Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Anders Fogh Jensen www.filosoffen.dk
INDHOLD:
1. Myten om Sisyfos
2. Døden er i livet
3. Dødsbilleder
4. Hvornår begynder døden?
5. Hvad skal jeg frygte?
6. Stoicisme og livsfilosofi
7. At springe ud 1.
1. Myten om Sisyfos
I myten om Sisyfos kender de fleste af os den del af historien, hvor Sisyfos må rulle en sten op af et bjerg, hvorefter stenen triller ned, og hvorefter Sisyfos må begive sig ned ad bjerget igen for at rulle den op ad bjerget igen og igen. Det virker absurd, men det er det ikke. Der er et hvorfor. Hvorfor må Sisyfos rulle stenen op igen og igen? Ja, det er en straf fra guderne, der er pålagt Sisyfos. Den straf skyldes følgende:
Da Sisyfos skal dø, sender Zeus Thanatos for at hente ham. Sisyfos sætter imidlertid en fælde op for Thanatos, som han falder i. Sisyfos fanger Thanatos, binder ham og gemmer ham i et skab. Sisyfos vil ikke dø, og derfor vil han narre døden.
At mennesker ikke vil dø bryder guderne sig ikke om. For det første bryder Hades sig ikke om det, fordi han ikke ville blive rigere, hvis ikke han hele tiden fik tilført mennesker. (Hades hedder på latin Pluton: den rige). For det andet ville krigsguden Ares ikke bryde sig om det, for hvad ville krig være, hvis mennesker ikke kunne dø?
Sisyfos må altså dø. Men han udfører nu sit andet kneb. Inden han bliver sendt til Hades siger han til sin charmerende hustru, Merope, at hun ikke skal brænde ham efter hans død, sådan som traditionen foreskriver, og det lover hun. Og hun overholder sit løfte. Da Sisyfos kommer til Hades, fortæller han denne, at han har haft en så forfærdelig hustru, at han må tilbage og gøre noget ved det. En overrasket Hades giver Sisyfos lov til at stige op på jorden og gøre, hvad han skal gøre, hvis blot han kommer tilbage umiddelbart efter. Sisyfos tager naturligvis direkte hjem til sin kone. Han lever lykkeligt med hende, de får adskillige børn og Sisyfos dør gammel. Men da han dør igen og kommer i Hades får han en straf: Han skal dag ud og dag ind trille en sten op ad et bjerg, og når den når toppen vil den trille ned, og han må begynde forfra.
Hos de græske guder er det altid sådan, at man får en straf, der har med forbrydelsen at gøre. Ligesom man visse steder i de muslimske kulturer får hugget en hånd af, hvis man har stjålet – eller som vi siger, hugget – noget. Men hvad har stenen og bjerget med Sisyfos’ forsøg på at undslippe døden at gøre? Jo, Sisyfos vil leve uendeligt. Og guderne siger: hvis du vil have uendelighed, så skal du dæleme få uendelighed. Så skal du trille en sten op af et bjerg igen og igen i det uendelige. Så kan du lære det og være et eksempel for de endnu ikke døde. I menneskelivet er intet uendeligt. Alting har en begyndelse og en slutning, og det må vi lære og lære at acceptere.
2. Døden er i livet
Jeg vil gerne rette et par misforståelser om døden.
Den ene er den gamle græske filosof, Epikur, der mente, at døden ikke havde noget med livet at gøre. Fordi, sagde han, for de levende er døden ikke, for de er levende, og når døden er der, er de døde der ikke. Så døden er ikke noget i livet, den er for livet ikke noget.
Fejl! Døden er ikke ikke-noget, den er noget. Selv om døden måske nok er tilintetgørelse, så er den ikke intet. Døden er netop ikke intet, fordi den venter os, eller rettere, fordi vi forventer den. At vi skal dø og ved det, er ikke intet.
Den første misforståelse omkring døden er, at den er intet. Den anden misforståelse består i, at vi skulle kunne slippe for at tænke på døden og forholde os til den. En hollandsk filosof, Baruch de Spinoza, sagde engang, at ”Det frie menneske tænker mindst af alt på døden, og hans visdom er en betragtning ikke over døden, men over livet.” (Etikken, IV §67). Det er nok rigtigt, at vise tanker mest må handle om, hvordan vi skal leve livet, og ikke hvordan vi skal dø. Og Spinoza har sine grunde til at tale om, at den vise har et afslappet forhold til døden, som vi ikke kan komme ind på her, men filosofi og vise tanker om livet må handle om, hvordan livet leves med en bevidsthed om døden, der venter os.
Hvad Spinoza imidlertid vil lære os er, at det ikke er et godt liv, der frygter døden så meget, at det stivner. Som dyret kan stivne i frygt. Som mennesket kan stivne i chok. Her kan det unge menneske lære de ældre noget, for det stivner sjældnere ved bevidstheden om døden.
Døden er noget, der kan martre os. Og alligevel må jeg her i dag sige, at jeg holder meget af begravelser. Heldigvis har jeg ikke været til så mange, men forhåbentligt står der er en del foran mig. Forhåbentligt dør de ældre først.
Hvorfor er begravelser gode? Fordi de bringer stor alvor og præcision ind mellem mennesker, der normalt fylder deres samvær med ligegyldigt pladder. Døden skærer ind til benet i mere end én forstand. Døden er ikke pladder. Den får mennesker til at tale om det, der er vigtigt. Selv om det er dunkelt, hvad der skal ske efter døden, så giver døden os klarhed. Det var så det liv, der blev levet.
Indtil nu har jeg sagt tre ting: Døden gør os bange. Døden skærer ind til benet. Døden er en begivenhed i livet.
Hvordan er døden en begivenhed i livet? Som dødsangst er den billedløs. Dødsangsten er kropslig. Men resten af tiden gør vi os billeder af døden. Lad os se lidt på de billeder.
3. Dødsbilleder
Døden er en udgang fra livet. Og vi opfatter mestendels den udgang som et tab. Men udgangen kan også være en nødudgang. Det kan være den udgang, der kan løsne os fra vores lidelser.
Selvmord er den hyppigste dødsårsag blandt mænd i alderen 15-44. Og det er den næsthyppigste blandt kvinder i samme alder. Jeg er ikke fan af selvmord, og bestemt ikke blandt unge, og jeg ved, at det tilfører de nærmeste store lidelser. Men jeg mener, at selvmord kan være en god løsning, når lidelserne bliver uoverstigelige, hvad enten de er fysiske – eller som det statistisk oftere er tilfældet – psykiske.
Døden er en udgang. Døden er en befrielse fra den tid, der fortsætter.
Det er også derfor store kærlighedsromaner og –film må slutte der, hvor de elskende får hinanden, og helst må de slutte med at den ene eller begge dør – fra Tristan og Isolde over Romeo og Julie til Titanic. Døden; fordi stor kærlighed er større end tiden. Stor kærlighed hæver sig ud af tiden igennem døden.
Døden som en god udgang. I den græske mytologi har vi et andet eksempel på, hvad der skal ske, hvis man ikke dør. Det er Gudinden Aurore, der forelsker sig i et menneske, Tyton. Guderne skal ikke dø, men det skal menneskene. Aurore gør Tyton udødelig for at hun ikke skal miste ham. Men efterhånden, som han bliver flere hundrede år skrumper han ind og ligner en rosin. Det er et forfærdeligt syn og endnu værre er det at være Tyton. Mennesket skal ikke ønske sig, at det ikke skal dø.
Mennesket må acceptere, at det skal dø. Men hvad sker der efter døden? I livet gør mennesker sig billeder af livet efter livet.
Jeg har allerede nævnt Hades. Hades er det sted, hvor man bliver anonym. I livet har man en individualitet, man har et hjemsted, et fællesskab, et tilhørsforhold. I Homers Odyséen får Odysseus lov til at komme på besøg i Hades, og han oplever anonymiteten. Stemmerne er ikke andet end en stor larm. Og da han forsøger at omfavne sin mor, omfavner han blot luften.
I den kristne verden er Helvede også et lidelsesfuldt sted. Det associeres mere med ild og ’at brænde op i helvede’. I Dantes Guddommelige komedie stiger Dante ned i helvede og møder alle synderne. Først de mildeste syndere som tyvene, senere de utro, senere igen morderne og sidst den faldne engel Lucifer. Alle straffes de på forskellige måder. Ligesom Sisyfos måtte tage sin straf.
Omvendt har vi også billeder af livet hinsides livet som et liv, der er fritaget fra dette livs pinsler og plager. I den græske mytologi er det meget sjældent, at en dødelig bliver ophævet til udødelig og kommer til Elysium. De, der har været i Paris kender hovedstrøget, Champs Élysée. Det er Elysiums marker. Eller som vi siger på dansk: de evige jagtmarker. I Elysium er der ingen lidelse, det er en tilbagevenden til en guldalder før lidelsen.
Mere udbredt er forestillingen om Himlen i den kristne mytologi. Himlen er ikke bare et sted, der er befriet for lidelse, det er også der, alle ens kære afdøde venter en.
Det er klart, at forestillingerne om, hvad der skal ske efter døden påvirker livet før døden. Den store forskel på katolicisme og protestantisme, som Luther indførte den, er, at i katolicismen kan man gøre sig fortjent til frelse igennem sine handlinger. Luther mente at kunne læse i Bibelen, at det alene handlede om tro og ikke gerninger, og at det derfor var forudbestemt, om det enkelte menneske blev frelst eller ikke. Det gjorde blandt andet, at mennesket ikke kunne frelse sig selv ved at betale aflad til kirken. Ja faktisk var der en forestilling om, at man kunne hjælpe sine afdøde forældre hurtigt igennem skærsilden ved at betale penge til kirken. Det ligner fra et protestantisk synspunkt bestikkelse. Tilmed en bestikkelse, der ikke virker, som at bestikke en fodbolddommer, der ikke skal dømme kampen.
At tro på et godt liv efter døden kan hjælpe til at miste angsten for at dø. Men som filosoffen Nietzsche pegede på, så kan det også reducere dette liv til et venteværelse. Hvis man bare venter på, at der kommer noget bedre, så glemmer man at omfavne dette livs glæder.
Endelig må vi ikke glemme forestillingen om, at man efter døden netop ikke kommer et andet sted hen, men det samme sted hen. Dette kalder vi reinkarnation – at komme i kød igen. Man vender med andre ord tilbage til livet. Eventuelt som i Buddhismens hjul i en anden skikkelse.
For Buddhismen er denne venden tilbage til livet imidlertid ikke en gave, fordi tilværelsen ifølge buddhismen almindeligvis består af lidelse, og at det at vende tilbage til livet derfor består i at skulle gentage lidelsen. Det hedder på buddhistisk Samsara.
4. Hvornår begynder døden?
Uden at have været alle steder til alle tider, tør jeg godt vove den påstand, at der er ikke nogen kulturer, der ikke har forestillinger om døden. Alle mennesker har set andre mennesker dø eller som det er tilfældet for de fleste af os, hørt om det. Vi har oplevet at miste, og vi kan forestille os, at vi skal miste igen, og at andre skal miste os. At vi skal miste livet.
Som barn og ung forstod jeg aldrig hvad en diskosprolaps var – kun at det var noget med dårlig ryg, som gamle kunne få. Da jeg var 36 fik jeg en diskosprolaps i en hovedstødsduel i en fodboldkamp. Det gjorde sindssygt ondt og kan aldrig blive rigtigt godt igen. Ind i mellem får jeg ondt i ryggen og det sender smerter ned i benene. Når jeg træner min mave og ryg kan jeg være nogenlunde smertefri, men min ryg og mit nervesystem bliver aldrig det samme igen.
Kiropraktoren fortalte mig, at en diskosprolaps ikke kommer pludseligt; den opbygges over lang tid. Så altså, det kun de gamle havde, var noget der var begyndt at ske med mig længe inden jeg blev 36?
Hvornår begynder man at dø? Ja, fysisk gør man det vel allerede når man er 16-18 år og kroppen topper fysiologisk. Når man er ung tænker man ikke så meget på det; når man er ældre tænker man mere på det.
Jeg husker stadig den skræk der gik igennem mig den dag jeg tog den tunge flyttekasse og min far tog den lette. Jeg var blevet stærkere end min far. Det var der sådan set noget godt i; men hvad der var meget værre: han var blevet svagere end mig.
Dødens tidlige indtræden som tab handler ikke bare om et fysisk forfald, om tab af kraft. Det handler også om tab af muligheder. Livsprocessen bliver også en dødsproces, hvor noget, der før var muligt efterhånden bliver et ’no go’. Mulighedsrummet skrumper ind. Der er løb, der er kørt. Døden er det yderste sted. Det sted, hvor al løb er kørt, hvor alt er for sent og intet længere er muligt.
Som filosof får jeg cirka anbefalet en bog om dagen. Jeg læser ret langsomt, og har en del andre ting at se til end at læse, som f.eks. at stå her. Det betyder, at jeg kun kan nå at læse ca. 500 bøger inden jeg skal dø, hvis alt ellers går vel. Jeg må med andre ord være ganske selektiv, selv om folk vil mig det bedste. For der er skrevet så meget godt, men jeg vil læse det bedste.
Jeg tror, at mange andre ting er mulige, end vi ofte forestiller os, men det ville være fornægtelse at mene, at mulighederne ikke indskrænkes. Heldigvis bliver de fleste af os visere med alderen og ved bedre, hvad blandt det mulige, der er godt for os, og hvad vi ikke kan tåle at vælge eller bare skal vælge fra. Aldringen er ikke bare tab. Den er også vundet overblik og i bedste fald visdom. Den unge mand har ilden; men den ældre kan få gløden.
5. Hvad skal man frygte?
Når man frygter døden, hvad er det så, man er bange for? Er det, at alle muligheder er udtømte? Er det det, der kommer bagefter? – er det Helvede eller Hades? Er det selve dødsøjeblikket? Eller er det hele processen op til døden?
Nogle vil gerne nå at sige farvel. Andre vil gerne dø pludseligt. Som i et uheld. Eller måske bare dø blidt uvidende ved, at man lægger sig i sin seng om aftenen og aldrig vågner op. At ånde ud ved at sove ind. Det må være en drømmedød.
Hvordan vi hver især skal dø ved vi ikke (med mindre vi har en fast beslutning om selvmord). Men det, man kan sige er, at mange flere i dag ved hvornår de skal dø og af hvad end tidligere. Sandsynlighedskalkulen har sneget sig ind på uvidenheden.
Døden bliver nærværende som malurt i livet, når lægetjekket, laboratorieundersøgelsen eller scanningen står for at skulle afsløre livets tilstand. Så kan man pludselig få, hvad man med et juridisk udtryk kalder en dødsdom. Og tilmed en tidshorisont.
Da jeg var syv døde min farfar. De sagde, at han døde af alderdom. I dag ville han helt sikkert have fået en meget specifik diagnose. Og måske fik han det, men vi forstod det ikke. Viden om livets tilstand skaber en mere konkret bevidsthed om døden.
6. Stoicisme og livsfilosofi
Ved dyret, at det skal dø?
Elefanter går et sted hen for at dø. Men ved de det? Eller er det et instinkt, som når fugleungen bryder ud af ægget? Almindeligvis antager vi – og undertiden med god ret, vil jeg mene – at dyret ikke ved, at det skal dø. Det er i en mere umiddelbar form levende. Mennesket er undertiden middelbart levende. Det gør sig tanker om døden.
Guderne skal ikke dø. Dyret skal dø, men det ved det ikke. Mennesket er så vidt vi ved, det eneste væsen, der skal dø og ved, at det skal dø. Det gør, at det giver sig til at foregribe og planlægge: Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvad er et godt liv? Hvad skal jeg nå? Får jeg set det, jeg vil?
Men viden om døden får os ikke bare til at handle. Viden om døden kan som sagt også få os til at stivne. Ikke bare viden om vores egen død, men også viden om vore kæres død.
De gamle stoiske filosoffer sagde: Hvis man frygter døden, så er der to ting, man ikke kan: Man kan ikke tænke, og man kan ikke elske. En filosofi om livet må derfor handle om at komme over frygten for døden uden at glemme den. Ikke ved at trøste sig med, at der kommer en anden verden, men ved at holde af denne verden uden at konstant at frygte at miste den. At vide, at Thanatos en dag kommer og henter både Sisyfos og mig. Vid, at du skal dø, men lad dig ikke ødelægge af det. Det var her, den græske filosof Epikur gik så langt som til at sige, at døden ikke var noget, man skulle bekymre sig om. For døden er ikke for de levende, for de er levende. Og døden er ikke for de døde, for de er der ikke. Det er, som jeg har forsøgt at sige, noget vrøvl. Døden er her.
6. At springe ud
Omvendt synes jeg, at Nietzsches tanke er bedre: Trøst dig ikke med et godt liv efter døden. Det er muligt, at det er der, det ved vi ikke, men at klynge sig til håbet vil få dette liv til at skrumpe ind til et venteværelse. Omfavn i stedet glæde og smerte. – Eller som det hedder i Lone Scherfigs film, ”Wilbur begår selvmord”, hvor Wilbur står på toppen af en skyskraber og er ved at springe ud: ”Man kunne selvfølgelig også bare springe ud i livet.”
I dag handler meget sundhedspolitik om at forlænge livet for os alle og hver især. Det er gode bestræbelser, men de er styret af frygt. Og stoikerne lærte os at lade livet styre af noget andet, nemlig livet selv. Spinoza lærte os, at frihed er ikke at tænke (så meget) på døden. Det er det, filosofferne anbefaler os: ikke at lade livet styre af dødspolitik, men at springe ud i livet.
Og dermed kan jeg sige velkommen til en danseforestilling om døden, der i den grad hylder livet. Mennesker kan springe ud i livet. Blomster springer også ud. Om foråret. Velkommen til Conspiracy of Spring. Og hav et godt liv.
