v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
a) Problemet: Verden går ikke restløst op i erkendelsen.
Hermeneutikken er svaret på den erfaring, at verden ikke går restløst op i erkendelsen, dvs. at filosofiens begrebslige maskineri ikke blot skal udvides med et par ekstra tandhjul. Den er forsøget på at genindsætte livsverdenen i filosofien og videnskaben.
b) Antikken
I antikken var teoria ikke i samme grad adskilt fra praxis. Den teoretiske visdom blev bedrevet i den hensigt, at den havde en forbindelse til det praktiske liv. Dette tager den moderne hermeneutik op, idet den påviser, at teorien altid i sidste ende udspringer af en interesseret omgang med verden.
c) Den moderne verden
Imidlertid har den videnskabelige erkendelse i den moderne verden løsrevet sig fra sit livsverdensmæssige grundlag, som den udspringer af, og er blevet løsrevet erkendelse. I den moderne affortryllede verden (Weber: Entzauberung der Welt), er rationalitet blevet blind middel-mål-rationalitet, der ikke reflekterer på målet i forhold til mennesket, men blot på maksimering. Derfor ender den i følge Heidegger i nihilisme og teknik.
d) Erkendelsesmetaforerne
Man kan også se forskellen mellem teori og praksis som udgangspunkt for erkendelsen i de forskellige erkendelsesmetaforen. Den mest udbredt erkendelsesmetafor i den vestlige filosofi er synsmetaforen: Sandhed er at indse. Den gør verden til et billede og mennesket til en tilskuer – sjælen er et øje hævet over tid og sted. Hermeneutikken er en pointering af, at mennesket ikke er en tilskuer, men en medspiller. Derfor knytter den an til berøringsmetaforer, som at “få greb om”: Mennesket er altid allerede i gang med tingene i en historisk og social situation, som det forsøger at begribe og udlægge.
e) Forståelse vs. erkendelse
Den videnskabelige erkendelses utilstrækkelighed kan udtrykkes i forskellen mellem forståelse og erkendelse. En forståelse er en erfaring man gør, ikke noget man perciperer med sanserne, og ikke noget man kan beregne sig frem til (ratio: jeg regner).