peut changer de métaphysique ; il ne peut se passer de métaphysique.” (Bachelard, La philosophie du non, 13)
“Intellektet kan skifte metafysik, men ikke undvære den.”
For at forstå et videnskabeligt udsagn, må man forstå den metafysik, der ligger til grund; man må lave den samme bevidsthedsmæssige bevægelse omkring konstruktionen.
Eksempelvis: For at forstå at trekanten har 180 grader, må man forstå graderne som grader. (Som Hegel siger, så bliver man ikke geometer af at måle trekanter.)
Eksempelvis: For at det giver mening at ”ovnen er 200 grader varm”, må man forstå varme som noget der er skrevet i matematikkens sprog. Alkymister og mange kogebogsskribenter ville sige ”kraftig varme”.
Eksempelvis: ”De hvide blodlegemer transporterer informationer om forskellige vira” – kræver at kroppen er konstrueret som et selvkommunikerende system.
Epistemologen må forsøge at forstå tidligere tiders videnskabelige fejl som noget der står i vejen. Metaforisk: Fejl er ikke mørke, fejl er forhindringer.
“C’est donc l’effort de rationalité et de construction qui doit retenir l’attention de l’épistémologue. On peut voir ici ce qui distingue le métier de l’épistémologue de celui de l’historien des sciences. L’historien des sciences doit prendre les idées comme des faits. L’épistémologue doit prendre les faits comme des idées en les insérant dans un système de pensées. Un fait mal interprété par une époque reste un fait pour l’historien. C’est, au gré de l’épistémologue, un obstacle, c’est une contrepensée.” (Bachelard : La formation de l’esprit scientifique, 17um).
“Det er derfor rationalitetens og konstruktionens anstrengelser, der bør tiltrække epistemologens opmærksomhed. Her kan man se, hvad der adskiller epistemologens erhverv fra videnskabshistorikerens. [E: H.Kragh og O.Pedersen: Fra kaos til kosmos (AFJ)] Videnskabshistorikeren bør behandle ideerne som kendsgerninger. Epistemologen bør behandle kendsgerningerne som idéer idet han indsætter dem i et tankesystem. En forkert fortolkning af en kendsgerning forbliver en kendsgerning for historikeren. Det er ifølge epistemologen en forhindring, en ’modtanke’.”
Epistemologens job er ikke det samme som videnshistorikerens. Videnshistorikeren må notere idéer som fakta, mens epistemologen må forstå fakta som idéer. Det er af denne tanke, at epistemologien senere skal blive brugt mere materialistisk, f.eks. hos Foucault der ser arkitektur, lyssætning osv. som udtryk for idéer.
Eksempelvis: Et eksempel på en fejl, der er en forhindring, er gåden om hvorfor et stykke træ, der flyder på vandet, gør modstand, når man forsøger at presse det ned i vandet med en hånd. Hvis man ikke ser at vandet lige så vel som træet er et aktivt legeme, så kan man ikke forstå Archimedes. Archimedes’ brud består netop i at bryde med den dagligdags opfattelse af vandet som passivt, for i stedet at betragte også vandet som et legeme. Uden dette brud kan man ikke forstå hvorfor.
Tankens forhindring ligger ikke blot i videnskabsmændenes bevidsthed, men især også i formidlernes. Underviserne har svært ved at forstå, at man ikke kan forstå.
“J’ai souvent été frappé du fait que les professeurs de sciences, plus encore que les autres si c’est possible, ne comprennent pas qu’on ne comprenne pas.” (Bachelard : La formation de l’esprit scientifique, 18)
“Jeg har ofte været overrasket over undervisere i naturvidenskab, mere end over andre undervisere hvis det er muligt, at de ikke kan forstå at man ikke kan forstå.”
Det drejer sig om at formidle det epistemologiske rum: At forklare hvorfor man ikke kan tænke sådan og sådan på et givet tidspunkt. Hvis fortidens ånder ikke kunne se hvad vi kan se nu, så var det ikke fordi de havde lukkede øjne eller var blinde. Det var fordi de ikke havde vores tanke i blikket.
Med “den bestemte negation” vil Hegel sige, at når vi opdager at vi tager fejl, står vi ikke med et intet, men med en ny position, fordi vi har negeret lige netop den gamle position. Bachelard pointerer det samme den anden vej fra: Når vi opdager noget (får os en position), så sker det ikke ud af et intet, men ud af en anden position; man kunne sige, at negationen er ‘negationen af en bestemt position’.
Begreberne som forhindring
Begreberne kan være forhindringer for at videnskaben ikke kan komme videre. Newtons massebegreb gør det svært at tænke relativitetsteorien. Den diakrone lingvistiks begreber gør det svært at tænke den synkrone lingvistik. Der må foregå et brud, der involverer en omdefinering af væsentlige begreber.
Faren består for Bachelard i at man kommer til at indsmugle realisme i begreberne. At blive videnskabsmand er derfor at blive rationalist (eller surrationalist): At definere begreberne abstrakt, og arbejde efter dem.
Billederne som forhindring
Bachelard og Canguilhem er uenige omkring billedernes rolle i videnskaben.
Billederne ifølge Bachelard
Ifølge Bachelard må videnskaben renses for poesi for at blive videnskab, ligesom poesien må renses for videnskab for at blive poesi. Denne rensning er derfor en dobbelt frigørelse.
Bachelard siger derfor at man må være ikonoklast før man kan blive videnskabsmand:
“Mais avant d’être un constructeur de pensée mathématique, il faut être iconoclaste.” (Bachelard : La formaiton de l’esprit scientifique, p.77)
“Man før man kan være matematisk tænker, må man være billedstormer.”
Både digteren og videnskabsmanden støder på den verbale forhindring, hvor ordene er tunge af betydning, vel at mærke en dagligdags realistisk betydning. Ordene er overlæsset med mening (ideologi).
Eksempelvis: Atompartiklerne – f.eks. elektronerne – fremstilles som små legemer i Bohrs planetmodel. Hermed hænger man fast i en realistisk substantialisme.
Metaforen bliver for hurtig vanlig, og mister dermed sit element af abstraktion; den tages for givet.
“D’une manière bien visible, on peut reconnaître que l’idée scientifique trop familière se charge d’un concret psychologique trop lourd, qu’elle amasse trop d’analogies, d’images de métaphores, et qu’elle perd peu à peu son vecteur d’abstraction, sa fine pointe abstraite.” (Bachelard : La formation de l’esprit scientifique, 15)
“På en meget tydelig måde, kan man se, at den videnskabelige idé, der er bliver for vanlig, lades med noget alt for tungt psykologisk konkret, at den ophober for mange analogier og metaforiske billeder, og at den langsomt taber sin abstraktionsvektor, sin skarpsindige abstrakte brod.”
Eksempelvis: ’At tænde og slukke for strømmen’ er forældede udtryk, der insinuerer at strøm er en substans.
Billederne ifølge Canguilhem og Koyré
Canguilhem og Koyré ser anderledes på billederne, de tildeler dem en langt mere produktiv rolle. Billedet muliggør at videnskaben kan trænge frem på områder, som den før var afskåret fra at nå. Forskellen på Canguilhem og Bachelard kan have at gøre med at Canguilhem beskæftiger sig med videnskaber (biologi og medicin) som i højere grad har brug for modelkonstruktioner end fysikken, der synes at kunne læne sig mere op ad matematikken. Dog pointerer også Koyré billederne positive rolle:
“Je crois, pour ma part, qu’il ne faut pas trop médire des images. […] l’imagination – ou l’intuition – scientifique arrive à en fabriquer de si belles, à pénétrer si profondément (nous le voyons tous les jours à nouveau) dans des régions – l’atome, et même son noyau – qui, à prime abord semblaient devoir lui être complètement fermées.” (Koyré, De l’influence des conceptions philosophiques… p.233)
“Jeg tror ikke at man skal tale for nedsættende om billederne. […] det lykkes den videnskabelige billeddannelse eller anskuelse at fremstille så smukke billeder, og (vi ser det på ny hver dag) trænge frem inden for områder – f.eks. atomet eller dens kerne – som den først så ud til at være fuldstændigt afskåret fra at nå.” (Dansk oversættelse i Tankens enhed, p.80)
For Canguilhems syn på billedets rolle i biologien, se G. Canguilhem:”The Role of Analogies and Models in Biological Discovery”.
’Brud’ (’rupture’ eller ’coupure’) er et af nøglebegreberne i epistemologien. Det er en grundlæggende tese hos Bachelard og Canguilhem (men ikke i samme grad hos Koyré) at videnskabens udvikling foregår i brud. Dette er såvel en deskriptiv som en normativ tese:
a) Det betyder både, at videnskaben rent faktisk er skredet frem, hvor nogen har benægtet hvad de har set for at kunne se noget nyt.
b) Det betyder at videnskaben bør forsøge at bryde med hidtidig tænkning.
c) Det betyder at epistemologen må søge at lede efter brud og ikke efter kontinuitet. Med Canguilhem: ”Fornøjelsen ved at søge, at finde, at fejre forløbere er det tydeligste symptom på uegnethed hvad angår epistemologisk kritik.” (Epistemologi, p.56).
Epistemologerne sætter altså ind overfor den videnskabshistorie (og det er ikke sjældent videnskabens selvbeskrivelse), der ser kontinuitet i videnskaben, og leder efter forløbere for et givet synspunkt.
Eksempelvis: Blot fordi Aristarkos fra Samos og Copernicus begge talte om ”heliocentrisme”, så betyder det ikke, at de mente det samme. Der er tale om to forskellige påstande, fordi ordet bliver anvendt inden for forskellige kosmologier. Begrebet er ikke det samme som ordet.
Eksempelvis: Man har søgt at finde forløbere til Darwins udviklingslære blandt det 18. århundredes naturhistorikere, selv om man ikke tænkte udvikling og historie på samme måde som i det 19. århundrede. Darwin tænker ikke i variationer over en essens.
Med andre ord er videnskabelige problemer deres egen tids. Man har forvekslet epistemologien med videnskaben og epistemologiens genstand med videnskabens genstand: For epistemologien er det det samme univers, der tales om, men ikke for videnskabshistorien.
Brud 1: Bruddet med erfaringen
Epistemologerne – specielt Bachelard – taler om at videnskaben må foretage 2 typer af brud. Først må den blive fri af det ikke-videnskabelige og blive rationalistisk. Senere må den blive fri af det rationalistiske og bliver surrationalistisk.
Det første brud forløber i to tempi:
Brud 1a: Bruddet med meningen
Det første brud er bruddet med den almindelige mening. Man kan ikke bruge mening til noget i videnskaben, for den ønsker kun at bekræfte.
“L’opinion pense mal; elle ne pense pas : elle traduit des besoins en connaissances. En désignant les objets par leur utilité, elle s’interdit de les connaître. On ne peut rien fonder sur l’opinion : il faut d’abord la détruire.” (Bachelard : La formation de l’esprit scientifique, 14)
“Meningen tænker dårligt, den tænker ikke: Den oversætter behov til viden. Idet den beskriver objekter udfra deres brugbarhed, forbyder den sig selv at kende dem. Man kan ikke grundlægge noget på meningen, man må først ødelægge den.”
Meningen, der kun ønsker at genfinde, hvad den allerede ved, er også hvad der hos Althusser kommer til at hede ideologien.
Brud 1b: Bruddet med erfaringen
Videnskaben må også bryde med den dagligdagserfaring. Den er ikke en forlængelse af erfaringen, men tværtimod en benægtelse af den. Ingen har nogen sinde observeret rette linjer, jævne accelerationer, gnidningsfrie skråplan osv. Tværtimod strider videnskaben efter 1700 med erfaringen, når den hævder, at solen ikke står op, at ilden ikke bevæger sig op ad, at sten ikke falder osv. Erfaringen er mere i overensstemmelse med det aristoteliske univers end med det newtonske.
Une expérience scientifique est alors une expérience qui contredit l’expérience commune. (Bachelard : La formation de l’esprit scientifique, p.10)
Et videnskabeligt eksperiment er altså en erfaring som modsiger den hverdagsagtige erfaring.
Koyré har argumenteret for at Galileis eksperimenter ikke har nogen betydning, selv om det er dem, han er blevet kendt for. Dels derved, at Galilei kun havde et elendigt vandur til sin rådighed, og derfor umuligt kunne have lavet så præcise målinger, som nødvendigt var. Men endnu vigtigere: Empirien har ikke nogen særlig betydning i Galileis fremskridt:
E1: Når Galilei hævder, at der består et proportionalt forhold mellem faldlængden og kvadratet på tiden (Galileis anden lov: s= ½ g t2), så er det i virkeligheden en påstand om den jævne acceleration, som han realiserer for at kunne observere den. Han når ikke frem til den ved at kaste legemer ud fra tårnet i Pisa, men ved at tænke den.
E2: Når Galilei hævder at kurven for pendulets isokrone bevægelse (dvs. der hvor udsvinget tager lige lang tid, uanset størrelsen) er en cirkelbue, så er det i matematikken, at han beviser den. Og det er også i matematikken, at Huygens modbeviser ham, og viser at det er en cykloide (den bue, som en ventil beskriver på et rullende cykelhjul).
Endelig argumenterer både Koyré og Galilei for at eksperimentet er et brud med den simple sansning, fordi det er instrumentaliseret, og derfor ikke kan være en forlængelse af den simple sansning. Instrumentet kræver en teori, som man sanser igennem.
“Il y a rupture entre la connaissance sensible et la connaissance scientifique. On voit la température sur un thermomètre ; on ne la sent pas. Sans théorie, on ne saurait jamais si ce qu’on voit et ce qu’on sent correspondent au même phénomène.” (Bachelard, La philosophie du non, 10)
“Der er en kløft mellem sanseerfaring og videnskabelig erkendelse. Man aflæser temperaturen på et termometer, man føler den ikke. Uden teori ville man ikke vide, om det man ser og det man føler svarer til samme fænomen.”
Brud 2: Bruddet med den tidligere videnskab, det andet ’nej’
Hvor det første brud primært var et brud med erfaringen, er det andet brud først og fremmest et brud med anskueligheden. Det kan dog siges at foregå i to tempi:
Brud 2a: Videnskaben giver afkald på anskueligheden
I det første brud bliver rummet geometriseret: Matematikken lægges ned over rummet. I anden omgang er matematikken rummet: Rummet udtrykkes på en ligning. Dette sker for eksempel med Einsteins relativitetsteori. Hermed giver videnskaben afkald på anskueligheden, den bliver rendyrket rationalisme. I denne videnskabelige fase går videnskaben ikke længere ud fra fænomenerne og forsøger at udregne dem med matematikken, men går ud fra matematikken.
Brud 2b: Videnskaben overskrider i et ’ikke’
Videnskaben benægter, den bliver dialektisk i den Bachelardske forstand, det vil sige: Den omslutter sin negation og gør den til et særtilfælde.
Eksempelvis: Ikke-cartesisk filosofi, ikke-kantiansk filosofi, Einsteins ikke-newtonske mekanik, Bohrs ikke-maxwellske fysik, ikke-aristotelisk logik, ikke-euklidisk geometri, ikke-arkimediske mål, ikke-pythagoræisk aritmetik, ikke-lavoisiersk kemi.
Dialektik
Bachelard kalder denne proces for dialektisk. Bachelard tager dog afstand fra Hegels dialektik, som han kalder a priorisk, fordi den ifølge Bachelard forbliver i tanken, og dermed gives alt for stor frihed til at tænke hvad som helst. I stedet betoner han, hvad han kalder en a posteriorisk dialektik, som han finder hos den russiske matematiker Lobatjevskij (der samtidigt med, men uafhængigt af, ungareren Johann Bolayi i 1830’erne vist muligheden for at undvære det euklidiske parallelaksiom og dermed muligheden for at konstruere en ikke-euklidisk geometri). Denne dialektik er en anvendt rationalismes dialektik, der står i dialog med laboratoriet, og korrigerer tanken efter denne dialog.
Epistemologiske profiler
I sin psykoanalyse af videnskabens begreber foretager Bachelard i La philosophie du non en analyse af begreberne masse og energi inden for videnskabens udvikling – der også svarer til Bachelards egen udvikling fra barn over postfunktionær til videnskabsfilosof.
’Masse’ har haft 5 forskellige funktioner i de videnskabelige teorier:
1. Naiv realisme: Masse er grov og vurderes med øjnene: Masse er størrelse. Det største stykke lagkage vejer mest.
2. Posivistisk empirisme: Masse er hvad noget vejer.
— brud 1 —
3. Klassisk rationalisme (Newton, Kant): Masse er kraft divideret med acceleration (m=f/a). Man bryder med den umiddelbare sansning og fjerner sig fra realismens grundlæggende principper, idet ethvert begreb kan substitueres af andre.
— brud 2 —
4. Fuldendt rationalisme (relativitet): Massebegrebet åbnes, og det er komplekst. Masse er afhængig af bevægelsen. Dermed bryder det massebegrebet med anskuelsen.
5. Dialektisk rationalisme / surrationalisme: Negationen kommer ind i billedet. I Diracs fysik har objektet to masser: En objektiv masse og en negativ masse. Dette betyder et brud med sproget.
Det, der er vigtigt for Bachelard er, at fornuften ikke står uberørt af denne udvikling. Videnskaben ændrer fornuften.
Videnskabens og filosofiens grundmetafor for uvidenheden er mørket: Hvor der var mørke blev der lys. Denne metafor mener Bachelard giver et forkert indtryk af videnskabens og fornuftens faktiske udvikling, og den tjener til at opretholde illusionen om kontinuitet, idet den kan fremstille fremskridtet som det at der blot bliver lyst med den samme lygte hele tiden. Dette er ifølge epistemologerne forkert.
Det grundlæggende argument er, at fejltagelsen har en struktur af begreber og tanker der muliggør at bekræfte det, man tror er rigtigt, og samtidig forhindrer at tænke det nye. Det er derfor den ikke bare er fejl, men er forhindring, en modtanke.
“Pour le savant, la connaissance sort de l’ignorance comme la lumière sort des ténèbres. Le savant ne voit pas que l’ignorance est un tissu d’erreurs positives, tenaces, solidaires.” (Bachelard, La philosophie du non, 8)
“For videnskabsmanden kommer viden ud af uvidenhed som lyset ud af mørket. Videnskabsmanden ser ikke at uvidenhed er et net af positive, stædige, sammenhængende fejltagelser.”
Det er dette net, man må bryde med. Bruddet er ikke en præcision af en videnskabelig lov, men et brud med hele nettet af sandheder.
“Mais on ne détruit pas les erreurs une à une facilement. Elles sont coordonnées.” (Bachelard : La philosophie du non 8)
“Men man tilintetgør ikke fejltagelserne én for én. De hænger sammen.”
“Tout réel progrès dans la pensée scientifique nécessite une conversion. Les progrès de la pensée scientifique contemporaine ont déterminé des transformations dans les principes mêmes de la connaissance.” (Bachelard : La philosophie du non 8)
“Al virkelig fremskridt inden for den videnskabelige tænkning kræver en omvending/forandring. Den nutidige videnskabelige tankes fremskridt har medført nogle forandringer i selve erkendelsens principper.”
Canguilhem taler om, at for at sige det sande eller det falske, må man allerede være inden for den givne epokes sandhed. At tage fejl kræver at opfylde en helt masse betingelser, at bruge de anvendte begreber meningsfuldt etc.
Det første nej
Videnskabens fremdrift foregår altså gennem et sigen ’nej’ til erfaringen og de gældende begreber og teorier. Sandheden er ikke sympatiens, men diskussionens datter:
“Deux hommes, s’ils veulent s’entendre vraiment, ont dû d’abord se contredire. La vérité est fille de la discussion, non pas fille de la sympathie.” (Bachelard : La philosophie du non, 134)
“Hvis to mennesker virkelig vil forstå hinanden, må de først modsige hinanden. Sandheden er diskussionens datter, ikke sympatiens.”
For at være ny erfaring, må erfaringen sige nej til tidligere erfaringer; ellers har vi ikke med ny erfaring at gøre. Her krydser Bachelards epistemologi Gadamers hermeneutik, og den kommer senere til at følges med Poppers falsifikationisme, når den hævder, at det gælder om at afkræfte det kendte i det virkelige.
“Avant tout, il faut prendre conscience du fait que l’expérience nouvelle dit non à l’expérience ancienne, sans cela, de toute évidence, il ne s’agit pas d’une expérience nouvelle.” (Bachelard La philosophie du non, 9)
“Frem for alt, må man være opmærksom på at den nye erfaring siger nej til den tidligere erfaring – ellers var det indlysende nok ikke en ny erfaring.”
Det andet nej: Overskridelse gennem omslutning
Det andet ’nej’ er ikke et ’nej’, der benægter, men et dialektisk ’nej’, der overskrider ved at omslutte og gør det gamle til et særtilfælde.
Eksempelvis: Einstein overskrider Newtons mekanik og gør den til et særtilfælde af relativitetsteorien.
Bachelards argumentation
Bachelards egen måde at argumentere på er også et overskridende ’nej’, der omslutter. Den er blandt andet formuleret i en kritik af Kants ahistoriske formulering af erkendelsens muligheder og grænser. Bachelards epistemologi afviser at menneskets erkendelsesbetingelser skulle være ahistoriske og gør derved Kant til et særtilfælde, nemlig den historiske periode, der tilhører den klassiske rationalisme. Ligesom surrationalismen bliver til ved en dialektisk benægtelse af rationalismen, og derved bliver en rationalisme i anden potens, munder Bachelards benægtelse af Kants epistemologi ud i en kantianisme i anden potens: Den epistemologi, hvor erkendelsens muligheder og grænser er dynamiske.
Bachelard opponerer mod Comtes stadier, men samtidig opstiller han selv tre stadier for videnskabens ånd i La formation de l’esprit scientifique. Videnskaben skrider ifølge Bachelard frem, men der er ikke tale om nogen historiefilosofi for der ikke er noget a priori, nogen ånd eller nogen filosofi, der betinger videnskabens fremskridt. Der er intet til hinder for at videnskaben kan stå stille, og de historiske fremskridt er trin uden en rød ledetråd.
Bachelards tre faser
Videnskabens tre perioder
1. Den prævidenskabelige fase – antikken, renæssancen, 16., 17. og et stykke op i det 18. århundrede. (Svarer nogenlunde til den teologiske og den metafysiske fase hos Comte.)
2. Den videnskabelige fase – fra slutningen af det 18. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede. (Svarer nogenlunde – men ikke helt – til den positive fase hos Comte.)
3. Den ”nye videnskabelige bevidsthed” (”Le nouvel esprit scientifique”) – startende med Einsteins relativitetsteori i 1905, der omformer de grundlæggende begreber.
Forskellen på den videnskabelige bevidsthed og den nye videnskabelige bevidsthed er, at den første er karakteriseret ved en drøvtyggende dovenskab, der opholder sig ved det allerede konstaterede, mens den anden hele tiden er parat til at rekonstruere sin viden.
Den videnskabelige ånds tre tilstande
Ligeledes opstiller Bachelard tre tilstande for den videnskabelige ånd. De er uden henvisning til historien, eftersom den enkelte også må gennemløbe dem i sin bevidsthed (jf. de videnskabelige profiler).
1. Det konkrete stadium: Ånden er optaget af fænomenet og dyrker en filosofi, der hylder naturen, dens enhed og diversitet (jf. renæssancens episteme hos Foucault).
— brud 1 —
2. Det konkret-abstrakte stadium: De konkrete oplevelser suppleres med geometriske skemaer. Ånden er dog i den paradoksale tilstand, at den forsikrer sig om det abstraktes sandhed gennem konkrete evidenser.
— brud 2 —
3. Den abstrakte tilstand: Ånden beskæftiger sig med det abstrakte, det der er totalt unddraget anskuelsen, ja ligefrem i polemik med den.
Den videnskabelige ånds tre ’psyker’
I tråd med sin videnskabspsykoanalyse vil Bachelard også udlede tre psykologiske typer, der passer på den videnskabelige ånds tre tilstande:
1. Barnesjælen: Præget af naiv nysgerrighed; leger med fysikken for at have en seriøs attitude, men er som samleren passiv i tænkningen.
2. Den professionelle psyke: Stolt i sin dogmatisme, opholder den professionelle psyke sig ved den allerede erhvervede viden, som en rigtig universitetsmand, der praler med sin gamle eksamen.
3. Psyken, der er besværet med at abstrahere og uddrage essenser: Udleveret til det uperfekte (induktionen) og forstyrres hele tiden af fornuften. Men han er sikker i sin sag: Abstraktionen er en pligt.
Fornuften er i epistemologien ikke – som hos Platon, Descartes, Kant m.fl. – uforanderlig. Mennesket eller menneskeheden er ikke udstyret med en fiks og færdig fornuft, som det blot skal lære at bruge. Fornuften må i stedet udvikles.
Fornuften må udvikle sig: Ikke at se fortiden som fejl
For det første er det i sig selv en fejl at se på den tidligere fornuft som en fejl. Dette er en i alvorlighed og udbredelse gigantisk fejltagelse i forhold til hvad historie overhovedet er. Ligesom det som voksen er forkert at anskue puberteten som en fejlagtig periode, og ikke en forudsætning for at man overhovedet kan anskue og anskuer den som man gør, så er det også forkert at anskue den tidligere brug af fornuften som blot fejlagtig. Fortidens fornuft er i sig selv en forudsætning for at fornuften nu kan anskue den tidligere fornuft som mangelfuld.
Context of discovery og context of justification
Uden eksplicit at argumentere imod det, så accepterer epistemologien ikke dele af den anglesaksiske videnskabsteoris (blandt andet Poppers) skelnen mellem context of discovery og context of justification. Disse hævder, at det er uinteressant hvordan videnskabsmanden er kommet på sin teori, blot må den stå sin prøve i en context of justification, hvor fornuften skal prøve den.
Epistemologien er her uenig på to punkter:
1. Ikke altid samme fornuft. En adskillelse af context of discovery fra context of justification bygger på den tese, at fornuften som dommer altid er den samme. Det er den ikke. Den er historisk foranderlig. At ”være i det sande” (Canguilhem) er ikke det samme til alle tider.
2. Samme fornuft til én tid. Den fornuft der hitter på og den fornuft der beviser, er del af én og samme fornuft. De udspiller sig i samme epistemologiske rum. Derfor interesserer epistemologerne sig i høj grad for den tanke, der finder på, for videnskabsmandens drømmerier.
Eksempelvis: Det firedimensionale rum var ikke muligt at bevise i en tid, der ikke kunne tænke det. Da det blev muligt at tænke, åbnedes der også mulighed for at det kunne bevises (surrationalisme).
Filosoffens fejl er, at han i videnskaben blot ser en illustration af den fixe og færdige filosofiske fornuft.
“Autrement dit, le philosophe demande simplement à la science des exemples pour prouver l’activité harmonieuse des fonctions spirituelles, mais il croit avoir sans la science, avant la science, le pouvoir d’analyser cette activité harmonieuse.” (Bachelard : La philosophie du non, p.3).
“Med andre ord, filosoffen afkræver blot videnskaben eksempler for at kunne beviser de mentale funktioners samstemmende aktivitet, men han tror at uden videnskabens hjælp har kapacitet til at analysere denne samstemmende aktivitet.” (Bachelard: Nej’ets filosofi, p.30)
Han ser ikke at fornuften er historisk foranderlig, og at den udvikles gennem videnskabens ’sigen nej’ til rationalismen.
Eksempelvis: Bohrs bølge-partikel dualisme: Man kan opstille forsøg hvor atomet opfører sig som en bølge, og forsøg, hvor det opfører sig som en partikel. Fornuften har så to muligheder: 1) At vente på at den ene af de to viser sig at være forkert (Popper), 2) At blive smidig, at dialektisere sig.
På denne vis mener Bachelard at fornuften skrider frem gennem videnskabens dialektik mellem tænkning og forsøg (anvendt rationalisme):
“En somme la science instruit la raison. La raison doit obéir à la science.” (Bachelard : La philosophie du non, p.144)
“Kort sagt, videnskaben uddanner fornuften. Fornuften må adlyde videnskaben.”
Jeg ser her en lighed mellem den måde Bachelard vender sig bort fra den rene filosofi og den måde den sene Wittgenstein vender sig bort fra idealsprogsfilosofien: I stedet for at det er videnskabsmanden/sprogbrugeren, der må leve op til logikken, er det logikken der må blive videnskabsmandens/sprogbrugerens.
Hvad videnskabsmanden imidlertid mangler, er en sans for konstruktioner: Han ser ikke at videnskab kræver en metafysisk forberedelse. Derfor bliver filosofi for videnskabsmanden blot noget der kommenterende kommer efter videnskaben.
“En effet, les savants jugent inutile une préparation métaphysique ; ils font profession d’accepter, de prime abord, les leçons de l’expérience s’ils travaillent dans les sciences expérimentales, les principes de l’évidence rationnelle s’ils travaillent dans les sciences mathématiques. Pour eux, l’heure de la philosophie ne sonne qu’après le travail effectif; ils conçoivent donc la philosophie des sciences comme un bilan de résultats généraux de la pensée scientifique, comme une collection de faits importants.” (Bachelard : La philosophie du non, 2)
“Faktisk anser videnskabsmændene en metafysisk forberedelse for at være unødvendig; de lægger fra begyndelsen vægt på at acceptere den lære, som man uddrager af erfaringen, hvis de arbejder indenfor eksperimentalvidenskaberne og principperne for den rationelle evidens, hvis de arbejder inden for de matematiske videnskaber. For dem ringer det ikke ind til filosofitime før efter arbejdet. De anser derfor videnskabsfilosofien for en sum af den videnskabelige tænknings almene resultater, som en samling af vigtige kendsgerninger.”
Dette er heller ikke korrekt, for videnskab skrider netop frem når videnskabsmanden er filosof og benægter hvad han ser for at tænke nyt. Derfor må epistemologen såvel som videnskabsmanden placere sig mellem rationalismen og empirismen:
Penser scientifiquement, c’est se placer dans le champ épistémologique intermédiaire entre théorie et pratique, entre mathématiques et expérience (Bachelard : La philosophie du non, 5)
At tænke videnskabeligt er at placere sig i det epistemologiske felt der danner bindeled mellem teori og praksis, mellem matematik og eksperiment.
Koyré tænker i en vis forstand på samme måde som Bachelard hvad angår forholdet mellem videnskab og filosofi, og i en vis forstand ikke (se tese 12). De er enige om at videnskaben skrider frem, når den tanke, der bestemmer blikket, forandrer sig. Koyré nægter ikke, at filosofien lærer af videnskaben, men han lægger vægten mere på hvorledes de videnskabelige teorier er påvirket af de filosofiske strømninger.
Koyré: De l’influence des conceptions philosophiques sur l’évolution des théories scientifiques
I første del af essayet (pp.231-236 / DK pp.83-86) tager Koyré afstand fra den tese, at filosofien ikke spiller nogen rolle for udviklingen af de videnskabelige teorier og at den videnskabelige udvikling netop skulle være foregået ved at videnskaben har løsrevet sig fra filosofien. Tværtimod, siger Koyré, er forskellige videnskabelige tilgange valg mellem forskellige metafysikker og forskellige filosofiske positioner, såsom f.eks. om man vil stole på sansningen (empirisme) eller spekulation (rationalisme).
Endvidere tager Koyré afstand fra det blik på fortiden, at den er en kirkegård af fejltagelser. Det er fordi man mødes tanken hvor den allerede er død (dvs. tilbagevist med en ny tanke), og ikke i dens ungdoms skabende kraft. Det gælder om at møde tanken der, hvor den fødes.
I anden del (pp.236-246 / DK pp.83-94) går Koyré ind i det 17. århundredes videnskabelige revolution for at vise, hvorledes overgangen fra et lukket kosmos til et uendeligt univers går hånd i hånd med nedbrydningen af det aristoteliske metafysiske rum, med kvalitativt forskellige steder, til fordel for et geometrisk univers, der er homogent og uendeligt som talrækken. Med andre ord er geometriseringen af rummet et metafysisk brud, der ikke bunder i sanseerfaringer: Inertialbevægelsen eller rummets uendelighed er ikke erfaringskendsgerninger. Overgangen til den moderne fysik består derfor ikke i en mere righoldig erfaring, men i at man forlader erfaringen. Ved denne overgang overtager matematikken rollen som grunddisciplin fra fysikken. Det er, hvad Bachelard karakteriserer som overgangen til rationalisme, og som Koyré kalder ”Platons revanche”.
Historien lærer os
“Que le renoncement – la résignation – positiviste n’est qu’une position de retraite qui ne dure qu’un temps”. (Koyré : De l’influence des conceptions… p.244)
“At den positivistiske opgivenhed – resignationen – kun er en midlertidig retræteposition.” (Dansk oversættelse i Tankens enhed p.92)
Derfor er epistemologens helte i forhold til videnskaben ikke Bacon eller Comte, men Galilei, Descartes og Platon:
“Que l’attitude philosophique qui à la longue s’avère bonne n’est pas celle de l’empirisme positiviste ou pragmatiste, mais, au contraire, celle de réalisme mathématique. En bref, non pas celle de Bacon ou de Comte, mais celle de Descartes, Galilée et Platon.” (Koyré : De l’influence des conceptions..244)
“At det filosofiske standpunkt, som i længden viser sig at være et gode ikke er den positivistiske eller pragmatiske empirisme, men tværtimod den matematiske realisme. Kort sagt: ikke Bacons eller Comtes standpunkt, men Descartes’, Galileis og Platons.” (dansk oversættelse i Tankens enhed, p. 92)
At videnskab og filosofi påvirker hinanden er, hvad der senere hos Foucault kommer til at hedde, at de befinder sig i det samme epistemologiske felt. Hvad Koyré, Bachelard og Canguilhem tænker, er, at videnskabsmanden ikke kan tænke bag om sin historiske fornuft. Kun undtagelsesvist – i bruddet – forekommer dette, og da aldrig helt ahistorisk.
Se også: Koyré: De l’influence des conceptions philosophiques sur l’évolution des théories scientifiques.
Fornuften er hverken ahistorisk og uforanderlig eller nedsænket i materien
Epistemologien tager på den ene side afstand fra den angelsaksisk-popperske, kantianske, positivistiske idé om en universel fornuft. På den anden side afviser den også – i hvert fald i denne fase – at koble videnskaben på en materiel historisk udvikling. Historien er i epistemologien fornuftens og videnskabens immanente udvikling. Epistemologien vil hverken abonnere på den uforanderlige og færdige fornuft eller på den i materien nedsænkede fornuft. (Senere hos Althusser, Foucault og Bourdieu bliver fornuften dog nedsænket i denne materie).
Eksempelvis: Koyré svarer på spørgsmålet om hvorfor de foretagsomme og dristige grækere, som var så intelligente, aldrig opfandt roret, idet han afviser at henvise til sociale forhold, og insisterer på at forklare det ved fornuftsmæssige forhold alene: Bådbygning hørte hos grækerne ind under techne, og denne er rutine. Nytænkning hører ikke til techne, men snarere til episteme, og er forbundet med leg: Man opfandt kunstige fugle og døråbnere, men ikke ror. (Koyré: ”Les philosophes et la machine”, p.329). I moderne termer vil vi sige, at de ikke kendte til teknologisk nytteforskning.
Socialitet: Cité des savants
Hvis der er en socialitet, der præger tanken – og det er der – så er det forskningsfællesskabet, ”la cité des savants”. Forskningssubjektet – videnskabsmanden – er et subjekt af kød og blod, der er påvirket af de andre forskere. At være påvirket af de andre forskere er ikke at være påvirket af hverdagstænkningen, da videnskaben jo netop markerer et brud med hverdagstænkningen.
Der er tale om forskningsregioner – lokale rationaliteter – opdelt efter specialvidenskaberne, som de forskellige forskere påvirkes af. Denne specialisering er et gode, da sandheden ifølge Bachelard ikke er datter af sympatien men af diskussionen. ”Det er specialiseringen, der spænder rationalismens muskler” (Bachelard: L’activité rationaliste de la physique contemporaine, p.4).
Vævet af fænomener
Et videnskabeligt objekt henligger ikke i mørke indtil det opdages. Det bliver konstrueret i et teoretisk net, som det får mening inden for. Der kan derfor ikke eksistere noget simpelt fænomen eller nogen simpel idé.
“En réalité, il n’y a pas de phénomènes simples ; le phénomène est un tissu de relations. Il n’y a pas d’idée simple, parce qu’une idée simple[..] doit être insérée, pour être comprise, dans un système complexe de pensées et d’expériences.” (Bachelard : Le nouvel esprit scientifique, 152)
“I virkeligheden er der ikke nogen simple fænomener ; fænomenet er et net af relationer. Der er ikke nogen enkelt idé, fordi en enkelt idé […] må for at kunne forstås indgå i et komplekst system af tanker og oplevelser/eksperimenter.”
Substantialismen som epistemologisk forhindring
At tænke i løsrevne enheder er at tænke i substanser. Denne form for simple naturer er noget, der hører empirismen/realismen/positivismen til, men også noget som man genfinder i den ikke fuldendte rationalisme. Når elektronen f.eks. opfattes som et lille legeme, så har realismen indsmuglet sig i begrebet, og derved kan begrebet udgøre en forhindring.
Det er en typisk substantialistisk tanke (og dermed forhindring) at hænge sin teori op på en renset substans, der så bærer alle egenskaberne: Når man observerer et fænomen fører man det tilbage til samme substans. F.eks føres en foton i Bohrs kvanteteori tilbage til samme elektron, der formodes at ’springe’.
Relationisme
Bachelard pointerer, at man må forstå objektet ud fra sine relationer. Jeg tilføjer for egen regning, at substantivet udgør en forhindring.
“Objektet flyder sammen med sine relationer i en sådan grad at objektet selv for os må fremstå som funktioner af relationen.” (Bachelard: Essai sur la connaissance approchée, 1987 [1928], p.182)
“Det er relationen som siger alt, som beviser alt, som indeholder alt.” (Bachelard: La valeur inductive de la relativité, 1929, p.210)
Det er de samme problemer Foucault slås med, når han skal afvise det traditionelle magtbegreb til fordel for et relationelt. Bachelards relationisme får især stor betydning for Bourdieu, der hævder, at ”det virkelige er relationelt”.
Historiens normativitet: Videnskab bør være anvendt rationalisme
Koyré hævder, at historien viser, at fremskridtene ikke sker gennem positivistisk eller pragmatisk empirisme, men gennem matematisk realisme: Ikke Bacon eller Comte, men Descartes, Galilei eller Platons tilgang. Epistemologien har sine helte.
“Que l’attitude philosophique qui à la longue s’avère bonne n’est pas celle de l’empirisme positiviste ou pragmatiste, mais, au contraire, celle de réalisme mathématique. En bref, non pas celle de Bacon ou de Comte, mais celle de Descartes, Galilée et Platon.” (Koyré: De lïnfluence des conceptions…244)
“At det filosofiske standpunkt, som i længden viser sig at være et gode ikke er den positivistiske eller pragmatiske empirisme, men tværtimod den matematiske realisme. Kort sagt: ikke Bacons eller Comtes standpunkt, men Descartes’, Galileis og Platons.” (Dansk oversættelse i Tankens enhed, p. 92)
Videnskaben starter med tanken i blikket, det er derfor må der sættes ind med tanken, dvs. rationalisme. Omvendt kan videnskaben ikke blive ved tanken, men må være ’i dialog med laboratoriet’, være anvendt.
Videnskab bør være ung, dvs. være i bevægelse
Gentagelse af det samme udvikler ikke: At se hvad man forventer at se er ikke produktivt.
Det er hermeneutikkens pointe, at man aldrig kan begynde med begyndelsen (Odo Marquard). Også den videnskabelige ånd er altid gammel, altid fuld af fordomme. At være videnskabelig er at være ung igen, dvs. ikke at gøre sig fri af fordomme, men at prøve at vise, at man kan tænke sig at det var anderledes.
“Quand il se présente à la culture scientifique, l’esprit n’est jamais jeune. Il est même très veiux, car il a l’âge de ses préjugés. Accéder à la science, c’est spirituellement rajeunir, c’est accepter une mutation brusque qui doit contredire un passé.” (Bachelard: La formation de l’esprit scientifique, 14)
“Når ånden indtræder i den videnskabelige kultur, er den aldrig ung. Den er endda meget gammel, for den er på alder med fordommene. At gå i gang med videnskaben, er åndeligt at gøre sig yngre, dvs. at gå ind på pludselig forandring som bør modsige fortiden.”
Det er de dristige tanker, der udvikler videnskaben, og derfor skal videnskaben hele tiden være i gang med at konstruere og dermed realisere. Den skal hele tiden udfordre forskerens egne og andres forestillinger, og uophørligt lade sig korrigere i i konfrontation med en ydre realitet.
Tanken skal være på arbejde, og aldrig stille sig tilfreds:
“Préciser, rectifier, diversifier, ce sont là des types de pensées dynamiques qui s’évadent de la certitude et de l’unité et qui trouvent dans les systèmes homogènes plus d’obstacles que d’impulsions. En résumé, l’homme animé par l’esprit scientifique désire sans doute savoir, mais c’est aussitôt pour mieux interroger.” (Bachelard : La formation de l’esprit scientifique, 16)
“At præcisere, at korrigere, at variere. Det er nogle af de former for dynamisk tanke, der undviger sikkerheden og enheden, og som i de homogene systemer ser flere forhindringer end de ser igangsættende stød. Kort sagt, det menneske, der besjælet med den videnskabelige ånd, vil uden tvivl vide, men det er kun for at straks at undersøge bedre.”
Videnskab bør være differentieret
I den grad, hvor den videnskabelige ånd er én og samme, er det en indstilling: At være ’ung’. Men den videnskabelige fornuft er ikke den samme. Derfor hjælper også differentiering til at udvikle fornuften: ”Det er specialiseringen som spænder rationalismens muskler” (Bachelard: L’activité rationaliste de la physique contemporaine, p.4). Videnskaben bør ikke forsøge at finde fælles fodslag, men søge at diskutere.
Epistemologien skal være ontologiske belysning: Belyse grundlag/konstruktion
Epistemologien skal ikke repetere videnskabens faktisk udvikling, som den traditionelle videnskabshistorie gør det. ”Det er ikke arbejdsfilosoffer, blot resuméfilosoffer” (Bachelard, Le rationalisme appliqué, p.8).
Husserlsk udtrykt skal epistemologien ikke være en erklären, men en aufklären. Den skal belyse det ’som’, der ligger til grund for den metafysiske konstruktion, som enhver videnskabelig forståelse bygger på.
Forståelsens vej er den tur omkring grundlaget, det ’som’ der er nødvendigt i enhver grundlæggelse: Naturen som matematik, sproget som system, les faits sociaux en tant que choses. Der er mere tale om et ’en tant que’ end om et ’comme’, dvs. mere tale om metaforens sammensmeltning end om analogienns repræsentation.
Canguilhem siger i “The Role of Analogies and Models in Biological Discovery”, at biologiens modeller ikke i samme grad er illustrationer som fysikkens modeller, idet de i højere grad reducerer det organiske til modellen, fordi det iflg. Canguilhem er mindre tydeligt hvad der er model, og hvad der er videnskabens objekt. Ud fra den vinkel kan man sige, at Canguilhem hævder, at fysikkens models ‘som’ mere er et ‘comme’ og biologiens et ‘en tant que’.
“Now, in biology, it seems more difficult than in physics to resist the temptation to confer a representational value on a model. It is perhaps not only the scientific vulgarizer who has a tendency to forget that a model is nothing more than its function. This function consists in lending its type of mechanism to a different object, without imposing itself as axiomatic. But has it not sometimes happened that the analogical models of the biologist have benefited from an unconscious validation having as its effect the reduction of the organic to its analogy mechanical, physical or chemical? Despite their great degree of mathematical complexity, it does not appear that cybernetic models are always safe from this accident. The magical aspect of simulation is strongly resistant to the exorcism of science.” (Canguilhem: The Role of Analogiens and Models in Biological Discovery, pp.514-515.)
“Hvad angår biologi synes det vanskeligere end i fysik at afstå fra den fristelse at tilskrive en model repræsentationens rolle. Det er nok ikke kun den videnskabelige forsimpler som har en tendens til at glemme, at en model ikke er andet end fiktion. Denne virkning består i at låne dens funktionsmåde til et andet objekt, uden at påtvinge sig selv som et aksiom. Men er det ikke ind i mellem hændt at biologens analogiske model har nydt godt af en ubevidst forestilling om gyldighed, der har ført til reduktionen af det organiske til det mekaniske, fysiske eller kemiske? På trods af deres af deres høje grad af matematisk kompleksitet, så er det ikke sikkert, at de kybernetiske modeller afstår fra de samme virkninger. Simulationens magiske aspekt er meget modstandsdygtig overfor videnskabens djævleudrivelse.”
Epistemologien skal være begrebshistorie
Idet ethvert begreb får sin mening inden for et historisk system, må epistemologen skrive begrebshistorie. Det drejer sig om at have respekt for begrebernes betydning i deres historiske kontekst. Både forandring i meningen inden for de samme begreber (Eksempel 1) og på forandring af begreber (Eksempel 2).
Eksempel 1(ens begreber – forskellig mening): Aristark fra Samos ikke det samme som Copernicus, når de taler om ’heliocentrisme’ fordi det er påstande fremsat inden for forskellige kosmologier. Begrebshistorien er respekten for forskelligheden og kampen mod viljen til kontinuitet.
Eksempel 2(nye begreber): Selv afdækker Canguilhem hvordan biologien i starten af 1950’erne har skiftet terminologi fra fysikkens, mekanikkens og kemiens terminologi til kommunikationens terminologi: Information, kode, afkodning, programmering, instruktion, aflæsning er blandt de termer der nu anvendes. Det er ikke verden hinsides teorien der konstrueres, men tilgangen til den. Biologiens objekt er med andre ord blevet konstrueret som en informationsbank, der kommunikerer med sig selv og omgivelserne.
Cf.Canguilhem: “The Role of Analogies and Models in Biological Discovery”.
Epistemologien skal skrive anstrengelsernes, de oversete tankers og bruddenes historie
a)
At have respekt for videnskabelig udsagns historiske kontekst, dvs.: Ikke forveksle kronologisk tid (før-efter) med logisk forbindelse.
Eksempel: Hippokrates og Harvey tænkte ikke det samme mht. blodets cirkulation, den sidste bygger på renæssancens anatomi.
Eksempel: jf. Ovenfor. Aristark fra Samos er ikke forløber for Copernicus. Han er snarere en af dem, der med sin metafysik gør livet svært for ham.
b)
At skrive anstrengelsernes historie. Undgå at se en teori som pegende frem mod en fuldendt nutid, og i stedet fokusere på de anstrengelser, videnskabsmanden står overfor med hensyn til at bryde med den på den tid herskende opfattelse.
Eksempel: Copernicus var ikke copernicaner. Han havde ikke sig selv at støtte sig til.
Eksempel: Copernicus byttede ikke bare om på jord og sol, han kæmpede mod et verdensbillede.
Canguilhem siger (med henvisning til Koyré): ”At skrive en teoris historie er at skrive historien om teoretikerens tøven” (Epistemologi, p.51), og Bachelard siger noget lignende: Bachelard: ”Det er som pædagog, men må betragte videnskabshistorien” (Epistemologi, p.44) – dvs. ikke kun (som de traditionelle videnskabshistorier) skrive de gode elevers historie, men betragte videnskabshistorien som en skole, hvor de dårlige elever influerer de gode elever.
c)
At have forkærlighed for brud. Epistemologien advarer mod menneskets tendens til at se en sammenhæng, hvor der ingen sammenhæng, og etablere røde tråde.
Canguilhem: ”Fornøjelsen ved at søge, at finde, at fejre forløbere er det tydeligste symptom på uegnethed hvad angår epistemologisk kritik.” (Epistemologi, p.56)
Forkærligheden for bruddene er også en forudindtagethed, men det er en indstilling, som ifølge epistemologerne i højere grad lader historien tale sit eget sprog. Og det er det, epistemologi handler om.
18. Teknologi er sedimenteret teori
Koyré skelner mellem et redskab og et instrument. Hvor redskabet er en forlængelse af hånden, er instrumentet en forlængelse af ånden: den kræver en teori. Det er derfor en tese hos Koyré, at et instrument er et stykke materialiseret teori. Et termometer er f.eks. ikke blot et måleredskab til varme, men en udlægning af varmen som temperatur. Udbredelsen af teknologien til menneskets hverdag betyder også en udbredelse af denne udlægning. Og da enhver teori bygger på en metafysisk konstruktion, betyder udbredelsen af instrumenter også en udbredelse af metafysik. Når jeg til dagligt bruger en ovn udlægger jeg en metafysik, der hævder at varme kan måles i grader.
Hertil stiller spørgsmålet sig: hvorledes er mennesket overhovedet i stand til at kontrollere teknologien som udlægningsmåde. Jo mere instrumenterne breder sig i hverdagen, jo mere udbredes deres måde at fremstille verden på. På dette punkt mødes Koyrés filosofi med Heideggers teknikkritik. Ifølge Heidegger er teknikken en måde at afdække det værende på, der afdækker det som en bestand, et reservoir eller en ressource. Det er endvidere, ifølge Heidegger, en overmelding at hævde, at teknikken står i menneskets tjeneste. Snarere er teknikken, der afkræver mennesket at afkræve naturen, at være bestandens bestiller.