Skt.Jacobs kirkes magasin, oktober-november 2014

v. Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk

Tidsånden er ikke skjult, men den er heller ikke synlig. Så den, der begiver sig af med at beskrive en tidsånd vil altid mangle beviser, hvis han bliver afkrævet dem. Han kan pege på noget og kalde dem tidstypiske, men han kan ikke pege på tidsånden. Men hvad er tidsånden så?

Søren Kierkegaard skrev, at dersom man intet skulle tro, som man ikke kunne se med sit sanselige øje, sådan som ”indbildsk Kløgt mener, stolt af ikke at bedrages”, så ”burde man først og fremmest lade være at troe paa Kjerlighed.” Og det samme gælder for tidsånden: den, der kun vil tro på det han ser, kan ikke begive sig af med tidsånd. Tidsånd egner sig ikke til en tider eller ånder, der vil registrere det målbare. Hvilket ikke betyder, at måletider, epoker af kvantitet og kontrol, ikke har deres tidsånd.

Udtrykket ’ånd’ bliver reddet af, at det står sammen med tid. For på dansk kan ånd hurtigt komme til at lyde af krystalhealing og overtro. Og det er nok, fordi man ikke kan se den. Begrebet ’ånd’ glider lettere, når vi sætter det sammen med et andet ord som hold- eller tid-.

På fransk går det bedre med at tage ’esprit’ alvorligt. Oplysningsfilosoffen Montesquieu vidste godt, at lovene havde en ånd og videnskabsfilosofferne skrev om videnskabernes ånd. På tysk går det endnu bedre med ’Geist’ som noget, der ikke bare er et træk ved loven, videnskaben eller tiden, men simpelthen er noget, der er en drivende kraft. Tidsånden er noget, som et menneske ikke kan overskride, for han er sin tids ånd, lærte den tyske filosof Hegel os. Og når en tids menneske driver ånden frem, er det ligeså vel tidsånden, der driver sig frem igennem ham.

Systemerne og strømningerne

’Tidsånd’ inviterer til ydmyghed. Til de store træk, de lange linjer, de mangfoldige udtryk og de små individer. I ’mit’ fag, filosofi, har vi både filosofihistorie og idéhistorie. Hvis der er en forskel, så består den i, at filosofihistorie handler om filosoffernes værker, systemerne, mens idéhistorie handler om strømningerne. Når man begynder at læse filosofi, tilegner man sige filosofihistorien som punktuelle systemer, som egenavne med bognavne. Men jo flere navne man lærer at kende, jo mere kan man se, at punkterne hænger sammen. Og engang, hvis man holder længe nok ud på studiet, ser man, at det er linjerne, der er de egentlige, og at punkterne er gennemstrømningspunkter. Da ser man, at filosoffen er gennemstrømmet af tidsånd, hans bog er en refleks af lyskegler fra hans tid og fra hans fortid.

De store tanker var dem, der ændrede verden. Det vil sige de tanker, hvorefter man ikke længere kunne tænke som før. Det var dem, der formåede at afbøje strømningernes linjer og sende dem i nye retninger. Og disse linjer ramte så andre reflekser. En filosofi, forstået som et system af tanker, har virkninger frem i en anden tidsånd, hvor tankesystemet lyser op i andre reflekser. Tidsånd er det, at en mængde af refleksioner bøjer linjer på nogenlunde samme måde. Vi siger f.eks. at ’fremskridt’ var et stort tema i oplysningen, fordi en række forskellige tanker bøjede sig på samme måde omkring fremskridtet, som et hold af synkronsvømmere uden nogen dirigent. Eller vi siger, at arbejdet blev et tema i slutningen af 1700-tallet og fremefter via Marx. Eller vi ser en række fælles artikuleringer af tab, fremmedgørelse, natur og kærlighed og kalder det romantik.

At fatte sin tid i tanker

Filosofien og idéhistorien, systemerne og strømningerne. Hvad gør en god filosof egentlig i en strøm? Han fatter sin tid i tanker, svarede Hegel. Han griber om sin tid og gør den til et begreb. Det vil sige, han kondenserer den sky som hans tidsånd er i en lille dråbe. Denne dråbe indeholder ikke hele verden, men den indeholder et koncentrat af sin tid.

På den ene side inviterer begrebet ’tidsånd’ til den største ydmyghed. Man har ikke selv fabrikeret sin tanke, det har epoken. På den anden side er det en stor kraftanstrengelse at fatte sin tidsånd i tanker. Den, der fatter sin tid i tanker, må have kondenseringskraft til at presse det væsentlige ud af sin tid.

’Tidsånd’ kom til verden

Tidsånden har ikke altid været der. Ligesom tidsåndsbegrebet fortæller os, at noget opstår og forgår, så er tidsåndsbegrebet også selv opstået. Det opstod med en historisk bevidsthed, der først rigtigt tog form i det 19. århundrede. Før dette tænkte man kunst, moral og sandhed som noget der var stabilt, og som en epoke enten kunne have eller ikke have. Det var nærliggende enten at se historien som en kirkegård af fejltagelser sammenlignet med nutiden, eller at se den som det tabte land, som nutiden ikke havde. Man tænkte ikke før det 19. århundrede historien sammen med sin egen tids ånd.

Det 19. århundrede gav sig til at skrive udviklingshistorier, der handlede om, hvordan stadig mere kultiverede eller avancerede udviklingstrin stadig indeholdt de gamle. Darwins dyr var ikke længere en nutidig variant af en universel dyreart, men resultatet af en udviklingsproces; dvs. at han så det sådan, at hele den foregående udvikling også er indeholdt i det dyr, der på et givet tidspunkt går rundt på jorden. Uden netop denne proces havde kamelen aldrig set sådan ud. Hermed blev historien nærværende lige her som kamel. På samme måde blev civilisationen og kulturen nu en udviklingshistorie, der ikke handlede om at fremskridt var at holde op med at tro på det forkerte, som oplysningstiden var præget af, men en udviklingshistorie af overlejringer, hvor de gamle systemer var indeholdt i de nye. Man kunne se på en tids videnskab, moral, kunst og tankesystemer at de havde gennemlevet antikken og renæssancens gennemlevning af antikken. Kulturen havde gjort sig erfaringer, der nogle gange ikke engang var sig det bevidste, og andre gange var sig det bevidst – på samme måde, som man kunne se på sen 90ernes trompetbukser, at de var refleksioner over 70ernes trompetbukser. Som sådan er tidsånd ikke bare noget, der er i en bestemt epoke, men noget, der også indeholdes og undertiden reflekteres i fremtidige epoker. Historien dør ikke, nej historien spiser alt og fordøjer det til nyt materiale.

Tidsånden er både sin egen og ikke sin egen. Den er lavet af historien. Og den er ikke som andre tiders tidsånder. Når man ser en film om Romerriget fra 1960erne kan man se, at den både forsøger at skildre en anden tidsånd, men at den gør det i sin egen tidsånd, 1960ernes. Tænk, at Romerriget skulle afbøjes på netop den måde, i den tidsånd. Og som sådan ved vi endnu ikke, hvad Romerriget kan blive til.

Tidsånden er virkelig

Tidsånden er virksom. Og som sådan er den virkelig, selv om den ikke er synlig. Den er et fællestræk, men den er mere end det, for den virker også foreskrivende. I en optimistisk tid må man tro på fremtiden; i en opbrudstid må man være ved at rejse sig fra stolen. Tidsånden former de krav og længsler, som den er. Nogle af disse længsler kan tilfredsstilles tidstypisk; andre vil være tidstypisk utilfredsstillede længsler. Tidsånden former for eksempel krav om frihed, tidstypiske frisættelser og tidstypiske følelser af snærende bånd og håb om kommende fritider og friheder. Tidsånden er ikke skjult, men den er heller ikke synlig. Den er virksom virkelighed.