Ved ANDERS FOGH JENSEN
Ved ANDERS FOGH JENSEN
INTERVIEW m. filosof Anders Fogh Jensen
AF | REGNER HANSEN NR. 22 | Ugebrevet A4 20.06 – 26.06.2011
Politikerne bør fortælle om deres drømme. Politik er indsnævret til økonomi og frygt, og vælgere er reduceret til forbrugere, mener filosoffen Anders Fogh Jensen. Vi må hjælpe politikerne til fremlægge deres forestillinger om et samfund, der har fokus på det gode liv, siger han.
Det er ikke liberalisme, som Lars Løkke Rasmussen besynger. Det er realisme. På samme måde skruer Helle Thorning-Schmidt ned for socialdemokratisk ideologi. Hun betoner i stedet realisme. Hun opfordrer til økonomisk mådehold og en pragmatisk værdipolitik.
Udtalelserne fra lederen af henholdsvis landets regering og opposition udløser gys hos filosoffen Anders Fogh Jensen forud for folketingsvalget, der skal holdes senest i november.
Ugebrevet A4 møder ham i hans fjerde sals lejlighed ved Nørrebros Runddel i København. Her er der frit udsyn til Assistens Kirkegård, hvor Søren Kierkegaard og andre store ånder ligger begravet. På dørskiltet står der med skråskrift »Filosoffen« foruden hans navn, naturligvis.
»Der er en realisme i dansk politik nu, der kun forholder sig til de faktiske betingelser – den økonomiske krise og arbejdsløsheden og den slags. Politikerne nøjes med at pille ved konkrete problemer, som er lige foran dem. De bliver pragmatiske,« siger Anders Fogh Jensen.
»Jeg savner markeringer i den valgkamp, der vel allerede er i gang, om, hvor politikerne vil hen med samfundet. Hvad er det, de gerne vil skabe? De skal huske at fortælle om deres drømme midt i krisen,« siger Anders Fogh Jensen, som med sin påklædning – altmodisch med overlæg – ville være et særsyn på Christiansborg. Han er iført nålestribede brune bukser, hvid skjorte, brede brune seler og bare fødder.
Anders Fogh Jensen beskæftiger sig i sit filosofiske arbejde med det moderne menneske og det moderne samfund. Så der er en forbindelse til aktuel politik. Han gjorde sig senest bemærket med tvillingebøgerne »Projektsamfundet« og »Projektmennesket«, der er en diagnose af samtiden.
Der er altid krise
Når de politiske ledere maner til realisme, sker det typisk med henvisning til, at Danmark stadig er ved at klatre op af finanskrisens sorte hul. Tiden er ikke til eksperimenter.
»Jeg skal ikke sidde her og tale for, at folk bare skal bruge løs af pengene. Jeg kan godt se, at vi skal forholde os til gælden. Men den såkaldte krisebevidsthed kommer til at legitimere, at vi ikke skal forme noget nyt. Nu skal vi bare klare os. Det bliver et meget nærsynet spil. Man kan sammenligne det med et fodboldhold, der får en mand smidt ud. Træneren vælger ofte en forsvarstaktik. Det handler ikke om at skabe noget, men bare om at klare sig igennem, uden at modstanderne scorer. Der er en parallel til politikerne, der insisterer på, at krisen betyder, at vi er nødt til at fokusere på at klare os igennem. Men jeg er ikke sikker på, at vi kommer til at lave et godt samfund på den måde,« siger Anders Fogh Jensen.
Kan det ikke være nødvendigt at udskyde drømmene for en tid? Hvis vi bliver ved billedet af fodboldholdet, så fedter holdet sig måske glimrende igennem ud fra en forståelse af, at I næste kamp er der på ny plads til at satse. Med andre ord: Måske kan vi atter drømme i dansk politik om to-tre år?
»Men sådan går det ikke. For der kommer bare en ny krise, som ’tvinger’ de politiske ledere til ’realisme’ og ’nødvendige løsninger’. Det kan være en økonomisk krise eller en krise af en anden karakter,« siger Anders Fogh Jensen.
Han påpeger, at Vesten også længe har befundet sig i en sikkerhedskrise.
»Verden opleves som farlig, uanset om det skyldes terrorister, agurker eller hjemmerøvere fra Østeuropa. Vi lader os meget styre af frygt. I lufthavnen for eksempel bliver kontrollen forstærket så meget, at det tager meget lang tid at komme igennem. Overalt læsser vi mere kontrol på, selv om det er generende. Det er hasarderet for politikerne at være imod,« siger han.
De vedvarende kriser er vand på realismens mølle, men der er også en anden hovedstrøm, mener Anders Fogh Jensen. Hvad man kunne kalde markedsgørelsen af politik tilskynder ligeledes politikerne til at tilfredsstille her-og-nu-ønsker fra vælgerne.
»Politik er blevet meget feedback-følsomt. Hvad vil vælgerne have? Politikerne laver efterspørgselspolitik frem for at udbyde visioner, drømme, flag i horisonten – et andet og bedre samfund.«
Politik som markedsøkonomi
Anders Fogh Jensen forklarer, at tendensen til at lade kunderne bestemme er en afsmitning fra 1980’ernes erhvervsliv til politik samtidig med, at der er kommet en vis træthed over for idealisme i politik. Brugerstyringen har bredt sig til offentlige institutioner, medier og politik. Når der skal laves om på et bibliotek, så spørger man brugerne om indretning og indhold. Når der skal sendes tv, skeler man til seertallene.
»Men det er jo ikke sikkert, at brugerne, seerne og vælgerne endnu ved, hvad de gerne vil have. At være idealist handler også om at tænke længere end det, som folk føler øjeblikkelig tilfredsstillelse ved. Hvis politikerne hele tiden forholder sig til, hvad befolkningen vil have, så bliver det svært at styre nogen steder hen. Det var ikke meningen med det repræsentative demokrati. Det går ud på, at vælgerne vælger politikerne, som tager over for en periode og styrer med både kortsigtede og langsigtede mål for øje. Vi må forvente, at politikerne – og deres rådgivere – kan gennemskue ting, som den almindelige befolkning ikke er i stand til. Jeg må tro på, at politikerne ved bedre om, hvordan samfundet skal udvikle sig hen imod det, de skitserer.«
Anders Fogh Jensen mener, at politik i disse år bliver reduceret til økonomi. Den såkaldte realisme består i at anskue alt som kriseøkonomi.
»Hvad kan vi gøre med det budget, vi har? Og nu må vi spare. Sådan tænker politikerne. Men politik er så meget andet: Hvordan skal der være i byen og på landet? Hvordan skal vores børn vokse op? Hvordan kan vi skabe muligheder for fællesskab? Det indbefatter økonomi, men det er ikke kun økonomi. Hurtigt bliver svaret på nye ideer, at det er der ikke penge til.«
Vækstfilosofien er efter filosoffens opfattelse et udtryk for økonomi – ikke politik.
»Det kommer til at handle meget om akkumulering. Vi skal have mere hele tiden. Vi er bedøvede af forbrug. Politikerne stiler efter at skabe forhold, så vi kan forbruge mere af det, vi har. Men det kunne jo godt være, at det var o.k., at vi ikke havde så mange penge, hvis vi havde andre kvaliteter. Det er den økonomiske realisme og frygttænkningen, > der kører med politikerne og ikke omvendt. Der er intet mål. Økonomi alene kan aldrig fortælle os, hvordan et godt liv er. På mig virker politikerne som marionetter i en liberal bølge. Selv venstrefløjen er med på markedsgørelse og sikkerhedsforanstaltninger,« siger Anders Fogh Jensen.
Et anderledes samfund
Du siger, at Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt lægger alt for meget vægt på realisme, når de taler om politik. Men både blå blok og rød blok har fremlagt langsigtede planer, 2020-planer, og der er forskel i indholdet. Måske er de inderst inde idealister, og de ved, hvor de vil hen – de siger det bare ikke højt?
»Det skal jeg ikke kunne bedømme. Men jeg har som vælger og menneske ingen fornemmelse af deres drøm. Jeg synes, at det er vigtigt, at vælgerne ved, hvad politikerne vil med det danske samfund. Det er dét, vi bør have mulighed for at stemme om ved folketingsvalget. De konkrete problemer må politikerne selv løse, og her må de lade sig vejlede af deres drøm,« siger Anders Fogh Jensen.
Drømmen er vigtig i politik, understreger han. Den husker på, hvad målet er. Den kan inspirere til at finde nye veje til målet: »Man kan forsøge at løse for eksempel arbejdsløshedsproblemet på to måder: Man kan stirre sig blind på de økonomiske realiteter og bruge de sædvanlige redskaber. Eller man kan i stedet tænke beskæftigelse på en ny måde. Tænke ud af boksen. Hvad om vi i stedet stræbte efter at fordele den samlede mængde af arbejde på det samlede antal arbejdstagere? Politik er også at turde gå i en retning, som ikke umiddelbart er populær.«
Hvordan kan en Christiansborg-politiker, som skal lave daglige kompromiser om politik, holde fast i drømmen?
»Der er meget med tvungne kompromiser, tvunget realisme i den politiske hverdag. Politikerne må stile efter at bringe ånden fra deres drøm med ind i de konkrete politiske forhandlinger. Det er deres job. Hvis de glemmer drømmen og bare tænker på stemmer og på at bevare magten, så bliver det slapt. Det er hovedproblemet med realismen: slaphed.«
Men man kan først ændre noget, når man har magt?
»Politikerne vil sikkert synes, at jeg er gal. De vil sige, at man ikke kan overleve som politiker, medmindre man indretter sig efter, hvad vælgerne ønsker. Men det er efter min opfattelse forkert. Jeg tror, at politikerne undervurderer vælgerne. Politikerne taler ned til os. Vi vil ikke bare have mere forbrug. Vi er ikke kun optaget af akutte problemer,« fastslår Anders Fogh Jensen.
Mellem erfaring og forventning
Det kan være meget godt at folde drømmenes faner ud, men man skal vel ikke løfte fanerne så højt, at man ikke kan nå jorden?
»Det er sandt. Realisme er forbundet med det kendte – erfaringsrummet. Der skal være et vist spænd mellem erfaringsrummet og drømmene eller forventningshorisonten. Den politiske idealisme skal være så åben, at den kan lukke virkeligheden ind, men idealismen skal også være så lukket, at den ikke kollapser i realisme. Der er bestemt også eksempler i denne tid på, at personlige forventninger flyver for langt væk fra erfaringerne. Men i politik ser jeg en større risiko for kollaps. At der slet ikke er nogen drømme.«
Hvad kan vi gøre for at få drømmene tilbage i politik?
»Vi kan efterspørge politikernes drømme, så de tør lufte dem for os. Det vil give os mulighed for at stemme ud fra det. Jeg tror, at vi alle sammen drømmer om noget andet, noget kvalitativt andet, og så kan vi hjælpe politikerne med at turde artikulere det også,« siger Anders Fogh Jensen.
