Uddannelsesguiden
Videnscenter for Vejledning
Temaet: Fra drøm til drømme
1. marts 2011

af Anders Fogh Jensen
Filosof
www.filosoffen.dk

Når et fodboldhold får en mand vist ud, skifter de opstilling. Den opstilling, hvor det fremadrettede er muligt, erstattes af en mere defensiv opstilling. Man spiller ofte kun med en angriber og lader forsvaret være fuldtalligt – ja, måske endda styrket. Man ændrer ikke blot opstilling, man skifter også spillestil. Den stil, hvor spillerne skal skabe noget sammen, erstattes af en spillestil, hvor det handler om at undgå at lave fejl. Man drømmer ikke mere om, hvad man kan lave, man håber at holde stillingen.

Noget af det samme kan ske under en samfundsmæssig krise. Mennesker dropper deres kreative projekter, som de havde lyst til og brændte for, og tænker i stedet på at køre uafgjort hjem. Unge slipper deres drømme og tænker på hvilken uddannelse, der vil sikre deres fremtids røv. Det er lige så forståeligt, som det er forståeligt, at en udvisning af en forsvarer fører til en angriber mindre på banen. Men det er mere synd for samfundet og for de unge, end det er ærgerligt for kampen. For forsvarsspil kan man nyde. Men man kan ikke nyde at møde folk, der ikke tør drømme. Hvilken forfærdelig middag at få sådan en taktiker som borddame.

Den økonomiske krise har fået os til at glemme at drømme. Vi nøjes med at håbe. Og der er forskel på at drømme og at håbe. Drømmen har en fabulerende kraft, der former en virkelighed. Håbet er magtesløshedens forhold til fremtiden. Ifølge den græske mytologi blev den første borddame sendt med en æske som en straf: Pandoras æske. Ud af den sprang 10.000 gaver til menneskene, der blev til plager. Men én gave forblev i æsken: håbet. Hvorfor? Fordi for en græker var håbet ikke en gave. Håbet er et afmægtigt ønske om at være det, man ikke er. Det fik de stoiske filosoffer til at fraråde mennesker at håbe og frygte, fordi de mente, at med håb og frygt kan man hverken elske eller leve. Men man kan nok overleve.

Med drømmen forholder det sig anderledes end med håbet. At drømme er at bruge sin illusionskraft og at lade sig forme. Håbet er den drøm, der ikke længere tør. Håbet venter. Jeg drømmer om hende, det betyder noget andet, end at jeg håber. Når jeg har sendt hende et brev, håber jeg, at hun svarer tilbage. Jeg må vente uden at gøre noget. I drømmen har jeg stadig en magt. Måske sendte jeg brevet, fordi jeg drømte om hende, og deri lå en magt i form af en vilje til at ændre virkeligheden. Håbet venter på, at virkeligheden skal ændre sig. Frygten og håbet er komplementære tvillinger. De venter begge og håber begge, at det henholdsvis ikke går galt eller går godt.

De projekter, der håber uden at drømme, er utroværdige. Vi vil dem ikke, hvis ikke de vil noget. De projekter, der er lavet ud af en frygt for ikke at blive til noget, er mindst lige så uappetitlige.

Vist kan det være udmattende at forblive en drømmer, men drømmeren får virkeligheden tilbage som en anden verden: Den verden, han er ved at skabe. Drømmen er forrykt i den forstand, at den ser noget andet end de muligheder, der er. Den radiokanal, der spiller de populære numre dagen, lang drømmer ikke rigtigt. Den tænker på penge, ikke musik. Og ærligt talt, drømmen om at blive Joachim von And, det er verdens kedeligste drøm. Hvem ville gerne have Joachim von And som bordherre?

Så hvad gør man i stedet for at drømme? Man spiller på det sikre. Det kan godt være, at det er vejen til en rigere stat med et bedre sundhedssystem og varmere boliger, at vi alle bliver kanal100-radioer, der afspiller de samme sikre numre om og om igen. Men er det en verden, man gerne vil leve i? Man skal have et særligt kreativt øje til det sikre valg for at se livskunsten i det. Hvilken forfærdelig aften at få hende som borddame.

Jeg er ikke sikker på, at man bliver et lykkeligere menneske af at blive drømmer. Men et samfund, hvor man ikke længere tør drømme, er et så radikalt fald i det vitale bruttonationalprodukt, at det her på finanskrisens bagside må få os til at tænke, om den største skade er boligboblen eller om det er dette lands mentale og emotionelle klima. Opgaven for dem, der har med de unge at gøre, må være at fabulere. At fabulere for at vise hvordan man fabulerer. At drømme så de kan mærke det.

Den gamle liberale kritik af den offentlige sektors størrelse lyder, at vi jo ikke kan leve af at klippe hinanden. Problemet i dag er snarere, at håret ikke vil gro. Livet næres ikke af orden og sikkerhed, men af fremadrettet kraft. Vi må huske, at da de græske guder skabte mennesket, så var det, fordi de kedede sig. De kedede sig ved den orden, de selv havde tilvejebragt og ønskede sig nogle andre borddamer end guder. De ønskede sig ikke tyfoners kaos, men noget af kød og blod, der drømmer, farer vild og finder hjem. Jeg ønsker mig menneskene tilbage. De er stivnet som Euridike på vej op af dødsriget. Ikke, fordi nogen har vendt sig om og set tilbage, men fordi nogen er holdt op med at kigge frem og forestille sig en verden i sit eget billede. Endnu Nietzsche kunne dertil sige, at når han så ungdommen, råbte han: “land! land!”, fordi ungdommen ejede drømmens forrykte illusionskraft. Nu er det blevet tid til at vise ungdommen, hvad ungdom er: at drømme.