Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
Turbulens, oktober-december 2005
v. filosof Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk
En dag hørte jeg en instruktør i radioen. Hun blev spurgt om, hvad hun mente om teaterkritikken og svarede: ”Anmeldelser? Det er noget vi pakker fisk ind i.”
Denne noget hårdhændede kritik af kritikken har givetvis noget på sig, men der forekommer mig at være mere til kritikken end som så. Første tese: Kritik, det er mere end fiskeindpakning.
Det ville være mere farligt og mere synd at reducere kritikken til kulturjournalisternes selvpositionerende anmeldelser, end det ville være at anvende disse anmeldelser til fiskindpakning. Hvad er kritik så? Det kunne være værd at kaste et blik på kritikkens tilblivelseshistorie med det formål at blive klogere på de aspekter, der er føjet til den undervejs.
Instruktøren fortæller os, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører. Det gjorde kritikken heller ikke i det 16. århundrede, da den fik den kristne ortodoksi til at vakle. Den herskende udlægning af de hellige ord blev sat i tvivl: Måske mentes her noget andet, tænkte man. Måske kunne man bedre forstå det sådan og sådan. Måske var de kirkelige lederes udlægning ikke den sande, og måske havde det konsekvenser for, hvad man skulle acceptere. Tænkte man. Og sagde man. Anden tese: Kritik er at sætte spørgsmålstegn ved ledelsen.
Skal man tro den franske filosof, Michel Foucault, opstår kritikken med spørgsmålet, ”hvordan undgå at blive ledet?” Det bliver efterhånden til spørgsmålet: ”hvordan undgå at blive ledet for denne pris?” eller ”hvordan undgå at blive ledet på denne måde?”
Den moderne stat fødtes af en kritik af fyrsteledelsen, som vi kender den fra Machiavelli. Kritikken hævdede, at den bedst mulige ledelse, ikke var af den gældende slags, som holdt befolkningen i ave. Det er bedre at styrke den. Det blev til et udbygget statsapparat.
Overfor den statslige styring tog en ny kritik senere ordet: Den liberale kritik. Det var ikke blot enevælden, der stod for skud, det var også en kritik af den regulering, som greb stadig mere ud i samfundets kroge og ind i individets liv. Det kan ikke betale sig at styre befolkningen i detaljer, hævdedes det, befolkningen bliver stærkere og ledelsen mere effektiv, dersom ledelsen begrænser sig selv. Kunsten at lede, der i det 16. og 17. århundrede blev til kunsten at lede stadig mere, kom i det 18. århundrede til at omfatte kunsten at lade være med at lede.
Nogenlunde samtidigt var Kant også i gang med en ledelseskritik, der rettede sig mod de ledede undersåtter: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evnen til at bruge sin forstand uden en andens ledelse”, hed det her. Kants opfordring til oplysning gik på, at afhændelsen af den selvstændige brug af fornuften i autoriteters hænder skabte et ufornuftigt samfund.
Ufornuft var farlig: Religionen, loven og videnskaben i deres samfundsmæssige skikkelser rummede en fare – faren for at skabe bevidstløs autoritetstro. Ville Kant da smide alle autoriteter over bord i frigørelsens navn? Ingenlunde. Kants ’bør’ består i et ’du bør være autonom’ og denne autonomi opnås ved at underlægge sig fornuften. I dag kan den slags ord lyde noget forplumrede, fordi Kants krav til mennesket er enslydende med både det som autonome grupper og det som regeringens kamp mod smagsdommere kræver.
Oplysning var et af Kants projekter. Et andet var at undersøge, hvad fornuften så rent faktisk er i stand til, og hvad den ikke er i stand til – at trække grænser for fornuften og udnytte den indtil denne grænse. Det projekt hedder hos Kant ’kritik’. I forsøget på at redde det, man kritiserer, bliver det vigtigt at hindre det i at overskride sine grænser. Tredje tese: Kritik er grænseundersøgelse.
Kants reddende kritik af fornuften gik ud på at finde ud af, hvor fornuftens grænser går, hvad den er i stand til: Hvad vi kan vide, og hvad vi kan håbe på at vide, og hvad vi må turde tro.
Når kritikken er kritik af ledelsen, handler den om, hvor grænserne for ledelsen bør gå. Kritikken har en lang historie som systemkritik – det 20. århundrede systemkritikere havde sine forgængere i kætterne, protestanterne, ateisterne osv. Men modsat af, hvad man måske skulle tro, så er kritik ikke alene systemnedbrydelse, det er også et forsøg på at holde orden – at bygge et ordentligt system op.
Hos Pascal fortælles det, at « Le coeur a ses raisons que la raison ne connaît point » – at hjertet har sine grunde (fornuft), som fornuften ikke kender. Med andre ord, at fornuften skal holde sig fra hjertets domæne og omvendt. Man skal ikke forsøge at begrunde overfor en kvinde hvorfor man elsker hende. Kødet, hjertet og fornuften er tre forskellige verdener med deres egen logik. Disse forskellige verdener kalder Pascal ”ordres”. Den, der vil respekteres for sin klogskab, fordi han er smuk eller fordi han har magt, vækker latter eller frygt. Pascal frygter, når fornuften blander sig i det, den ikke kan vide om. Kant tilføjer: Det er også frygtindgydende, når fornuften ikke blander sig i det, den kan vide noget om. Fjerde tese: Kritik er forsøget på et ordentligt system.
Kritik og oplysning – ikke smadringens, men redningens kunst. De to projekter er beslægtede, men de er ikke det samme. Kritik skal redde fornuften. Oplysning skal redde brugen af fornuften. Efter Kant finder de to begreber sammen i kritikbegrebet. Oplysning var for Kant at være ulydig reflekteret. Kritikken blev senere den ulydige refleksion. Kritik af samfundet, ikke for at smadre det, men for at redde det. Kritik af fornuften, ikke for at smadre fornuften, men for at gøre den mere fornuftig. Femte tese: Kritik handler om at redde det, man kritiserer.
Kritikken redder, men kritikken viser også vej. En af de væsentligste udviklingsfaktorer i kapitalismen har været kapitalismekritikken, fordi den hele tiden viste kapitalismen, hvad den ikke var – dermed, hvad den endnu ikke var, men kunne blive til. Da varerne blev kritiserede for at være inautentiske, så blev der produceret autenticitetsvarer. Da selskaberne blev kritiserede for at være umoralske, så lavede de business ethics. Når arbejdet blev kritiseret for at afmontere stillingtagen, så blev stillingtagen noget, man blev afkrævet. Sjette tese: Kritik er vejledning af det, der kritiseres. Kritikerne af ledelsen viser, hvordan ledelsen kan forny sig.
Men hvorfor var kritik og oplysning så ikke det samme for Kant? Måske fordi han havde på fornemmelsen, at den eksisterende viden (kritikken) allerede var gået ud over sine grænser, ud over sin legitimitet, at kritikken med andre ord var en smule falsk indbildt, når den hævdede at kunne trække sine grænser. Mistanken om den falske indbildning tager til fra Marx og langt op i det 20. århundrede: Hvis det kompas, vi skal navigere med, er forkert indstillet, hvordan da vide i hvilken retning, vi sejler? Det bliver senere – når Nietzsche sidder ved kritikkens ror – til en kritik af hele styrmandsfaget. På forunderlig vis mødes Kant og Nietzsche her: Sapere Aude, hav mod til at sætte dig selv ved roret.
Umyndighed er at gøre, som man er blevet gjort til. Den, der er sin tids menneske, tager ikke for alvor ansvaret for sine handlinger på sig, men lever sin tids automatik. Syvende tese: Kritik er at gøre noget med det, man bliver gjort til.
Når kritik igen i dag får en mening, er det som umyndliggørelseskritik – kritik af de måder hvorpå mennesker gøres umyndige, og af de mennesker, der lader sig umyndiggøre. Imidlertid står man her overfor et alvorligt paradoks, at det, man bliver gjort til, er fri. Det hedder i den anglofone – og dermed danske – ledelseslitteratur ”empowerment”. Måden hvorpå mennesker styres, hævdes det, er ved at udstyre dem med selvstyring.
Den liberalistiske kritik af for megen styring er indløst som frihed. Kritikken af bureakratiet, det kolde monster, er indløst som frihed og vurdering i situationen. Således forvalter og administrerer vi ikke længere (eller kun nødigt), nej vi indgår kontrakter om egen læring, egen integration, egen sundhed, egen adfærd, egen opdragelse, egen risikoforvaltning, egen videreuddannelse. Umyndiggørelsen foregår via en leg, hvor vi leger at vi indgår en kontrakt mellem to ligeværdige (f.eks. forvaltningen og klienten eller læreren og eleven). Vi udstyrer den der skal styres med en magt til selv at vælge det, vi ellers blev nødt til at forvalte os frem til, og retter i stedet vores indsats mod indlæring af beslutningskompetence.
Det betyder, at den der vil udøve ledelseskritik ikke kan belave sig på den traditionelle liberale form for ledelseskritik, at her overstyres. Megen kritik har endnu ikke indset dette, men springer som samfundsvidenskaberne op og erklærer falsk spil: I virkeligheden overstyres der gennem selv(ud)styring, hævdes det. Mennesker kan ikke vælge om de selv vil vælge, de skal modtage kompetencen til at vælge for at indgå i det sociale, og det indbefatter en helt masse skjult styring.
Den sociale kritik i dag har altså på en måde genoptaget mistankens kritik, når den kritiserer ledelsen for at have en falsk selvbevidsthed, eller i hvert fald ’systemet’ for at foregå på falske præmisser. Men det er spørgsmålet, om denne tildeling af frihed virkelig er så begrænsende, som den ofte gøres til, eller om ikke der netop heri ligger en mulighed for en ulydighed, der ikke afsiger sig friheden, men anvender den. Ottende tese: Kritik må betjene sig ulydigt af friheden.
Det er der ikke noget nyt i. Styresystemerne har det nemlig med at skabe muligheden for sin egen kritik. Da de kristne ledere lærte menigheden askesen, lærte den også den enkelte at klare sig selv på trods, at styre sig – og dermed også at styre sig uden en andens ledelse. Da de kristne ledere lærte menigheden, at erkendelsen af Gud gav sig som en mystisk vision, lærte de den enkelte, at Gud kan forstås uden pastoren, og at vejen omkring en skrift, som kun pastoren kunne læse, var en unødvendig omvej. Da de kristne ledere lærte menigheden om den dommedag, hvor den store hyrde, Gud, vil komme og veje hvert et lam, da stillede spørgsmålet sig for den enkelte: Hvad skal vi så med de midlertidige hyrder, pastorerne?
Nej, vel. Lad os ikke tro, at vi er så fangede i dette frihedsnet som den liberale kultur har bredt ud. Den styring på afstand, der ikke befaler, men lærer folk selv at træffe de rigtige frie valg, har jo meget sværere ved at forudsige og ved at sikre, at det forudsagte hænder, fordi den åbner et handlingsrum, som den ikke kan kontrollere. Der er masser af muligheder for ulydig forvaltning af friheden. Det er kritikkens fornemste opgave at vise dem.
Anders Fogh Jensen, www.filosoffen.dk
Forslag til videre læsning : Michel Foucault: « Qu’est-ce que la critique? Critique et Aufklärung. » in Bulletin de la Société Française de Philosophie, Avril-Juin 1990, 84ème année, no.2, pp.35-63.
