Imperiet sidder i brystet
CPH:DOX
Foredrag om Michael Hardt og Antoni Negris Empire (2000)
I anledning af filmen A Revolt that Never Ends om Antonio Negri
Cinemateket, København, d. 9. november 2005
v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Nede i legetøjsbutikken fortæller de mig, at Imperiet er ved at blive en realitet. Jeg gik derned for at købe sådan en oppustelig globus, som Charlie Chaplin junglerer rundt med i Diktatoren, fordi jeg ville bruge den til at vise jer, hvad Imperiet er for noget. Men jeg kom allerede for sent. Den moderne verden sank i grus, da legetøjsekspedienten sagde til mig: ”Globussen? Den model fører vi ikke mere. Det er to år siden vi havde den.”
Det er fristende hurtigt at konkludere, at landets legetøjsekspedienter er bedre oplyst end dets politikere. De synes i hvert fald at formulere noget, som politikerne tøver med at sige: At den gamle globus’ orden er brudt sammen. Jeg husker Poul Nyrup Rasmussen for nogle år siden fremlagde den ikke særligt provokerende hypotese på TV: ”Vi lever i en international verden”. Nå, okay, vi lever i en verden af territorialstater, med handel på kryds og tværs mellem landene og med internationale begivenheder som VM i damehåndbold.
Ikke desto mindre er det denne trivielle tese – at vi lever i en international verden – som Hardt og Negri sætter sig for at modbevise i bogen Empire. Tesen er: Den gamle nationale og internationale verdens sammenbrud er en bestemt ordens sammenbrud. Den fører ikke ud i kaos, men i en ny orden, der baserer sig på konstante sammenbrud.
Og VM i damehåndbold? Ja, det har såmænd en rolle indenfor den nye verdensorden, nemlig at få verden til at se ud som om den fungerer efter den gamle orden. At tale som om vi var i den gamle orden er en måde at legitimere den nye ordens udbytninger, dens tilsidesættelse af retsprincipper, dens vold og dens krige på. Denne nye orden hedder Imperiet, og fremstilles i bogen af samme navn.
Bogen Imperiet (Empire)
Bogen er skrevet af den italienske filosof Antonio Negri, der har en fortid som venstrefløjsaktivist, sammen med den amerikanske litterat Michael Hardt. De mødte hinanden i Paris, da Negri var i eksil og Hardt var på studieophold. Bogen udkom i 2000 og affødte en voldsom debat i intellektuelle kredse. Det ville være for meget at sige, at den forudsagde 11. september-aktionen, men den opstillede en ny teori om en verdensorden, som skulle tydeliggøre sig efter terrorangrebet og efter endnu en Irakkrig. Denne nye verdensorden vil jeg tale om i det følgende. Negris person vil jeg overlade til filmen.
1. Orden
Den gamle retsstat
I den gamle orden, der strakte sig langt op i det 20. århundrede, var uorden noget der hændte fra tid til anden. Når nogen krænkede en ret, måtte retten tages i anvendelse for at sikre god rod og orden. Den orden faldt ikke ned fra himlen – selv om himlen ind i mellem blev brugt til at begrunde den – der måtte i det 16.-18. århundrede arbejdes hårdt frem mod det, vi kalder en retsstat.
Retten er en bestemmelse af reglerne før spillet går i gang. En retsstat er et territorium, der er gennemreguleret og håndhævet af en suverænitet, en magt – stat eller politi f.eks. Men det er vigtigt, at der er adskillelse mellem retten til magt og udøvelsen af magten; med andre ord har en person (eller en institution) ikke ret til magten, fordi han er mægtig eller voldelig. Han henter sin ret til magt i noget andet, i historien, i naturen, i sin klogskab, i folkets samtykke etc.
Magtudøvelse – ret til magt
Imperiet er en fortælling om, hvordan den gamle verdensordens adskillelser smelter sammen – ikke i et kaos, men i nogle nye funktioner, i en ny måde at virke på. Det gælder f.eks. forskellen mellem ret til magt og udøvelse af magt. Udøvelsen af magten går ud på at producere retten til den, f.eks. ved at skabe betingelserne for den ondskab, man derefter kan sætte magt ind på at bekæmpe.
Eksempelvis de omsiggribende gadekampe i Paris’ forstæder et produkt af, at man ikke har villet give unge indvandrere job under henvisning til at de er upålidelige, voldelige og oprørske – hvorved de netop bliver det. Derefter kan imperiet sætte ind med vold i fredens navn.
Legitimitet: Vil det gode
Imperiet fungerer ved hele tiden at producere nødvendigheden af intervention. Den er en krisemaskine, der legitimerer sig ved, at den vil det gode. For at kunne gøre det gode, må den hele tiden producere eller fremvise det onde, det syge, ufreden osv. En af måderne hvorpå det kan lade sig gøre er gennem NGO’er: Amnesty, Medicins sans frontières – alle dem, der vil det gode forbereder krig, fordi de går ind i lande, lokaliserer nogle problemer, som kræver en militær invention. NGO’erne står for en moralsk intervention, der er den krigeriske interventions fortropper. Alt imens det er i fredens navn.
Krig er centralt i Imperiet – det skal jeg komme tilbage til om et øjeblik – men Imperiet har meget andet for end krig. Ja, faktisk er krig kun en af måderne hvorpå Imperiet udøver sin grundfunktion udbedring.
Udbedring
Udbedring kræver et forudgående sammenbrud – at noget ikke er perfekt eller i hvert fald som det skal være.
– En patient kan have brystkræft og bliver bragt til udbedring på hospitalet. Det er der vist ingen, der kan have noget imod.
– Men udbedringen går langt videre. For eksempel kaldes unge raske kvinder til kontrolundersøgelser – med henblik på at opspore potentialer for udbedringer.
– Eller det kvindelige bryst konstrueres hyper-idéelt gennem f.eks. reklamer, film og mandeblade, således at et potentiale for udbedringer af ellers normale bryster kan opstå.
Imperiets udbedringslogik griber helt ind i brystet med det formål at kontrollere det. Imperiets kontrol går ikke blot ud på at overvåge eller forbyde, men på at bringe individer til selv at frembringe noget i Imperiets tjeneste. I Imperiet producerer man ikke blot for at leve, man lever for at producere.
Imperiet ifht. Kapitalen
I en vis forstand kan man hævde, at ’Imperiet’ betyder nogenlunde, hvad ’Kapitalen’ betød for Marx: En måde at organisere og konstruere sociale relationer på – at klargøre og organisere mennesker til udbytning. Men i Imperiet angår produktionen også produktionen og udbedringen af kroppen, af symboler, af selvet (kalder subjekter), af moral, af penge, af vold og af krig. Imperiet er dette altomfavnende velorganiserede miskmask af krop, symboler, selv, penge, moral, vold, krig der hele tiden cirkulerer, bryder sammen, intervenerer, cirkulerer, bryder sammen, intervenerer…
Derfor siger Hardt og Negri, at Imperiets fundament ikke er ret, men korruption. Cur-rumpere – at bryde. Ikke ment således, at Imperiet er midlertidigt korrupt, men således at det er en korruptionsmaskine, der hele tiden producerer sammenbrud. Korruption er Imperiets krumtap.
2. Krig
I den gamle orden var krig undtagelsen fra ret. Krig var noget man gik i, når retten blev truet. I krigen suspenderede man retten for at redde den. Suspensionen var tidsligt afgrænset – der blev erklæret undtagelsestilstand. Var afgrænset på fire måder: 1. Afgrænsede lande, som vi kender fra globussen, gik i krig mod hinanden. Det var klart, hvilke lande der var med i krigen, og hvem der ikke var. 2. Soldater førte krig, civile blev hjemme. 3. Tidsligt var krigen afgrænset fra krigserklæring til fredsslutning. 4. Rumligt var krigen afgrænset til en slagmark med tropper. Det var globussens verden.
Undtagelse – arbejdsmarked
I Imperiet er undtagelsestilstanden blevet reglen. For eksempel er arbejdsmarkedet ved at blive organiseret som undtagelser: Projektansættelsen er undtagelsen fra fastansættelsen, men den er ved at blive regel. Praktikanten er undtagelsen fra lønansættelsen men den er ved at blive regel. Free lancer er undtagelsen fra det sociale sikkerhedsnet, men den er ved at blive regel. I Imperiet er arbejdsmarkedet et generaliseret vikariat. Og, bør vi tilføje: Termerne fra det gamle arbejdsmarked er ført med over i Imperiet.
Undtagelse – krig (valgkampe)
Det forholder sig ligesådan med krig: Krig er ikke noget man går i for at redde politikken – krig er politikkens grund. Hvis man er i tvivl om denne påstand sandhed, så behøver man blot at skæve til valgkampene: Hvis krig var noget, der lå ud over politik, hvorfor skulle det så fylde så meget i valgkampen? I dag vælger man regeringer på deres krigsprogrammer.
Tesen lyder videre, at den gamle idé om fred mellem krigene, føres med over i Imperiets ideologiske apparat. Vi går altid i krig med henblik på fred.
Men for at vi kan gå i krig for fred – for at vi kan udbedre – må vi finde en grund. Her bliver politikere og moralister sendt afsted som fortropper for hærene og jagerflyene.
Hellig krig og politikrig
Der udvikler sig nu to måder at legitimere krig på. Den ene er den moraliserende legitimering, der trækkes ud i det religiøse: Vi får da hellig krig eller retfærdig krig. Her absoluterer man det onde med henblik på at komme til at gå i krig.
Den anden mulighed handler om at bagatelisere den krigsmæssige intervention. Her betjener Imperiet sig af den gamle ordens adskillelse mellem hær og politi: Politi holder orden i fredstid og henviser til retten (den tilhører politikken), hæren rykker ud når retten er sat ud af kraft. Når Imperiet kalder sine interventioner for politiaktioner, så tager det sig ud som om det er retsmæssige interventioner, altimens det er krig. Man får en art store politihære, der rykker ud, når der er uorden i verden. Blot må man forstå, at ham, man har kaldt verdens politibetjent – USA – ikke er at identificere med Imperiet. USA er snarere noget der i Imperiet anvendes til at føre krig og udbedre. Regeringerne sidder ikke ved roret.
Man gør altså den anden til enten djævel eller bølle, men målet er det samme: Gennem magtudøvelse at etablere en ret til magt: Retfærdig krig og politikrig er begge mobiliseringer af den gamle krigs legitimitet i en ædel krigshensigt.
Endnu en kommentar til krigen. Den optimale udbedring – den optimale formatering af en befolkning til at tjene Imperiet – kommer ikke i stand ved at man udsletter denne befolkning. Nej, den kommer i stand ved at man omformer befolkningen til produktivkræfter. Det hedder, med et udtryk fra den gamle orden, Nation Building. Det kræver af soldaten, at han må kunne mere end at skyde. Han må være mellemleder. Og således kom virksomheden endnu en gang ind i krigen; i Imperiet kan man ikke skelne virksomhedsledelse fra krig fra sundhedsfremme.
3. Terror og Negri
Terror er ikke et angreb på Imperiet, det er en del af Imperiets maskineri – en måde hvorpå det producerer legitimitet til at tilsidesætte retten.
Som vi skal se i filmen om Negri om lidt, blev han selv offer for sådanne retstilsidesættelser. Hans engagement i De røde brigader er tvivlsomt, det endte med at dommen lød på, at han havde været ’ånden bag’. Dette er jo i sig selv noget af en luftig anklage, der sætter grundlæggende retsprincipper på spil. Men måske var disse principper allerede ødelagte, dengang i 1970’erne, da den italienske regering indførte varetægtsfængsling i op til tolv år.
Terrorister behøver ikke at ødelægge retsprincipper, for Imperiet gør det selv. Og i dette spil var Negri blot en brik.
4. Mængden
Problemet ifølge Hardt og Negri handler imidlertid ikke blot om Imperiets krænkelser af den ret, der skulle beskytte individerne. Det handler meget mere om kraft end om ret.
Grundlæggende er der det i vejen, at mennesket i Imperiet begærer sin egen udnyttelse. Det kunne ville så meget andet, men det bringes til at ville Imperiet. Det her handler ikke blot om udnyttelsen af tredjeverdenslande, for det er hinsides politiske teori i gængs forstand. Det handler grundlæggende om kraft.
Sagen er nemlig den, at mennesker har enormt meget mere kraft til at udfolde sig forskelligt, til at cirkulere og blande, til at mødes og skilles frit, end det vi ser i Imperiet. Mennesket kan meget mere end det bringes til at gøre. Alle disse forskelligartede kræfter kalder Hardt og Negri mængden (multitude) (og det er dem, Negri omtaler til sidst i filmen som en bisværm). Der er tale om en relancering af Marx – eller som de skriver et sted, ”the joy of being af communist” – når de hævder, at mængden allerede har magten, fordi Imperiet blot er en parasit, der organiserer og kontrollerer disse kræfter.
Windows
Man kan sammenligne Imperiet med Windows. Forunderligt nok bliver mit windows langsommere og langsommere. Processoren skal arbejde stadig mere for at gøre stadig mindre. Der bliver mindre plads. Reglerne og rutinerne vokser inde bag skærmen, uden at jeg kan gennemskue endsige kontrollere dem. Windows erklærer konstant undtagelsestilstand: Der mangler lige det plug in, den opdatering, det hjælpeprogram. Og pludselig er Windows i gang med at overføre noget til og fra internettet uden at jeg ved det.
Imperiet er ikke microsoft; Imperiet er ikke de multinationale selskaber. Men Imperiet fungerer ligesom windows: Det belæsser processorkraften stadig mere, alt imens det taler om udbedringer og sikkerhed. Hardt og Negri fortæller processorkræfterne, at de ikke behøver styresystemet.
Paris – uroligheder (efterår 2005)
Paris’ forstæder, er det mængden der gør oprør og sætter sig fri? Det er i det mindste en kamp, der opstår nedefra, uden en leder, sådan som Hardt og Negri beskriver mængden. Men den mangler håb, vision, drøm og viljen til at tage magten. Derfor kan man lige så vel se det som Imperiet i funktion. Gennem udnyttelse og udelukkelse skabes vold, der legitimerer politiets indgreb – der bekræfter, at det er velbegrundet, at disse unge mænd holdes uden for arbejdsmarkedet, fordi de er jo ikke villige til at leve i dette samfund.
Det er ikke særligt visionært at ødelægge egne skoler og børnehaver. Men det kan fortælle noget om, hvad det er for en magt, der gøres oprør imod: Den udbedrende magt, der vil skabe fred og idyl og god uddannelse og arbejde til alle, alt imens den bare udnytter videre.
Alligevel er der et HÅB i disse begivenheder. For hvis volden kan sprede sig fra by til by, som vi har set det lidt, og formentlig får at se i endnu større grad, så kan håbet om at tjene sig selv og hinanden fremfor Imperiets interventionsspiral det måske også. Det er i hvert fald, hvad bogen fortæller mennesket: I kan godt, for I har allerede magten, I skal bare gøre det.
Talehandling
Man kan spørge, om det er en beskrivelse af et realt forhold i verden? Det er det muligvis ikke. Måske er det snarere det, man kalder en talehandling. Som når man siger ”vinduet er åbent” for at få en anden til at lukke vinduet, eller ”jeg elsker dig” for at kaste et reb over til den anden.
I min barndom startede vi hver fodboldkamp med at råbe, at vi var de bedste og at os kunne ingen tæske. Ikke fordi det var sandt, men fordi det skulle blive sandt. Jeg at bogen om Imperiet er en lignende talehandling.
