Kronik i Berlingske af filosof Anders Fogh Jensen 2022-04-18

Når Hamlet ligger i et blodbad mellem vender og fjender til slut i tragedien, så kan man vejre morgenluft. Det fordærvede og forløgne er gået under. Apokalypsen er en tragedie, men for enden af tragedien er der håb: Nu kan noget nyt opstå.

   Sådan kan forskellige kriser føre til nye håb og drømme. Ligesom vores forhold til pandemien har været inspirerende, så giver vores forhold til krigen også fornyede håb og drømme.

Pandemien mindede os om, at vi var andet end selvrealiserende mennesker i et moderne videnssamfund, vi var også kroppe, der kunne smitte hinanden, og dermed var farlige for hinanden. Vi var hver især uerfarne med epidemier, men heldigvis var Staten med dens fundamentale institutioner det ikke, den var meget erfaren. Den frygt, der opstod, blev måske større, fordi det var en opvågning fra en historisk slummer, hvor vi drømte, at epidemierne tilhørte civilisationshistoriens kirkegård. Eller måske var det snarere en dement omgang med historien, hvor vi havde skrevet både epidemier og krige i historiebøgerne, mens vi regnede historiebøgerne for glemmebøger.

   Samtidig gav pandemien os også håb. Vi så stater, der kunne agere hurtigt og sætte sig igennem. Vi så et enigt Folketing stå sammen om beslutninger, der rakte langt ind i borgernes liv. Det håb, der blev født lød: Hvis Staterne kan agere så resolut og indgribende, så kan den også gøre noget ved Klimakrisen. Måske skulle vi alligevel ikke se en for langsom beslutningsproces med målsætninger, der ikke blev holdt, imens vi så til at klimaet ændrede sig.

Hvad afføder så påmindelsen om at krig i Europa ikke kun tilhører glemmebøgerne?

   Det umiddelbare svar er: En omfavnelse af og flagen for ukrainerne og et komplementært had til russerne. Men krigen afføder også en påmindelse om, at nok skal land bygges med lov, men ikke kan forsvares med lov. I denne fredstid havde vi efterhånden glemt, at vores demokrati er blevet sat igennem med vold samt at vores nationale territorium er blevet opretholdt i snart tusind år med vold. Vi havde glemt de grundstrukturer, som krigen nu gentegner.

   Hos os affødte krigen en opblussen hos nogle mænd, der gerne ville i krig. Men mest af alt ser vi til stadighed en modtagelse af de ukrainske flygtninge, som var de savnede ofre vi havde ventet på at tage os af. Måske fordi vi i Danmark – og lande som Polen – også selv er ’David der tabte mod Goliat’-kulturer, og kan nyde at spejle os i andre ofre, som vi hjælper.

   Jeg undrer mig over den temmelig voldsomme anti-russiske stemning, der hersker i befolkningen og i medierne. Invasioner er der mange af. Hvor netop i denne krig? Skyldes det denne identifikation med ofre? Vi kan næppe sige, at vi har tradition for en dybfølt ukrainerkærlighed, men måske har vi koldkrigsbilleder på nethinden og i blodet?

   At USA kan mobilisere et had til russerne er ikke noget nyt. Men hvorfor er det, at den, der i Europa forsvarer, at russerne har en vis ret, at de har brug for hjælp, eller at man godt kan se at Ukraine har tirret den russiske bjørn de seneste ti år, ikke bliver betragtet som værdig diskussionspartner, men bliver til én, der via sine nuanceringer eliminerer sig selv som en, der skal tages alvorligt? Og måske derfor tier.

   Det er som om vi her har tabt eller glemt det, som Europa virkelig kan, nemlig det at vi har så lang en historie med at leve så mange forskellige folkeslag og nationer på så lidt plads. Vi er erfarne med nabostrid.
   Da USA blev bygget, kunne man altid sige til dem, man ikke kunne lide: Go West. Man var jo også selv rejst mod vest. USA er ikke på samme måde opstået af en erfaring med at skulle finde ud af det med sine naboer og behandle dem rimeligt, selv i hadet. Da præsident Thomas Jefferson i 1776 byggede Uafhængighedserklæringen på den engelsk filosof John Lockes statsfilosofi ændrede han formuleringen af, hvad staten skulle sikre, fra Lockes ’life, liberty and estate’ til ’life, liberty and the pursuit of hapiness’. I Europa har ’estate’, dvs. beskyttelsen af ejendomsretten, været anderledes relevant og mere vigtig end retten til at søge lykken.

Hvis pandemien sætter drømme i gang om faktisk at kunne gøre noget ved klimaet igennem de stærke stater, hvad er det så for drømme, som krigen i Ukraine starter? Ja, staternes faktiske svar på krigen, der korresponderer med pandemisituationens restriktioner og lukninger, handler tydeligvis om Europas uafhængighed fra Rusland i enhver økonomisk og forsyningsmæssig henseende. Vi kan hjælpe hinanden med energi, vi kan stå sammen. Ingen tvivl om at sammenholdet i Vesten er blevet styrket.

   Dette tænder imidlertid en anden drøm i mig, som jeg ikke ved, om jeg står ene med i dette ensidige meningstyranni: Hvis vi kan gøre os uafhængige af Rusland, så kan vi også gøre os fri af USA. Og det er måske netop momentet nu, hvor stater og befolkninger indser vigtigheden af et uafhængigt Europa.

   Hvorfor skulle vi det? Det mest overbevisende argument vil for de fleste nok være, at vi har en amerikansk befolkning, der er så udannede og tunnelsynede, at de kan vælge Donald Trump til præsident og formentlig vil vælge en sådan type igen, og så står vi med et nyt idiotstyre, vi er afhængige af.

   Det er for mig ikke det væsentligste. Det væsentligste er, at vi har glemt vores eget værd og har tilladt en kulturimperialisme med en stadig mere skuespilagtig kultur at lulle os ind i en Hollywoodkulisse, hvor vi sidder som Netflixjunkies og sluger den ene amerikanske verdensudlægning efter den anden. Trods Europas diversitet lever vi næsten monokulturelt. Europæisk film, europæisk radio og musik, europæiske podcasts på europæiske sprog interesserer os ikke, vi vil have alt på et fladt amerikansk med et ordspand på ca. 2.000 ord. Denne sprog- og kulturform indluller os i et blændværk, så vi tror, at vi er kulturfølsomme globalister, når vi artikulerer verden på amerikansk, alt imens vi går til vores eget Europa som turister.

    ’Europa kan mere’ kunne man med en parafrase af statsministeren sige – og jeg ville tilføje: Europa er allerede meget mere end et sted for turisme. Vi har noget særligt i Europa, fordi vi på så lille et område har så meget forskelligt og samtidig fordi vores fælles kultur har skabt så meget fantastisk. Og det pudsige er, at progressive russere faktisk har bidraget væsentligt til den kultur – i litteratur, film, filosofi, musik, malerkunst, teater mv. Vi må ud af vores boble, hvor vi hele tiden refererer til USA og taler internt på amerikansk, vi må gøre os uafhængige af amerikanske ressourcer, og vi må frigøre os fra politik dikteret af det politiske USA og af handelshensynene til USA.

   Hermed vil vi også blive et andet Europa, der samler sig om sig selv i en forbundet verden. Vi vil ikke fremstå som den samme trussel uden USA, og det er måske meget godt, det kunne muligvis have forhindret den pågående krig. Vi kan være et kontinent med fælles radio- og Tv-kanaler på europæiske sprog, med vores egne sociale medier og søgemaskiner reguleret af EU og ikke af amerikanske virksomheder, sådan som man også ser det i Rusland og Kina. Jeg har en drøm. Lad USA Go West og lad os blive et stærkt og historisk forbundet Europa, der er så meget mere end handel og turisme. Vi kan vente på at USA igen piller ved en Mellem- eller Sydamerikansk stat og bruge det som anledning, eller vi kan – inspireret af staternes handlingsduelighed under den pågående krig – bare gå i gang med at tage vores fantastiske Europa tilbage.

Anders Fogh Jensen (filosoffen.dk) er filosof, Ph.D. og D.E.A, og forfatter til en lang række bøger, herunder Projektsamfundet, Pseudoarbejde og Pest eller Corona?