Hovedpointer i Gadamers Wahrheit und Methode (1960)

v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

a) Kunstforståelsen som udgangspunkt
Gadamer analyserer kunstforståelsen som eksempel på den menneskelige forståelse generelt. Det gør han, fordi kunstværket ikke giver sig som genstand i forståelsesakten, og dermed er det et særligt privilegeret område at studere den menneskelige forståelse hinsides den videnskabelige erkendelse. Endvidere bruger Gadamer tekstforståelsen, fordi væren i flg. denne, altid forstås og udlægges i sproget.

b) Forståelse kræver inter-esse
For at forstå noget, må man have en forståelseshorisont; man må have et eller andet til fælles med det, der forstås. Dele af forståelseshorisonten er ikke-ekspliciterbar. Forståelsen er et mellem-værende, jeg har med verden, en inter-esse. I sidste ende, siger Gadamer, er vi inter-esserede i sandhed og ikke i mening. Hvis vi vil forstå os på Shakespeares Othello, så er det kun i første omgang for at forstå hvad Shakespeare mener, men i sidste ende for at finde ud af sandheden om jalousien.

c) Forståelseshorisonten er en for-forståelse af hvad teksten drejer sig om: en forgribende forventning.

d) Forståelseshorisonter
Man kan udlægge det sådan, at der er to forståelseshorisonter: Teksten med dens selvforståelse og verdensforståelse, og den der vil forstå med hendes selvforståelse og verdensforståelse. (I virkeligheden er dette mere kompliceret, idet man også kan udlægge det som to momenter ved den samme historie, der hele tiden skrider frem gennem nye horisonter).

e) Forstruktur
Mit forståelsesudkast (1) består af a) Min forforståelse af teksten (Vorverständnis), der blandt andet er præget af de tidligere udlægninger, samt b) en foregribelse af fuldkommenhed (Vorgriff der Volkommenheit), dvs. en forhåndsforventning om at teksten a) hænger sammen og b) taler sandt. Indlevelsen i psyken (Schleiermacher og Dilthey) er kun en undtagelse, vi benytter os af, hvis vi ikke kan få teksten til at hænge sammen. Forståelse er ikke en sætten sig ind i den anden, men dialog. Forståelse er rettet mod sandhed – “Der Andere konnte ja recht haben” – og ikke mod at forstå hvad den anden mener. Der findes dog uægte dialoger som politiforhøret, terapien og mundtlig eksamen, hvor man søger indlevelse. Forståelsesudkastet er det gæt, der sætter den hermeneutiske cirkel i gang, og som hos Schleiermacher hedder “Divination”.

f) Fakticitet
Med forstrukturen som forståelsesudkastet (1) møder jeg en fakticitet (2) som jeg må forholde udkastet til, nemlig den konkrete tekst formuleret i det konkrete sprog. Dette får mig til enten at gå videre med forståelsesudkastet eller revidere det (1), for igen at møde næste del af teksten. På samme måde foregår samtalen og i det hele taget forståelsen.

g) Forståelse
Forståelse hænder (3), når de to horisonter – den der forstår og det der skal forstås – mødes i produktionen af en tredje horisont; dette kalder Gadamer en horisontsammensmeltning(Horizontversmelzung). Teksten betyder altså ikke noget i sig selv, men betyder det, den formår at fremkalde som svar på de forskellige tidspunkter af sin virkningshistorie.

h) Applikation
Forståelse er i sidste ende applikation: Det er at anvende teksten på sin nutid. At forstå en lov er at anvende den på et konkret tilfælde, ikke blot at kunne gengive den; at forstå bibelen er at kunne anvende den i en prædiken om det nutidige, eller at være kristen. Dette minder bl.a. om den sene Wittgenstein: At forstå en regel er at kunne følge den. Dermed er forståelse blevet gjort til en kunnen anvende; der er knyttet an til det aristoteliske begreb om phronesis og den livsverden som menneskets forståelse udspringer af.

i) Den historiske afstand er grund
I modsætning til den traditionelle hermeneutik hævder Gadamer, at den historiske afstand ikke er en afgrund, der må overvindes, men en grund, der skaber en horisont for forståelse. Ligesom man kan sove på noget og dermed bedre forstå det, kan man bedre forstå noget på afstand. Dette hænger også sammen med at Gadamer forstår historien som et filter, der sorterer de uholdbare tolkninger bort, og lader de bedste få en virkning fremover.

j) Gode og dårlige tolkninger
Den gode eller den dårlige tolkning afhænger af fordommen: Den gode forståelse opnås, når fordommen (der altid er tidsbunden) sættes på spil. Dette står i modsætning til den dogmatiske indstilling, hvor man søger at se det samme i det andet. Den rette indstilling er at være villig til at virkeligheden kan sige én noget nyt. Hermed også sagt, at den samme forståelse kun kan optræde én gang; når den gentages er den ikke forståelse. Dette adskiller de hermeneutikkens forståelsesbegreb fra naturvidenskabens lovmæssigheder: Forsøget må kunne gentages.

k) Forståelse er en erfaring
Hermed også sagt, at forståelse er en erfaring, man gør: Erfaring er en erfaring af fremmedhed, tab eller afstand, der forandrer den, der erfarer. Erfaring kan ikke beregnes (ratio) – jeg kan ikke vide, hvad der vil ske – men må gøres og kan aldrig afsluttes; erfaringer lader altid noget stå åbent. Dette hænger blandt andet sammen med at forståelsen af erfaringen er en del af erfaringen, og dermed altid kan ændre den, når den ses fra en fremtidig horisont.

Konklusion

Svaret: Hermeneutikken som svar på glemslen af livsverdenen og erfaringen af at virkeligheden ikke kan rummes i erkendelsen.

l) Mennesket
Mennesket fatter sig om tingene i en interesseret omgang før det betragter dem. Menneskets erfaring ligger dermed til grund for dets abstrakte tænkning. Mennesket er dømt til forståelse, det kan ikke lade være med at forstå sig på verden, og det er dømt til at være historisk og socialt placeret. Denne historiske væren-i-verden kan ikke ophæves med objektivistisk-metodiske tricks.

m) Fordomme
Fordomme er ikke arbitrære men historiske. Fordomme er ikke forhindringer, men produktive. Fordomme er det, hvormed vi foregriber fremtiden med fortiden.

n) Sandhed
Hermeneutikken nægter ikke viden om sagforhold, men bekymrer sig især om sandhedshændelsen, hvor mennesket forstående erfarer. Hermeneutik medfører ikke subjektivisme, fordi det allerede ville være at tilskrive subjektet for meget: mennesket står indlejret i en historisk horisont, der forstår sig – og dermed producerer sig – igennem mennesket.

Anbefalelsesværdig sekundærlitteratur:
Jørgen Bukdahl: “En filosofisk hermeneutik” in Bukdahl: Kritiske tolkninger.
Vagn Andersen: “Filosofisk hermeneutik” in Bukdahl (red.): Filosofien efter Hegel.