Der er drinks og elitefims i Marquis’ens saloner

Politiken, 3. september 2010.
af Birgitte Kjær

I anledning af Golden Days’ arrangement ‘Intelligent Night-Life’
En aften om dannelse. Med filosof Anders Fogh Jensen
www.filosoffen.dk

Nu skal det være cool at være klog.

IBYEN er invitereret med til en forsmag på arrangementsrækken ’Intelligent Nightlife’, som er Golden Days’ nye indslag på den historiske festival, der i år har 1700-tallet som tema.

Og i 1700-tallet var saloner på mode. Saloner med debat og kultur, og det er netop sådan én, der venter oppe på tredje sal denne aften.

Foran porten til Frederiksberg Alle 8, står en kvindelig Golden Days-medarbejder og tager imod. I pels.

»Marcel syntes ikke, jeg skulle stå og fryse, så han sagde ’jeg finder lige en mink’«, forklarer hun.

Basunengle i loftet
Den store metalport glider lydløst op. M.d.S står der på dørskiltet. Oppe på tredje står døren åben til den store lejlighed, som 76-årige Marcel de Sade har boet i det meste af sit liv. Han er godt nok født i Ålborg og døbt Jørgen Vase Schmidt, men har i omkring 40 år resideret i sin enorme lejlighed på Frederiksberg og kalder sig marquis.

Indenfor er der dunkelt. Gulvene er dækkede af ægte tæpper, fra loftet hænger lysekroner og to guldlakerede basunengle i fuld legemsstørrelse, og væggene er tæt besatte med sort-hvide fotos fra et langt liv.

Den slanke marquis tager selv imod og giver hånd. Han er iført stramme slangeskindsbukser, en flaskegrøn skjorte og har store massive sølvsmykker om håndleddene og et sort spænde i sit lange tilbagestrøgne grå hår.

Martinidrinks
»Velkommen«, byder han med lav stemme. Nærmest ydmygt, selv om det er os, der burde vise ydmyghed over at få lov til at træde ind i de storslåede private gemakker.

Her har pensionisten, der tidligere har levet som pianist, dekadent boheme i Paris og ødsel festløve i København, samlet antikviteter, memorabilia og nips i en menneskealder.

Her holdt han i 1950’erne ekstravagante champagnefester, men siden røg han i fængsel for bedrageri – for den storladne livsførelse var med svindel sponsoreret af hans arbejdsgivers pengekasse. Siden tog han arbejde i hjemmeplejen, men beholdt sin lejlighed.

Midt i den første stue står en stor bar, og hver nytilkommen gæst får en stor martinidrink stukket i hånden.

»Klyng jer til glassene«, opfordrer Ulla Tofte, festivalchef for Golden Days.

»Der er ingen udstrakt opvaskeservice«, siger hun og kigger hen på markisen, som bekræfter.

Spindoktor og påfuglefjer
Siden samler de 40 gæster sig i den største af salonerne, hvor lyset er helt dæmpet.

Kun et stearinlys og nogle få lampetter giver rummet et gyldent skær, så man aner konturerne af påfuglefjerene, der pynter på kaminhylden og de små buddhafigurer på chatollet.

Her sidder neurokemikere, redaktører fra DR, forskere, en journalist fra Weekendavisen, én der studerer forhistorisk arkæologi, en der blogger om københavns natteliv og Bertel Haarders spindoktor. En gruppe gæster, der nok skulle have noget at bidrage med til aftenens debat om begrebet ‘dannelse’.

»Man må ryge ud af vinduet under den kinesiske lampe«, forklarer aftenens ordstyrer Stéphanie Surrugue.

Mænd på Copacabana
Filosoffen Anders Fogh Jensen har fået til opgave at holde et oplæg for at kickstarte snakken på kvalificeret vis.

I hvid skjorte og brede sorte seler sidder han i halvmørket og fortæller om, hvorfor dannelse er vigtigt. Han indleder med en anekdote om, hvordan filosoffen Luc Ferry blev interviewet af en journalist, mens de sad med udsigt til Copacabana-stranden i Rio de Janeiro.

Her kunne de se ned på mænd, der løb og spillede bold på stranden, og journalisten spurgte, hvad der dog skulle give disse mænd lyste til at søge dannelse.

De havde det jo skønt med at lege ubekymret på stranden. Det tog filosoffen tid at finde et godt svar, men så lød det:

»Ingen kvinde kan leve særligt længe med et forkælet barn, der ingenting ved og ikke har noget at fortælle«.

Voilá. Visdommen siver ind: Dannelse er altså grundlag for et rigt socialt (og kærligheds-) liv. Ørerne spidses.

Friends er ok
De forsamlede kloge hoveder lytter interesseret, mens filosoffen runder ordene ‘Kend dig selv’ fra Oraklet i Delfi, Odysséen og almendannelse (som Nietzsche mente var et forstadie til barbariet!).

Ordene suser gnidningsfrit ind i øregangene, for Anders Fogh Jensen fortæller så jordnært, som sad vi bænket hjemme ved køkkenbordet.

Og der går et lettelsens suk gennem forsamlingen, da han erklærer, at man sagtens kan blive dannet af at se afsnit af Friends. Så længe det ikke drejer sig om 500 styk.

En gæst kommer til at vælte sin drink, og diskret rækker marquisen et viskestykke ned gennem klyngen af gæster. Der falder ingen reprimander.

Og hvorfor er dannelse så vigtig?

»Fordi det gør os tolerante, giver os perspektiv og gør det muligt for os at skabe forbindelser mellem vidt forskellige oplevelser og emner«, mener Anders Fogh Jensen.

Der skåles, og så er der pause.

Debat i grupper
Forsamlingen trækker ud i flygelsalonen, og martiniglassene fyldes op med stærke røde drinks fra kander. Snakken går lystigt. Gæsterne netværker og sludrer med hinanden, mens andre veksler ord med marquisen, som stråler i den megen opmærksomhed.

Men så er det tid til debat. Gæsterne gennes ind i salonen igen og tager plads på plyssæder og vakkelvorne forgyldte skamler.

Filosoffen tænder diskussionslysten, og så går gæsterne ud i små grupper for at debattere. F.eks. om det er snobbet at være dannet, om dannelse er en social distinktion, om man kan være dannet uden at være uddannet og meget mere.

Mange er så ivrige efter at komme til orde, at de næsten taler i munden på hinanden. Alle vil høres, for den ene er klogere end den anden, og den anden er klogere end den tredje.

Hvem skulle have troet, at begrebet dannelse kan skabe ophedet debat blandt en flok tilfædigt sammensatte mennesker en onsdag aften? Men det kan det.

»Vi elitefimser klart i disse dannede saloner«, lyder det fra Ulla Tofte fra Golden Days.

Filosoffen er heller ikke bleg for melde klart ud: »Dannelse og det kloge selskab skal stjæle rampelyset fra Paradise Hotel«.

Fra en dyb grøn lænstol lyder det »Dannelse eksisterer ikke mere. Vi kan ikke længere vide alt om hele verden, som man stort set kunne på Holbergs tid. I dag er dannelse vores eget egotrip«.

Og den griber filosoffen elegant, da han skal afrunde aftenen. Han vender tilbage til sit udgangspunkt og Oraklet i Delfi, som sagde ’Kend dig selv’.

»Hvis vi fik sådan et tempel i vor tid, skulle der stå ’Glem dig selv’.

Klokken er 22, og salonen skal rømmes.

»Det har været meget morsomt at høre de forskellige kommentarer«, lyder det med spag, men alligevel klar røst fra Marcel de Sade, der har lyttet med bag et velourforhæng.