v.Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk

Påpegningen af en fejlslutning, er en pegen på, at der ikke er tilstrækkelig nødvendighed i præmisserne til at nå konklusionen. For logikken, hvor noget enten har tvingende nødvendighed eller ikke har det, betyder det, at en fejlslutning er en ugyldig slutning. Men i praksis er sagen noget mere mudret, fordi næsten ingen slutninger er 100% gyldige. Her må man tale om mere eller mindre gyldige slutninger. Følgende fejlslutninger betegner derfor faldgruber for en argumentation, der kan gøre den mindre gyldig, f.eks. ved at inddrage irrelevante præmisser eller forudsætte skjulte præmisser. Jeg deler dem op i ‘relevansfejlslutninger’ og ‘flertydighedsfejlslutninger’.

I) Relevansfejlslutninger

1. Argumentum ad Baculum

Brug af magt til accept.

Eksempelvis: Når USA lader Irak forstå, at de hellere må lade deres bygninger inspicere af FN ud fra præmissen: “Der ligger lige et par af vores krigsskibe i Golfen.”

2. Argumentum ad Hominem, abusive

Man angriber personen frem for argumentet = man går efter manden i stedet for bolden.

Eksempelvis: Når man i en diskussion, hvor kønslighed er irrelevant, bruger argumentet: “Men du er jo også en kvinde”.

3. Argumentum ad Hominem, circumstantial

Man appellerer til omstændigheder for at overbevise.

1) Bs grundholdninger gør, at hun tager fejl, og heraf følger, at A sidder med sandheden.

Eksempelvis: En hollandsk EU-kommissær stod i januar 1999 frem og afslørede korruption i EU-kommissionen. Her forsvarede de anklagede sig med, at kommissæren var medlem af en grøn interesseorganisation i Holland.

2) Bs holdninger er ikke objektivt funderede (men motiverede), derfor har B ikke ret.

Eksempelvis: Den danske valgkamp i 1998, hvor Uffe Ellemann Jensens argumenter for skattelettelser blev tilbagevist med henvisning til, at han selv ville komme til at sidde billigere.

4. Argumentum ad Ignorantiam

Uvidenhed som argument: Noget er sandt, når det ikke er bevist falsk, og noget er falsk, når det ikke er bevist sandt.

Eksempelvis: Lewinsky-affæren: Da Bill Clinton ikke kunne bevise sin uskyldighed til Monica Lewinsky, antog man, at han havde haft et forhold til hende.

5. Argumentum ad Misericordiam

Appel til medlidenhed bruges til accept.

Eksempelvis: At trække krigsveteraner med åbne sår og afskudte ben ind i en retssal, hvor man behandler krigserstatning.

6. Argumentum ad Populum

1) Snop-appeal: Accept opnås ved at sammenbinde det, der argumenteres for, med andre attraktiver.

Eksempelvis: En reklame for en shampoo, der insinuerer, at man får en sød kæreste, hvis man køber den.

2) Band-wagon: Noget er sandt, fordi alle mener det.

Eksempelvis: Der er altid udsolgt på Dr.Dante, derfor laver de god kunst.

7. Argumentum ad Verecundiam

Accept opnås ved at appellere til autoritet: Noget er sandt fordi en autoritet siger, at det er sandt.

Dette argument kan alt efter omstændigheden være gyldigt. F.eks. kan man i praksis ikke altid gå ned i relativitetsteoriens præmisser, når man skal forklare noget, som relativitetsteorien har konsekvenser for, men må nøjes med at sige: “Relativitetsteorien siger at…” eller “Einstein siger at…”. Andre gange er det ikke et argument. Det er for eksempel ikke i sig selv et argument for at meningen med et ord skabes af brugen, at Wittgenstein siger det. Og det er slet ikke et argument, når man er uden for sin egen boldgade, f.eks. når Peter Schmeichel ved henvisning til egen autoritet (som målmand) står frem og opfordrer til at man skal støtte små børn på sygehusene.
8. Accidens

Argumentet: Fordi noget generelt er X, er det partikulære tilfælde også X.

Eksempelvis: Mænd er generelt nogle tumper, derfor er Karl og Gert også tumper.

9. Omvendt accidens

Argumentet: Fordi det partikulære tilfælde Y er X, gælder det generelt at Y er X = induktionsproblemet.

Eksempelvis: De mænd, jeg har oplevet, er elendige håndværkere, derfor er mænd elendige håndværkere.

10. Division

Helheden har en egenskab, derfor har helhedens dele denne egenskab.

Eksempelvis: “Den tidligere europamester i fodbold, John ‘Faxe’ Jensen…” (Europamester er en egenskab ved holdet og ikke ved den enkelte spiller.)

11. Komposition

Helhedens dele har en egenskab, derfor har helheden egenskaben.

Eksempelvis: Det engelske hold er fulde af bøller, derfor spiller de bøllefodbold.

Forskellen på 8 (accidens) og 10 (division) er, at det i 10 er helheden, der har en egenskab, mens det i 8 er alle enkeltelementerne. Det samme gælder for hhv. 9 (convers accidens) og 11 (composition). Dette kan illustreres med følgende eksempel:

Eksempelvis: Et bord er lavet af atomer.

Fejlslutning 9 (omvendt accidens): Dette atom er usynligt, derfor er de andre atomer usynlige.
Fejlslutning 11 (division): Dette atom er usynligt, derfor er bordet usynligt.

12. Falsk årsag

En kausal forbindelse, der ikke eksisterer, etableres. Typisk: X går forud for eller er samtidig med Y, derfor er X årsag til Y.

Eksempelvis: Dinosaurerne døde for 140 millioner år siden, hvor der var et enormt jordskælv, ergo dinosaurerne døde af jordskælvet.

 
13. Petitio principii

Kaldes også cirkelslutning eller circulus vitiosus. En cirkelslutning er en slutning, hvor det der skal bevises, allerede forudsættes bevist i præmisserne.

Eksempelvis: “Han har en tyrkertro på at paven vil hjælpe ham, fordi han tror urokkeligt på det.” (Hvor tyrkertro er defineret som en urokkelig tro på noget.)

Eksempelvis: Den økonomiske rational choice teori (spilteori) hævder, at mennesket altid vil handle rationelt. Idet det ikke kan angive, hvad en irrationel handling er, har det blot repeteret sin egen definition. (Jf. Poppers krav om falsificerbarhed som kriterium på videnskabelighed).

Imidlertid er enhver gyldig logisk slutning en cirkelslutning, fordi den forudsætter, at konklusionen allerede er til stede i præmisserne. I den forstand er enhver gyldig logisk slutning også triviel. Hvis den ikke virker triviel, er det blot fordi man ikke ved et første øjekast kan gennemskue den. Der, hvor cirkelslutningen får mening som en fejlslutning, er i en praktisk sammenhæng, hvor et argument altid formodes at nå frem til noget nyt, ved at konkludere på det kendte. Repeterer den blot det kendte, er der ikke tale om nogen egentlig argumentation, men en gang på stedet eller en gåen i ring.

II) Flertydighedsfejlslutninger

14. Complex question

Journalisttricket. At opnå et svar på mere end der svares på, ved at udforme spørgsmålet, så det er mere komplekst end svaret, f.eks.:

1) Der stilles et spørgsmål, og svaret implicerer et svar på et tidligere skjult spørgsmål.

Eksempelvis: “Folk påstår, at du er racist. Det ved jeg ikke om du synes er rimeligt. Men er det rigtigt, at du mener kriminelle indvandrere bør sendes hjem øjeblikkeligt?”

2) Spørgeren svarer selv retorisk på spørgsmålet.

Eksempelvis: “Kan man sige, at du har racistiske meninger i denne sag? Ja, og kan man…”

3) Man pakker 2 spørgsmål ind i 1 spørgsmål, og svaret på det ene gælder for begge spørgsmål.

Eksempelvis: “Er du racist eller mener du kriminelle indvandrere bør sendes hjem?”

4) Man kan ikke svare ja eller nej, men det forventes.

Eksempelvis: “Er mennesket et egoistisk væsen?”

15. Ignorantio Elenchi

Irrelevant konklusion: Præmisserne peger mod en anden konklusion, end den, der sluttes til.

Eksempelvis: Alle mennesker er dødelige, Jack Ruby er dødelig, derfor bør Jack Ruby dømmes til døden.

16. Flertydighed

Et ord bruges med flere betydninger gennem et argument.

Eksempelvis: Danskerne holder forbrugsfest hver dag, til fester er danskere fulde, ergo er danskere fulde hver dag. (‘Fest’ bruges i forskellige betydninger.)

17. Utydelighed

En præmis er flertydelig, men en bestemt tolkning kræves for at slutningen er gyldig.

Eksempelvis: “Danmark bør gå ind i en EU-hær, EU bør have atomvåben, ergo bør Danmark have atomvåben.” (Kræver en tolkning af præmis nr.1s “bør gå ind i en EU-hær” som “bør have alt hvad EU-hæren har” + en tolkning af præmis nr.2, at atomvåbnene skal ligge i hærens regi og ikke i de enkelte landes.)

18. Betoning

Ved betoning et bestemt sted gøres det falske eller tvivlsomme sandt.

Eksempelvis: “DSB er en ineffektiv virksomhed, der drevet af Staten, og statsejede virksomheder har det med at levere sikre jobs til medarbejderne.” (Ved at lægge vægten på statslige ansættelsesforhold, gør man tesen om ineffektivitet sand.)

I øvigt:
19. Platheder

Politikertricket. Der siges noget så bredt i en argumentatorisk form, at ingen kan være uenige. Dermed har man ikke informeret om noget.

Eksempelvis: “Jeg er ingenlunde interesseret i en politistat, men for at politiet kan løse de forhåndenværende problemer, må udstyres med tilstrækkelige midler, nemlig en velafbalanceret lovgivning. Det vil alle være bedst tjent med.”

Eksempelvis: “Du skal ikke være for overmodig.” (Det ligger både i ‘for’ og ‘over-‘ at det er noget, man ikke bør være.)

III) Fejlslutninger med hensyn til moral

20. Den naturalistiske fejlslutning

Kant mener, at det er en fejlslutning at slutte fra ‘er’ til ‘bør': Blot fordi mennesket er, som det er, kan man ikke slutte til, at det bør være det. Det er specielt en indvending, som Kant har overfor Aristoteles.

Det kan være på sin plads at påpege denne fejlslutning:

Eksempelvis: Kvinder er bedst til at passe børn. (Underforstået: Derfor bør de passe børnene).

Eksempelvis: Mennesket er syndigt. (Underforstået: Så bør det ikke anstrenge sig for ikke at være syndigt).

Imidlertid er det et problem sådan blot ‘er’ af bordet som irrelevans. For hvordan skulle vi nogensinde kunne skelne mellem godt og ondt uden at se på det, der er? Her holder jeg med Aristoteles: ‘Bør’ har ingen relevans udenom det, der er.

Beslægtet hermed er problemet om at man kun kan burde det, man kan gøre. Jeg bør ikke rede verden fra al dens nød, for det kan jeg ikke. At kræve det umulige af mennesker, gør ikke verden bedre. Og dog: Vi kan kræve, at mennesker øver sig i at blive bedre. Det kan de.

Beslægtet med den naturalistiske fejlslutning er også, hvad jeg vil kalde den naturaliserende fejlslutning:

21. Den naturaliserende fejlslutning

Kendt i ideologikritikken fra Marx og marxister til moderne franske og tyske ideologikritikere i strukturalismen (f.eks. Roland Barthes) og Frankfurterskolen (f.eks. Adorno og Horkheimer) er en påvisning af at det, der kalder sig nødvendigt er tilfældigt (måske ikke arbitrært, men kontingent); at det, der kalder sig naturligt er kulturligt (f.eks. kønsroller); at det, der ser selvfølgeligt ud er uselvfølgeligt; at det, der kaldes logik er ideologi(k)

Eksempelvis: Bilen er vor tids teknologi. (Underforstået: Derfor kan vi ikke skaffe os af med biler.)

En måde, som ideologien argumenterer på, er at henvise til naturen, f.eks.:

Ekempelvis: Mandens sæds strategi er spredhaglets strategi, derfor har mænd tendens til utroskab.

Henvisningen til naturen – naturaliseringen af det kulturelle – foregår ved, at man udvælger de træk i naturen blandt mange, som passer til det, man vil argumentere for.