Ved ANDERS FOGH JENSEN
v. Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk
Her vil jeg tale om hvorfor originalitetens modsætning er individualiteten og ikke, som normalt antaget, fællesskabet. Min tese er, at hvis vi er underlagt en ensretning, så er det i retning af at ville være individuelle og i det individuelle bevidst at ville originaliteten. Men netop derved kommer vi til at unddrage os den i præfabrikeret ’original’iteter.
Originalitet er noget, der kan hænde, overgå en ved et tilfælde. Men mange tilfælde er det ikke det ikke rent tilfælde. Det er opøvet regelbemestring, der gør én skikkelig for at mutationen kan hænde: At man fører reglerne ud over sig selv.
I) Tre betydninger af originalitet
II) Det sociale versus det originale
III) Forhindringer for originalitet
IV) Originalitet i det sociale
V) Altså
Dengang jeg boede i Odense drak vi ’Original’øl. Hvad er en ’original’ i denne betydning? En original er en oprindelig – sådan som det oprindeligt var. Hvorfor findes der ’originaler’ som denne øl? Svaret må findes i markedet.
Produktfornyelse – innovation hedder det – er en af de væsentligste måder hvorpå kapitalismen speeder vareforbruget op. Vores tøj slides ikke hurtigt nok op – så er det godt vi har moden, så det gamle kan blive gammelt før tid; vores computere kræver hele tiden opdateringer og plug ins fordi noget nyt er kommet til. Kapitalismen kan ikke vente, den er ivrig, og derfor skaber den hele tiden nye varer, som vi må besidde.
Problemet for virksomheder er, at virkelig fornyelse er dyr og tager tid. Det er der flere løsninger på:
– Man kan fingere fornyelse uden at det er reel fornyelse, f.eks. ved at lave minimale forandringer og så kalde det noget nyt.
– Man kan lave en 2’er, altså gentage det samme som nyt.
– Eller – og det er her vores øl kommer ind – man kan lave en ’original’, en ’classic’.
Denne betydning af original bygger på en romantisk myte: Begyndelsen var den bedste, det uspolerede, der hvor alle ting er sprunget ud fra. Tingene er ikke som de var, de er gået af lave. Eller de er muterede. Men det oprindelige var det, der hang sammen før splittelsen, og derfor havde den kraft, som vor tids svækkede refleksion ikke har. For den romantiske findes det originale i en historisk tid eller fiktiv, f.eks. i antikken. Hvis det er Kristent findes de en fortælling om oprindelsen til det, der er nu. Originalt er fra før syndefaldets tid.
Original som oprindelse betyder også: Det, der gav mulighed for, at det der er nu, kan være. Big bang er ikke en oprindelse på samme måde som Adam og Eva er oprindelse. Den oprindelige Folkevogn er den, der tillader de nymodens bobler at være bobler.
Original er altså ikke en direkte årsag, men det der satte nutiden – gennem en udviklingslinje – i stand til at være, som den er.
Originalt står i modsætning til kopi. En kopi er en kopi af originalen. Originalen har en særstatus, den har autoritet. Man skal somme tider vise en original frem – f.eks. eksamenspapir eller dåbsattest – fordi den bevidner det virkelige, hvorimod kopien kun bevidner, at vidnet findes og hvordan det ser ud. Kopien kan være fusk eller forvanskning. Originalen har særstatus. Ofte kan der kun være én original – den originale, f.eks. den originale folkevognsmodel. Man kan ikke bagefter producere flere originaler, men jo nok nye prototyper.
En original har autoritet. En kopi har ikke samme autoritet som originalen.
Hvorfor ikke? Fordi originalen er autentisk – den står i forbindelse med en oprindelig handling. En dåb, en eksamen eller en køreprøve.
En original har autoritet, fordi den står i forbindelse med et bevis.
En original er autentisk. En kopi er kunstig. Heraf opstår spørgsmålet: Hvordan kan man så skabe originaler?
Forvirring opstår fordi man blander betydninger af original sammen. Det betyder nemlig ikke bare oprindelig, det betyder også – i kraft af, som jeg sagde, at den giver mulighed – det betyder nemlig også:
Originalt har også en tredje betydning ud over oprindelig og kopiens modsætning. Det kan også betyde noget særegent. At gøre noget normalt er at gøre det almene, det almindelige. At gøre noget originalt er at gøre noget nyskabende.
Det er besynderligt, at det faktisk betyder det modsatte af det oprindelige, det der var engang. Det er, tror jeg, fordi ’original’ i denne betydning ikke indskriver sig i en romantisk fortælling, hvor verden er gået af lave, men tværtimod i en oplysningsfortælling, hvor tingene forstås i forhold til fremskridt. Det handler om, hvor blikket er vendt hen.
Fælles: Original er noget man trækker veksler på
Originalen er det, der legitimerer, det hvorfor noget er. I romantisk tradition er det store, der var – det der skabte muligheder. I oplysningstradition er det det store, der skal komme – det hvorfor vi skaber nu. På en måde kan de to mødes derved, at i oplysningstraditionen er det muligheden for fremskridt og en indsigt i verden, der er grunden til at vi kan kende den. Originalitet er meningen med at vi gør som vi gør: Fordi vi kom der og der fra, eller fordi originaliteten er det, der kan bevæge os der og der hen.
Hermed har vi specificeret originalitet yderligere: Originalitet er grund. På fransk raison. Originalitet er det, der gør at der er en grund og en fornuft i det, vi gør.
Originalbeviset er det, der bevidner legitimitet: At man har ret til at være der.
Man behøver vist ikke at minde om hvorledes originalitet er blevet brugt af nazisterne, som jo var nationalromantikere: Det ariske ophav – oprindelsen – var ikke bare grund til at være på territoriet, det var også den eneste legitime grund. Og med nazisterne forbud blev det også den eneste legale grund. Passet eller jødestjernen markerede oprindelsen, originaliteten.
Tidsmærke
Under alle omstændigheder: Original giver legitimitet, dvs. mening med det man gør. Man kan kende en tid på dens originaler. Om originalerne er i fremtiden eller i fortiden siger noget om hvilken tid man trækker veksler på.
Men: Når original er noget, man trækker veksler på, så må det have noget godt eller noget kraft ved sig. Paradokset er så: Hvorfor er det så svært at være en original?
Grunden til at jeg er inviteret her i dag, er nok ikke for at tale om Kristendom, nazisme og oplysning. Det er vel fordi original i dag har fået noget nedsættende over sig. Original er noget man bespottende kalder mennesker, der falder uden for normen. Hvorfor er det så svært at være en original? Heri ligger to spørgsmål:
1) Hvorfor er det svært at være original?
2) Hvorfor er det svært at være en original?
Fordomme, kategorier og normer
Det sidste spørgsmål først: Mennesker har brug for det velkendte for at orientere sig i sin verden. Det har brug for kategorier, fordomme og normer, der opdeler verden efter på forhånd kendte kategorier. Ellers bryder det sammen i forvirring og kaos. Det har brug for at kende noget af sin verden på forhånd og få den bekræftet.
Fordommene forhindrer ikke bare, at man ser det nye. Fordomme gør også, at man kan fokusere på delaspekter ved det man møder og undersøge om det er nyt, fordi man ikke behøver at undersøge alle dele på én gang. Man kan sætte sig ind i de nye busruter, fordi man ikke behøver samtidig at tænke på hvem der kører busserne, deres køn, hvad de hedder, om busserne er beskidte, hvilke dæk de kører med osv.
Fordommene, kategorier og normer er – tror jeg – ikke blot en betingelse for at begå sig – f.eks. at kunne tage bussen og vide, at det er nummer og retning, der gør en forskel og ikke hvor nyvasket bussen er – det er også en betingelse for at opdage det nye.
Fordi fordomme, kategorier og normer er så indlejrede i vores måde at opfatte, bedømme og begå os i verden på, så gør det det svært at være en original. For en original er en der bryder med normerne, en der vender kategorierne, en der har andre fordomme.
At nogenlunde de samme fordomme og kategorier går igen igennem et fællesskab gør, at vi kan kommunikere, fordi vi forstår nogenlunde det samme ved dem. Det sætter det normale. Men det normale er ikke bare normalt, det er en norm: Det er en forskrift for meningsfuld og legitim adfærd. Derfor er originalen ikke bare anderledes, han er et normbrud.
At møde en original er at få en mulighed for at erfare, fordi det giver muligheden for at nogle kategorier bryder sammen, som igen giver muligheden for at nye kan fødes. Men oftest er disse møder ufrugtbare, fordi det er vigtigere at opretholde standarderne – fordommene, kategorierne, den normale adfærd.
I den forstand kan man godt sige – som det er normalt at gøre – at fællesskabet ensretter det forskelligartede. Det er som hos Marx: Det konkrete bord har en konkret brugsværdi, som lige netop det bord har, at jeg kan sidde ved det, spise ved det, gå under det osv. Men ved at bære bordet på markedet, får det vareværdi, bytteværdi, og gøres lig otte pund kaffe eller to stole. Bytteværdien er det originales bortdunstning i det almene. Her er vi tilbage til den romantiske fortælling.
Det originale synes dog ikke at være blevet stampet ihjel under fællesskabets march ud til Fields. Det originale synes faktisk at kunne opstå netop i det sociale. Hvad skal der til for at det originale kan opstå?
Det spørgsmål vender vi lige om engang: Hvad er de åbenlyse forhindringer for originalitet? Er det fællesskabet? Både og:
Det er synes mig åbenbart, at de fleste mennesker føler sig originale, men i virkeligheden er meget lidt originale. Hvis man skuer ud over kødranden på vej ind i Fields for at købe sig til lige netop sin identitet, så har man svært ved at opretholde idéen om at det skulle være originalt – ja endda at opretholde idéen om at det skulle være det enkelte menneskes eget valg. Når mennesker får friheden til at gøre det forskellige, så gør de langt hen ad vejen det samme. Mennesket kalder det for det frie valg; sociologen rekonstruerer det partitur for fællesskabet som menneskene spiller efter, alt imens de tror at komponere deres egen melodi. Det hænger naturligvis sammen med vores øl fra Odense: ’Original’ er blevet noget præfabrikeret, som man kan købe sig til. Original Levis, orginal dit og dat.
Bemærk: Originalitet er ikke det samme som forskellighed. Vi er alle forskellige, men ikke alle gør noget originalt.
Jeg vil dog holde fast i, at der findes en originalitet, som ikke bare er præfabrikeret markedsidentitet. Hvori består den? Jeg har foreløbig sagt: Den kan komme til udfoldelse socialt.
En anden forhindring for originalitet er den direkte forhippethed på individualitet. I individualitetens navn gør menneskene som regel meget det samme. Kompetenceudvikling er individualitetsudvikling – læring, der tager udgangspunkt i egen navle, når den skal forstå verden. Navleperspektivet skaber som regel ensartede syn blandt menneskene trods alt deres forskellighed: Det fordres af verden, at den er en livmor.
Originalitet kan nok villes direkte, men ikke opnås direkte
Svaret på det første spørgsmål – hvorfor er det så svært at være original – tror jeg skal findes heri: Fordi mennesket er så forhippet på det, unddrager det sig netop muligheden for at være det.
Men det betyder hverken at det originale ikke kan indtræffe ved et held eller et uheld eller at man ikke kan gøre sig mere skikkelig for at det skal overgå én at være original.
Nu er held eller uheld ikke så interessant. Det kan vi alligevel ikke gøre noget ved. Det interessante er sandsynlighed: Hvordan kan man gøre det mere sandsynligt, at heldet eller uheldet, at gøre noget originalt vil overgå én?
Originalitet fremelskes af:
– regelbemestring: At man forstår at spille de sociale, videnskabelige, psykologiske, kunstneriske – eller inden for hvilket felt vi nu bevæger os – spilleregler. At overskride spillereglerne kræver, at man mestrer dem. Originalitet får man ikke bare af at vende det sociale ryggen, men man øger chancen gennem:
– øvelse: regeloverskridelse kommer sjældent af sig selv, selv om det kan ske. Det kræver næsten altid en masse forudgående arbejde og socialisering, men det kræver også
– disponibel: man kan opøve sig til at gøre sig skikkelig for regeloverskridelsen. Det kræver en vis åbenhed overfor kaos, en vis usikkerhed på kategorierne – dvs. kontrollen – en vis usikkerhed, der muliggør at kontrollen kan bryde sammen. Men man kan ikke vide, at man vil gøre noget originalt; man kan gøre sig skikkelig til det. (Schicken: at sende, at give en gave. Tilfældet sender en gave).
– mutation: en forvanskning af normer, der bryder dem ud af sig selv. Et dansetrin, der bevæger sig mellem to trin; en fugl der kopierer en anden fuglearts sang med sin egen accent; et spark mellem to driblinger.
En mutation kan overgå én. Det gør den lettest, hvis man lider af:
– en ’sund schizofreni’ i overført betydning: En regelbemestring, en normalitet, der kan føres til enden af sin egen normalitet – overskride normaliteten med normaliteten ved at føre den ud i det unormale, det originale. Det er det over-normale – jf. surrealisme og surrationalisme. Sund schizofreni er at leve som menneske i samfundet og som original på samme tid. Men: at være for åben overfor det kaotiske uden at lade enhver orden nedbryde, for nedbrydningen fører i usund schizofreni, sygelig schizofreni.
– normalitetspres som opspringsrampe. Selvom normalitetspresset kan være besværligt at have med at gøre, så vil jeg advare mod at man giver det skylden for manglende originalitet. Tværtimod kan det netop være den bande, man kan bruge som opspringsrampe. Uden begrænsning ingen originalitet. Det gælder ikke, at jo mere begrænsning jo bedre mulighed for originalitet. Men begrænsningen kan gøre, at man bliver nødt til at tænke kreativt. Det er bl.a. det, som Dogmefilmenes regler er til for.
– Originalitet er ikke forskellighed. Vi er alle forskellige, men ikke alle originale.
– Originalitet er ikke en kompetence i dagligdags betydning. Kompetence er normalitetsevner.
– En af originalitetens største forhindringer er nu direkte villet originalitet – det fører til almindelighed og præfabrikeret markeds’originalitet’.
– Originalitet udspringer ikke af en kilde i individet, og har heller ikke det sociale som sin modstander, men nok som en besværlighed. Originalitet kræver tværtimod det sociale – reglerne – og kan udfoldes indenfor det sociale. Socialt normpres på originalitet kan i bedste fald udvikles til opspringsramper. Originalitet møder naturligvis modstand indenfor det normale. Det nye i det originale må – for at være nyt – være meningsbrydende eller normoverskridende.
– Originalitet er netop at skabe ny mening, at skabe en ny raison til noget. Det gøres ved at forrykke – mutere – begreber, kategorier, normer, adfærd. Det springer altså ikke ud af individet, men ud af det sociale, som det muterer. Når det skaber ny mening virker det derfor i første omgang meningsløst.
– Det kan derfor være på sin plads at anvende passivkonstruktioner: Det originale muteredes frem. Ligesom man siger ”jeg fik den idé”.
– Når originalitet er en hændelse, så burde man måske snarere tale om originale handlinger eller hændelser, og ikke om at nogen er originale og nogen ikke er.
– Individualitet er originalitetens fjende, fordi vi alle er ensrettede til individualitet – villet originalitet. Originalitetens udspring er det sociale som socialt.
– Originalitet kræver sund schizofreni: At være almindelig og muteret.
– Man kan gøre sig skikkelig til at mutere, men man kan ikke være sikker på at mutere.
