Artikel i Modersmålselskabets årbog 2013: Ord til hinanden
v. Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk 

Verdens bedste mand er død. Pladsen står ledig.
Hvis man ved god forstår det at skabe mildhed og glæde i et andet menneske, og få situationer til at fungere bedre, så vi kan få en bedre verden, så var amerikaneren Barnett Pearce verdens bedste mand. Nu skal I høre, hvad han har lært mig.

Jeg vil først begynde med erfaringer af ikke at virke i verden til det bedre. Dernæst vil jeg gå ind i en udredning af det for mig væsentlige i Pearces tanker. Undervejs vil jeg berøre det idéhistoriske ophav af disse tanker. Efter disse udredninger vil jeg se på mulige indvendinger. Og endelig vil jeg tilføje, hvilke forpligtelser dette giver os. For indsigt forpligter.

Pauseknappen
Det er meget almindeligt for os mennesker at reagere på, hvad der bliver sagt. Ja, faktisk er det vel lidt flabet ikke at gøre det. Vi reagerer på en henvendelse, noget der bliver sagt til os, til andre, om os eller ikke om os. ”Du er lidt sent på den”, ”du virker nedslået”, ”hun er da meget sød”, ”jeg kan ikke lide at køre i små biler som den her”. Udsagn fremkalder en umiddelbar lyst til at reagere på bestemte måder. ”Det er jeg da ikke”, ”ja, jeg er pisse ked af det”, ”synes du det?”, ”men nu må du for fanden få røven ind i den bil, så vi kan komme af sted.”

Imidlertid er der forskel på reaktioner. Man kan reagere forskelligt på de sammen henvendelser. Hvis jeg inviterer til fødselsdag og en ven melder fra, preller det måske af på mig, og jeg takker ham for at melde tilbage. Hvis en anden ven derimod melder fra, tager jeg det ilde op og skælder ham ud. Det, som betinger forskellige reaktioner på ensartede udsagn, er, at vi har forskellige relationer.

Her har vi allerede den første åbning. Reaktionen er ikke alene bestemt af det, den anden siger eller gør, men også af relationen. Ja, som jeg skal komme tilbage til om lidt, er der mange flere niveauer indblandet end relationen. Men alene ved vores divergerende reaktioner på nogenlunde de samme henvendelser kan vi forestille os, at vi kunne reagere anderledes. Hvorfor kan vi forestille os det? Ja, netop fordi vi allerede gør det.

Erfaringerne med at vi har divergerende reaktioner gør, at vi undertiden siger til hinanden eller os selv: ”Sov nu lige på det.” Hvad betyder det? Det betyder: Prøv lige at se det lidt på afstand. Få dig en horisont. Det kan være, at du er nærsynet lige nu, og at det at få tingene placeret med et foran, et bagved, et ved siden af, et over og et under gør, at det kan være, at tingene ser anderledes ud end meget tæt på. Det er som om, at de ældres langsynethed er symbolsk: de trækker tingene ud fra dem selv. Det er det erfaringen lærer os: vi ved, at vi før har reageret for hurtigt og vi kan nu bruge den erfaring til at foregribe endnu en for hurtig reaktion. ”Tæl til ti” siger vi til én, der er blevet vred. Det betyder: vent lidt og se om du stadig synes, at din umiddelbare indskydelse er den bedste måde at reagere på. For din reaktion får konsekvenser i verden.

Det, jeg taler om, er pauseknappen.
I telefonen må jeg svare så hurtigt på spørgsmål og henvendelser, at jeg ikke kan nå at tænke mig om. Derfor tager jeg den helst ikke. Hvis folk skriver til mig, har jeg en pause, hvor jeg kan tænke lidt over svaret. Så når en journalist ringer, så sidder jeg sjovt nok næsten altid i møde og må ringe tilbage senere. Jeg må tænke over det mest hensigtsmæssige svar.

Hensigtsmæssig, hvad betyder det? Det betyder det, der med den største sandsynlighed fører til målet. Det kan f.eks. være at få min ven til at komme til min fødselsdag eller at bevare en god relation til ham. Jeg må tænke over mine tales virkninger i forhold til det, jeg ønsker mig.

I det tilfælde hvor min gode ven melder fra, vil jeg have, at han skal være der, for jeg forstår vores relation som én, hvor man er der til hinandens fødselsdag. Han opfatter måske nok relationen som en anden. Og idet, jeg vil have relationen til at være, som jeg forstår den, farer jeg frem mod ham. Men netop derved bliver relationen ikke, som jeg gerne vil have den. Jeg kunne med rette bagefter spørge mig selv, om det nu var den mest hensigtsmæssige reaktion, hvis jeg ønskede mig en relation, hvor man kom til hinandens fødselsdage uanset hvad.

Hvis jeg ved lidt om, hvordan tale virker, og ved lidt om relationer, så kan jeg handle lidt mere hensigtsmæssigt i forhold til situationers og relationers udvikling eller bevarelse. Ikke bare hensigtsmæssig for mig, men også for ham og for verden. For os, der ikke er så kvikke, kræver det en pauseknap. Pausen handler om at blive mere klar over, hvad den umiddelbare reaktion er på grund af, hvad man ønsker at handle med henblik på, hvordan talen virker, og hvad der virker ind på talen.

Lidt om kontekst
Når vi har fokus på forholdet mellem et udsagns virkning og en relation, taler Pearce og hans medsammensvorne om kontekst. En kontekst er det omkringliggende. For eksempel er organisationen kontekst for mødet. Venskabsrelationen er kontekst for venindernes møde på caféen. Pointen er nu, at de mulige talehandlinger bestemmes af konteksten. Og at talehandlinger også samtidig har mulighed for at ændre venskabsrelationen, dvs. konteksten. Konteksten bestemmer f.eks. her, hvad man kan spørge om. Og spørgsmålene virker tilbage på konteksten Den ene venindes gentagne undvigelser af den andens indgående spørgsmål vil f.eks. påvirke relationen til en mere overfladisk relation.

Undertiden er der forskellige kontekster, der trækker i forskellige retninger. Man vil f.eks. gerne bevare et venskab og have en karriere. Skal man så søge en stilling som er tiltænkt vennen eller lade være?

Den indre splid mellem kontekster eller mellem kontekstniveauer kan forklares ved at uddestillere disse kontekstniveauer. Det kommer vi tilbage til om et øjeblik.

Foreløbig vil vi nøjes med at konstatere, at hensigtsmæssigheden handler om den klogeste måde at handle på i forhold til, hvad man gerne vil opnå i en højere kontekst. Og at den umiddelbare reaktion er en reaktion på grund af konteksten og det, der er blevet sagt tidligere, som ikke altid er den hensigtsmæssige reaktion, selv om den nok har en hensigt. Derfor er vi nogle, der har brug for en pauseknap.

Den hensigtsmæssige handling forekommer mig at være en praktisk klogskab; undertiden benævner vi filosoffer praktisk klogskab  som Phronesis efter den antikke filosof, Aristoteles. Det er ikke et kendskab, men en kundskab. Man lærer kun meget lidt om kvinder ved at læse Kvinde kend din krop. Man lærer kvinder og resten af verden at kende ved at omgås dem. Det er en af de vigtigste lærer i efterkrigstidens tyske og franske filosofi, men tanken udklækkes i mellemkrigstidens England.

Den idéhistoriske herkomst
For nu jeg er ved det, bør jeg retfærdigvis afklare den idéhistoriske udvikling. Det her idésæt er jo som alle andre idéer ikke faldet ned i nogens turban eller udsprunget fra nogen blank tavle i nogens bevidsthed. Idéhistorisk betragtet har vi haft to sproglige vendinger. Den første i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor man begyndte at fokusere på, hvordan sproget fungerer i forskelle (Saussure) og sprogets imperfektion, med et ønske om klinisk rensning til følge (fra den tidligere Wittgenstein og den logiske positivisme). Man drejede altså for alvor blikket fra verden til sproget.

I slutningen af 1930erne underviste sprogfilosofferne Ludwig Wittgenstein og John Austin ved henholdsvis Cambridge og Oxford University. Den tanke, der havde grebet dem begge, består i, at relevanskriteriet for bedømmelse af sproglige ytringer ikke alene er sandt eller falsk. Men at der også er et andet kriterium for sprog, nemlig hvordan sproget virker. Med Austins udtryk, så er nogle talehandlinger vellykkede og andre er det ikke. En person, der ikke er præst, kan ikke døbe et barn med udtalelsen ”jeg døber dig hermed Georg”. Omvendt, når præsten gør det under den rigtige ceremoni (kontekst), bliver barnet døbt. Men udtalelsen kan ikke bedømmes som sand eller falsk; barnet kommer jo til at hedde Georg i og med udtalelsen. Det samme med ”mødet er hævet”, ”jeg dømmer dig hermed til fængselsstraf”, ”okay, vi vædder”. Med andre ord handlesmed sproget, og det er disse handlinger, der må undersøges. Heri består den anden sproglige vending: man drejer blikket mod sprogets handling fremfor dets repræsentation. Man studerer talens virkninger i verden og kalder et udsagns handlen for en talehandling (speech act). Det betyder, at sproget ikke længere opfattes som noget, der står udenfor verden og gengiver den rigtigt eller forkert, men faktisk handler i verden.

Det blev med sociologiseringen af videnskaberne i 1970erne til Barnett Pearce og Vernon Cronens videreudvikling af et fokus på, hvordan man handler med sprog. I stedet for at stille sig spørgsmålet om, hvad der skal til for at sprog virker og hvordan det virker, kan man jo stille sig spørgsmålet: hvilke virkninger vil jeg gerne, at min tale skaber? Det bliver til en teori om, hvordan man sammen koordinerer betydning, som de kaldte Coordinated Management of Meaning (CMM).

Denne tilgang ser på alle de kontekster, der er til stede på én gang i en situation, hvor man kommunikerer. Konteksterne står udenfor mennesket og trækker i det eller begrænser det. Samtidig er det talende menneske medspiller i det. Når man ser sådan på forskellige konteksters indvirken på hinanden og på kommunikationen, taler man om systemisk kommunikationsteori.

Den systemiske måde at forstå verden på har rødder i biologien. Dens besmitning af andre videnskaber tog særligt fart i 1960erne og 1970erne. Det var Watson og Crick, der i 1953 havde foreslået at genet kunne forstås som en kode og kroppen dermed som et kommunikationssystem. Man henviser som regel til at biologer som Maturana og Varela begyndte at tænke mere tværvidenskabeligt om kommunikationssystemer i biologien, men der er i virkeligheden tale om en mere grundlæggende transformation af det epistemologiske rum, hvorigennem biologien lod sig tænke, hvilket også lod de menneskelige interaktioner forstå på samme måde. Når studiet af talen bliver indsat i en systemisk kommunikationsteori, hvor subjektet er forrykket til systemet, kommer relationerne og deres betydning for talen særligt i fokus.

Det, Wittgenstein og Austin videre gjorde opmærksom på, var, at udtalelsen af beskrivende sætninger er handlende. Og at man således slet ikke kunne skelne mellem beskrivende og handlende udsagn. ”Tyren er løs” råbt på en kløvermark er ikke kun en beskrivelse af en tyrs forhold til reb og pæl, men også en advarsel. Og ”du har glemt at lukke døren” er en opfordring til at lukke døren, ligesom ”er her ikke lidt koldt?” ikke nødvendigvis er en undersøgelse af temperaturen.

Men: for at henvendelsen virker efter hensigten, må den eller dem man taler til samtykke. Hvis jeg reagerer på ”tyren er løs” med et ”nå, det er også noget gammelt reb de bruger her på gården”, så har jeg insisteret på, at det blot er et deskriptivt udsagn, eller jeg har simpelthen ikke forstået henvendelsen som en advarsel. Hvad enten jeg er bange for tyre eller ej, må jeg reagere på henvendelsen som en advarsel, for at talehandlingen er vellykket. Denne reaktion er ikke at jeg løber ud af marken, men at jeg forstår det som en advarsel.

Omvendt, hvis eleven råber ”kælling” efter sin lærer og hun vender sig om, så har hun samtykket i, at hun er en, der kunne opfattes som faldende ind under kategorien af kællinger. Talehandlinger kræver flere kommunikerende personer for at virke. Det er det, der ligger i ’coordinated’: man samarbejder frem til, hvad det der sker, betyder. Det afgørende ved samarbejdets nødvendighed er nu, at man kan påvirke betydningen og derved den anden eller de andres talehandlinger.

Tale kan virke både fremad og bagud i tid
Vi er nu fremme ved det, Pearce kalder den konversatoriske triplet. Det forunderlige er nemlig, at man ikke bare kan påvirke det, der sker fremadrettet, men også ændre udsagns betydning bagudrettet.

Man kan med fordel gå helt ned i detaljer, lige meget om der er tale om professionelt arbejde eller helt almindelige hverdagssituationer som menneske. Omfanget er næsten ubegrænset. En banal hverdagsordveksling fra en reception kunne se således ud:

1. A siger noget               Vil du høre om mit nye projekt?
2. B svarer                       Ja, meget gerne, men lidt senere.
3. A siger noget               Nå, okay, fedt, hvornår?

Bs svar (2) gør noget ved (1). Det holder det i en tvetydighed mellem et spørgsmål, der skal tages alvorligt og noget, der kan syltes, fordi B ikke gider at høre om endnu et af As projekter. Denne tvetydighed vil A gerne have til at falde ud til alvorlighedens side, og tager derfor udsagnet bogstaveligt og ikke som en høflig måde at sige nej på. (3) påvirker altså betydningen af (2). Og det inviterer så igen til et nyt udsagn (4), hvor B er bragt i en penibel situation og må svare konkret. A kunne jo også i (3) have svaret: ”Ja, ja, vi finder et tidspunkt” og hermed have bragt B i en mere behagelig situation, hvor B enten kunne gå ind på at foreslå et tidspunkt eller gå derfra med en venligtsindet indstilling i forhold til A.

Det, vi skal lægge mærke til her, er, at en talehandling altid både giver betydning til den foregående handling og inviterer til den næste handling. Situationen står altid åben, også længe efter den er hændt. Det tredje er, at man også kan yde modstand ved at insistere på at forstå den forstå den andens talehandling på en anden måde, end han ønsker: Man kan f.eks. undgå at lade den anden komme med en fornærmelse ved at omgøre det til en hjælpende handling og sige tak. Eller man kan undgå at lade sig dirigere med ved at besvare en ordre som om det var et forslag, man gerne vil takke nej til.

Jeg hørte om en situation, hvor en kvinde skulle handle på sin kærestes spørgsmål ”Vil du gifte dig med mig?” på et tidspunkt i forholdet, hvor hun ikke ønskede at gifte sig med ham. Hvis hun svarede ”nej”, ville hun påvirke forholdet; uden tvivl. Hvis hun svarede ”ja” ville hun også påvirke det; og i den grad også sin egen situation. Så hvad gør man der? Hendes svar var at omgøre det til en vittighed ved at grine sødt af det.

Hvad enten fyren havde gennemskuet det eller ej, så havde det en anden effekt end et direkte afslag. Hvis han ikke havde gennemskuet det, reddede hun hans ære ved ikke at samtykke i en talehandling, der ville resultere i et ærestab. Hvis han havde gennemskuet det, var det nok et afslag, men et uudsagt afslag, som igen måtte gøre det muligt at handle på med forskellige tiltag. Et ”jeg mener det” eller en grinen med var mulige fortsættelser.

Mere om kontekst
Det, Pearce vil have os til at se, er, at enhver talehandling ikke bare er formet af situationen, men også er med til at forme en situation. Enhver henvendelse eller kommentar er et udspil i et spil, som man ikke kan styre, men som man kan påvirke.

Situationen, man får medskabt i betydningsdannelsen, påvirker igen relationen. Man siger f.eks. noget (talehandling) på et møde (situation), der former forholdet mellem sig selv som medarbejder og lederen (relation).

Denne talehandling påvirker igen de respektive selvforståelser: Hvem er jeg, der kan tale sådan til min leder? F.eks. udfordre ham. Hvordan kommer jeg til at forstå ham som smidig, hidsig, autoritær? Og ikke mindst: Hvordan påvirker det hans selvforståelse? Kan han bevare selvrespekten? Hvordan må han svare for at bevare den? Vi positionerer hinanden i relationen og i relationerne til de andre.

Denne konkrete situation med disse relationer, der er på spil, og disse selvforståelser, der er påvirkelige, er igen indrammet af en kultur. I en dansk organisationssammenhæng vil udfordringen virke anderledes end i en mere hierarkisk fransk organisation.

Disse organisationskulturer er igen del af nogle større sammenhænge, sociale verdener, som Pearce kalder dem. En neoliberal kultur, en fransk tradition, en demokratisk verden, en verden med krig. På en lille bitte måde fasttømrer eller udfordrer man den sociale verden med sin talehandling. Omgørelsen fra velfærdsstat til neoliberal konkurrencestat op igennem 1980erne og 90erne er gjort af små talehandlinger. ”Det er nødvendigt at udlicitere for at skabe en mere effektiv offentlig sektor”.

På sine ældre dage sigtede Pearce også højere end den sociale verden med et niveau, der kan betegnes som åndeligt eller kosmisk. Økologen er f.eks. ikke bare ude på at påvirke affaldssorteringen i boligforeningen med henblik på at påvirke den sociale verden hen imod en større ansvarstagen for miljøet. Han er også ude på at skabe et liv i overensstemmelse med biosfæren.

Vi har nu følgende kontekstniveauer: talehandling – situation– relation – selv – kultur – social verden – ånd.

De overliggende niveauer rammesætter som sagt de underliggende niveauer. En økologisk social verden er selv formet af biosfæren, affaldssorteringen i boligforeningen (kultur) er selv formet af en omgivende social verden, selvforståelsen som ansvarsbevidst er selv formet af denne kultur (og selvfølgelig de overliggende niveauer), ligesom den moraliserende relation til naboerne er formet af den ansvarsbevidste selvforståelse, der gør, at disse relationer skaber overvågningssituationer, der igen påvirker, hvad der siges ved skraldespanden. Denne kraft nedad kalder Pearce for en kontekstuel kraft.

Men omvendt er mennesket ikke låst i en bestemmelse, det deltager også i et spil. Det kan lave spilindsatser. Udfordringen til mødet laver en spændt atmosfære, der påvirker ledelsesrelationen, der ændrer lidt på virksomhedens klima, der påvirker landets syn på demokrati og ledelse en lille smule, der bringer verden lidt tættere i forbindelse med retfærdigheden. Dette kalder Pearce implikativ kraft: en talehandling har implikationer på de overliggende kontekstniveauer; ja alle niveauers håndtering har udbredende virkninger.

Ombytning af kontekstniveauer
I nogle situationer kan forholdet mellem situation og relation være byttet rundt, således at forstå, at relationens væren eller ikke-væren afgøres af situationen.

For nogle år siden fløj jeg til Buenos Aires uden at kende en sjæl der. Jeg skulle være der i flere måneder. På flyet mødte jeg en spanier, der skulle til samme by, og som havde været der mange gange og kendte mange. Min samtale om natten over Atlanten med denne person var i den grad båret af et forsøg på at danne en relation, der måske kunne føre til flere relationer i en kæmpe stor by, som jeg skulle befinde mig i i længere tid.

De emblematiske situationer for relationens usikkerhed er jobsamtalen og daten. Det gør disse situationer meget anstrengte.

Man siger noget for at påvirke situationen i retning af romantisk nærvær. Hvad relationen skal blive til, hvis den bliver, er usikkert. Skal vi have sex? Skal vi være kærester? Det er to selvforståelser, der mødes.

Kan jeg få en der er smukkere? Kan jeg få en, der er så smuk? Er han mandig nok til mig? Men også de andres formning af mit selv: Hvad vil veninderne tænke om mig, hvis de ser mig med ham? Daten foregår i en eller anden kultur: en overfladisk kultur, en konkurrencekultur, en machokultur, en kultur med Hollywoods fremvisning af hvad kærlighed må være, en kultur hvor feriekatalogerne er fyldte med par. Det blander sig igen ind i en social verden, hvor familien stadig er det grundlæggende ideal og samlivsform, mens legitimiteten for skilsmissen er stigende. Og daten forbinder sig måske til en fornemmelse af at gå i forbindelse med ægte kærlighed (det åndelige niveau). Men foreløbig er alt dette på spil i mødet. Man arbejder med sin implikative kraft, alt imens de kontekstuelle kræfter udøver deres kraftige rammesætning. ”Respektable kvinder går ikke i seng med én den første aften” som rammesætning fører til et ”jeg må hjem nu, for jeg skal tidligt op i morgen.”

I en kultur, der baserer sig mere og mere på uformelle forbindelser i netværk fremfor formelle systemer af relationer bliver disse former for situationer, hvor relationen er på spil mere og mere almindelige. Tænk blot på receptionens kommunikation. Den er ikke altid båret af oprigtig interesse. Den anden vil noget med mig, der har med den anden at gøre. Og imens knokler gratispraktikanterne videre i håbet om at få omdannet deres relation til noget mere stabilt; ja, måske en dag ligefrem løn.

Strategisk kommunikation eller hensynssyge?
Men er det her ikke strategisk kommunikation af værste skuffe? Er det ikke manipulation med henblik på at få den anden til at gøre det, man gerne vil have? Forførelse eller påtaget omgængelighed til mødet?

Jo, det er på en vis måde strategisk derved forstået, at det er en pragmatik, der har fokus på virkninger. Hertil må jeg dog føje to ting. Det ene er, at der et kognitivt underskud: mennesket kan aldrig overskue situationen, relationen, de andres selvforståelse og kulturforståelsen så gennemgribende, at det reelt kan manipulere disse.

Det andet er, at blikket på virkninger også er en tagen vare på situationen, på de indspil man laver i den. Og på relationen og på den anden og en selv.

Og når denne strategisk-empatiske klogskab indlejrer sig i karakteren, så bliver den til varetagende handlinger, der udspring af ens karakter på en måde, der føles naturlig. Man laver modige soldater ved at lade dem gøre modige handlinger, sagde gamle Aristoteles. Man danner deres karakter (hexis) igennem handlinger. Og her kan vi sige: De varetagende talehandlinger former en karakter, der kan handle for en bedre verden. Pearce var et overlegent eksempel på en sådan karakter.

En anden indvending kunne lyde, at alt det her jo er hensynssyge. At man i stedet for at handle ligefrem hele tiden er optaget af, hvorledes det virker på andre. Men, for det første: det, at det er et arbejde for en bedre verden og ikke alene for den andens behag, gør, at hensynet til den anden også er et hensyn til alle. Hermed er selvfølgelig ikke ud over anklagen for hensynssyge. Men det andet er, at det er sjældent, at man skaber gode virkninger blandt andre, uden at man også selv føler glæde derved. Og som sådan er det ikke en sygdom, men en tagen vare.

Det kan selvfølgelig være en bivirkning, at man undertiden kan komme i situationer, hvor man ikke kan mærke disse karakterer. Hvor man ønsker at føle den direkte klarhed fremfor de omsørgende hænder. Men det er ikke det alarmerende problem i vores samfund og kultur; det er snarere, at folk handler praktisk dumt, aphronetisk.

En bedre verden
I gennemgangen af talehandling, kontekst, bagudrettede og fremadrettede virkninger har jeg ikke bidraget med nogen erkendelser, jeg ikke tydeligvis kan føre tilbage til den eller dem, jeg har lært dem af. Afslutningsvis vil jeg dog vove at udtale, hvad jeg mener, at man med disse tanker i hovedet kan gøre for at gøre verden lidt bedre.

Det, Pearce har lært mig, er, at jeg på forskellige måder kan handle med henblik på noget bestemt. Min umiddelbare reaktion er undertiden, ja ofte, ikke så hensigtsmæssig i forhold til det, jeg ønsker, den er en handling på grund af det, der blev gjort med det, der blev sagt forinden, og ikke hensigtsmæssig i forhold til et henblik. Jeg har lært på den hårde måde, at så længe jeg ikke har dette inkorporeret i min karakter, må jeg arbejde med pauser. Mit arbejde med mig selv går ud på en dag at få det umiddelbare til at smelte sammen med det eftertænksomme, således at min umiddelbare reaktion faktisk skaber bedre situationer, der ændrer verden til det bedre. Når hensigtsmæssige handlinger har inkorporeret sig som karakter, kan man faktisk reagere umiddelbart og alligevel handle til det bedre. Men indtil da må jeg forsøge at trykke på pauseknappen og tænke mig om i mange situationer. Jeg må lade min inkompetente praktiske sans støtte sig på eftertænksomhedens krykker. Det kræver lidt pause.

Hvad Pearce videre har lært mig er, at mennesket på den ene side er næsten afmægtigt, fordi det er så lille i forhold til de omgivende programmeringer af større sammenhænge, kontekster. Og på den anden side, at hver enkelt af os hele tiden kan gøre noget, fordi vi kan bestemme vores spilindsatser. Men ingen kan kontrollere situationerne og betydningsdannelsen. Jeg er altså dobbelt afmægtig og én gang mægtig: præformateringen og spillet er udenfor min kontrol, men jeg kan spille noget ind. Jeg kan byde ind med en handling. Ja, faktisk kan jeg ikke undgå at virke. Så hvorfor ikke tænke lidt over denne virkning for at gøre den lidt mindre dum?

Jeg vil gerne slå på tromme for, at man altid bør give den anden muligheden for en ærefuld exit. Dyret presset op i en krog bliver en angriber i sin afmagt. Man må altid arbejde for at lade den anden komme ud af situationen med ære. Ikke bare for ikke at blive bidt. Men især for den andens og verdens skyld.

Man bør også prøve ikke bruge al sin magt overfor den anden; forældrene bruger ikke al deres magt overfor børnene; de trækker sig tilbage for at andre kan udfolde sig. Ligesom den kristne Gud brugte sin almægtighed til at trække sig lidt tilbage, så jorden kunne være der og mennesket udfolde sig. Det er værtens kærlighed, som grækerne kaldte agape.

Man må have alt dette for øje, når man alligevel handler i denne verden. Indsigt forpligter. Man må have detaljerne for øje og det overordnede sigte. Det vil sige: man må tænke på de situationer, man skaber med sine handlinger. Ikke gøre det så dumt; for dumhed gør verden et værre sted at være, og klogskab påvirker verden til det bedre. Foreløbig står pladsen som verdens bedste mand stadig ledig.