Sociologkongres, RUC
Workshop: Sociale teknologier
19. august 2005
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
v. Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk
Sociologkongres, RUC
Workshop: Sociale teknologier
19. august 2005
Den franske filosof Gilles Deleuzes beskrivelse af samtiden som et ’kontrolsamfund’, der kobler disciplinære teknologier med kommunikationsteknologi, har efterhånden vundet en vis udbredelse. Imidlertid synes kontrol altid at have været en væsentlig styringsmekanisme, og det er derfor mere interessant at pege på hvorledes der kontrolleres. I dette paper vil jeg argumentere for, at kontrollen er blevet udliciteret, i det omfang den bærende organisationsstruktur er blevet projektorganisering. Hvor Foucault talte om fængslets mure, talte Deleuze om den elektroniske fodlænke. Her vil jeg tale om telefonen, der ikke ringer.
Projekt er en organiseringsform, der er tidsbegrænset, og i et samfund, hvor projektorganiseringen vinder stadig større udbredelse, gør fokus på tidsbegrænsningen og passagen til det næste det også. Som i så mange andre samfund, er passagen det farlige. Men hvor passagen fra en tilstand til en anden tidligere kunne lægges ud i andre rum, der ikke forstyrrede den sociale orden – som f.eks. kvindens defloration lagdes ud i bryllupsrejsen – der kan faren i et projektorganiseret samfund ikke lægges ud, fordi den er en integreret del af selve dets orden.
Tværtimod rettes de sociale teknologier, der skal sortere og optimere, mod netop passagen. Det omstrukturerer forholdene mellem sikkerhed og frihed og mellem rum og tid, mens begrebet ’udnyttelse’ får en ny betydning.
Projekt er en organiseringsform, der er tidsbegrænset, og i et samfund, hvor projektorganiseringen vinder stadig større udbredelse, gør fokus på tidsbegrænsningen og passagen til det næste det også. Som i så mange andre samfund, er passagen det farlige. Men hvor passagen fra en tilstand til en anden tidligere kunne lægges ud i andre rum, der ikke forstyrrede den sociale orden – som f.eks. kvindens defloration lagdes ud i bryllupsrejsen – der kan faren i et projektorganiseret samfund ikke lægges ud, fordi den er en integreret del af selve dets orden.
Tværtimod rettes de sociale teknologier, der skal sortere og optimere, mod netop passagen. Det omstrukturerer forholdene mellem sikkerhed og frihed og mellem rum og tid, mens begrebet ’udnyttelse’ får en ny betydning.
Indhold
Historier i tre akter
Den rumlige vending
Disciplin og rum
Projektsamfundet
Projekt og eksistens
Projekt
Social teknologi: passage
Risikoforvaltning
Udlicitering
Liberalt
Sikkerhed
3 væsentlige omstruktureringer
Passage
Et sted hæfter Deleuze sig ved, at de sportsgrene, der foregår på baner er ved at blive afløst af surfing. Kunsten at manøvrere inden for et begrænset felt afløses af kunsten at glide i det åbne. Skiløjpen og bobslædebanens forløb åbnes for bølgernes situation.
Når man fortæller de sociale rums historie opfører man ofte et drama i tre akter. Mens der synes at herske en del uenighed om hvilke navne, man skal tildele de forskellige akter, så synes der at være en forbavsende enighed stykkets den overordnede struktur:
| Præindustriel | Industriel | Postindustriel |
| Præmoderne | Moderne | Postmoderne |
| Fyrstedømmer | Nationalstater | Empire/global immanens |
| Ret | Disciplin | Sikkerhed |
| Udelukkelse | Opdeling | Bevægelse |
En gængs definition på det postmoderne låner hjemmel hos den franske filosof Lyotard, og definerer det postmoderne som det tab, hvor de store fortællingers mistede legitimitet. Det moderne er altså de store fortællingers legitimitet.
En anden gængs bestemmelse af det postmoderne tager udgangspunkt i Deleuzes Spinoza-læsning og bestemmer det postmoderne som en verden af immanens. Hermed vil man sige, at verdensordenen ikke længere legitimerer sig ved at pege på kriterier uden for ordenen selv – Gud, konge, fædreland eller moralloven – men definerer sine egne kriterier. Verden er blevet et maskineri, der er lukket om sig selv, og kører sit eget løb.
Ofte suppleres immanenstesen med en sondring mellem tilsyneladende funktion og virkelig funktion: Verden tager sig stadig ud som om den er i den midterste fase (industri, modernitet, nationalstat) – som om globalisering var et øget internationalt netværk – men i virkeligheden fungerer verdensordenen hinsides nationalitet. Med andre ord: Den sociale orden er sin egen.
Inden for litteraturen taler man om den samme overgang som fortællingens tendentielle bortdunstning. Da det er blevet gængs at tale om ’vendinger’ (sproglige vendinger, kulturelle vendinger – slet og ret tankens ’Kehre’), så taler man indenfor litteraturen om en rumlig vending.
Et væsentligt karakteristikum for fortællingen var, at den over et tidsligt forløb lod en udvikling hænde, en omdannelse eller en dannelse. Det er det skema, vi har i de klassiske dannelsesromaner, og som vi kan følge op igennem det 19. og det 20. århundrede. Det er de nationale fortællinger, der danner en national stemning og giver legitimitet til national magtudøvelse. Det er den personlige fortælling om et livsforløb med sammenhæng – et curriculum vitae – der mundede ud i nuets situation. Den personlige fortælling kan igen låne mening i de nationale fortællinger, hvor historiens rødder knyttes sammen med den personlige identitet. Stamtræet er det udvidede curriculum vitae. Med fortællingen har vi ideen om forløb, sammenhæng og udvikling – det er en reduktion af kompleksiteten til en linje.
Når det hævdes, at vi er begyndt at interessere os mindre for fortælling, forløb og sammenhæng peges der på, at samtidens litteratur i højere grad er bygget op som punkter end linjer – som situationer i stedet for forløb. Det er intensiteten i det afgrænsede tidsrum, der dyrkes fremfor opbygningen. Det er rummet snarere end tiden, der interesserer os. Rum vi kan træde ind i og ud af – frigjort fra linjens binding.
Det giver ikke længere den samme mening at bygge noget op over tid, og det giver i mindre grad mening og autoritet, at noget er bygget op over tid. ’Sådan plejer vi at gøre’ får stadig mindre autoritet.
Med fortællingens bortdunstning får historien karakter af et frilandsmuseum, der har mistet sin gyldighed. Hvad markedet kan udbyde, hvad kunderne vil have, hvad evalueringerne udtrykker, bliver i højere grad afgørende form hvilke beslutninger der træffes, og hvilke løsninger der søges.
Når jeg opholder mig lidt ved situationens forrang fremfor forløb og historie, mulighedens rum fremfor betingelsernes horisont, Zukunft fremfor Herkunft, er det fordi det i særlig grad siger noget om det, jeg vil tale om i det følgende under navnet ”projektsamfundet”. Men inden vi når dertil, lad os et øjeblik opholde os ved det rum, der i førnævnte historiske dramaer kaldes modernitet og industrisamfund.
I industrisamfundet (fortællingens, modernitetens, urbaniseringens og nationalstatens højkonjunktur) var det institutionen (fabrikken, børnehaven, sportsklubben, kontoret) der var definerende for det rum, der kunne udfolde sig. Skal man tro Michel Foucault var det i institutionen disciplinen fødtes – nærmere bestemt i fængslet. Herfra duplikerede den sig over i de andre institutioner.
Disciplinen var det, der handlede på en krop i rummet, med henblik på at få den til at bevæge sig på den mest rationelle måde. Eksercitsen var forbillede for fabrikkens samlebånd og for den sorte skole, som vi kalder den i dag. Når institutionen bemægtiger sig kroppen er det via rummet og tiden: Ved at bestemme hvor og hvordan kroppen skal være hvornår, inkorporeres institutionen i kroppen. Hos Foucault hedder det, at disciplinen producerer lydige kroppe med det mål for øje at optimere dem.
Den disciplinære måde at organisere en gruppe på mennesker på i et på forhånd tilrettelagt rum med på forhånd tilrettelagte mål, kalder vi en organisation. Bevægelsen væk fra disciplinens rum er en bevægelse væk fra organisationen – i hvert fald som vi kender den.
Den organiseringsmåde, hvor organiseringen ikke foregår som en indordning af en gældende organisation til at frembringe bestemte mål, men hvor organiseringen af mennesker sættes i stand med henblik på et bestemt mål, kalder jeg projektet.
Projektorganisering er en generaliseret ad hoc-organisering, og der vil næppe være mange af de tilstedeværende i dag, der vil give mig uret i, at denne organiseringsform vinder stadig større udbredelse. Hvorledes den fungerer, hvad den frembringer, og hvad det er for normativiteter, den bringer i spil, står imidlertid ikke altid helt klart. Det er, hvad jeg vil tale om i det følgende.
Hvor pædagogikken før talte om tilpasning (socialisering), taler den nu om udfoldelse. Vi skal lære de kære små og deres ældre forældre at folde sig ud. At bruge sine kompetencer til at skabe noget. Rummet er ikke givet forud for udfoldelsen som i disciplinen, udfoldelsen er en skabelse af rum.
Tese 1: Min første tese lyder, at i det disciplinære samfund formes kroppen af en rumlig form, mens den i vor tid bringes til at udfolde sig i projektet.
At mennesket har projekter for er ikke noget nyt. I Heideggers Sein und Zeit fra 1927 hedder det, mennesket er ”ein geworfener Entwurf” – et væsen, der er kastet ind i verden, og som derfra giver sig til at lave udkast. Mennesket har altid noget for, det kaster ud, det har pro-jekter. Mennesket har et mellem-værende med verden – på latin inter esse.
I Sartres L’être et le néant fra 1943 defineres mennesket som det væsen, der kan negere det værende. Mennesket kan forestille sig verden anderledes end den er. Det kan ville sig verden anderledes og give sig til at forme verden i sit billede. Mennesket har noget for, det har projekter.
Heidegger betoner det moment ved menneskets projekter, at de udspænder sig i tid. Sartre betoner, at det afgørende ved menneskets projekter er, at de benægter det, der er, at de kastes ud i et intet. Derfor bestemmer de også henholdsvis mennesket som tid og som intet – men vi kunne tilføje, at disse bestemmelser er bestemt af hvorledes de forstår menneskets projekt.
Heidegger og Sartre har begge læst i Kierkegaard. I Sygdommen til døden (1843) hedder det, at mennesket er en syntese af mulighed og nødvendighed. Mennesket har kraften til at bøje verden i sit billede – det er muligheden, udkastet. Samtidig må det altid arbejde med dette udfra nogle betingelser, der er det givet; det kan ikke gøre hvad som helst – det er nødvendigheden. Fortvivlelse er ikke at kunne få denne syntese af mulighed og nødvendighed til at gå op. Den, der kun ser nødvendighed i verden har ikke kraften til at bøje verden. Han bevæger sig ikke. Den, der kun ser mulighed – projekter – i verden har ikke kraften til at bøje sig selv. Han bevæger sig på stedet.
Interessant nok er Kierkegaards filosofi en filosofi om bevægelse – men bevægelse forstået som udvikling. Eksistensfilosofien handler om at have sig selv som projekt. For at sige noget væsentligt om dette selv-projekt giver den sig imidlertid til at sondre mellem en kunstig måde at have sig selv som projekt – og en mere virkelig eller autentisk.
At tale om at mennesket fungerer igennem projekter er altså ikke noget væsentligt nyt. Det nye består i at projektet er blevet en stadig mere gængs organiseringsform. Den kierkegaardske skelnen mellem en realisering af eksistensen og en realisering af det almene kan ikke længere opretholdes. Det at nogen mødes fordi de har noget for, der også angår deres selv-realisering, er blevet organiseringsprincip.
Projektet er et organiseringsprincip. Hvori består da det?
Projektet er et rum, der skabes, idet nogen mødes for at gøre noget. Det er tidsligt begrænset på den måde, at det har en overskuelig udløbsdato, der er mere eller mindre klart defineret, dvs. det enkelte projekt er forbundet med en forestilling om hvad der skal ske efter projektet. Den bevidsthed er afgørende for, hvad der foregår i projektet – projektet søges med andre ord formet, så det kan generere projekter bagefter.
Den tidslige begrænsning på den horisontale led – på tidslinjen – modsvares til gengæld med en ophævelse af den binding der var mellem rum og tid i institutionen (hjem, fritid, arbejdsplads – rum med tidsrum). Når man så ofte har hævdet, at arbejde og fritid er ved at flyde sammen, har man overset, at projektet netop er den kanal hvorigennem disciplinsamfundets adskilte rum og tidsrum nu flyder sammen. Det bliver uskelneligt om omklædningsrummet i squashklubben er et sted man klæder om eller om man er i gang med – som det hedder – at netværke.
Projektet er forbundet med aktivitet. At have projekter er at være i gang – på en helt anden måde end den, der udfører opgaver er i gang med noget. At have projekter er at være i gang med at skabe mere.
Projektgørelsen af livets store og små gøremål virker heroiserende; man er i gang med at skabe noget, ikke med at udføre en opgave. At mødes i et projekt med et formål står i modsætning til en søndagsklub, der ikke har andet formål end samværet. Alle opgaver kan være projekter: Familien, opdragelsen, slankekuren, livet osv.
Det afgørende ved projekterne er deres tidslige udstrækning – eller rettere deres begrænsede tidslige udstrækning. Projekter udløber. Det, at der skal foregå en passage fra et projekt til et andet, eller at projektet skal fornys, udgør et moment, hvor de sociale teknologier kan sætte deres styringsgreb ind.
Tese 2: I projektsamfundet virker de sociale teknologier på passagen.
Passagen har altid været farlig. Det kunne gå galt, når nogen skulle passere fra et område til et andet eller fra en tilstand til en anden. For at denne fare ikke skulle ødelægge den samfundsmæssige orden placerede man en rælle passager i et andet rum, uden for samfundet. Kvindes defloration placeredes på en bryllupsrejse, ligesom mandomsritualerne foregik i et rum, der ikke var en del af hverdagens orden.
I projektsamfundet er passagen rykket ind i samfundet og multipliceret i antal. Afværgningen af den fare, som passagen udgør, må nu foregå indenfor den samfundsmæssige orden, faren kan så at sige ikke udelukkes, men må håndteres.
Hvordan kan man så sikre sig mod farer? Ja, det kan man i mindre og mindre grad, fordi projektstrukturen – den begrænsede tids struktur – omformer stadig flere aspekter af livet. Hermed er sikkerhedsbegrebet også under omformning. Det giver i stadig mindre grad mening – som venstrefløjen stadig ynder – at anvende industrisamfundets sikkerhedstermer, hvor sikkerhed er tidens og rummets stabilitet: At jeg i fremtiden kan bo her sammen med hende der og arbejde derhenne med det og det.
Sikkerhed bliver omformet til sandsynlighed for passage.
Spørgsmålet bliver da: hvorledes øges sandsynligheden for passage? Det bliver et spørgsmål om risikoforvaltning. Lad os opholde os et øjeblik ved dette.
Når vi er så optagede af at folkeskolen udstyrer vore kære små med sociale kompetencer, så er det ikke kun, fordi kompetencer er et modeord. De vigtige her er netop det ’sociale’.
Tese 3: Projektsamfundets vigtigste kompetence er evnen til at forbinde.
Løsningen på passageproblemet skal nemlig findes i netværket. Netværket er det, der skal øge sandsynligheden for, at jeg kan blive tilknyttet et nyt projekt.
Imidlertid kan jeg ikke koble mig på et hvilket som helst netværk, ej heller kan jeg koble mig på et uendeligt antal netværk. Her sætter de sociale teknologier ind (punkt 2):
Tese 4: Menneskers selektion af hvem de vil kobles på og af er en afgørende differentieringsfaktor i projektsamfundet.
Det betyder to ting: På den ene side må jeg undersøge hvem jeg har mulighed for at koble mig på, og jeg må udvælge hvem jeg vil (prøve at) koble mig på. Det introducerer en konneksionshermeneutik, der skal blotlægge mine muligheder for at koble mig på og hvilke muligheder jeg vil få for at optimere min passagesandsynlighed, hvis jeg kobler mig på.Konneksionshermeneutikken føjer sig til en konneksionsøkonomi, der er administrationen af mine konneksionsressourcer – jeg kan som sagt ikke stå i forbindelse med alle.
På den anden side må jeg sørge for at gøre mig tiltrækkende for påkobling, så andre vil påkoble sig mig. Konneksionsøkonomien og konneksionshermeneutikken – forvaltningen og fortolkningen – har også til formål at gøre mig påkoblingsværdig. Men det er ikke i sig selv nok, at jeg er påkoblingsværdig, andre må også vide, at jeg er det. Derfor må en konneksionssemiotik introduceres: Jeg må udsende tegn på at jeg er påkoblingsværdig – og om muligt påvirke receptiviteten af disse tegn.
Konneksionsøkonomi, konneksionshermeneutik og konneksionssemiotik samles for eksempel i overvejelsen over, hvad det er for tegn, jeg vil udsende, hvis jeg vælger at bruge nogle af mine forbindelsesressourcer på at forbinde mig til en bestemt gruppe mennesker. Hvad vil disse relationer give mig i forhold til hvilke signaler det vil sende?
Bevægelse og mobilitet
Hvad er det så for værdier, der gør en person til konneksionsværdig? Det traditionelle disciplinsamfund er under kritik – f.eks. ’den sorte skole’ – dens værdier er i lav kurs. Det gælder rutine, erfaring, færdigheder, visse former for specialisering og lang tid på samme sted. Omvendt er bevægelsen i fysiske, geografiske og mentale rum i høj kurs. Udvikling, dynamik, videreuddannelse. Det er ikke disciplinens forsvinden, for det sætter en ny normativitet, der også virker disciplinerende. Men det er blandt andet det, der har bevirket, at en af kapitalismens kritikere, Deleuze, er blevet guru på handelshøjskolerne.
Afstand
Ikke alle forbindelser ikke er lige gode. Det betyder også: Ikke alle forbindelser er lige gode at have dannet. De forbindelser, der er de bedste, er de mest utraditionelle, mest tværgående, de mest skrankenedbrydende og de, der åbner til nye netværk. Tværfaglighed er en positiv bevægelse, mens specialisering bliver stadig mere mistænkelig. Det værdifulde arbejde, som de konkurrencedygtige edderkopper, der kan spinde på tværs af net, udfører, forudsætter imidlertid at der stadig er skranker og afstande. De mindre konkurrencedygtige sørger for at grænserne opretholdes.
Tillid
Endelig er det afgørende vække tillid. Hvordan vækker man tillid? Man viser, at det her projekt betyder noget for én. Det vil sige, at hvis man kan vise, at man har noget på spil, så vækker man mere tillid. Fremfor alt må man vise, at man har noget personligt på spil – vise, at man investerer sit selvværd og sin selvudvikling i projektet. Det bliver vigtigt at være engageret, commited – og at udsende tegn herpå.
Engagementet har også en anden styringsmæssig side. Den bureaukratiske og strikt topstyrede organisation nedbrydes som et produkt af 70’ernes hierarkikritik, og fordi 80’ernes økonomiske krise affødte en konkurrence, hvor omstillingshastighed blev en væsentlig parameter, og hvortil topstyring var for langsommelig. Den hierarkiske organisation omlægger sig til en netværksformation, og det betyder, at den ikke kan kontrollere de ansatte på samme måde. Hvis produktfornyelsen f.eks. skal foregå ude i virksomhedens ene hjørne – eller væv – uden at godkendes i toppen, så er det ikke på samme måde muligt i detaljer at overvåge fornyelses enkelte led. Engagementet og begejstringen er derimod tegn på at der faktisk foregår noget. Den medarbejder, for hvem det er et personligt projekt at udvikle, kan bedre sikre organisationens passage fra en tilstand til en anden – og medarbejdere kommer derfor til at konkurrere på følelser.
At udvikling og bevægelse er bedre end stilstand berører altså også organisationen, fordi den konkurrerer på omstillingshastighed. For at kunne omstille sig hurtigere er omstillingen blevet uddelegeret til individernes egen omstilling. Den medarbejder, der vil være en anden, er mere en man kan have tillid til, når bevægelse er bedre end stilstand. Medarbejdere konkurrerer på personlige projekter – hvorfor det er en grundingrediens i enhver jobsamtale.
Set fra individets perspektiv er det farligt at være forbundet til et miljø, hvor der ikke sker udvikling. Derfor konkurrerer organisationer omvendt om medarbejdere på at kunne tilbyde udviklingsmuligheder. Der foregår en positiv feedback i retning af forandring.
At have udført projekter ordentligt tidligere – er naturligvis også noget, der er tillidsvækkende. Måske er det derfor, man ser mænd udstille sig med deres børn på byens caféer.
Risiko
Endelig konkurrerer individer om en fjerde faktor, risiko. (De første tre var ’bevægelse’, ’forbindelsesdistance’, og ’tillid’).
At være villig til at tage risikoen på sin side, vil sige, at man ikke forventer fast binding eller kontrakt, dvs. at man er villig til at tage et projekt – også selv om en eventuel belønning først afgøres af projektets resultat (projekter er ofte bagudlønnede). I det hele taget konkurrerer individer på at underbyde det, som fagforeningerne og familiebåndene var garant for i industri- og disciplinsamfundet. Hvis du er villig til at tage risikoen over på din side, så vil jeg hellere forbinde mig med dig.
Er passagen det farlige, så er passage dermed også det, hvor man kan vise, at man kan håndtere farer – at man kan finde ud af at gå ind og ud af projekter så let, som man går ind og ud af rum. Det er i den forbindelse en fordel at have gang i mange, kortere, uforudsigelige projekter på en gang. En forbindelse til en, der både er i bevægelse og god til passage, er en god forbindelse, fordi han kan føre en med i nye projekter. Som farlig er passagen en af de væsentligste differentieringsfaktorer. Høj løn kan i nogle tilfælde være en kompensation for en situation, hvor man ikke kan passere, og dermed stiller sig selv dårligere.
Projektet er den kanal hvor de ting, der før var adskilte, flyder sammen. Hvor rum var adskilte i arbejdsrum, familierum, institutionsrum, fritidsrum og hvor tid var adskilte i arbejdstid, familietid, institutionstid, fritid der blander projektet dem. Den disciplinære institution spredes ud i hele samfundet via projektkanalen. Således kan enhver begivenhed gøres til genstand for opdragelse, for uddannelse, for sundhedspleje osv. Det er det, sociologer har kaldt afdifferentiering. Er man mere til Deleuze-termer, kan man sige, at institutionen afterritorialiserer sig på rummet og reterritorialiserer sig på funktioner.
Afgørende er imidlertid, at rummets og tidens opdelinger kollapser i projektet – og i stedet opstår projektrum på tværs af rum og tid. Disciplinsamfundet fastlagde kroppen i tid og rum. I projektsamfundet bringes kroppen til udfoldelse i projektet. Det handler ikke længere så meget om, hvad der bør foregå i hvilke rum til hvilke tidspunkter, men mere om, hvad kroppen kan bringes til at gøre af nyt. På den måde giver det bedre mening at tale om at projektet udfolder et mulighedsrum, der udløber.
Man kan spørge, hvordan projektsamfundet er kommet i stand. Boltanski og Chiapellos svar i Le nouvel esprit du capitalisme er de to faktorer, jeg kort nævnte før: 70’ernes kritik af hierarkier, der fører til fladere organisationer, og 80’ernes konkurrence, der tvinger virksomheder til mere fleksible organiseringsformer. Omkostningerne ned, omstillingen op. Det betyder, at der må uddelegeres og udliciteres.
1. Produktionen udliciteres
Udliciteringen af dele af produktionen er velkendt, og lyder som ofte, at dem der er bedst til at producere den enkelte del, producerer den. Det, der imidlertid også udliciteres, er risikoen. I stedet for at påtage sig risikoen for alle produktionens led, er det en fordel kun at tage risikoen for dele af den, evt. dens sammensætning eller salg.
2. Omstilling udliciteres
De medarbejdere, der er mest parate til at omstille sig, er at foretrække i den omstillende organisation. Den partner, der står for en høj grad af personlig omstilling, kan sikre et mere omstilleligt liv.
3. Risiko udliciteres
Idet konkurrencen også føres på risikofeltet bliver det muligt for individer og organisationer at handle med den: At få rabat eller overhovedet at få noget, ved at tage risiko på sig. Ikke at forvente mere – for forventningen er en belastning.
Udsving i markedet udliciteres også til individerne. Den projektsammensatte organisation behøver ikke at bekymre sig om den slags, for den har ’faste freelancere’. Begrebet ’vikar’, hvor man ikke vikarierer for nogen, er under udbredelse. I projektsamfundet er alle vikarer.
4. Vækst, modning, restitution og reparation udliciteres
Pauser, uddannelser, ferier, kvalificering – alt dette behøver en projektsammensat organisation ikke at bekymre sig om. Her bliver man aflønnet for sin indsats i projekterne – og det betyder at restitution efter overbelastning må foregå mellem projekterne, ligesom kvalifikation til nye tværgående projekter må det.
5. Kontrol udliciteres
Kontrollen udliciteres idet man ikke længere specificerer udførslen i detaljer, men ’rammestyrer’ ved at udstikke overordnede mål, tid og penge og så lade det op til folk selv at komme tilbage med resultatet, da forsvinder den direkte kontrol. Men da projektet er tidsbegrænset, og et veludført projekt er en fremmende faktor for at blive koblet på et nyt projekt, da er kontrollen nødt til at genopstå som selvkontrol. Det samme er opfindsomheden.
Men kontrollen udliciteres også til kunderne. Det kaldes ’evaluering’. Feed-back-styring er en af projektsamfundets effektive sociale teknologier, hvor selektionen af nye projekter og hvem der skal påkobles disse afgøres af systemet selv.
6. Mobilitet udliciteres kun delvist
Mobilitet er en konkurrenceparameter, men kun en faktor, som organisationer delvist ønsker at udlicitere. Hvis en organisation kommer til at stå i en situation, hvor den selv er meget immobil (f.eks. hvis det kun er lovligt at producere et produkt i det land, hvor produktionen ligger) samtidig med at dens medarbejdere er meget mobile, så risikerer man efterfølgende at komme i en situation, hvor man må ansætte de forhåndenværende kræfter, og hvor man ikke har mobilitet som trussel. Når mobilitet er noget, man tager, er det en styrke, når det er noget man følger, bliver det en svaghed. Mobilitet er en kampzone.
Projektsamfundet er ikke fra begyndelsen liberalt. Netværk er ikke noget liberalt. Men det lader sig indskrive i en liberal styringsteknologi, og er med til at omdanne denne.
Det liberale er en kritik af, at der styres for meget. Det liberale er en tro på, at mindre styring vil betyde mere vækst – i mange betydninger af dette ord. Det betyder imidlertid ikke, som man måske skulle tro, et samfund fri for styring. Det betyder snarere at en række andre styringsteknologier introduceres. Projektsamfundets sociale teknologier er en væsentlig ingrediens ved vor tids liberale styring.
Interessant nok er sikkerhedspolitik det også, fordi det liberale konstant har travlt med at sikre, at friheden er til stede, og fordi individets frihed også er dets risiko for at skade friheden. Men de sikkerhedspolitiske betragtninger – det er et foredrag for sig.
Imidlertid er det værd at hæfte sig ved, at mens sikkerhedsforanstaltningerne synes at blive optrappet på mange områder, så synes de at blive afviklet på de områder, hvor projektstrukturen vinder frem. Projektstrukturen har ikke de personlige bånds sikkerhed, fordi de moralske aspekter forsvinder, når sædvaner ikke kan bygges op over tid, og når man er over alle bjerge, når konsekvenserne af ens handlinger bliver synlige. Projektstrukturens sociale bånd er passagen.
Hvordan skaber et projektsamfund sikkerhed, når rummets og tidens varighed ikke er en mulighed? Det skaber sandsynlighed for passage. Den sikkerhed, vi kan tilbyde dig, er en større sandsynlighed for at finde en anden. Evnen til at finde en anden kaldes på arbejdsmarkedet employabilitet. Virksomheder konkurrer om medarbejdere på deres employabilitet, dvs. på den tid der går fra at de ikke længere kan finde arbejde til en medarbejder, til denne har fundet et nyt arbejde.
Set i det lys kan det selvsagt være risikofyldt at indlade sig med individer, der kan ødelægge employabilitetsstatistikkerne. Der er mange gode grunde til at være påkoblingsværdig. Projektnormativitet.
At man øger en projektdeltagers employabilitet betyder, at man kan forstå løn og sikkerhed som overbetaling.
Jeg vil afslutningsvis hævde, at de væsentligste omdannelser af vores liberale samfund skyldes, at projektsamfundet omdanner forholdet mellem tre sæt af begreber:
1. Tid og rum. Før udspændte de adskilte institutioner rum og tid. Disciplinen var en indordning af kroppen i rummet og tiden. Projektet kan være til stede på alle tidspunkter og i alle rum. Det giver derfor bedre mening at tale om at projekt udspænder et rum der udløber.
2. Frihed og sikkerhed. En af de to væsentligste begrebslige omstruktureringer, vi er vidne til i vor tids kapitalisme, er en ændring i forholdet mellem frihed og sikkerhed. Sikkerhed er friheden til at kunne finde et nyt projekt.
3. Udnyttelse og gavn. Før frygtede staterne at storkapitalen skulle komme, nu frygter de, at den forsvinder. Før frygtede man udnyttelsen i ethvert af livets forhold, nu konkurrer man om at stille sig til rådighed for dens komme. Intet gavner mere end at blive udnyttet.
Projektet er det, der omdanner disse forhold. Det er kanalen, hvorigennem de tidligere adskilte elementer flyder sammen, og det er strukturen, der opbygger nye rum og rationaliteter.
Passagen er projektmenneskets problem. Projektsamfundets sociale teknologier er passageteknologier. Det forklarer måske konneksionsbranchens opsving – fra vikarbureauer til kontaktbureauer.
Passagen var også et problem i 60’erne og 70’erne, men her var det den sociale passage, den sociale mobilitet mellem mere eller mindre fikserede rum. Det var ikke kun Bourdieus teorier, der handlede om social mobilitet eller mangel på samme, det gjorde romanerne, filmene og tv-serierne også.
Nu handler Tv-serierne om forbindelser: Den oplevede forbindelse, afkoblingen, inklusion og eksklusion, gruppers lukninger om sig selv, åbninger overfor en farlig verden, om møder mellem mennesker og ikke mindst om ensomheden. Singlernes fremmarch i Tv-serier og Docu-soaps er ingen tilfældighed, det er projektsamfundet set fra øjenhøjde, det er konneksionsfænomenologi.
Ally Mcbeal går altid alene hjem. Hun har forladt sportsbanen til fordel for surfing. Hendes evne til konneksioner afhænger af, hvor meget street credit det giver at have haft et forhold til hende. Hendes mulighed for at blive udnyttet afhænger deraf. Indtil videre ser det ud til at gå meget godt.
