Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Indhold
1. Menneskelivet: Det lineære versus det cirkulære
2. Hermeneutikken som svar på brud
3. Hermeneutikkens tidligste historie
4. Oplysning, romantik, naturalisme
5. Det 20. århundredes hermeneutik
Vi lader Søren Ulrik Thomsen få det første ord:
En gang om dagen er ensomheden så stor,
At man ikke kan stille noget op med den.
Og én gang er lykken.
Indimellem må man så se at få ordnet sine ting.
(Søren Ulrik Thomsen, Hjemfalden, 1991).
Dette digt skal illustrere to ting:
– For det første illusterer det den klassiske hermeneutiske tese om, at delene må forstås udfra helheden. De første tre strofer skifter simpelthen mening, når man får den fjerde og dermed helheden med.
– For det andet er digtet i høj grad udtryk for hermeneutikkens holdning til de menneskelivet og menneskets idealer:
o At lykken er noget, der hænder med én, ligesom ensomheden, ikke noget, man med sikkerhed kan vælge at tilrane sig.
o At lykke og ensomhed er menneskelige vilkår
o At de store ting er midt i det konkrete og ikke i nogen Hinterwelt, og at man derfor må stille fokus på hverdagens praktikker og forståelsesformer.
Hermeneutikkens grundlæggende teser er:
– Mennesket er i orden, som det er.
– Sproget er i orden, som det er (gælder dog ikke Heidegger).
– Historien har sin gang, som vi er produkt af og ikke kan slippe ud af.
Med hensyn til det rent epistemologiske, så er hermeneutikken den påstand at:
– Ikke alle cirkler er onde.
– Cirklen er et vilkår for forståelse.
Dette står overfor det traditionelle argument, der er lineært: A & B –> C.
Hermeneutikken er et opgør med lineær tænkning:
– at man kan deducere sig frem til, hvad der vil ske (regne den ud: ratio)
– at der kan gives en begyndelse (Amanfanganfangen)
Hvad er hermeneutikken et svar på? Hermeneutikken har sine opblomstringstider, når verden ikke længere forstår sig på sig selv. Efter krig eller kulturelle omskriftelser giver nutiden sig ikke som forlængelse af fortiden ® der må fortælles. Hermeneutikken er den beskæftigelse med begivenheden, der gør den fortælbar og dermed forståelig.
Men hvad er det, der ikke forstår sig af sig selv?
Typer af hermeneutik
Det er
1. Teologisk: Teksten
Bibelens bogstav
Guds store bog
Paulus (andet Korintherbrev): ”Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende.” Det vil sige: Noget må forstås udfra sin ånd, ellers misforstås det. Man kan for eksempel ikke sådan uden videre pejle efter mosebøgerne.
Hermeneutikkens opgave kan også være at få det gamle testamente til at passe med det nye. Hvordan kan ’øje for øje, tand for tand’ forenes med ’vend den anden kind til?
2. Juridisk: Loven
Den enkelte paragraf må forstås i forhold til lovens ånd. Dvs. man er ikke lovlydig fordi man kan vride en fortolkning af en paragraf på en sådan måde, at man ikke overtræder den. Hvis jeg trækker mine sko fra i skat, fordi jeg har brugt dem som eksempelmateriale i min undervisning, så forstår jeg ikke lovens ånd. Derfor er også jurister hermeneutikere.
3. Filologisk: teksten
Tolkninger af historiske og fremmedsprogede tekster skal bringe det fortidige og det fjerne ind i nutiden.
Med afskrivelser: Hvad kommer fra teksten selv, og hvad er tilføjet?
Med trykpressen begynder et større oversættelsesarbejde. Oversættelse er også fortolkning.
Eksempelvis: At forstå Sofokles’ Kong Ødipus kræver mere end bogstavelig læsning, det kræver også et kendskab til hævnbegrebet i græsk tænkning, et kendskab til ordenes bibetydninger etc., kortsagt den sproglige og begrebslige helhed.
4. Historisk
At forstå fortidige hændelser. Det hører under filologien: At forstå fortidige hændelser og kulturer gennem fortidige tekster.
Eksempelvis: Forståelsen af første verdenskrigs udbrud kan ikke reduceres til et skud i Sarajevo, men må forstås udfra hele den politiske og økonomiske situation.
Filosofisk hermeneutik
Den filologiske(-historiske), den teologiske og den juridiske hermeneutik har hver sin genstand i form af teksten.
Den filosofiske hermeneutik har ingen genstand, eller den har selve forståelsen som genstand: Hvorledes foregår den menneskelige forståelse? Hvorledes bliver forståelse mulig.
Fransk epistemologi i forhold til hermeneutik: Historien er brud
I forhold til den franske epistemologi (Bachelard, Koyré, Canguilhem, Foucault), der også er historisk orienteret, så handler den i stedet for om at påpege, hvor forskellig historien er: Hvorledes den ene epoke er ubegribelig for den anden, eller hvorledes fortiden er ubegribelige for nutiden. Men begge handler de om, at historien er brud.
Antikken
Vi møder første gang noget, der minder om hermeneutik, i antikken. Det er en misforståelse, at hermeneutik skulle have noget med Hermes som budbringer at gøre. Det græske hermeneia, ’sproglig artikulation’, oversættes til Latin med interpretatio, ’fortolkning’.
Aristoteles’ Peri Hermeneia, ’Om sproget’, oversættes derfor til latin som De interpretatione, ’om fortolkning’. Aristoteles’ Peri Hermeneia er ikke først og fremmest en fortolkningsteori, men derimod en bog om sproget: Skriftsproget er et tegn på tale, der er et tegn på sjæletilstand. Noget er skjult, men hentes frem gennem fortolkning/forståelse. Det er på denne måde, at fortolkningen kommer til at spille en rolle i antikken, og især i middelalderen.
Filosofien som tjenestepige
Grækernes frie mænd blev (ud)dannede i septem artes liberales, de syv frie kunstner: trivium (grammatik, retorik, dialektik) og quadrivium (astronomi, aritmetik, geometri, harmonilære). De frie kunstner stod i modsætning til de ufrie, håndværket, der var kunstner (techne) i forhold til en bestemt frembringelse. Hermeneutikken er en typisk artes-disciplin: Ars recte interpretandi: At forstå på den rette måde.
Klassisk bibelhermeneutik/fortolkningsteori
Hermeneutikkens opgave bliver i middelalderens bibelforståelse:
1) Pletrensning: At rense overleveringens tilføjelser væk, så man kan udskille en autentisk tekst. Hvorfor det? Fordi teksten ikke bare er autentisk, det autentiske har også autoritet.
Eksempel: Efter antikkens bortdunstning var Homers skrifter spredte, og der var tilføjet noget. Det krævede et fortolkningsarbejde (filologisk og forfatterindsigtsmæssigt) at rekonstruere skrifterne.
Men pletrensningens hermeneutik bliver også den opgave at få fortalt fortiden på en sådan måde, at den leder frem til nutiden.
Eksempel: ”Oprindeligt var den slaviske folkesjæl…”, ”Oprindeligt var Leningrad ikke Petrograd, men St.Petersborg…”
2) At afkode symbolikken: Her står ét, men der menes noget andet; det er symbolsk ment.
Eksempel (Baudelaire (Spleen 1)): « Plûviose irrité contre la ville entière. » .
Eksempel: Naturen, f.eks. jordskælvet, er Guds handlinger, f.eks. straf.
a) Ortodoksi/mening – tekst
Men symbolikken kan også postuleres, hvor det er et brud mellem det, man mener, og det tekster siger:
Eksempel: At få bibelen til at passe med ortodoxien ved at postulere en sensus mystikus / sensus spiritualis over sensus litteralis: Man betoner en allegorisk betydning for at få biblen til at sige, hvad den skal sige.
Eksempel: Højsangens tale om erotisk kærlig postuleres at betyde Guds kærlighed til kirken.
b) Natur – tekst
At få naturen til at passe med bibelen.
Eksempel: Theodicé problemet: Hvis Gud er almægtig og algod, hvorfor er der så ondskab?
c) Tekst – tekst
At skabe konsistens mellem flere tekster, for eksempel Det gamle testamente og Det nye testamente.
Eksempel: GT: Øje for øje, tand for tand strider mod NTs diktum om at vende den anden kind til.
De 4 klassiske tolkningsniveauer
De 4 klassiske tolkningsniveauer findes allerede hos Augustin (354-430):
E(Dantes La Commedia):
1. Historisk/bogstavelig tolkning: Den bogstavelige betydning.
E: Dante går i helvede.
2. Allegorisk tolkning: Åndeligt billedlige tolkning.
E: Dante er på en indre rejse – personlig udvikling.
3.Tropologisk/moralsk tolkning: Den moralsk retledende tolkning.
E: Dante som repræsentant for menneskeheden, der ser, hvad mennesket ikke bør gøre.
4. Den anagogiske tolkning. Den tolkning, der peger mod forhåbning om det hinsidige.
E: La divina commedia er et vidnesbyrde om at mennesket er på vej til frelse.
Reformationen
Den 31. oktober 1517 slår Luther sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Den traditionelle (ortodokse) fortolkning af bibel er ifølge Luther forkert, og må tolkes mindre skæbnesvangert og mere individuelt; herudaf vokser protestantismen. Med andre ord hævder Luther et brud mellem den ortodokse udlægning og det, der står i teksten.
Her starter med andre ord en ny tvivl: Problemet er ikke at nå frem til hvordan bibelen siger, hvad man ved den siger, men at forstå hvad den siger. Den teologiske hermeneutik er en singularitetshermeneutik (den, der må nå frem til betydningen) i modsætning til det 20. århundredes pluralitetshermeneutik (cf. Gadamer og Marquard).
Grader af hermeneutik
1) Lavere hermeneutik (Schleiermacher): Pletrensning: At bortfeje det tilføjede og etablere autoriteten. Trivium.
Eksempelvis: Hvad er bibelen og hvad er tilføjet senere?
2) Højere hermeneutik (Schleiermacher): At finde ud af, hvad der skal forstås ved det. Teologi.
Eksempelvis: Hvad betyder det, når Jesus siger ”Elsk din næste som dig selv”?
–> Det næste trin er ikke langt væk:
3) Er bibelens forståelse den rette? Hvilken metafysik er den rigtige?
Dette spørgsmål bliver muligt, når Gud lægger sig syg, og naturvidenskaben vokser i autoritet.
Ast: Man må tage stilling: Hedensk eller kristen. Hermed udstrækkes renselsesprocessen til menneskets bevidsthed.
Logosmetafysik som princip for erkendelse
Mytens og fortællingens rationalitet er at komme over brudet ved at føre tilbage til det gentagelige, til et mønster. Forklaring er med andre ord: At vise, at det ukendte har mønsterkarakter, og dermed er kendt.
Logosmetafysik: Fornuften synes at være to steder: Fornuften i tingene og fornuften i os. Grundlaget for erkendelsen er metafysiske bestemt: Der er en orden i tingene, der er princippet for at vi kan erkende – jf. Hegels retsfilosofi: Det fornuftige er det virkelige og det virkelige er det fornuftige: En forudsætning for at vi kan erkende er, at det er således.
Det 17. århundrede
Ordet ’hermeneutik’ anvendes for første gang om det at fortolke teologiske og juridiske tekster (hvilket selvfølgelig ikke betyder, at man ikke har anvendt hermeneutisk tilgang før). Der er tale om en videreførsel og oplivning af det gamle græske princip om at delen skal forstås udfra helheden.
| DEL | HELHED |
| Partikulær lov | Lovens ånd |
| Genopstandelsen | Bibelen |
I det 18. århundrede udvides hermeneutikken til alle tekster, og man læser kritisk i forhold til fornuften.
Eksempel: Bibelen må bringes i overensstemmelse med fornuften (indlæsning af rationalitet).
Eksempelv: Théodice – der må være en fornuftig forklaring.
Schleiermacher (1768-1834)
Udvidelse 1: Alle tekster
Med Schleiermacher udvides hermeneutikken til at være ikke blot et redskab for juraen og teologien, men også at være et redskab for filologien.
Tese: Ikke kun forståelse af gamle tekster, men også dagligdags samtale og avisartikler er genstand for hermeneutisk proces.
Definition(hermeneutik, Schleiermacher): ”Forståelse af fremmed tale”.
Metode divination og komparation
Den hermeneutiske cirkel bliver en slags metode, der består af to dele:
– divination: Gæt. Det er
o hvad moderne hermeneutik kalder Entwurf/projet/udkast,
o hvad Popper kalder dristige antagelser og
o hvad Pierce kalder abduktion.
– komparation: Sammenligning med helheden.
Det er den hermeneutiske cirkels del-helhed som divination-komparation-divination-komparation…
Hermeneutikkens to sider
Schleiermacher opererer med to dimensioner af hermeneutikken:
Grammatisk dimension: At forstå de sproglige udtryk; at kende sproget for at kunne forstås hvad der siges.
Subjektiv / psykologiske dimension: Talen som manifestation af forfatterens psyke.
To hermeneutiske cirkler for at forstå talen ud fra helheden.
Sprogcirklen: Det sproglige element må forstås ud fra sine dele eller fra større helheder.
Livscirklen: Teksten må forstås udfra forfatterens liv/psyke.
Cirkler: Sprogligt udtryk – sprogets helhed – teksthelhed – sprogets helhed – liv/psyke/forfatterskab
Et eksempel på den psykologiske indlevelse i hermeneutikken kan man blandt andet se hos Freud, f.eks. her, hvor han tolker E.T.A. Hoffmanns Der Sandmann:
”E.T.A. Hofmann var barn af et ulykkeligt ægteskab. Da han var tre år gammel, forlod faderen sin lille familie og blev aldrig forenet med den igen. Ifølge de oplysninger, E. Grisebach gengiver i den biografiske indledning til Hoffmanns værker, blev forholdet til faderen ved med at være et af de mest hudløse steder i digterens følelsesliv.” (Freud: Det uhyggelige, dansk oversættelse, p.33)
Ideen er, at fortolkeren kan forstå værket bedre end forfatteren, fordi han har den psykologiske indsigt. En idé som man finder senere i en noget modificeret forstand hos Gadamer: Man har bedre betingelser for at forstå en tekst på afstand, fordi man har fået sig en horisont. Så langt er hermeneutikken dog ikke nået i sin udvikling endnu. Dilthey bringer udvidelsen videre fra teksterne.
Udvidelse 2: Aktivitet
Udvidelse2: Hermeneutikken udvides fra tekster til al menneskelig aktivitet.
Nøgleord: Livsytringer.
Eksempelvis: Smilet er et tegn på en indre sindstilstand.
Udvidelse 3: Historien
Udvidelse 3: Historien kommer til at spille en stor rolle (–> Gadamer).
Tese (Dilthey): Vi kan forstå historiske tekster, fordi vi er del af den samme historiske ånd (hegelsk).
Man kan både forstå historien i brud og i helhed: At forstå ud fra den historiske ånd er at tænke helhed over de historiske brud.
Men det kræver indlevelse i den historiske epoke. Dvs. at for at forstå en tekst, må man sætte sig ind i den tids sociale vilkår: Økonomisk, produktionsmæssigt, litterært, sprog, kunst, regeringsform, filosofi.
Nøgleord: Zeitgeist.
Eksempelvis: At forstå Platon kræver indsigt i det antikke Grækenlands kultur.
Diltheys standpunkt ligger ikke fjernt fra det 19. århundredes historicisme, som Gadamer elsker at hade. Den hævder:
1. Ethvert menneskeligt og kulturelt fænomen er bestemt af sin historiske sammenhæng.
2. Det er muligt at forstå ethvert menneskeligt udtryk ved at elminere tids- og stedbestemte fordomme.
Diltheys tid præget af positivisme: Overførslen af de naturvidenskabelige forhold på videnskaberne om mennesket. Ikke mindst årsag-virkningsforholdet.
Dette finder Dilthey utilfredsstillende, og etablerer derfor en skelnen mellem naturvidenskaber og åndsvidenskaber:
| Naturvidenskaber | Åndsvidenskaber |
| Genstanden er fremmed | Genstanden er menneskelig |
| Rationel og begrebslig | Indføling, “efter-oplevelse”, fantasi |
| Erkendelse er ikke blot rationel, begrebslig | |
| Erkendelse er forankret i livet |
Denne skelnen hedder med Windelbands rektoratstale fra 1. maj 1894 henholdsvis:
| Nomotetiske videnskaber | Idiografiske videnskaber |
| Genstand: Det generelle | Genstand: Det specifikke |
| Forklare | Forstå |
Åndsvidenskabernes ’metode’ er indføling: At ’efter-opleve’ de samme oplevelser, hvormed man re-personaliserer det de-personaliserede værk. Disse oplevelser kan ikke nødvendigvis
De hermeneutiske cirkler
1. Man må derfor veksle frem og tilbage mellem del og helhed, når man skal fortolke en tekst. Helheden er både tekstheleheden og sproget.
2. Den hermeneutiske cirkel kan udvides således at teksten nu er del, og personens liv/forfatterskabet er helheden, og tolkningen oscillere mellem de to (eller tre).
3. Forfatterskabet kan igen ses som en del, og hele epoken som helheden – hvor man må forstå den ene ud fra den anden.
Den hermeneutiske cirkel er stadig metodologisk: Objektet er et andet subjekt (S2), hvis mening objektiverer sig i værket. Værket skal forstås ud fra sit ophav.
Subjekt 1 – Objekt (Opus) – subjekt 2 (Autor).
Forståelsen er bragt til ende når objektet er rekonstrueret som udtryk for personligheden, når det de-personaliserede værk er re-personaliseret.
Metode: Dechifrering. Den biografiske metode.
Cirkler: Teksdel – sproget – teksthelhed – sproget – forfatterskab – sproget – psyke – sproget – epoke.
Spørgsmål: Minder den hermeneutiske cirkel om hypotetisk deduktiv metode?
Svar: Ja, mht. divination: Dristige gæt, der søges konfronteres med materialet. Poppers metode er også en cirkel.
Svar: Nej, den bygger på indlevelse.
Subjektet medinddrages
Det 19. århundrede er præget af en forståelse af mennesket som et iagttagende subjekt.
Det, der sker i det 20. århundrede er, at mennesket bliver medinddraget: Mennesket bliver et foretagsomt subjekt, der spiller med i forståelsen og fuldender den.
I det 20. århundrede deler hermeneutikken sig i to retninger: En metodisk og en ontologisk hermeneutik. Vi skal her primært følge den ontologiske, der udgår fra Martin Heidegger (1889-1976). Fælles er dog, at det fortolkende menneske er medinddraget.
Metodiske hermeneutik
Den metodisk hermeneutik udvider sig fra at være en singularitetshermeneutik til at være en pluralitetshermeneutik: I stedet for at søge efter betydningen betoner den de mange betydninger.
Den metodiske hermeneutik kommer til at handle om, hvorledes fortolkerne altid forstår værkerne forskelligt og fuldender deres betydning.
Den metodiske hermeneutik bliver ikke bare fortolkningslære, men også poetik: En lære om hvordan man skal skabe kunstværker.
Et eksempel på denne form for hermeneutik er Umberto Ecos Opera aperta, Det åbne værk.
Et eksempel på et værk, der fuldender Ecos poetik om at skabe værker i bevægelse, hvor fortolkeren i høj grad er med til at skabe betydningen er udsendelse af fire forskelige film af fire instruktører på fire Tv-kanaler 1. januar 2001. Her måtte zapningen mellem filmene skabe hver sin individuelle film i hver stue.
Ontologisk hermeneutik
For den ontologiske hermeneutik betyder den forståendes inddragelse i forståelsesprocessen: Man ændres af at forstå; man cirkulerer med i cirklerne.
Men den handler mere om mennesket som grundlæggende hermeneutisk væsen.
Schelling: Mennesket er det sted, hvor naturen åbner øjnene og ser at den er til, dvs. der hvor væren forstår sig på sig selv
Den fænomenologisk hermeneutik handler om det der giver sig som det, der er for mennesket, hvorfor hermeneutik kommer til at dreje sig om det værende.
Mennesket er ikke blot en tilskuer, men en medspiller; det er et foretagsomt væsen.
Det hører til menneskets eksistens,
– at det hele tiden forstår sig på verden – det udkaster forståelsesudkast (pro-jette)
– at det hele tiden udkaster eksistensmuligheder. Menneskets liv lever sig ikke af sig selv, men er en forståelsesaktivitet, der negerer fakticiteten, og kaster et projekt ud, men i realiseringen er det alligevel nødt til at forholde sig til den fakticitet, som projektet tager afsæt i.
