af Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk

Tænk, Penge nr.1, april 2009. s.35.

Noget har slået mig oven i hovedet under finanskrisen. Og det er ikke krisen eller finansen. Det er følelsen af uvirkelighed. Følelsen af, at dette her ikke finder sted, eller at det er en mediebegivenhed og ikke andet. Tilbage under den første Golfkrig blev den franske filosof, Jean Baudrillard, mere berygtet end han var i forvejen for at sige, at Golfkrigen ikke havde fundet sted. Hermed mente han vistnok og frem for alt, at det var en krig der foregik i medierne, hvor det handlede om at frembringe scenarier, snarere end om at uskadeliggøre en fjende. Han kunne næppe have ment, at der ikke flød blod – snarere, at det blod, der flød, flød for at skabe tegn i en tegnudveksling, der foregik i medierne.

Hvis jeg nu sagde, at finanskrisen ikke har fundet sted, så ville det være ment på samme måde: Den har fra første færd været en symbolsk begivenhed, der foregik som en tegnudveksling i medierne. Man hører blandt så meget andet, at den danske økonomi skrumper og at der fra nu vil 5.000 flere blive arbejdsløse hver måned. Javel, men som en effekt af hvad? Hvad er skylden i at den danske økonomi skrumper? Det er, hedder det, at privatforbruget er stagneret. Okay, ja, men som produkt af hvad? Vel ikke kun fordi flere er blevet arbejdsløse, for det er jo netop et produkt af den såkaldte krise, så det kan ikke være dens årsag, skulle man umiddelbart mene. Privatforbruget må være stagneret af andre grunde, som har at gøre med forventninger og forestillinger.

Hvorfra ved privatkonsumenterne om krisen? Jo, den har de hørt om i medierne. Medierne har ikke bare rollen som budbringere af en krise, der er medproducenter af krisen. Hvordan er medierne medproducenter af krisen? Derved, at de producerer den som myte.

Når noget er løgn, siger vi i daglig tale, at det er en myte. En myte er imidlertid ikke en løgn. Myten rummer altid et eller andet sandt – ellers kunne den slet ikke fungere som en myte. En myte fortæller os om sandheden eller hvad der kan ske på en måde, som vi genkender. Den indskriver sandheden i et mønster af gentagelse eller nødvendighed, som vi ind i mellem kalder ’skæbnen’.

Hvordan gør myten det? Myten trækker sin årsag fra fremtiden: Den siger, at dette og hint må ske. I Ødipusdramaet fungerer oraklets ord ligesom en myte. Ødipus må dræbe sin far, sagde Oraklet i Delfi – fremtiden ligger i kortene. Myten vender årsagssammenhængen om, så årsagen ligger i fremtiden: Fordi det spås, at Ødipus vil dræbe sin far, Kong Laios, sendes han bort, og netop derved kan han ikke kende sin far, da han møder ham igen – og dræber ham.

På samme måde konstrueres en myte om finanskrisen, hvor de ekstra 5.000 arbejdsløse danskere om måneden bliver årsag til deres egen fyring. Netop fordi de ved, at fyringerne vil komme fordi det fortælles, at der er en krise, der vil føre til fyringerne, så begynder de såkaldte privatkonsumenter at holde på pengene, og netop derfor fyres en promille mere af befolkningen hver måned.

Hvis den påstand ikke kan forsvares, at finanskrisen ikke har fundet sted, så vil jeg i det mindste hævde, at finanskrisen er en myte. En medieskabt myte, der producerer sin egen sandhed. Og at finanskrisen dermed har en vis form for virkelighed – samtidig med at den ikke er virkelig. Den finder sted og alligevel har den aldrig fundet sted. Finanskrisen er en myte, der lægger en fremtid ud, der bliver årsag til sig selv.

Hvad kan vi så bruge det til? At indse at finanskrisen er en myte giver mulighed for at stille panikken lidt i bero. Det er myteskabte effekter, der nok er virkelige. Netop så uvirkelige, at man ikke kan handle direkte på dem og netop så uvirkelige, at man ikke behøver at tage dem så alvorligt. Man kan naturligvis tage krisen alvorligt, indrette sig i dens spørgselsagtige hule, og måske endda slå sig ned som købmand, der tjener men på mytens vilkår. Men det er ikke givet, at man bliver mere lykkelig af at insistere på mytens virkelighed og lade den definerer rammerne for ens handlinger. Måske bliver man mere lykkelig af at skrue ned for de kriseliderlige journalisters skingre stemmer og lade livet definere af vilkår, der er lidt nærmere livet. Livet med slukket fjernsyn er ikke bare virkelighedsflugt, det er myteflugt ind i en anden del af virkeligheden.