Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
v. Anders Fogh Jensen – www.filosoffen.dk
Foredrag for virksomhedsledere.
– Med skyldig skelen til G.W.F. Hegel og Odo Marquard.
Det er min fornemmelse, at talen om det grå guld på arbejdsmarkedet lader markedsværdien af det såkaldte grå guld noget at ønske. Hvordan kan det være, at erfaringen miskrediteres? Og hvad er erfaring overhovedet værd? Disse økonomiske spørgsmål til erfaringens værdi fører os til to mere grundlæggende, eller skal vi sige filosofiske, spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvad erfaring overhovedet er? Og dernæst: Hvad erfaringens vilkår er i dag?
For at kunne svare på, hvad erfaringen er værd – og jeg kan allerede nu røbe, at svaret ikke er økonomisk – vil jeg i det følgende forsøge at svare på de to grundlæggende spørgsmål. Jeg vil først sige noget om, hvad det er at erfare, og dernæst give et bud på erfaringens vilkår i dag. Min påstand er, at erfaringen både er og ikke er noget værd. Den er ikke det værd, den var i gamle dage, og dog kan den alligevel noget vigtigt. Jeg mener, at vi står i fare for at skylle den erfarne ud med det badevand, vi har travlt med at udskifte.
Hvad vil det sige at lære og erfare? Jeg skelner ikke mellem det at være lærd og at være erfaren. Kun ved at have gjort sig erfaringer kan man være lært, og den erfarne er netop en der har lært af det, der er overgået ham.
Første tese: Man erfarer kun, hvis man bliver en anden.
Man kan udmærket tage fejl og opdage, at man tager fejl, og alligevel forblive den samme med de samme overbevisninger. Så har man ikke taget ved lære, erfaret. Det har som konsekvens, at villigheden til at lære kræver villigheden til at forandre sig. Man siger om dem, der bliver ved med at lære, at de er levende.
At være levende er at være villig til at ændre sig selv: At være levende er at være villig til at gøre det af med sig selv for at blive en anden med en frisk forestilling om det, man mener at vide noget om. At være levende er at være parat til at betragte sin hud som ham.
At erfare er ikke at indsamle information. At have lært noget at kende er ikke bare at vide besked med dets beskaffenhed. For eksempel er det at kende nogen ikke det samme som at hæve læst politiets efterlysningssignalement af vedkommende.
At lære at kende er ikke at føje ny information til den gamle. Man kan samle nok så meget information om et emne uden at kende til det.
Filosoffen Immanuel Kant kunne et bykort over Paris udenad. Men betød det, at han havde lært Paris at kende? Ingenlunde. Han vidste ikke, hvordan der lugtede i gyderne, eller hvordan man holder døren for en fransk dame, der skal ind i en restaurant, eller hvordan man siger ’godmorgen’ i Paris, eller hvordan man slipper af med politiet når de kommer for at visitere en, fordi man hellere vil gå fløjtende i larmen med smagen af croissant beurre i munden.
At kende er at have lært at kende, ikke at kende til. At have lært at kende er at kunne: At kunne omgås.
Anden tese: Erfaring er en kunnen.
Dermed også sagt, (tredje tese): Man må handle for at erfare.
Man kan ikke regne ud, man må gøre den. Erfaring er ikke et spørgsmål om rationalitet (ratio: jeg beregner).
Om man er mørkeræd lader sig ikke udlede af rationelt. Man er nødt til at gå ud i mørket for at mærke efter. Nå, hvordan var det? Blev du bange? Ingen lommeregner kan stille mennesket det til regnskab.
Nogle filosoffer har været så bange for at fejle, at de prøvede at regne ud, hvad der skete, hvis de handlede, og hvordan de kunne undgå at tage fejl. De har betvivlet og betvivlet, tænkt og talt, for at være sikre på, at det, der skete, når de erfarede, skete uden fejl. Men som filosoffen G.W.F. Hegel bemærkede, så er frygten for fejltagelse måske selv den største fejltagelse.
Man kan stå derhjemme i timevis og forsøge at udglatte den sidste bums på næsen og tænke: Hvis jeg går ud, vil jeg være den flotteste fyr i byen. Men der er ingen grund til at gå ud og se efter, for jeg ved det jo… Og man kunne jo løbe risikoen for kun at være den næstflotteste. Den perfekte fyr er den hjemme foran spejlet. Den fyr er ikke villig til at korrigere sig selv, til at mærke efter i verden og løbe risikoen for at blive en anden. Han er nok villig til at købe alskens hudcremer og smuksérmidler, der kan perfektionere ud fra på forhånd opsatte kriterier, men han er ikke villig til at korrigere kriterierne.
At erfare er at korrigere kriterierne for viden og værdi. Fjerde tese: At erfare er at ændre målestandard.
Når man ændrer målestandard, ændres alt det målte. Derfor er erfaring ikke blot at addere ny information til gammel.
’Den anden’ – konen, chefen, markedet, tingen, sommerhuset – er noget jeg oplever, og når jeg ændrer mig, ændres oplevelsen også… hvorfor den anden og alle de andre ændres.
Arkimedes sagde: Hvis man blot kunne give mig ét punkt, der stod fast, så kunne jeg flytte hele verden. Det punkt både findes og findes ikke. Det punkt er mig.
Pascal udtrykte det således: Le monde m’engloutit comme un point, mais je le comprends: Verden omfatter mig som et lille punkt, men jeg omfatter det med min forståelse (comprends).
Med en forslidt floskel hedder det: Det er, som man tager det. Den floskel rummer som mange andre floskler masser af løgn, men den rummer også sandhed: Verden er ikke uafhængig af hvordan man tager den.
Femte tese: At lære og erfare er at tage på en anden måde.
Sjette tese: At erfare er at kende sig selv (bedre). At kende, hvordan man tager det.
Når jeg tager verden, er det mig, der tager den. Over templet i Delfi stod der: Kend dig selv. At kende sig selv er i moderne tid blevet udgangspunktet for at kende verden.
En betingelse for at kunne tage den anden som andet end ens eget ’tag’ er at kende sin egen måde at tage på.
Før psykologer bliver sluppet løs som psykologer, går de efter sigende i terapi, for ikke at komme til at projicere deres egne idiosynkrasier og traumer over i den anden, så den anden kun toner frem som en skygge eller et monster af sig selv.
At tage (det som det kommer) er i mange situationer at tage på verden med sproget. I den sproglige erfaring er der tilsyneladende tre til stede: Mig, der tager, sproget jeg tager med, og det, jeg tager.
Syvende tese: At erfare er at begribe med sproget.
Sproget er ikke en beskidt rude mellem mig og det jeg tager, men en tagemåde – den er en måde jeg er på i verden. Den er en måde at begribe verden på; det har allerede redskaberne klar til at tage fat på verden.
Når man lige er flyttet ind i sin lejlighed og er ved at sætte tingene op og lister omkring med en hammer, så tager alting sig ud som søm. Alting kan hamres på. Når man går rundt med et stykke sandpapir, byder alt træ sig til som noget at slibe. På samme måde med sproget: Det har sine former, som gør at verden træder frem på særlig måder, lige til at tage om og læse op fra på bestemte måder.
Ottende tese: At erfare gennem sprogets be-griben er at erfare med sprogets forud(be)griben.
Sproget kommer mig i forkøbet. Sproget har sine greb – begreber – med hvilke jeg griber. Verden er derfor allerede taget, når jeg tager den. Verden er aldrig jomfru. Jeg kom for sent.
At tage noget som det kommer, er derfor ikke at lade verden selv træde frem uden at tage den. Man tager det jo netop. Nej, at tage noget som det kommer, er at lade ’taget’ bestemme af andet end mit (be)greb, det er at lade verden komme uden at forsøge at kontrollere den på forhånd.
Niende tese: Erfaring kan ikke kontrolleres.
Man kan arrangere erfaringen, men ikke være sikker på at den indtræffer. Man kan invitere gæster, men ikke være sikker på at det bliver en god fest.
Heri ligger både noget deskriptivt (sådan er det) og noget normativt: Man lærer bedre, hvis man ikke forsøger at kontrollere, for så kan erfaringen bedre vokse igennem mig. Ligesom gæsterne morer sig bedre, hvis jeg ikke forsøger at bestemme, hvad de skal tale om.
Når man kontrollerer erfaringen, erfarer man ikke: Så ser man det, man allerede vidste. At ville fremskrive det, man allerede ved, er at arrangere det, der kunne afstedkomme en erfaring, så det ikke kommer bag på én.
Hvis den for-e-stilling man har om verden (den opstilling man har af verden før man går til den) er til forhandling, er modtagelig for at blive rystet, så kan man bedre lære. Hvorfor? Fordi læring og erfaring kræver, at man ændrer forestillinger.
Betyder det, at man skal være villig til at gå ind på, at alt, man hidtil har oplevet, er falsk? Nej, det betyder, at man skal være villig til at ændre standarderne, hvormed det oplevede er blevet målt.
Dermed ikke sagt, at det er overflødigt at undersøge tingenes tilstand; blot at denne undersøgelse i bekræftende tilfælde ikke er en erfaring.
Endvidere ligger heri vores tiende tese: Hvis erfaring ikke kan kontrolleres, fordi den er en opståen af det uventede, så er erfaringen selv en erfaring af mangel på kontrol.
Samtidig er erfaringen en erfaring af tab: Den gamle anskuelse kunne ikke holde, den må forlades, den tabes sammen med kontrollen.
Hvis vores fyr fra før går ud i byen og får bekræftet det, han vidste – at han var byens flotteste fyr – så erfarer han ikke. Han oplever blot.
Ellevte tese: Erfaring er en erfaring af tab.
Erfaring som tab er et tab af det velkendte. Derfor er erfaringen en erfaring af fremmedhed. Nu kan man godt opleve det fremmede uden at lade sig påvirke og forandre deraf. Man forbliver den samme, det var en oplevelse og sådan forblev det.
Tolvte tese: At erfare er at inkorporere sin oplevelse af det fremmede. Det er at fordøje oplevelsen og gøre den til sig selv.
Nu hævder de fleste, at unge mennesker lærer bedre end ældre mennesker. Det er måske også til en vis grad rigtigt, fordi de så ofte må lade sig belære, fordi de så ofte tager fejl og fordi deres forestillinger om verden endnu ikke er så fasttømrede i fordomme. Når babyer sover så meget, så er det vel ikke bare fordi de vokser, men også fordi de hele tiden må lære. De er nye. De har ikke mange for-tag at håndtere med, men må tage verden som den kommer med de skrøbelige greb, de har til rådighed. At tage verden, som den kommer, er anstrengende.
Men det er nu ikke rigtigt for alle, at erfaringsdueligheden aftager med alderen. Jeg vil i hvert fald give mig til at forsvare den modsatte (og hermed trettende) tese: Nogle ældre mennesker er bedre til at erfare end mange yngre mennesker. Hvorfor? Fordi de har opgivet at kontrollere.
Når man er ung, har man et voldsomt kontrolbehov: Man vil utroligt meget, og man vil at det skal gå én godt i det man vil, og man vil vide sig sikker på at det går godt, og man vil nå det hele, og man vil være den bedste, og man drømmer meget og drømmene kan blive sande – i hvert fald én af dem – og tiden er uendelig, så man skal nok nå det. Ungdom er uendelighedsillusion. Dvs. det er en forestilling om at tiden er uendelig, en forestilling om at evnen kan blive uendelig (omnipotensforestillinger) og en forestilling om at alting kan fuldbyrdes.
Tiden er en frist til døden. Tid er den fremtid, der kan gå indtil man skal dø. Død er den tid, der ikke har en fremtid. Men døden er en begivenhed i livet; den er det, at livet skal ophøre og det er derfor livet er tid. Men tid har hele tiden dødens skygge hængende over sig.
I livets middag, når man lige har sat sig til bords, er der ikke grænser for appetitten og tidens skygge er næsten ikke at ane; skyggen er under en og solen skinner lige ned i panden. Man har appetit, man vil, og man vil fuldbyrde hvert et måltid.
Søren Kierkegaard bestemte mennesket som en syntese af mulighed og nødvendighed. Og i samme åndedrag bestemte han denne synteses farer for ikke at gå op. Dem kaldte han fortvivlelser. Fortvivlelse kan være at mangle nødvendighed eller at mangle mulighed.
At mangle nødvendighed er at mangle tyngde: At mangle kraft til at bøje sig – og dermed at mangle kraft til at erfare.
At mangle mulighed er at se alt som nødvendigt og mangle kraft til at bøje verden. Det er der god grund til for mange ældre – det vil jeg ikke betvivle – men det er ikke alle ældre, der fortvivler udi det nødvendige.
Fjortende tese: At være oppe i alderen kan give frihed fra at skulle lykkes.
Døden er den sikre fremtid. Med alderen bliver døden som fremtid stadig mere påtrængende. Alderen er den periode, der mangler fremtid – alderen fremtidsindsnævrer – og dermed bliver det stadigt vanskeligere at fastholde fremtidsillusioner, ikke mindst uendelighedsforestillinger og fuldbyrdelsesforestillinger.
Alderen giver frihed, fordi fremtidsillusionernes tyngde kastes stadig mere af skuldrene.
Renoncering fra tanken om at skulle lykkes. Desillusionering: At tabe illusionen om komplet kontrol og perfektion.
At være ung er at leve i fremtiden, med projekter, der skal realiseres, når bare tiden indfinder sig.
Alderen kan give frihed for så vidt alderen er et tab af håb: Et tab af håb om at det er muligt at realisere projekterne, blive omnipotent og perfekt. Håbløsheden er illusionsløshedens frihed.
På den måde minder alder om latter: Latteren er accepten af at kontrol og perfektion ikke er opnåelig.
Det gælder i særlig grad selvironien og den positive ironi.
Negativ ironi benægter: Jeg er da perfekt til at hamre søm i. – En afvisning af mig selv.
Positiv ironi bekræfter: Det er da vist godt, jeg ikke skal tjene mine penge på at hamre søm i. – Jeg benægter mine evner, men tager mig selv til mig, og anerkender, at jeg kan tjene mine penge på andet.
Negativ ironi afviser. Positiv ironi viser hen til.
Femtende tese: Latter kan være en forligen sig med erfaringen. Hvorfor? Fordi erfaring indbefatter erfaring af mangel på kontrol. At le ad det er at forlige sig med at ikke alting lykkedes, og at man netop derfor erfarede.
Men hvordan kan det så være, at erfaring ikke værdsættes? Er det fordi det grå guld ikke er noget værd? Eller er det, fordi det blot ikke værdsættes efter fortjeneste? Mine svar er: Ja til begge dele. Men det kræver en uddybning.
Historien om vores civilisatoriske fremskridt fortælles enten som en fremskridtshistorie eller som en forfaldshistorie.
Fremskridtshistorien lyder: Vi var børn eller vi var vilde, men nu er vi blevet voksne. Eventuelt fortælles den som den vestlige civilisations selvfortælling som en overgang fra mythos til logos. Dens normative indhold er: Bliv voksen.
Forfaldshistorien lyder: Barndommen var det gode, nu er vi (synde)faldet i en voksen civilisatorisk refleksions- og teknikverden. Dens normative indhold lyder: Tilbage til den menneskelige barnagtighed.
Lidt firkantet kan man sige at de to fortællinger udsiges af henholdsvis oplysningen og romantikken. Al uenighed til trods, så er der enighed om mønsteret: Fra primitiv til civiliseret, fra barnlig til voksen. Det, der er uenighed om, er værdien af det.
Hvis det at blive voksen anses for et syndefald, så stiller spørgsmålet sig, hvordan man bliver et egentligt menneske, som spørgsmålet om, hvordan man forbliver ung. Det er et indvortes korrelat til den hysteriske optagethed af kroppens forfald, som vor kultur formulerer som fordring og udbyder som varer.
I 250 år har den moderne verden ændret sig hurtigere og hurtigere, betinget af videnskab, teknik og arbejdseffektivisering. Mindre og mindre går igen: Verden bliver ubekendt.
Sekstende tese om erfaring: Erfaring er med gårsdagen at kunne foregribe morgendagen.
Og hertil skynder jeg mig at tilføje en syttende tese: Erfaring er medicin mod verdensfremmedgjorthed.
Men hvis morgendagen ikke ligner gårsdagen, så er en stor erfaringsmængde ubrugelig til foregribelse. Det betyder, at vor tids verden træder frem for os som verden træder frem for et barn: Vi har ikke for-e-stillinger, for-greber til at gribe den nye verden med.
Eller som filosoffen Odo Marquard formulerede det: Selv når vi bliver grå, forbliver vi grønne.
Erfaringen som medicin er tilsyneladende ved at miste sin virkning.
Det problem stiller sig, at stadig mindre af det erfarede forventes at gentage sig. Der åbner sig en kløft mellem erfaring og forventning, der gør, at vi mister fortroligheden med verden. Måske er det derfor vi søger trøst i den moderne verdens sovedyr, nyreligiøsitet og fremtidsforudsigelser, der fortæller os, hvad vi kan forvente os, og at det er noget godt. Vi kan sove trygt.
Hvad betyder det nu?
Det betyder for det første – som samme Odo Marquard påpegede – at vi ikke gør vores erfaring selv, men at vores erfaringer er os formidlede. Ugebladene, de videnskabelige artikler og fremtidsforskerne fortæller os, hvordan verden forholder sig. Vi hører, at mængden af fosfor i mosen har oversteget grænseværdien, uden at erfare den selv. Vi er som gammelkloge børn, der har deres erfaringer formidlet fra de voksne.
For det andet betyder erfaringens korttidsholdbarhed og dermed tabet af verdens fortrolighed, at skolen ekspanderer. Som erfaringserstatning må vi ’lære’.
Vi har ikke længere færdigheder, vi har kompetencer. Kompetencer kan hele tiden udvikles. Vi bliver aldrig færdige, men må hele tiden tilbage på skolebænken.
I moderne tid opstår og ekspanderer børnehaven, højskolen, videreuddannelsen, seniorakademier, åbent universitet, efteruddannelsescentre. Skolen kaster sig over vores livsverden og stikker hovedet frem i alle andre institutioner. Mennesket er blevet elev.
Skolens ekspansion betyder også overgangsfasens ekspansion: ’Lige nu’ er på vej mellem uvidenhed og viden, barnagtighed og erfaring.
Den overgang er ungdommen. Ungdommen som overgang mellem barn og voksen er udbredt til en stor del af livet. Vi er altid på vej, altid i overgang. Erfaringen er altid på vej til at blive omstødt.
Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at man nu kan møde en 9-årig pige og hendes 41-årige mor og se dem gå klædt i samme tøjstil. De er jo begge unge.
Erfaringens ændrede vilkår betyder – for det tredje – en juvenilisering af mennesket: Det vil altid være ung.
For det fjerde betyder erfaringens forvitring, at vi må orientere os gennem fiktioner. Ikke bare som myter, men nu som scenarier. I en verden, der opleves at være under konstant forandring, har man brug for konstansfiktioner; noget, der holder, også i morgen. Scenariet projicerer det velkendte ud i fremtiden.
Eksperter opstiller scenarier for udviklingen. Finansministeriet opstiller budgetredegørelser med scenarier: Skattelettelsesscenariet, fritidsscenariet, servicescenariet.
Måske betyder tilvænningen til disse typer af fiktioner, at vi afvænnes fra det virkelige. Dette gælder ikke mindst hvad angår skræk og katastrofer: Vi fæster lid til de fiktive skrækscenarier og ignorerer det virkeligt skrækkelige og det virkeligt gode.
Illusionen er introduceret gennem barnliggørelsen af mennesket: Som barnet gennem fantasier i form af eventyr, fortællinger og leg dulmer sin realitetskonfrontation, bliver det moderne menneske ligeledes stedt i fantasiforestillingernes vold: det digter sig en eventyrlig fremtid eller – lige så fantasifuldt – tegner sig en katastrofeagtig, apokalyptisk undergangsfremtid.
Det barnlige ved vor tid ligger ikke bare i at vi orienterer os gennem andre (voksne, eksperter, medier, apparater) og i at vi orienterer os gennem fantastiske projektioner. Den ligger også i en bekymring for det negative, katastrofeagtige, i sameksistens med en forestilling om det uendeligt positive (uendeligheds- og fuldbyrdelsesdrømme).
Heroverfor kan den aldrende erfaring noget: Den kan slå koldt vand i blodet.
Erfaringen er en erfaring af tab. Det er samtidig en erfaring med at tingene går galt.
At miste sin første kæreste og tro at verden aldrig heles igen.
Den erfarne kan ikke gå igennem erfaringer for andre. Men han kan lære den uerfarne sammenbrudsbevidsthed, fordi han er erfaren med fejltagelse og sammenbrud.
Mindre frygt giver klarere syn.
Den aldrene frygter ikke scenarierne så meget, fordi hun ikke har så meget at tabe. Den unge frygter at falde ned fra et muldvarpeskud – den aldrende har ikke så meget tid at tabe.
Erfaringen har lært den erfarne, at han ikke kan lære alt. Den har lært ham at opgive uendelighedsfordringen.
Den erfarne kan lære den uerfarne at stoppe skolegangen i tide; lektien bliver alligevel aldrig lært godt nok til at kontrollere og være oven på.
Sokrates ved, at han intet ved. Han lærer ikke, at man ikke skal tilstræbe viden, men at man skal give afkald på alvidenhedsfordringen.
At give afkald på uendelighedsfordringen er også at give afkald på, at det ikke må gå galt; at give afkald på det perfekte liv.
Verdensfremmedgørelsen svinger mellem ønskedrøm og mareridt, mellem positiv- og negativillusioner. Den erfarne kan leve med kradsrealitet. Han kan via nøgternhed lære os realitetssans. Mod til at borttage de illusioner, hvormed vi trøster os og gemmer os for realiteterne.
Det vil sige: Det kan godt være, at vi alle er udleverede til at måtte lære denne verden at kende som børn. Men erfaringen, hvis indhold vi ganske vist ikke kan stille op som en horisont for morgendagen, kan lære os, fordi den har erfaret. Netop fordi den erfarne har taget fejl og forandret sig, er hun vidende om forandring. At være erfaren er at være vant til at tingene forandrer sig, det er at være forandringserfaren.
Og det er just dér, vi viser os mest ungdommelige: Vi tror, at erfaring kun er akkumulerede oplevelser, og ikke erfaring med at erfare.
Først når vi som samfund indser, at historiens fejltagelser udgør den erfarne nutid, kan vi lære at respektere dem, der har en længere historie. Vores holdning til historien er pubertær på den måde, at det fortidige synes os lige så iøjnespringende forkert som far og mors synspunkter virker på den pubertære. Ja, historien og far og mor synes irrelevante, for de er jo helt passé og ved ingenting. Men er det ikke just forholdet til historien som vi er børn af, der gør, at vi selv som unge mennesker kan tildrage os erfaringer, der er langt større end os selv? Det er nu opgaven, der bliver stadig sværere at løse: At overbevise en kultur, hvor alle er hensat til barnets og den pubertæres vilkår, om at historien kan lære os noget, netop fordi den er vor tids erfaringer.
